To him I was unwanted ▲ One direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2015
  • Status: Igang
Følelsen af tomhed, sorg og ikke at kende halvdelen af sig selv er ikke en dans på roser. 14 årige Nellie Wonder Horan er ekspert i den følelse. Normalt bruger hun ikke sit efternavn Horan. Det er der nemlig en helt særlig grund til. Ikke at hun ikke har lyst til det, men skæbnen har bestemt at hun ikke kan. Navnet tilhøre nemlig ingen anden en Nellies far. Niall Horan fra bandet One Direction. Det vil sige at hvis hun råbte det op på gaden ville alle lægge mærke til hende, men sådan er det ikke. Nellie er en helt normal 14 årig pige. Hendes far forlod dem nemlig da hun var 2 måneder med et råb om at Nellie forblev hans og Nellies mors lille hemmelighed, men kan hemmeligheder altid forblive hemmeligheder?

54Likes
57Kommentarer
3302Visninger
AA

16. What a party

"Er du sikker på at jeg ikke ligner en død torsk?" sukkede jeg og gav min mor et opgivende blik. "Du ser godt ud" smilede hun, og placerede et blidt kys lige mit i min pande, hvor hun efterlod en smule læbestift, på min ellers ret så perfekte make up. 

"Ej, mor" sukkede jeg og gned mig hysterisk i panden, hvilket fik mor til at grine kort.

Typisk. 

Hvis jeg ikke lignede en død torsk før, så gjorde jeg det ihvertfald nu. "Hyg dig skat" smilede mor, i det jeg åbnede bildøren.

Aldrig havde jeg været så nervøs før.. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte hårdt bankede mod mit bryst, i det jeg trådte det første skridt ud af bilen. Med langsomme små skridt fortsatte over kantstenen og over mod den store  hvide dør.

Hvor jeg stille bankede på, i håb om at ingen havde hørt det, men desværre blev døren hurtigt åbnet og et velkendt ansigt vidste sit smørrede smil i døren.

"Så du kom altså" pointerede Mace hånligt og gav mig er koldt blik, før han selvsikkert kørte en hånd igennem hans mørke hår. "kom dog  indenfor, tag noget at drikke og slå dig ned" fortsatte han bestemt. 

Kort nikkede jeg, før jeg banede min vej forbi ham. Hvem troede han lige at han var?

Det kan da godt være at han var vokset op med en guldske i røven, men derfor var han da ligeså meget værd som mig. For ikke at glemme at min far også havde del i vores fædres fælles karriere.

Spadserende kom en pige med et kæmpe smil imod mig, hvilket fik mig revet ud af mine ellers ret negative tanker. "Jeg høre du er Niall's datter, så jeg gætter på at du er ny her" smilede hun og rakte mig glad det glas hun havde i hånden.

"Det kan man vel godt sige" små grinede jeg og skævede mod drinken, som jeg tydeligvis havde fået stukket i hånden. 

Uroligt kiggede jeg mig omkring, og opdagede hvordan folk hviskede i krogene, i det musikken for alvor blev skruet op. Alt den hvisken og tisken bekymrede mig en smule.

Dog prøvede jeg at ignorere det og vendte derfor mit blik mod pigen igen. "Jeg hedder forresten Makenzie, men du kan bare kalde mig Makie" råbte pigen, tydeligvis for at overdøve musikken.

Jeg smilede kort, før jeg igen rettede mit blik forud, I det en gruppe piger fast besluttet kom imod mig. "Så vi høre du Niall Horan's datter" grinede den ene før hun i en hurtigt bevægelse lagde armen om hendes tydeligt uinteresserede veninde.

"Det er jeg" svarede jeg en smule akavet, jeg viste ikke helt hvorfor, men det var som om at alle mine ord forlod mig hver eneste gang jeg blev mindet om at min far var kendt.

"Heldigt for dig" Smilede pigen flabet og kiggede hen mod Mace, som stod i baren, helt opslugt af sin super interessante samtale med en eller anden dreng. Jeg skulede kort mod ham og derefter tilbage på pigen.

Mine øjne nåede akurat at møde hendes før noget klistret rødt stads ramte min ellers hvide kjole. I et sekund stod jeg og betragtede mig selv, før jeg aggressivt kiggede op på pigen. "Hvad fanden har du gang i?"

Arrigt drejede jeg om på hælende og begyndte målrettet at mase mig igennem de mange tæt-dansende mennesker. 

Jeg kunne ikke undgå at ligge mærke til hvordan de mennesker jeg passerede blot stod og stirrede på mig, da jeg med hurtige skridt løb op af trappen, og op til toilettet. 

 

Mace's synsvinkel

Med forvirrende øjne kiggede jeg op mod Nellie. Hvad var der sket? Hvad havde de gjort?

I så fald var det ihvertfald ikke en del af min plan, og jeg havde en fornemmelse af at det var noget meget slemmere. "Jeg tror du skal gå op til hende" rømmede en stemme bag mig.

"Tror du ikke godt jeg ved det" snerrede jeg og svingede mig op af trappen, hvilket efterlod resten af flokken forvirret med store følgende øjne.

Jeg kunne hårdt mærke mit hjerte banke mod mit bryst. På en måde havde jeg lyst til at vende mig om og gå, men der var noget som holdte mig tilbage.

Forsigtigt lod jeg min hånd falde mod døren i tre små bank. Selvom der var helt stille, vidste jeg at hun var derinde. Hun kendte jo ingen andre steder her oven på, eller gjorde hun?

"Nellie?" Spurgte jeg svagt, allermest mod min vilje. Dog vidste jeg at hvis jeg gjorde hende noget ville Niall komme efter mig. Det var nok det og måske en smule af min nysgerrighed der fik mig til at blive.

"Mace er du ikke sød at gå" Lød en skinger, svag stemme bag døren, hvilket kun efterlod mig alene med mine egne tanker. Havde de gjort hende noget? Fortalt hende noget de ikke skulle? Vores plan var jo bare at lave lidt sjov med hende, intet stort.

"Nellie jeg ved godt du ikke tror på mig, men det var altså ikke mig der stod bag det. Alt jeg ville var bare at tage lidt gas på dig, jeg ved jo du en pige med humor" prøvede jeg og blev endnu engang mindet om Niall. Jeg kunne allerede nu se hans triste ansigt for mig.

Jeg prøvede at kontrollere mit temperament før jeg udbrød. "Hvorfor vil du ikke åbne?"

 

***

Håber i kan lide det.

Please skriv en kommentar om hvad -

i syntes om det.

Kan ikke sige tak nok!

- Cille

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...