To him I was unwanted ▲ One direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2015
  • Status: Igang
Følelsen af tomhed, sorg og ikke at kende halvdelen af sig selv er ikke en dans på roser. 14 årige Nellie Wonder Horan er ekspert i den følelse. Normalt bruger hun ikke sit efternavn Horan. Det er der nemlig en helt særlig grund til. Ikke at hun ikke har lyst til det, men skæbnen har bestemt at hun ikke kan. Navnet tilhøre nemlig ingen anden en Nellies far. Niall Horan fra bandet One Direction. Det vil sige at hvis hun råbte det op på gaden ville alle lægge mærke til hende, men sådan er det ikke. Nellie er en helt normal 14 årig pige. Hendes far forlod dem nemlig da hun var 2 måneder med et råb om at Nellie forblev hans og Nellies mors lille hemmelighed, men kan hemmeligheder altid forblive hemmeligheder?

54Likes
57Kommentarer
3304Visninger
AA

10. I'm coming

Jeg havde akkurat lige smidt mig på sofaen med min dyne, popcorn og var nu i fuld færd med at proppe popcorn efter popcorn ind i munden, mens jeg med et smil på læben trykkede play og lod filmen 'A walk to remember' starte på vores ellers ret så store fjernsyn. 

Endnu engang gravede jeg ned i popcornsskålen og tog nogle popcorn mellem fingrene for derefter at proppe dem ind i munden. 

"ARH" udbrød jeg, mens jeg i en hurtigt bevægelse fik smidt dynen og popcorn skålen til side, for derefter at løbe mod badeværelset. 

Irriteret flåede jeg lågen op til lille skab og begyndte at lede som en gal. Den måtte da være der, måtte den ikke? 

Ivrigt skubbede jeg make up fjerneren til side, for at se om den var der. 

Til mit store held var den der. 

Min lille spidse nejlefil, som lige præcis var stor nok til at kunne komme ind og fjerne det ubehagelige salt som så beslutsomt havde sat sig fast inde under min negl.

Come on.

Jeg kunne ikke være den eneste som bare hadede det.. 

Det sveg og gjorde så ondt.. Det var det eneste som jeg hadede ved popcorn. 

Hurtigt smækkede jeg skabet igen og sprang ind i stuen. Jeg vil god indrømme at jeg syntes den lille vej fra toilettet til stuen var en smule mørk og uhyggelig. 

Forsigtigt trak jeg mine dyne om mig igen, selvom jeg i forvejen havde det en smule varmt. Jeg havde nemlig mine elskede mørkerøde natbukser på. De var så bløde og dejlige.. Sommetider fik jeg bare lyst til at kramme dem ind til mig, men det ville nok være en anelse sært.  

Endnu engang skovlede jeg en håndfuld popcorn i munden, mens jeg ivrigt fulgte med i filmen. 

Den var så sørgelig og sød på samme tid. Som min fætter Matthew ville have sagt så var det en rigtig tuder.. Et smil bredte sig over mine læber ved tanken om Matthew. 

Nu da jeg er enebarn har min fætter Matthew altid været som en tvillingebror for mig. Vores mødre var gravide samtidig og fødte kort efter hinanden. Jeg er dog en måned ældre end Matthew. For at at sige det lige ud voksede vi næsten op som søskende..

Chokeret kiggede jeg over mod min mobil, da skærmen lyste op og dannede et lysskær gennem det ellers mørke rum. Kort efter kunne jeg høre den velkendte ringetone. 

Jeg nåede ikke at se hvem det var, før jeg satte telefonen op til mit øre. 

"Hallo?" lød stemmen bag telefonen.

"Det er Nellie" prøvede jeg og tog mig selv i at smile en smule, da Niall's velkendte stemme lød igennem telefonen.  

Jeg kunne næsten mærke hvordan et smil bredte sig på hans læber ved lyden af min stemme, før jeg hurtigt fortsatte "Er der noget galt?" spurgte jeg og lød en smule bekymret. 

