To him I was unwanted ▲ One direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2015
  • Status: Igang
Følelsen af tomhed, sorg og ikke at kende halvdelen af sig selv er ikke en dans på roser. 14 årige Nellie Wonder Horan er ekspert i den følelse. Normalt bruger hun ikke sit efternavn Horan. Det er der nemlig en helt særlig grund til. Ikke at hun ikke har lyst til det, men skæbnen har bestemt at hun ikke kan. Navnet tilhøre nemlig ingen anden en Nellies far. Niall Horan fra bandet One Direction. Det vil sige at hvis hun råbte det op på gaden ville alle lægge mærke til hende, men sådan er det ikke. Nellie er en helt normal 14 årig pige. Hendes far forlod dem nemlig da hun var 2 måneder med et råb om at Nellie forblev hans og Nellies mors lille hemmelighed, men kan hemmeligheder altid forblive hemmeligheder?

54Likes
57Kommentarer
3294Visninger
AA

15. Jeg kender piger som dig

(Sorry for der intet billed er) 

 

Nellie's synsvinkel

Jeg lod min finger glide hen over skærmen, før jeg hurtigt satte min telefon mod mit øre. Morgenen havde startet fantastisk, med en lille potion yougurt med müsli, præcis som jeg fortrakt det. Der var engang da jeg var lille hvor jeg altid fortrak jordbær yougurt, men op af årene var jeg begyndt at hælde mere imod pære-banan'en.

Hurtigt blev jeg revet ud af mine ligegyldige tanker, da en stemme rømmede sig i den anden ende af røret. "Nellie, er du der?" grinede Niall. Bare ved lyden af hans stemme kunne jeg nærmest se hans smilende ansigt for mig. 

"Lad mig gætte, du har en eller anden virkelig god ide?" spurgte jeg ham og hentydede med et smil på læben til vores tidligere samtaler.

"Jeg skal over til Zayn idag-" der lød en kort tøven, før han fortsatte "Vil du med?"

"Ja jeg skal ingenting, så det passer fint" 

"Godt så kunne vi måske også finde på noget senere" tilføjede han.

 

***

Forsigtigt trådte jeg ind over dørtrinet, da en blandet duft af parfume og blomster overmandede mig. Herfra gangen kunne man lige ane den krystal blå swimmingpool gennem vinduet i stuen. Dette hus var fyldt med overraskelser og hver gang jeg kom her, var det lidt som om der åbnede sig en låge mere. Jeg ved ikke om det var på grund af det's mange værelser eller bare det at her var så guddomentlig smukt.

"I var godt nok hurtige" smilede Zayn og stak hovedet ind fra den enorme stue. "Ja, 110 på motorvejen er okay" smilede Niall, før han hård klaskede sin i Zayn's. Typisk drenge. 

Eller skulle jeg kalde dem mænd? 

Okay vi gør det.. Mænd. 

"Men se der har vi ham jo" jokede Niall og kiggede mod den mørkhårede dreng, som selvfølgelig skulle bane sin vej ud i entréen. 

"Nellie, Mace. Mace, Nellie" indledte Niall og klappede blidt drengen på skulderen. Mørkhåret drenge, ca. 14 år, lige hvide tænder og krystal blå øjne. "Det er mig der er Mace" forklarede fyren og rakte høftlig hånden frem imod mig. 

"Se den havde jeg ikke regnet ud" svarede jeg en anelse kold, før jeg lige så høfligt klemte hans hånd. Første gang jeg havde mødt ham måtte have været uklar. Jeg husker ham hverken imødekommende eller høflig. Tværtimod.  

En ukendt bibbende lyd, afbrød tavsheden og fik Zayn til at dreje om på hælende med telefonen i hånden.

"Lad os tage noget at drikke" smilede Niall og førte både Mace og jeg ud i køkkenet. I første hug åbnede Niall et skab og hev 3 glas ud. Man skulle næsten tro at han var hjemmevant her. "Hvordan vidste du at glassene var der?" spurgte jeg mig nysgerrigt og lændte mig op af køkkenbordet. 

"Man kan vel godt sige at jeg har en nødsiturations nøgle" grinede Niall og skævede til Mace. 

"Faktisk låste han sig engang ind og spiste vores mad. Da min far så kom hjem og opdagede ham, brugte han til undskyldning at det var en nødsituration" Mace udstødte et kort grin, før et skævt smil placerede sig på hans læber. 

"Det gjorde du bare ikke far" udbrød jeg, men blev for alvor rød i hovedet da jeg opdagede hvad jeg lige havde sagt. 

Jeg kiggede flovt på Niall, det var tydeligt at se at hans smil voksede voldsomt.

"Det okay Nellie, du må gerne kalde mig-" 

"Niall vi må gå!" afbrød Zayn, i det han kom styrtende ind fra stuen af. "Hvad sker der?" spurgte Niall en smule omtumlet af Zayn's besked. "Jeg fortæller dig alt i bilen, så længe du bare kommer med mig.-" 

"Mace du tager dig af Nellie. Jeg lover vi er tilbage snart" fortsatte Zayn, før han i en hurtigt bevægelse trak Niall i armen. Inden jeg nåede at se mig om, var bilen ude af indkørslen og snart ude af syne. 

"Fedt" sukkede jeg og lændte mig ind over køkkenbordet i håb om at kunne skimte bilen en sidste gang, før de var væk. 

"Du kan bare sætte dig ind sofaen og se fjernsyn. Hvis du bliver tørstig er der massere af sodavand i køleskabet" mumlede Mace og vendte ryggen til mig, for at gå. 

"Hvad mener du?" spurgte jeg kort. 

"Du har da ikke tænkt dig at jeg skal tage mig af dig vel?" 

"Hvorfor så kold?" sukkede jeg irriteret. 

"Jeg kender piger som dig" 

"Du aner intet" snerrede jeg. 

"Nå så, kom til min "fest" imorgen klokken 21.00. Så skal jeg nok bevise det" Et smøret smil bredte sig på hans læber. Måske var han lidt for selvsikker.

For det første vidste jeg ikke hvad han mente og for det anden kendte han mig jo ikke. Der var noget inde i mig der sagde jeg ville fortryde det, men inden jeg nåede at tænke mig om fløj ordende ud af mig mund. -"Jeg kommer" 

"Selvfølgelig gør du det"

 

***

Nu er der gået for lang tid igen.. 

Føler bare ikke jeg er god til at skrive længere. 

Men håber stadig i kan lide det. 

Ville blive super glad for en kommentar med jeres mening. 

Har Nellie noget at være nervøs for? 

- CecilieWorm

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...