To him I was unwanted ▲ One direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2015
  • Status: Igang
Følelsen af tomhed, sorg og ikke at kende halvdelen af sig selv er ikke en dans på roser. 14 årige Nellie Wonder Horan er ekspert i den følelse. Normalt bruger hun ikke sit efternavn Horan. Det er der nemlig en helt særlig grund til. Ikke at hun ikke har lyst til det, men skæbnen har bestemt at hun ikke kan. Navnet tilhøre nemlig ingen anden en Nellies far. Niall Horan fra bandet One Direction. Det vil sige at hvis hun råbte det op på gaden ville alle lægge mærke til hende, men sådan er det ikke. Nellie er en helt normal 14 årig pige. Hendes far forlod dem nemlig da hun var 2 måneder med et råb om at Nellie forblev hans og Nellies mors lille hemmelighed, men kan hemmeligheder altid forblive hemmeligheder?

54Likes
57Kommentarer
3300Visninger
AA

9. But you don't date?

"Hvad med denne her?" spurgte min mor smilende og drejede rundt så jeg kunne se den blomstrede sommerkjole lidt bedre. 

Når jeg sidder og her og kigger på min mor stråle i kjole efter kjole gør det mig glad. Der er intet bedre end at se sin mor smile. Det varmer helt inden i.

"Hvad syntes du om denne her?" spurgte min mor.Samtidig med at hun stille drejede fra side til side, mens hun betragtede sig i det store spejl som hang på den lyse butiksvæg.  

"Den er sød, men den giver bare ikke lige det der ekstra" svarede jeg og fulgte med mine øjne hvordan min mor drejede rundt på hælende og fortsatte for tredje gang ind i det lille prøverum for at skifte. 

Mor skulle på date i aften for første gang siden hun mødte Niall. Det er lidt mærkelig at hun ikke har datet efter, men jeg tror for det meste at det var på grund af mig.. hun var nok bange for at jeg så ville begynde at spørger om min far. 

"Nellie vil du ikke lige hjælpe mig med at lyne en kjole" spurgte min mor inde fra prøverummet. Hurtigt rejste jeg mig fra den lille sofa og gik målbevist mod det lille prøverum. Jeg skubbede stille gardinet til side og jeg kom vidst til at udbryde et lille "Waow". 

Hurtigt lynede jeg kjolen og kiggede ind i spejlet så jeg bedre kunne se kjolen, hurtigt opdagede jeg min mors lettere lyserøde kinder. Hun får virkelig komplimenter alt for sjælent. 

"Kan du lide den?" prøvede mor og smilte genert.  Uden at tøve nikkede jeg kraftigt med hovedet. 

"Den gør virkelig et eller andet for dig som virkelig er vidunderligt" grinede jeg og rynkede svagt på næsen.. Jeg ved ikke hvorfor men det er en ting min mor og jeg altid gør når vi smiler.

Kjolen var svagt lyseblå med noget lidt mørkere motiv på, den blå farve stod utrolig godt til hendes lyse hår. At kjolen var lidt længere bag på end foran gav virkelig det sidste touch. Jeg kunne næsten forstille mig min mor i den, med sødt krøllet hår hendes sorte ynglings glimmer stilletter. Så var den lige i skabet. 

Smilet var stort på min mors læber da jeg lynede den blå kjolen op igen. "Vi tager den" grinede hun og nev mig stille i maven, så jeg hvinede kort. 

En dame fra prøverummet ved siden af kiggede mærkeligt på os og jeg kunne simplehen ikke lade vær med at lave et sjovt ansigt til hende, så min mor bare grinede endnu højere. 

Jeg hadede bare når folk stirrede sådan, somme tider kunne jeg godt finde på at spørger min mor om jeg var grøn i hovedet eller lignende.

"Holder du den lige" spurgte min mor og rakte mig den søde kjole. Smilende kom min mor ud af prøverummet og arm i arm fortsatte vi op til kassen. 

"Det var et godt valg" påpegede jeg og gav mig mors arm et lille glem, som min mor kort efter gengældte. Jeg var helt sikker på at den sommerkjole nok skulle imponerer hendes date.

"Det var altså sødt du ville tage med" indrømmede min mor før hun kyssede min pande blidt. 

"Mor!" hvinede jeg og begyndte hysterisk at tørre læbestiften i min pande af med mit ærme. 

"Undskyld Nel" prøvede min mor før hun begyndte at tørrer resten af med hendes finger. 

Jeg rystede stille på hoved, før jeg gav et kort grin fra mig. "Hvad nu?" spurgte min mor og rykkede et skridt tættere på kassen i køen. 

"Det bare så typisk os"

"Hvad?"

"Det med læbestiften" grinede jeg og kiggede op på hende. 

Snakkende gik forbi alle de mange butikker. Jeg ved ikke helt hvad det var, men når jeg var sammen med min mor snakkede vi om alt mellem himmel og jord.  

Hårdt hev mor mig i armen, da jeg nær havde gået ind i en tilfældig mand af grin. 

