To him I was unwanted ▲ One direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2015
  • Status: Igang
Følelsen af tomhed, sorg og ikke at kende halvdelen af sig selv er ikke en dans på roser. 14 årige Nellie Wonder Horan er ekspert i den følelse. Normalt bruger hun ikke sit efternavn Horan. Det er der nemlig en helt særlig grund til. Ikke at hun ikke har lyst til det, men skæbnen har bestemt at hun ikke kan. Navnet tilhøre nemlig ingen anden en Nellies far. Niall Horan fra bandet One Direction. Det vil sige at hvis hun råbte det op på gaden ville alle lægge mærke til hende, men sådan er det ikke. Nellie er en helt normal 14 årig pige. Hendes far forlod dem nemlig da hun var 2 måneder med et råb om at Nellie forblev hans og Nellies mors lille hemmelighed, men kan hemmeligheder altid forblive hemmeligheder?

54Likes
57Kommentarer
3379Visninger
AA

4. Niall who?

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre og lod bare som om at jeg aldrig havde kigget på ham, men der var noget der sagde mig at der lå mere bag det der smil. 

Noget genkendeligt, men så på en måde alligevel ikke. 

Det skæve smil, de der tænder og håret som bølgede på den helt rigtige måde. 

Jeg rystede stille hovedet for at tænke klart. Jeg måtte ikke falde væk i min egne tanker lige nu. 

Jeg kiggede ud over publikum før jeg selvsikkert slog fingrene hen over strengene i den sidste akkord og skyndte mig derefter meget hurtigt ned fra scenen. Jeg måtte tilbage til Leah hurtigt.

Der var ikke noget jeg syntes var mere pinligt end når folk klappede af mig. Med min guitar i hånden trissede jeg stille ned til Leah, men hun var væk. Jeg kunne fjernt høre folk klappe, mens jeg næsten spurtede ud af rummet for at finde Leah. Hvor var hun? 

Jeg løb forvirret rundt på museet for at finde hende, bare hun nu ikke var blevet dårlig med et sukkersyge anfald igen.  

Jeg vidste at var hun blevet det, handlede det om minutter. 

Jeg ville ikke kunne klare i mit lille hjerte at skulle takle endnu af sådan en situration igen. Det tog så hårdt på mig og se hende sådan. Hun var mit et og alt. Jeg elskede hende virkelig. 

Mine tænker var uklare og mit hjerte hamrede hårdt imod mit bryst da jeg i min panik løb næsten grædende rundt på museet. 

Jeg kendte Leah for godt til at hun bare ville gå og hun havde jo allerede lige tisset. Hun kunne aldrig finde på at gå når jeg sang uden grund. Hun elsker min stemme det ved jeg. 

Jeg næsten rev toilet døren op og min forfærdelige mistanke var rigtig. 

Jeg kastede mig hen over Leah og ruskede hende så godt jeg kunne for at få hende tilbage til bevidstheden. Jeg kunne fornemme hvordan hun havde held vand i hovedet på sig selv og så derefter var faldet mod det hårde gulv. 

Jeg kunne ikke forlade hende, sådan her. Den eneste jeg kunne gøre var at råbe på hjælp og det gjorde jeg. Så højt jeg kunne. 

Inden jeg fik set mig om næsten sprang døren op og ind kom denne her mand.. vent det var ham. 

Manden fra før. 

Jeg kunne tydeligvis se frygten i hans øjne da synet ramte ham. "Please, ring efter en ambulance" skreg jeg grædende. Jeg følte en panik og en slags magtesløshed brede sig i min skræmte krop. 

Da jeg så at manden gjorde som jeg befalede. 

 

***

 

En ambulance havde lige hentet Leah og jeg kunne mærke hvordan en byrde lettede fra mine skuldre som ambulancen kørte ud af parkeringspladsen. 

Hun var i gode hænder nu. Ambulance føren havde spurgt om jeg ville med på hospitalet, men for at være ærlig havde det aldrig rigtig været et sted jeg brød mig om at være. 

Jeg havde besluttet mig for at sige tak for hjælpen til manden. 

Det var virkelig sødt af ham at hjælpe os nu når han i realiteten ikke kendte os. Jeg ville aldrig selv havde turde bare sådan at gribe ind. 

Jeg skyndte mig indenfor igen og fik ret hurtigt øje på manden. Han stod denne gang ikke alene, men med en masse kvinder om sig. 

Hvem var han? 

Efter at have mast sig igennem mængden trak jeg vejret en sidste gang, før jeg begyndte at mase mig igennem mængden af kvinder. 

Jeg kiggede fra jorden og op på manden, da mine øjne mødte hans kunne jeg også se at han virkede en smule lettet.

"Tak for hjælpen"  prøvede jeg. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige. Der var et eller andet over manden som gjorde mig ordløs. 

Men hvad vidste jeg ikke. 

"Det var så lidt" smilede han sødt og rakte mig sin hånd så jeg kunne komme helt op til ham. Jeg havde endnu ikke fundet ud af hvad alle de her mennesker lavede omkring ham. Var han tv vært eller sådan noget? Måske en eller anden berømt dyrelæge? 

Jeg syntes jo også der var et eller andet bekendt ved ham. 

"Tak for hjælpen" sagde jeg og sendte et smil, som manden hurtigt gengældte. 

"Orh det var ingenting, men hey forresten du glemte denne her" Manden vendte sig hurtigt om og tog fat i noget bag sig.

En meget genkendelig ting kom til syne og jeg smilede bare ved tanken om min guitar. Jeg havde jo næsten glemt den. Hvor er jeg glad for at han fandt den. 

Helt uden videre krammede jeg ham. Det lå ikke til mig bare sådan at kramme folk jeg ikke kendte. 

"Du aner ikke hvor glad jeg er. Tusinde tak virkelig, først det med Leah og nu min elskede guitar. Tak tak tak" Jeg slap hurtigt manden igen og kiggede op på ham. Det virkede meget mærkeligt at havde krammet end fremmed. 

Men hvor dumt det så end lyder virkede han ikke som en fremmed for mig. Havde jeg måske mødt ham før? 

Jeg vente mig om og skulle til at gå over til min klasse, da jeg hørte manden snakke til mig. 

"Hey jeg fik ikke fat i dit navn" spurgte manden. Jeg kiggede mig forvirret om og lagde hurtigt mærke til hvordan kvindernes øjne hvilede på mig. 

Det var tydeligvis Jeloux på mig og det irriterede mig grænseløst at jeg ikke kunne huske hvem han var. 

"Mit navn er Nellie" svarede jeg med et smil. 

Jeg kiggede forvirret på manden og uden at tænke mig om fløj "Hvad er da dit navn" ud af min mund. Hvad tænkte jeg dog på? 

Hvad nu hvis han slet ikke havde lyst til at fortælle mig det. 

"Niall.. Niall Horan" 

 

 

***

Så er 3 kapitel ude.. Yay. 

Det er så hyggeligt at skrive den og jeg er meget glad for jeres responds

allerede. Jeg nyder hver enkelt læser, kommentar eller like. 

Jeg elsker at høre jeres mening. 

Så hvad syntes i om dette kapitel? 

Ja jeg havde fødselsdag i fredags og jeg havde en hel vidunderlig dag. 

Den bare så hyggelig. 

Jeg ville blive super glad hvis i ville dele den med jeres veninder

så vi sådan for budskabet ud om denne fan fiction. 

God jul :D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...