To him I was unwanted ▲ One direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2015
  • Status: Igang
Følelsen af tomhed, sorg og ikke at kende halvdelen af sig selv er ikke en dans på roser. 14 årige Nellie Wonder Horan er ekspert i den følelse. Normalt bruger hun ikke sit efternavn Horan. Det er der nemlig en helt særlig grund til. Ikke at hun ikke har lyst til det, men skæbnen har bestemt at hun ikke kan. Navnet tilhøre nemlig ingen anden en Nellies far. Niall Horan fra bandet One Direction. Det vil sige at hvis hun råbte det op på gaden ville alle lægge mærke til hende, men sådan er det ikke. Nellie er en helt normal 14 årig pige. Hendes far forlod dem nemlig da hun var 2 måneder med et råb om at Nellie forblev hans og Nellies mors lille hemmelighed, men kan hemmeligheder altid forblive hemmeligheder?

54Likes
57Kommentarer
3292Visninger
AA

12. Wait, what? NO

Nellie's synsvinkel 

Det var dagen derpå og Niall var allerede taget afsted. Jeg var ikke helt sikker op hvad det var, men eftersom jeg forstod det var det noget med hans arbejde. 

Min mor bladrede stille i avisen og tog endnu en slurk af sin kaffe. "Nellie skat?" jeg kunne høre mor's triste stemme og lod mit blik glide fra min telefon og op på hende. Hvor jeg derefter svarede med et lille usikkert "Ja?" 

"Jeg skal ud med Amelia idag, du ved for at tænke på noget andet. Så jeg tænke på om det var fint nok med dig" Mor sendte mig et svagt smil, før hun lukkede avisen sammen igen. 

"Det okay, jeg havde også aftalt måske at tage på stranden med Leah" indrømmede jeg og tog en tår af min juice. 

Ligemeget hvor meget jeg prøvede kunne jeg ikke slippe tanken om Niall igår. Han var så venlig så rar og jeg kunne ikke vente med at takke ham nok for at være så sød ved min mor.  

Jeg havde bare på fornemmelsen at det her var stilhed før stormen. Så meget lykke uden lidt modstand det virkede forvirrende.

Jeg ville for alt i verden ikke have at noget kom imellem os. Selvom jeg ikke var meget for at indrømme det, så elskede jeg at være sammen med ham. Vi havde det altid så sjovt. 

 

Niall's synsvinkel 

"Hvad render du så rundt og laver?" Spurgte Louis nysgerrigt og rakte ud efter endnu en småkage fra fadet mit på bordet. 

"Jeg går bare rundt og nyder livet" svarede jeg roligt. Jeg havde ikke rigtig lyst til at de andre skulle vide hvad jeg gik rundt og foretog mig. De vidste i realiteten godt at Rebecca aldrig fik abort og jeg er far en til en pige, men da slet ikke at jeg havde kontakt til hende. Vi skulle jo også snart til USA og så var jeg da sikker på at bryde kontakten til hende endnu engang. 

"Niall indrøm det nu bare, vi ved godt hvad du render rundt og laver" indskød Zayn fra sidelinjen. Jeg gav et lille suk fra mig. "Okay jeg ser hende" indrømmede jeg lettere irriteret, før jeg kort lod min hånd glide igennem mit hår. 

"Hvem ser du lige nøjagtigt?" spurgte Harry forvirret. "Nellie, min datter" sukkede jeg, mens jeg kæmpede en kamp for at der ikke bredte sig et kæmpe smil på mine læber. Det var bare hver gang jeg nævnte hendes navn, så blev jeg så ovenud lykkelig. 

Alle drengene vendte deres chokeret blikke mod mig og Liam var endda ved at kløjs i hans vand. "Du ved godt hvor stort et medievrag det her ville blive, hvis nogle fandt ud af det" pointerede Louis og kiggede på mig med nu skuffede øjne. 

"Louis lad ham nu være, kan du ikke se hvor glad han endelig er?" prøvede Liam, endelig en der for en gangs skyld holdte med mig. 

"Det bare-" fortsatte Louis, men blev afbrudt af Harry. "Så lad os da møde hende" smilede han og klappede blidt min skylder. 

"Vent, hvad? Nej" udbrød jeg og kiggede på Harry med et forvirret blik. "De sidste 14 år har du ævlet om hende og så kan vi ingengang møde hende? Du altså ikke den eneste der er far her" forklarede Harry og mon ikke der var noget om det. 

De senere på år var der da kommet et par børn eller to. "Tag hende med til middag imorgen hos mig klokken 18.00, så kan vi møde hende" Zayn sendte mig et varmt smil før han rejste sig fra stolen. 

Det kan de da ikke mene, hvad hvis Nellie slet ikke havde tid eller lyst. 

 

***

Jeg er ked af at det ikke blev så langt. 

Jeg er så glad idag. 

Var til tandlægen og så sagde to tandlæger i træk at - 

det hele så super godt ud med min bøjle, yay. 

Så er der kun 1 år og 3 måneder igen -.-'

Jeg håber i kan lide det og måske vil smide -

en kommentar om hvad i syntes om det. 

- Ciller

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...