To him I was unwanted ▲ One direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2015
  • Status: Igang
Følelsen af tomhed, sorg og ikke at kende halvdelen af sig selv er ikke en dans på roser. 14 årige Nellie Wonder Horan er ekspert i den følelse. Normalt bruger hun ikke sit efternavn Horan. Det er der nemlig en helt særlig grund til. Ikke at hun ikke har lyst til det, men skæbnen har bestemt at hun ikke kan. Navnet tilhøre nemlig ingen anden en Nellies far. Niall Horan fra bandet One Direction. Det vil sige at hvis hun råbte det op på gaden ville alle lægge mærke til hende, men sådan er det ikke. Nellie er en helt normal 14 årig pige. Hendes far forlod dem nemlig da hun var 2 måneder med et råb om at Nellie forblev hans og Nellies mors lille hemmelighed, men kan hemmeligheder altid forblive hemmeligheder?

54Likes
57Kommentarer
3301Visninger
AA

11. "Don't cry princess"

Niall's synsvinkel

Forvirret kiggede jeg frem og tilbage mellem Rebecca og Nellie. Jeg kløede mig stille i nakken i håb om at en eller anden ville hjælpe mig ud af denne her situation. Sidste gang jeg så Rebecca på denne her måde var den dag jeg forlod dem. 

Jeg vidste at der var noget galt, men hvad var ikke lige til at gennemskue. For at være ærlig havde jeg allermest lyst til at lægge armene om Rebecca og fortælle hende at alting nok skulle blive okay igen, men så nemt var det heller ikke.  

"Hvad er der sket mor?" udbrød Nellie, mens hun i en blød bevægelse lagde armene om hendes grædefærdige mor. 

"Stacy er død" stammede Rebecca, hvilket bare fik endnu flere tåre til at trille ned af hendes uskyldige kinder. Jeg tror ikke rigtigt at det helt var gået op for mig. Stacy var Rebecca's bedsteveninde og da de var mindre hang de sammen hver dag. Det har Rebecca ihvertfald fortalt mig. 

Bare tanken om at miste en af drengene fik mit hjerte til at bløde. Uden at tænke mig om lagde jeg mine arme om Rebecca og holdte hende tæt ind til mig. Stille kunne jeg mærke hendes hovedet placere sig blidt på mit bryst, efterfulgt af et lille snøft. Præcis ligesom dengang, inden jeg tog afsted. 

Jeg kunne næsten høre mit eget hjerte slå. Hvis en eller anden havde fortalt mig for 14 år siden at jeg ville komme til stå med mine arme om Rebecca igen, så ville jeg ikke havde troet dem. Det hele virkede så uvirkeligt.

Ord kunne ikke beskrive hvor glad jeg var for at lære Nellie at kende og jo mere og mere jeg var sammen med hende. Jo mere syntes jeg hun mindede om migselv. Ikke blot hendes store talent, men også den måde hun så på alting. Jeg følte at jeg forstod hende 100% og jeg kunne ikke være mere i himlen.  

Det var lidt som om tiden stod stille, med mine arme om hende. Rebecca snøftede stille, før hun krammede sig tættere ind til mig. Jeg kunne tydeligt mærke Nellie's overraskende øjne på os. Jeg turde slet ikke tænke på hvad der foregik inde i hovedet på hende.

Jeg ville nok også være lettere forvirret hvis jeg var hende. 

 

Nellie's synsvinkel

Det var mærkeligt sådan at se Niall med armen om min mor, men alligevel var tanken ikke så fjern igen. Jeg vidste at de var skabt for hinanden og jeg tror aldrig rigtigt at min mor kom over ham. Hun elskede ham for højt. 

Lige nu kunne jeg ikke være mere lykkelig for at jeg lod Niall komme. Ikke blot havde jeg brug for ham, han kunne ikke være en bedre støtte for min mor. Hun havde brug for ham lige nu, det var ikke til at skjule.

Jeg kunne svagt høre ringe klokken i baggrunden og sprang i et hop mod døren. Jeg var næsten ved at falde i farten, men nåede at gribe fat i dørhåndtaget. Døren gik op og her lå jeg så halvt på gulvet. 

"Nellie?" grinede Matthew og rakte mig hånden, som jeg hurtigt tog imod. "Hvad laver i her?" spurgte jeg overrasket og gav hurtigt min moster et kram. "Din mor bad os om at komme.. Hun vidste at du ikke ville kunne klare det alene". 

