To him I was unwanted ▲ One direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2015
  • Status: Igang
Følelsen af tomhed, sorg og ikke at kende halvdelen af sig selv er ikke en dans på roser. 14 årige Nellie Wonder Horan er ekspert i den følelse. Normalt bruger hun ikke sit efternavn Horan. Det er der nemlig en helt særlig grund til. Ikke at hun ikke har lyst til det, men skæbnen har bestemt at hun ikke kan. Navnet tilhøre nemlig ingen anden en Nellies far. Niall Horan fra bandet One Direction. Det vil sige at hvis hun råbte det op på gaden ville alle lægge mærke til hende, men sådan er det ikke. Nellie er en helt normal 14 årig pige. Hendes far forlod dem nemlig da hun var 2 måneder med et råb om at Nellie forblev hans og Nellies mors lille hemmelighed, men kan hemmeligheder altid forblive hemmeligheder?

54Likes
57Kommentarer
3295Visninger
AA

13. It's okay

Niall's synsvinkel

"Det altså helt okay hvis du ikke har lyst" prøvede jeg for tredje gang og kløede mig intensivt i nakken. Jeg ville ønske at Nellie kunne læse mine tanker, så ville hun da i det mindste vide at jeg ikke syntes det her var en god ide.

Jeg kendte drengene og jeg vidste hvordan de kunne være. Måske var de bare en lidt for stor mundfuld for Nellie. Jeg mener det jo ikke mere end 2 uger siden jeg mødte hende. Måske går alt det her bare lidt for hurtigt.

"Men jeg vil gerne" insisterede Nellie endnu, med en stadig fast besluttet stemme. Jeg skulle have vidst fra starten af at jeg aldrig skulle have spurgt hende. Nellie var en bevidst teenager og når hun havde taget et valg, så stod hun ved det. Hun mindede alt for meget om Rebecca.

"Kan jeg ikke lige snakke med din mor?" sukkede jeg stille og begyndte uden at tænke over det at gå rundt i små cirker.

"Jov du får hende nu" afsluttede Nellie og en stille susen gav genlød i røret som Rebecca greb fat i telefonen.

Mit hjerte galopperede derud af bare lyden af Rebecca's stemme i den anden ende af røret, fik mig nytteløst til at smile. Jeg ved ikke hvorfor men af en eller anden grund fik hendes blide stemme, mig til at glemme alt omkring mig.

"Rebecca, jeg har et problem. Jeg kom måske ved et uheld til at fortælle drengene om Nellie og nu vil de møde hende" forklarede jeg en smule usikkert. Hvad nu hvis Rebecca ikke vil have det.

"Niall to sekunder" afbrød Rebecca. Jeg kunne skridt og en dør smække. "Niall det skal nok gå så længe de ikke fortæller hende noget, okay?" prøvede Rebecca.

"Okay" svarede jeg tøvende.

 

Nellie's synsvinkel

Jeg kiggede stille ud af vinduet og ventede på at den sorte range rover ville komme trillede ind i indkørslen. Lige siden Niall ringede havde jeg tænkt over hvor sødt det var at mor gik ind i soveværelset for at snakke med ham.

Det var som om at deres bånd dag for dag blev stærkere og hvis ikke tog meget fejl så tror jeg at hun var begyndt at få følelser for ham. Der var bare et eller andet inde i mig som var bange for at han var nød til at knuse hendes hjerte igen, igen. Det måtte ikke ske.

"Han er her nu" råbte jeg op, ved synet af den sorte range rover. De seneste timer havde været et uduelige med et hav af sommerfugle som havde invaderet min mave og det var ikke ligefrem fordi at der blev færre ved synet af Niall.

Jeg kunne svagt høre dørklokken i baggrunden og i et spjæt løb jeg alt hvad jeg kunne mod hoveddøren.

Desværre kom min mor mig i forkøbet, med et af hendes velkendte smil. Hendes tænder har altid siddet som perle på en snor og jeg var meget godt klar over at jeg havde arvet mine tænder fra Niall. Dog bebrejdede jeg ham ikke for at jeg skulle have denne her dumme bøjle på. Han havde jo også selv haft bøjle. Det havde han i hvert fald på billedet.

Jeg tog mig til bøjlen og kørte stille min finger hen over en af klodserne. Lige for at sikre mig den ikke var forsvundet i løbet af dagen. Til mit uheld var den der stadig.

"Har du ondt?" spurgte Niall bekymret og nikkede i retning af min bøjle.

Jeg rystede kort på hovedet, før jeg kastede min taske over skulderen. Lidt mascara, en skiftetrøje og min tandbørste. Lige i tilfælde af at der skulle ske et eller andet. Jeg kendte mig selv og jeg tror godt at man uden at tøve kan sætte mig ind i kategorien "Super klodset".

"Hyg dig, skat" sagde mor og kyssede kort min pande før Niall og jeg smilende gik mod bilen. Niall tog min taske om bag i og i et svub tag åbnede jeg bildøren. Jeg skulle tage et lille skridt op for at komme ind.

Jeg lukkede bildøren som Niall satte sig ind. Jeg vinkede til mor var ude af syne, før jeg rolig lændte mig tilbage i sædet. "Er du spændt?" spurgte Niall og kiggede kort på mig, før han endnu engang lod sit blik falde på vejen.

"Ja lidt" indrømmede jeg og kiggede ud af sideruden.

"Du skal nok være forberet på at de nogle gange godt kan være liiidt hyper aktive" grinede Niall og blottede hans helt lige tandsæt. Jeg grinede kort.

***

"Er du okay?" spurgte Niall bekymret og lagde hans ene arm om mine skulder. Jeg nikkede bekræftende, før Niall beslutsomt satte sin finger mod dørklokken.

Der gik ikke længe for den store hvide dør gik op og en mørkede mand stak hovedet frem. "De er her nu" råbte han og inden længe stod der godt og vel 15 personer og stirrede på os. På en måde skræmte det mig lidt, men jeg valgte at skjule det med et kæmpe smil.

"Det så Nellie" introducerede Niall, hvilket fik dem alle til at vende deres blikke mod mig. Jeg kunne svagt mærke blodet stige mig til hovedet og jeg vidste godt at mine kinder allerede måtte være lette lyserøde.

Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund fangede en person i baggrunden min opmærksomhed.

 

***

Gad vide hvem den person i baggrunden er?

Jeg elsker at læse alle jeres kommentarer.

De så søde og hver gang jeg læser en -

så får jeg lyst til at skrive mere.

Så hvad syntes i om kapitlet?

Husk og like.

- Ciller

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...