Second World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2014
  • Status: Igang
Denne movella vil blive slettet! Det er rigtig lang tid siden jeg begyndte på den, og siden da har jeg egentlig ikke haft lyst til at skrive på den - den har dog over 100 der har læst den herinde, og derfor har jeg tænkt mig at prøve at komme igang med at skrive på den igen, for jeg er nået længere på den, og jeg har hele historien i mit hovede. Jeg syntes bare at I burde vide at denne movella vil blive slettet, men at der vil komme en ny på et tidspunkt; hvornår ved jeg ikke, men den vil komme, bare rolig. Jeg vil dog lade de kapitler der er blive, for det kan være at nye læsere vil læse dem og blive interesseret i historien.
//Caro <3

2Likes
10Kommentarer
361Visninger
AA

4. Kap. 2

Jeg kan mærke en smerte i mit hoved.
Jeg har ikke kræfter til åbne mine øjne eller bevæge mig, og de eneste jeg mærker af smerten i mit hoved; ingen lyde, intet lys, kun smerten.
Pludselig mærker jeg en klud der glider over min pande, og jeg giver et støn fra mig da smerten jager gennem min pande.
Lydene begynder at vende tilbage, og jeg kan høre en masse lyde der flyder sammen. Jeg anstrenger mig, og kan høre nogle stemmer. Der er en drengestemme der er kraftigere end de andre, men jeg mindes ikke at have hørt den før. Der er også en del klingende lyde, som jeg ikke kan sætte ord på hvor kommer fra.
Robotter. Blev jeg ikke fanget af robotter?
Jeg prøver at tænke tilbage på havd der skete i grotten, men jeg kan kun huske mit fald fra klippen og lyden af skuddet. 
Jeg stønner igen, og det giver et ryk i min krop da jeg husker hvordan alt blev sort.
"Hun bevæger sig!" siger drengestemmen.
Hvis jeg blev fanget af robotter, hvorfor taler de så mit sprog her? Hele mit hoved er fyldt med en masse spørgsmål, men jeg har ikke kræfter til at stille dem.
"Theodora Lewissen," siger drengen der har kluden på min pande "kan du høre mig?" 
Han spørger mig om noget, men min hjerne opfatter det ikke, smerten og spørgsmålene er alt jeg kan fokuserer på. "Theodora?" spørger han igen.

Jamie. Det må være min lille Jam! Han fangede mig sikkert og bragte mig til en modstandsgruppe og... jeg må fortælle ham at jeg ikke er helt væk! Men hvordan? Smerten gør
alt umuligt, og jeg kan ikke tænke på andet end den.
"J... Jam..." jeg former mine læber og presser lyden ud, og håber på at de kan høre det, selvom min stemme kun er en hæs hvisken.
"Nej, jeg er ikke Jam... jeg er Howard," siger han "men du kan bare kalde mig Howe" 
Kluden bliver taget væk, og lidt efter bliver mit hoved hævet og jeg får vand hældt ned i munden.
Jeg drikker begærligt, og det går først op for mig nu, at jeg faktisk er ret tørstig.
Mit hoved bliver lagt ned på puden igen, og en hånd, sikkert Howe's, ligger kluden på min pande igen. 
Jeg kan høre at han mumler et eller andet, men jeg når ikke at høre mere, før en brændende smerte jager igennem min pande.
Jeg får pludselig kræfter og begynder at skrige så meget jeg kan imens jeg spjætter panisk; hvad fanden har han gang i?
"Shh... det er nødvendigt at rense dine sår" siger han og presser min krop imod briksen med den ene hånd mens den anden renser det sår jeg åbenbart har i min pande.
Det føltes som flere timer før han er færdig og giver slip på min krop. Jeg kan mærke at koldsveden ligger sig som en hinde over min hud, jeg må havde feber.
Jeg klynker da min pande gør ondt, og jeg mærker at Howe fjerner sig fra mig.

Lidt efter mærker jeg at han presser min krop ned imod briksen. "Tæl til ti" siger han. "H... hvad?" Tælle til ti? Hvad mener han? Hvorfor skal jeg tælle til ti? "Bare. gør. som. jeg. siger" siger han i et tonefald jeg ikke tør sige mere til, og desuden er jeg også helt udmattet og afkræftet. 
"En..." jeg begynder at tælle. "To..." jeg mærker pludselig en nål i min skulder. Jeg begynder at skrige og bevæge mig, hvad fanden laver han NU?! Det går op for mig at jeg ikke har haft åbnet øjnene endnu, og at jeg faktisk ikke aner hvem han er.
Han bruger hele sin kropsvægt på at holde mig nede, og pludselig begynder lydende langsomt at forsvinde, og alt lys forsvinder.