Min moster smed hurtigt jakken og gav mig et kort kys på kinden. "Men moster jeg er ikke alene" prøvede jeg, men hun blev hele tiden ved med at snakke uden om. Jeg tænkte at hun selv måtte opdage ham og lod hende selv om at åbne glasdøren som skilte stuen og entreen af. 

Min moster kiggede på sine sko før hun lod sit blik falde på ham. "Niall?" udbrød hun chokeret og kiggede på dem med store øjne.

"Lily, det ikke så slemt som det ser ud". prøvede min mor. "Du lovede mig at du aldrig ville tage kontakt til ham!" Råbte min moster frustreret. "Det gjorde hun heller ikke.." prøvede Niall og holdte min mor tættere ind til sig. "Du skal slet ikke snakke til mig" "Og du skal ikke snakke sådan til hende" afbrød Niall.

"Rebecca fortæl mig det her er en joke. Du kan da ikke mene du er tilbage sammen med ham" Min moster drejede sit hoved fra side til side i vrede. 

"Og hvad så hvis jeg er!" hvinede min mor. "Er du blevet åndsvag? Idioten forlod dig for 14 år siden med et spædbarn, det har du vel ikke glemt?" hvæsede min moster. "Han har ændret sig" påpegede min mor, men det så ikke ud til at det ændrede noget.  

"Glem det Rebecca, Jeg går nu!" Sukkede min moster tungt før hun stormede ud af døren.

Jeg kunne blidt mærke Matthew's hånd på min skulder, mens hans mund nærmede sig mit øre. "Du kan bare ringe hvis der er noget" hviskede han, før han fulgte efter sin mor ud i mørket.  

Jeg tabte næse og mund, aldrig havde jeg oplevet min moster så led. Kunne hun så ikke lige havde valgt en anden dag at flippe ud på?

Havde min mor ikke allerede rigeligt at tænke på? 

 

Niall's synsvinkel

"Nellie, kan du ikke være så sød og hente et tæppe? Så du bare en engel" Jeg sendte hende et smil og fulgte med mine øjne hvordan hun gik ud i køkkenet. 

Rebecca skubbede sig lidt ud fra mig for at kigge mig dybt ind i mine blå øjne. "Jeg kan ikke mere" stammede hun, efterfulgt af endnu en tåre som trillede ned af hendes smukke kind. Jeg kunne ikke lade vær med at se inde i hendes hazel farvede øjne. Det var ikke kun hendes personlighed som var så perfekt ved hende.. Det var alt. Lige fra top til tå. 

"Ikke græd. Jeg skal nok hjælpe dig, alt det jeg kan" indrømmede jeg og tørrede tåren væk med min tommelfinger. Før jeg sendte hende et var smil, lige fra hjertet. Det gjorde ondt at se hende sådan her. Jeg havde allermest lyst til at lægge mine læbe mod hendes, men jeg vidste at jeg ville fortryde hvis jeg udnyttede øjeblikket på denne her måde. Sådan var jeg bare ikke. 

"Kom" sagde jeg og lagde armen om hende. Langsomt førte jeg hende ind og stuen. Stille satte jeg mig ved siden af hende og nussede venligt hendes arm, da Nellie kom ind. "Grib" smilede hun og kastede tæppet, som jeg mindre elegant greb. 

Forsigtigt puttede jeg det om Rebecca, så hun var tryg og varm. Jeg lændte mig tilbage i sofaen og satte mig godt til rette. Jeg kiggede fra Nellie og ned på Rebecca, da jeg kunne mærke noget vibrere i min lomme. Hurtigt tog jeg min telefon op og opdagede at jeg havde fået en sms fra Harry.

 

Niall hvad sker der? Jeg har ikke kunne få fat på dig hele dagen..

De andre drenge begynder at blive bekymrede, du har vel

ikke glemt at vi tager afsted om 4 dage..  RING 

-Harry xx

 

***

Jeg er seriøst ked af at jeg ikke har fået skrevet i hundrede år.. 

Men nu er jeg tilbage med endnu et kapitel.

Som jeg selvfølgelig håber i kan lide. 

Jeg ville blive super glad hvis i ville skrive en kommentar -

om hvordan i syntes det går med historien indtil videre. 

Husk at like :D 

- Ciller xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...