To him I was unwanted ▲ One direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2015
  • Status: Igang
Følelsen af tomhed, sorg og ikke at kende halvdelen af sig selv er ikke en dans på roser. 14 årige Nellie Wonder Horan er ekspert i den følelse. Normalt bruger hun ikke sit efternavn Horan. Det er der nemlig en helt særlig grund til. Ikke at hun ikke har lyst til det, men skæbnen har bestemt at hun ikke kan. Navnet tilhøre nemlig ingen anden en Nellies far. Niall Horan fra bandet One Direction. Det vil sige at hvis hun råbte det op på gaden ville alle lægge mærke til hende, men sådan er det ikke. Nellie er en helt normal 14 årig pige. Hendes far forlod dem nemlig da hun var 2 måneder med et råb om at Nellie forblev hans og Nellies mors lille hemmelighed, men kan hemmeligheder altid forblive hemmeligheder?

54Likes
57Kommentarer
3371Visninger
AA

7. Nellie.. My daughter

"Jeg havde intet valg" prøvede Niall og kiggede på mig med blide øjne. Han var tydeligt nervøs. Jeg kunne se det på ham. Hans ansigt udtryk. De mindede så forfærdeligt meget om mine. 

Og de der krystal blå øjne havde jeg set før. 

Det var helt uhyggeligt så meget jeg lignede ham. Jeg havde godt lagt mærke til at jeg ikke lignede min mor særlig meget, men at jeg lignede min far så meget havde jeg aldrig troet. 

På en måde havde jeg bare lyst til at sætte mig til at græde. Jeg havde endelig fundet min far. Ham jeg så tit havde drømt om, sad lige ved siden af mig. 

Mine fingre famlede om det lille blad som jeg nervøst foldede frem og tilbage,  før jeg til sidst rev det midt over.  

"Hvorfor kom du?" spurgte jeg stille før jeg kastede de sidste rester af bladet fra mig.  

"Jeg ville gerne se dig" forsikrede han. Med mine øjne fulgte jeg nøje hvordan han kiggede op på himlen. Eller ihvertfald den lille del man kunne se af den, igennem de store mørke træer. 

"Hvorfor?" Endnu engang røg ordene ud af munden på mig. Jeg måtte helt seriøst lære mig selv at tænke før jeg talte. 

"Du kan godt huske henne på museet. Der hvor vi mødtes" Han kiggede stille ned på mig med bedene øjne. 

Jeg tillod mig at selv at få øjenkontakt med ham, før jeg nikkede kort.  

"Det var der jeg indså at..-"

Nialls synsvinkel. 

Jeg kørte en hånd igennem mit lyse hår før jeg nervøst kiggede ned på hende igen. Det var helt uhyggeligt så meget hun lignede mig. Hendes øjne, smil og den måde hendes bøjle rettede hendes søde tænder. 

Jeg var lidt ked af det over at jeg vidste det var min skyld at hun skulle have den på, men hun så bare sød ud med den på. 

Den eneste ting hun ikke havde fra mig var hendes hårfarve. Den var naturligt blond, præcis som den farve jeg altid havde ønsket mig at mit hår var. 

Det var umuligt at jeg havde lavet noget så smukt. 

"Det var der jeg indså at.. Ja jeg ved det her er svært for dig og forstå, men et selskab ved navn Modest. Det er sådan nogle som ejer os, altså bandet. De bestemmer hvad vi må. Så da vi fortalte dem at din mor var gravid, mente de at hvis vi fik et barn kunne det ødelægge hele min karriere. For at sige det lige ud bad de os om at få dig fjernet. Altså ved en abort. Ligemeget hvor meget vi prøvede at vænne os til tanken kunne vi ikke og vi blev derfor enige om ikke at gøre det. Vi kunne simpelhen hen ikke slå dig ihjel. Så vi besluttede i fællesskab at fortælle medierne og Modest at vi havde slået op. Sådan så din mor kunne opfostre dig, mens jeg stadig sang. Jeg husker stadig tydeligt den dag jeg tog afsted. Jeg gik ud af indkørslen med mine tasker i hånden og lod din mor og dig stå tilbage i døråbningen. Du var vel ikke mere end 2 måneder gammel på det tidspunkt, men der var ingen tvivl om at allerede fra første gang jeg så dig elskede jeg dig så utroligt højt. Du fik faktisk navnet Nellie fordi jeg altid så gerne har ville have en pige ved navn Nellie. Lige siden den dag har der ikke været en dag hvor jeg ikke tænkt på jer". 