"Nellie?" spurgte manden og jeg kiggede op for at se om min mistanke var rigtig. 

Hvilket den var. 

Et smil bredte sig på mine læber ved synet af Niall. 

"Hvad laver du her?" fniste jeg før Niall hurtigt trak mig ind i et kram. 

"Jeg skulle kigge på nogle nye sko" smilte Niall, mens hans arm stadig hvilede om mig. Han måtte mindst være halvanden hoved højere end mig. Okay nu var det jo heller ikke fordi jeg var den højeste i verden.

"Hej Rebecca" nikkede han stille og gav min mor et lille smil, som hun falsk gengælte. Kunne hun ikke bare blive en smule mere venlig? 

"Hvad med dig?" spurgte han nysgerrigt og kiggede ned på mig igen. 

"Vi har lige været inde og købe en kjole til mor som skal på date i aften" svarede jeg og rynkede lidt på næsen, præcis som jeg altid gjorde når jeg blev en smule pinlig berørt. 

Niall lavede nogle mærkelige øjne og rynkede en smule på panden. Hvad nu? Hvad vidste han som jeg ikke gjorde?

"Du dater da ikke" påpegede Niall og kiggede endnu engang over på min mor, som blot stod med et endnu mere forvirrede blik. 

"Forandring fryder" smilede min mor kækt og løftede koldt på skuldrene. 

Jeg hadede når hun skulle være sådan. Kunne hun ikke bare forstå at Niall bekymrede sig om hende, eller var hun blind. Selvom jeg aldrig har haft en kæreste, så ved jeg altså godt lidt om følelser.

Oh my god hvad skete der med den kvinde.. Uden at sige en lyd stod Niall og min mor bare og stirrede hinanden dybt i øjnene. Gad vide hvad de tænkte på? Jeg ville give min venstre guitar streng for at vide hvad min mor tænkte lige nu. 

Akavet stod jeg bare og stirrede lettere chokeret på dem. Jeg havde godt nok ikke lige troet at det her skulle ende sådan her.  

Heldigvis brød Niall tavsheden. "Skal du så være alene?" spurgte han. Tydeligvis rettet mod mig. Han fugtede stille sine læber før han afbrød øjenkontakten med min mor og kiggede ned på mig endnu en gang. 

"Ja" svarede jeg ærligt.. For jeg i realiteten ikke lige overvejet at jeg skulle være alene hjemme.. Selvfølgelig var jeg glad på min mors vejne over at hun skulle på date, men alligevel heller ikke så meget endda. Jeg så jo hvordan Niall reagerede da han hørte det..

Måske havde han stadig følelser for hende, men kunne man stadig havde følelser for en efter 14 år adskilt? 

Spørgsmålet nagede mig inderligt og jeg vidste at jeg ingen rettigheder havde til at kende svaret, selvom jeg nu altså virkelig gerne ville vide det 

"Vil du ikke lige have mit telefon nummer hvis du skulle blive bange" blinkede Niall og dermed rev han mig ud af mine tanker, hvilket fik mig til at grine højlydt. 

"Jov, jov.. Hvis jeg nu skulle blive bange" jokede jeg og rakte ham hurtigt min telefon. Måske var der noget om det, men han kunne jo altså ikke vide at jeg var mørkerad. Så godt kendte han mig jo ikke.. eller gjorde han?

Jeg kunne tydeligt mærke min mors brandene øjne på mig da jeg lagde telefonen tilbage i min lomme. Inderst inde vidste jeg at hun var imod at jeg så ham. 

Hvis hun bare vidste hvor mange gang jeg havde bedt til gud om at min far ville finde mig en dag. Jeg havde endda også skrevet til julemanden at det eneste jeg ønskede mig til jul var en far. 

Jeg kunne ikke lade vær med at smile for mig selv, for selvom det var højsommer havde julemanden dog alligevel givet mig min far. Jeg siger ikke at jeg tror på julemanden.. 

Men der måtte være noget om det, siden skæbnen ville have at vi skulle mødes lige akkurat på det museum. 

Der var det. 

Det var skæbnen som ville have at vi skulle føres sammen og heldigvis for mig, så blev vi det. 

"Jeg må videre-" prøvede Niall og nikkede i retningen af nogle piger. "Jeg ked af det" fortsatte han før han hurtigt krammede mig tæt indtil ham. 

Stille hviskede jeg et lille "Don't worry" ind i hans øre før han næsten løb afsted. Jeg stod bare og betragtede ham næsten forstenet til han igen var ude af syne. 

"Kommer du Nellie?" spurgte min mor og hev mig stille i armen. 

 

 

 

***

Det var det 8. kapitel af To him I was unwanted. 

Kunne i lide det? 

Hvis I har nogle spørgsmål, så bare stil dem i kommentaren. 

Jeg ville blive super glad vis i ville give den et like. 

Det ville betyde alt. 

Tusinde tak for alt i gør for mig! 

Godt nytår. 

- Ciller

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...