To him I was unwanted ▲ One direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2015
  • Status: Igang
Følelsen af tomhed, sorg og ikke at kende halvdelen af sig selv er ikke en dans på roser. 14 årige Nellie Wonder Horan er ekspert i den følelse. Normalt bruger hun ikke sit efternavn Horan. Det er der nemlig en helt særlig grund til. Ikke at hun ikke har lyst til det, men skæbnen har bestemt at hun ikke kan. Navnet tilhøre nemlig ingen anden en Nellies far. Niall Horan fra bandet One Direction. Det vil sige at hvis hun råbte det op på gaden ville alle lægge mærke til hende, men sådan er det ikke. Nellie er en helt normal 14 årig pige. Hendes far forlod dem nemlig da hun var 2 måneder med et råb om at Nellie forblev hans og Nellies mors lille hemmelighed, men kan hemmeligheder altid forblive hemmeligheder?

54Likes
57Kommentarer
3297Visninger
AA

14. Well, hello there

Jeg kiggede mig forvirret omkring, mens en underlig nervøs fornemmelse bredte sig i min mave. Hvem var han? Ham den mørkhårede fyr i baggrunden. På en eller anden måde blev jeg en smule nervøs. Måske havde jeg noget at leve op til. 

Jeg mener vores fædre er kendte og det her hus så ikke specielt billig ud. De andre børn var jo ligesom vokset op i det her, mens jeg lidt var kommet til. 

Usikkert kiggede jeg op på Niall før vi begge fulgte efter Zayn ind i hans kæmpe stue. Jeg nåede akkurat at se mig om, før en lyshåret dame gled ind i stuen. "Så det er dig der er Nellie" smilede hun og sendte mig et kærligt blik. Hendes varme smil og åbne sind gjorde på en eller anden måde at jeg følte mig velkommen. 

Jeg nikkede svagt og sendte et kæmpe smil tilbage. "Man skulle ikke tro at Niall kunne finde ud af at lave noget så kønt som dig" grinede hun og daskede Niall på skulderen. 

"Hov hov nu skal vi ikke til at blive grove" grinede Niall, før han velkendt kørte sin hånd igennem sit hår. 

 

***

 

For at være ærlig havde jeg nok været en lille smule nervøs, men de var allesammen så utrolig flinke og lige nu forstod jeg slet ikke hvad jeg havde været så nervøs for. Jeg havde allerede nu fået et utrolig godt indtryk af dem allesammen. 

Specielt Louis havde fanget min opmærksomhed. Jeg tror det var fordi han altid fik Niall til at grine. Ud fra hvad jeg kunne fornemme på det hele var Louis lidt underholderen, ha, der bare altid vidste hvad han skulle sige, på det rette tidspunkt. Jeg ville lidt ønske at jeg var lidt som ham. Han virkede så åben og ærlig, men samtidig var han også den som fik os alle til at føle os godt tilpas. 

Jeg tror ikke jeg havde haft det så hyggeligt længe. Den mørkhårede dreng var hurtigt skredet, med en smart replik. Der var bare noget inde i mig som sagde at jeg skulle holde mig lagt væk fra ham, for han kunne uden tvivl kun være en af de der forkælede rigmands unger. 

. Jeg kunne mærke tissetrangen melde sig og blidt nev jeg Niall i siden. "Hvor er toilettet?" små hviskede jeg, da Niall kom tæt nok på. "Hvis du går op af trappen der, så fortsætter du nok 10 meter indtil du kommer til en dør hvor der står toilet" hviskede han og pegede på trappen bag os. 

I en smidig bevægelse rejste jeg mig fra stolen og inden længe var jeg på toilettet. 

Hurtigt fik jeg ordnet hvad jeg skulle og tog for en sikkerheds skyld et ekstra kig i spejlet før jeg stille låste døren op. Jeg nåede akkurat lige at tag et skridt ud af døren, før jeg kunne høre en lys stemme bag mig.

"ANGREEEEEB!" skreg den. Jeg tror ikke helt jeg nåede at opfatte hvad der skete før to små piger hang om hver deres ben på mig. Jeg kiggede forvirret frem og tilbage på de små piger som fast besluttet sad om mine ben. 

"Må jeg komme fri?" grinede jeg og sendte dem hver et stort smil. Uheldigvis for mig virkede det ikke. Pigenerne rystede derimod bare beslutsomt på deres hoveder, mens de sendte hinanden nogle små hemmelige ansigter. Jeg ved ikke hvorfor, men på en eller anden måde mindede de mig utrolig meget om Leah og jeg selv som små. Så energiske og fjollede.

"Darcy og Jess, lad hende så gå" lød en stemme bag os. Forskrækket vendte jeg mig om i det samme som pigerne slap mine ben. 

"Men vi ville jo bare lege med hende" forklarede den ene og sendte drengen nogle mislykkede hunde øjne. "Smut ind på værelset med jer" små grinede han og fulgte med hans øjne, hvordan de to små piger lukkede døren bag dem.

Her stod vi så, to mennesker høj og kiggede os fortvivlet omkring. Det her var den eneste situation jeg virkelig ikke havde lyst til at komme ud i på min første dag. Det var ikke blot pinligt, men også utrolig akavet. Hvad spurgte man dem om? Jeg mener rigmandsbørn, alt jeg vidste var hvad jeg havde hørt fra medier. Og ifølge det var de ikke anede en selvoptagede snopper. 

"Er du okay?" spurgte drengen en anelse koldt, før han kort lod sit blik falde på mig. 

"Jeg klare mig" svarede jeg skrøbeligt. Jeg ved ikke hvad der var med ham, men der var et eller andet der sagde mig at han skjulte noget for mig. På en eller anden måde irriterede det mig grænseløst, selvom jeg intet havde at holde imod ham. 

"Okay" pointerede han, før han drejede om på hælene og igen var ude af syne. 

 

***

Det var så kapitel 13, yay.

Der er ikke lige noget banner, men det kommer. 

Så er jeg tilbage efter min skriveblokade. 

Det har taget mig utrolig lang tid at skrive det her, føler stadig-

ikke at det er godt nok, som jeg vil have det. 

Anyway så håber jeg stadig i kan lide det. 

Jeg ville blive super glad hvis i ville skrive en-

kommentar med jeres mening om det hele. 

Er så glad for at være tilbage. 

- Ciller 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...