Det gjorde så forfærdeligt ondt at sidde og sige det højt. Det var jo min lille hemmelighed, selv ingengang drengene vidste det. 

Et gib gik igennem min krop da jeg hørte et snøft, som tydeligvis kom fra Nellie. Jeg kiggede på hende og opdagede hvordan tårer stille trillede ned af hendes smukke kinder. 

Uden at tænke videre over det lagde jeg en arm om hende og krammede hende tæt ind til mig. 

Det hele var min skyld. Hvis jeg dog bare havde haft nosser nok til at sige Modest imod. Så havde jeg aldrig hevet Nellie igennem det her. 

"Har nogen nogensinde fortalt dig det?" spurgte jeg, mens mine arme stadig var placeret om hende.

Hun rykkede stille hovedet fra side til side, efterfulgt af endnu et lille snøft. 

"Jeg er meget ked af det" forsikrede jeg med mine arme stadig placeret om hende. 

"Det okay" mumlede hun tydeligvis frustreret. 

"Er du sikker?" fortsatte jeg. 

"Ja" forsikrede hun mig.

Ordene gav mig et lille smil på læben. Det var helt utroligt. Jeg sad her med min datter.. Nellie. Aldrig havde jeg troet at jeg skulle sidde her og have en hjerte til hjerte snak med hende. Jeg kunne ikke vente med at introducere hende for drengene. 

DRENGENE?? 

Det havde jeg nær glemt. Endnu engang ødelægger jeg alt.. Hvordan kunne jeg for alt i verden glemme at om under en uge rejste jeg afsted til USA med drengene. 

Og hvad vil de ikke sige hvis jeg kom hen til dem og sagde "Hej drenge, dette er min datter" hvor jeg så stolt ville vise Nellie frem, som et eller andet trofæ.. 

Det ville virke dumt og egosentreret. 

Det ville aldrig gå. Jeg kunne ikke fortælle dem noget og sammen tidig kunne jeg ikke fortælle Nellie noget, nu når jeg endelig havde kontakt til hende. Jeg ville blive synder knust hvis kontakten forsvandt.

"Niall?" spurgte Nellie nysgerrigt. Bare lyden af hendes blide stemme fik mit hjerte til at banke. Nu kunne jeg huske det, det var sådan her det føltes at elske et barn.. Rettere sagt mit barn. Det var en helt uendelig lykke som var så svær at nedbryde.

"Nellie?" svarede jeg en smule usikkert. Jeg vidste endnu ikke hvor denne her samtale ville føre hen. 

"Du ved jeg skal tilbage til min mor ikke?" halvsukkede hun og kiggede mod sine fødder, mens hun lige så stille begyndte at stramme snørrebåndet på sine hvide converse. 

"Ja, det ved jeg?" prøvede jeg. Hvor ville hun hen med det her? Det var nu altså ikke fordi jeg havde voldsomt forstand på teenagers, men jeg kunne uden tvivl fornemme at dette her kom direkte fra hendes hjerte

"Vil du ikke love mig at du en dag vil komme og besøge mig" Hun lod sit blik gå fra hendes sko og op til at kigge på mig.  

Jeg smilede stort. "Jeg lover dig at jeg nok skal komme og besøge dig.. Så ofte jeg kan" Hurtigt trak hun mig ind i et kram og denne gang føltes det ikke nær så akavet som første gang jeg lagde mine arme om min datter. 

Tanken lå stadig i mit baghoved.. 

U.S.A

 

 

 

***

Jeg elsker bare at skrive så meget at jeg næsten ikke kan holde op. 

Det bare det så hyggeligt. 

Og jeg er super glad for alt den gode responds jeg har fået indtil nu. 

Det betyder så meget. 

Inden den her bliver alt for lang ville jeg bare lige sige tak. 

Jeg håber i har en god jul. 

Og hvad syntes i til at Niall fortælle Nellie sandheden som den er? 

Burde hun være sur på ham? 

Eller på sin mor måske? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...