"Nej, nej bare rolig. Det var bare fordi jeg kedede mig og så tænkte jeg om jeg ikke måtte komme over og underholde dig." grinede han. 

Med de ord rejste  jeg mig op fra sofaen, så jeg kunne gå rundt. Det var af en eller anden grund noget jeg altid gjorde når jeg snakkede i telefon. 

Jeg tror engang jeg læste at det var fordi ens krop følte at de kom tættere på personen i røret når de gik. Mærkeligt ikke? 

"Jov selvfølgelig du kom-"

"Jeg er på vej" afbrød Niall og med de ord afsluttede han og lagde røret på.

 

*** 

 

"Det her er så mit værelse" grinede jeg før jeg hurtigt åbnede den store hvide dør ind til mit værelse. 

"Wow det er stort" udbrød Niall før han stille trådte det første skridt ind på min base.

Jeg satte mig stille på sengen og lagde mærke til hvordan Niall betragtende gik rundt og kiggede på de mange forskellige ting. De forsigtige skridt stoppede og det var først der at jeg opdagede at han var stod lige ude foran mit skrivebord.  

Nysgerrigt fulgte mine øjne hvordan han strækte sin arm for at række ud efter billedet af os som så fredfuldt var placeret på mit elskede skrivebord. 

Et smil bredte sig på hans læber og jeg ville lyve hvis jeg sagde at det ikke også fik mig til at smile en smule. At se sin altid ønskede far stå med et billed af dig og ham og så se ham smile, var stort. Især da tanken om hvordan jeg som lille altid øvede mig på hvordan jeg skulle vise min far mit værelse strejfede mig, fik jeg næsten tåre i øjnene. 

Jeg tror det var der at det virkelig gik op for mig at han var her. 

Ham jeg altid har ønsket at kende. 

Min far. 

Med lette skridt kom Niall imod mig og lydløst satte hans sig på sengen ved siden af mig. "Det var den største dag i mit liv" indrømmede han og lod stille sin finger glide hen over billedet. 

"Du var så sød dengang" mumlede Niall og kiggede op på mig. Det gav et ryk i ham da jeg hårdt puffede ham i siden. "Jeg er da også sød nu" grinte jeg og rynkede på næsen. 

"Ja selvfølgelig"undskyldte han og lagde armene om mig. 

"Jeg er så glad for at jeg har fundet dig" forsikrede jeg, før jeg kunne mærke at Niall stille kyssede mit hår. 

"Jeg forstår ikke hvordan jeg kunne tage afsted" svarede Niall ærligt. 

"Heller ikke jeg" jokede jeg og begyndte at grine svagt.. Heldigvis grinede Niall også kort. 

"Tak for at du er her" begyndte jeg og smilte svagt. 

"Det er mig som siger tak for at jeg har -" Det gibbede i os begge, da Niall blev afbrudt af hovedet døren som smækkede.

Hårdt.

Uden at tænke os om fór vi begge op af sengen og fortsatte mod døren, som jeg hurtigt fik revet op. 

Vi nåede kun lige ud af døren, da Niall greb fat i min arm.. Hvilket fik mig til at stoppe. 

Der stod vi begge helt forstenet af chok, da jeg langsomt drejede hovedet og kiggede op på Niall som i forvejen allerede kiggede ned på mig.

Hvad skulle vi gøre?  

 

 

***

Jeg undskyld meget for at der er gået sååå lang tid. 

Har bare siddet fast i en mindre skriveblokade,

men jeg håber at dette kapitel ændre på sorgerne. 

Forresten fik jeg 12 i min terminsprøve i dansk

hvor vi skulle skrive en novelle, yay. 

Hvis nogle er interesseret i at læse den er i velkomne, bare skriv. 

Jeg er begyndt med de her bannere foroven. 

Hvad syntes i om det? og hvad syntes i om kapitlet? 

Hvad tror i der er sket? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...