 

Jeg vågner ved at sveden driver af mig. Hvorfor er her så varmt? Jeg står ud af sengen, og undrer mig over at gulvet er så varmt; det plejer at være køligt.
Jeg åbner døren og ser meterhøje flammer slynge sig op ad væggene, imens de grådigt æder af alt. Alt. Alt hvad der er i huset forsvinder. 
"Jamie!" råber jeg af mine lungers fulde kræft. Jeg ser en skikkelse i røgen fra flammerne.
"Gulvet!" skriger jeg! Han står bare og og ved ikke hvad han skal gøre. Han skal ned på gulvet! Hvorfor forstår han det ikke?

Jeg kigger mig panisk rundt, og finder det gamle billede. Jeg tager fat i rammen og kyler det efter Jamie, så han falder om.
"Herhen! Kravl!" råber jeg og kaster mig ned på gulvet. Jeg begynder at kravle hen mod ham, og ser at han er bevidstløs. Åhh nej, han indåndede nok for meget røg.
Jeg kan se at hans skulder bløder. Pis! Ramte jeg ham virkelig så hårdt? Han skulle jo bare ned at ligge...

Jeg tænker hurtigt, og hiver ham op på ryggen. Jeg kravler langs gulvet og når ind på mit eget værelse, hvorefter jeg rejser mig op, stadig med ham bevidstløs på ryggen.
Jeg lukker døren og låser den og håber på at det holder flammerne ude. Jeg tror på at det holder flammerne ude. Selvom jeg inderst inde godt ved at det er dumt at tro på.
Jeg går hen til vinduet.
Vi bor på sjette sal.
Ville vi overleve? Ville jeg overleve? Ville han overleve?
Jeg sukker, jeg må tænke hurtigt! Sveden driver af mig. 
Jeg åbner vinduet og sætter mig på hug i vindueskarmen.
"Jamie..." jeg ved ikke havd jeg skal sige. Jeg må sige et eller andet. Jeg er nød til det! "Undskyld. Undskyld hvis jeg ikke overlever" siger jeg og kaster mig ud fra vinduet.

 

Jeg vågner med et sæt, og slår øjnene op. Jeg kan hører en skinger lyd, og undrer mig over hvad det er, før det går op for mig at det er mit skrig. Jeg stopper hurtigt.
"Hvem der?" Døren går op med et brag og Howe kommer ind med en pistol der sigter imod mig.
Han... er faktisk køn. Ikke grim, langt fra. Han har chokolade brunt hår der stritter, en hvid t-shirt, cowboy bukser og en sort læder jakke på. 
"Du... er vågen" siger han og putter pistolen i hans jakke.
"Ja..." jeg er lidt omtumlet, det er jeg altid efter mine mareridt. Mareridt der kommer næsten hver nat.
Der opstår en akavet stilhed imellem os, og han sætter sig ved siden af briksen jeg ligger på.

"Tak..." siger jeg "Tak for alt"
Han smiler, og jeg kan ikke lade være med at sende et svagt smil tilbage. "Det var ikke noget. Du kunne jo ikke ligge alene i grotten uden andre" siger han, og jeg ser et glimt i hans øjne.
"Hvad?" spørger jeg forvirret, og spørgsmålene hober sig op i mit hoved. Var det ikke robotter der fandt mig? Dræbte de robotterne? Hvordan? Hvor er jeg egentlig? Jeg begynder at få hovedpine og lader derfor mit hoved falde ned på briksen og lukker mine øjne.
"Okay, jeg skylder dig vist en masse svar" siger han i et lidt usikkert tonefald, og jeg åbner øjnene igen.
"Du er her hos os; en modstandsgruppe! Vi er kun et par kilometer fra Tellk, og vi har kontakter over næsten hele verden. Vi har fået fat i nogle robotdragter, og på den måde kan vi bevæge os rundt på overfladen, og ingen ligger mærke til os.
En dreng fra et ande kvarter kom tilfældigt ind på din prolt's id, og vi sporede samtalen da vi kunne hører at i var mennesker. Du befandt dig forholdsvis tæt på, men den anden pige er ved Cramberina. Vi besluttede os derfor for at hente dig, men," han rømmer sig lidt, og jeg kan se at han rødmer, og at han hurtigt kigger væk. "Så begyndte du at skyde efter os, og en af vores lidt yngre medlemmer kunne ikke styre sit temperamant og skød dig. Og ja, så kender du jo selv resten" siger han og kigger tilbage på mig.
Wow. Jeg kan slet ikke fatte det! Jeg er havnet i en modstandsgruppe fyld med oprører, det kunne ikke være bedre!
"Så i er altså en modstandsgruppe! Det er jo perfekt!" siger jeg og sætter mig op. Det skulle jeg måske ikke have gjort, for jeg mærker en sviende smerte i mit hoved, og alt bliver
sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...