To him I was unwanted ▲ One direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2015
  • Status: Igang
Følelsen af tomhed, sorg og ikke at kende halvdelen af sig selv er ikke en dans på roser. 14 årige Nellie Wonder Horan er ekspert i den følelse. Normalt bruger hun ikke sit efternavn Horan. Det er der nemlig en helt særlig grund til. Ikke at hun ikke har lyst til det, men skæbnen har bestemt at hun ikke kan. Navnet tilhøre nemlig ingen anden en Nellies far. Niall Horan fra bandet One Direction. Det vil sige at hvis hun råbte det op på gaden ville alle lægge mærke til hende, men sådan er det ikke. Nellie er en helt normal 14 årig pige. Hendes far forlod dem nemlig da hun var 2 måneder med et råb om at Nellie forblev hans og Nellies mors lille hemmelighed, men kan hemmeligheder altid forblive hemmeligheder?

54Likes
57Kommentarer
3329Visninger
AA

6. He what?

Jeg parkede min cykel i garagen og traskede glad op til hoveddøren præcis som jeg plejede. Det havde været en helt vidunderlig dag og vi havde endda fået 2 timer før fri, da vores vikar ikke kunne have os alligevel. 

Jeg åbnede forsigtigt hoveddøren og mærke med det samme at der var noget grueligt galt her.Men hvad var endnu uklart.

Jeg rev den tynde glas dør op som skilte entre'en og stuen fra hinanden.

Da synet slog mig.

Jeg følte at min kæbe faldt til gulvet. Jeg prøvede at samle mig lidt sammen, men det kunne jeg ikke. Det var weird.  

Jeg stod to minutter før jeg sådan rigtig opfattede hvad der virkelig skete.

Min mor.. Niall.. De råbte af hinanden sådan temmelig højt. 

"Du kan ikke bare komme her og sige du vil se hende.. Du kender hende jo ikke" Råbte min mor arrigt. 

"Det kan jeg jo komme til" Svarede Niall mere roligt. Jeg kendte min mor. Der skulle ikke meget til så var hun oppe i det røde felt. Især når det omhandlede mig. Så var hun der med det samme. Ingen skulle røre mig.. Jeg er hendes guld. 

Jeg slap min skoletaske og kunne høre hvordan den ramte det kolde gulv med et hårdt bump. 

"Nellie?" spurgte Niall spørgende.. Endelig. 

Endelig havde de opdaget at jeg faktisk havde stået og opfattet alt de råbte til hinanden. 

Før jeg nåede at svare, afbrød min mor mig med et: "Du skal slet ikke tale til hende!"

Jeg hadede det.. Jeg hadede når hun var sur. Jeg kunne ikke lide det, jeg ville for alt i verden bare ønske at hun ville stoppe med at råbe og bare give mig et smil, men istedet viftede hun bare med hånden. "Nellie gå op på dit værelse" 

"Nej!" snerrede jeg bestemt. Jeg ville ikke gå. Jeg ville høre hvad han havde at sige, hun kunne jo ikke bare bede mig om at gå på den der måde. 

"NELLIE GÅ!" råbte min mor, men blev afbrudt af Niall som pænt sagde til hende at hun ikke skulle råbe af mig. Jeg havde jo intet gjort. 

Jeg greb fat i min jakke og spurtede ud af døren. 

Jeg kunne svagt høre min mor og Nialls stemmer bag mig. Jeg prøvede at tænke klart, hvor ville de ikke finde mig? 

Parken.. 

Der kom min mor så sjælendt at jeg ingengang tror at hun ville kunne finde derhen. 

Den kolde vind slog mod mine røde kinder, som mine ben bar mig så hurtigt afsted de kunne. Jeg havde aldrig været den hurtigste til noget. Ihvertfald ikke når det handlede om idræt. 

Nogle mente det var fordi jeg var for lav, andre mente at jeg var for doven. Jeg tog mig aldrig rigtig af det. Idræt havde aldrig rigtig været mig. Musik var vejen frem for mig. 

Det vidste jeg. Jeg kunne mærke det. Den måde vi bare klikkede. 

Jeg kunne svagt mærke hvordan mine ben begyndte at syre under mig. Jeg kunne ikke løbe længe sådan her. Det havde jeg ikke kondi til, selvom at jeg lige nu ville ønske at jeg havde. 

Jeg kunne fjernt se indgangen til parken og det fik mig til at give den alt jeg havde. 

Bladene fløj til siden og jeg havde nær væltet en dame i farten. Det tog mig ikke længe før jeg stod midt i parken. 

Jeg kiggede mig forvirret omkring i det grønne område. Træerne stod præcis som de plejede. Det grønne græs klædte det hele så fint. De små blomster havde fundet en lille sol plet mellem det ellers ret så træ fyldte område. 

Jeg næsten sprang om bag et træ da et menneske kom imod mig. 

Stille kiggede jeg igennem en lille sprække, var det min mor? 

En ukendelig kvinde gik forbi mig og en følelse af sikkerhed skyllede igennem min krop. Alt det her var uoverskueligt. Jeg var jo bare en forvirret teenager. Jeg ville selv mene at jeg havde nok at kæmpe med migselv.

 Jeg tænke ikke længe før jeg satte mig på den blade fyldte jord. Hurtigt lænede jeg ryggen mod det store gamle træ. Efter alle disse år, hvorfor ville han så se mig nu? 

Det gav et gib i mig da lyden af skridt nærmede sig mig. Jeg så min værste frygt i øjnene. Hvad hvis det var min mor? Jeg ville virkelig ikke snakke med hende lige nu. Bare tanken om hende pissede mig af. 

Jeg tillod mig selv stille at kigge gennem grene for at se hvem det. Jeg så to ben gå forbi mig og stoppe op lige ude på den anden side af busken hvor jeg befandt mig. Det kunne tydeligvis ikke være min mor. Hun ville aldrig gætte på at jeg var her. 

"Nellie er du her?" 

Alt i min krop stivnede. Det var ikke min mor, men derimod Niall.

Hans øjne blev store da de mødte mine. Han havde virkelig ikke regnet med at finde mig. Også lige her? Kendte han overhovedet området? 

"Er du okay?" Spurgte Niall, tydeligvis nervøs. Buskene rystede og nogle uheldige blade faldt af som han fik mast sig igennem den tilgroede busk. 

"Hvordan vidste du at jeg var her?" Jeg gav ham et forvirret blik og rykkede lidt til siden så han kunne sidde ved siden af mig på den skyggekolde jord.

"Jeg ved det ikke. Din mor fortrak at tage herhen når hun skulle tæ-"

"Hun hvad?" afbrød jeg. Hurtigt tog jeg mine hænder op til min mund for at prøve at stoppe ordene for at flyve ud, men det var tydeligvis forsent. 

"Hun tog herhen når hun skulle tænke" Niall rykkede lidt frem og tilbage for at sidde mere behageligt. Jeg forstod ham godt.. Her var ikke helt sådan behageligt at sidde, men derimod utroligt stille og hyggeligt. 

Jeg rystede stille hovedet. Tanken om min mor her. Jeg kunne næsten forstille mig hvordan hun havde siddet her og tænkt, måske grædt. 

"Hvorfor forlod du os?" spurgte jeg stille. 

 

 

***

Jeg har brugt utrolig meget tid på det her kapitel.  

Det her er den fremtidige længde af kapitlerne tror jeg, hihi. 

Jeg elsker virkelig denne her fan fiction allerede. 

Virkelig jeg kan ikke finde noget bedre end at skrive her. 

Det er som om jeg får en pause fra mit virkelig liv. 

Når jeg sætter mig med musikken i ørene og skriver. 

Hvad syntes i om det hele? 

Er det forkert at Nellie's mor tager valg for hende.. 

Hun er jo trods alt 14 år. 

Jeg håber i har det godt og tusinde tak fordi du læser. 

Det betyder alt for mig. 

- God jul :D

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...