Second World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2014
  • Status: Igang
Denne movella vil blive slettet! Det er rigtig lang tid siden jeg begyndte på den, og siden da har jeg egentlig ikke haft lyst til at skrive på den - den har dog over 100 der har læst den herinde, og derfor har jeg tænkt mig at prøve at komme igang med at skrive på den igen, for jeg er nået længere på den, og jeg har hele historien i mit hovede. Jeg syntes bare at I burde vide at denne movella vil blive slettet, men at der vil komme en ny på et tidspunkt; hvornår ved jeg ikke, men den vil komme, bare rolig. Jeg vil dog lade de kapitler der er blive, for det kan være at nye læsere vil læse dem og blive interesseret i historien.
//Caro <3

2Likes
10Kommentarer
340Visninger
AA

3. Kap. 1

"Jam?" Min stemme giver genlyd i det sorte rum. "Jamie? Jamie, hvor er du?" Jeg kigger mig omkring, men alt er sort. Jeg kan mærke at panikken begynder at kravle op ad min rygrad. Ligeså stille som dug kravler det op af min ryg, for til sidst at bide sig fast, og sætte dets skarpe tænder i mig. Pludselig hører jeg ham. "Theo?" Med et forsvinder panikken. Han er her. Jeg skal lige til at sige noget, da han afbryder mig. "Jeg er bange. De er efter mig! Hvor er du?!" Nej. Nej! Ikke ham. De kan ikke tage Jam! "Jamie! Hvor er du? Jeg skal nok beskytte dig!" Råber jeg, men pludselig drejer hele rummet rundt, og jeg bliver hevet tilbage til mit barndomsværelse.

Jeg kan se mig selv ligge i min vugge. Jeg sover, og mine øjenlåg sitre svagt. Væggene på mit værelse har en falmet orange farve, og gardinerne er blå med lyserøde bamser. Døren står åben, og i stuen sidder en dame i stolen.

Mor.

Jeg kan mærke hvordan savnet tynger mig ned. Én del af mig ønsker så inderligt at vågne op og fortsætte i virkeligheden. Den anden del, den som er stærkest, tvinger mig til at blive på værelset.

Pludselig bliver der banket på døren.

Min mor rejser sig med en hastig og fortvivlet bevægelse, og lunter ind på mit værelse.

Baby-mig vågner da hun tager mig op, og begynder at snøfte. "Shh..." siger min mor og krammer mig. Hun pakker mig ind i dynen, og giver mig en seddel med. Hun knuger mig tæt ind til sig, og begynder at græde. Hendes tårer gør papiret vådt.

Så lyder bankene igen. Ét bank. To bank. Min mor åbner vinduet, og ligger bylten ud på taget. Hun skubber blidt til mig, så jeg triller ned i tagrenden. Jeg må ikke være mere end 9 måneder gammel. Højst 1 1/2 år.

Så skynder hun sig ud til døren og åbner. Der står nogle sorte skikkelser, med formørkede ansigter. Min mor kigger rædselsslagen på dem.

 

Jeg vågner med et sæt. Koldsveden driver af mig, og mine kinder er stive, fordi jeg har grædt. Jeg kigger mig omkring i hulen, men her er ingen.

Jeg kan svagt høre lyden af bomber der springer, men det er langt væk. Jeg ligger mig ned. Rolig, tænker jeg. Det var kun er drøm. Kun en drøm.

Jeg bliver nød til at finde papiret. Tanken kan ikke forlade mig, og det våde papir sidder som et billede på min nethinde der ikke vil gå væk.

Jeg er sikker på, at hvis jeg bare finder papiret, vil alt løse sig. Jeg vil finde Jamie, min elskede lillebror. Jeg vil finde min mor og min far, og de vil tage mig til et sikkert sted.

Jeg sukker.

Jeg har ledt efter det papir i lang tid nu. Eller, det føltes det som. Måske 10 år? Jeg ved det ikke. Min tidsfornemmelse forsvandt sammen med... alt. Min tidsfornemmelse forsvandt, da krigen begyndte.

Jeg rejser mig op. Jeg kan ikke falde i søvn igen, og jeg ved ikke om det er nat eller dag. Jeg kunne kigge op på himlen, men den er formørket. Det har den været så længe jeg kan huske.

Pludselig klikker det og der lyder en knasen. Jeg tager min prolt op, og klikker. Så lyder Sarahs stemme. "Theodora?" Jeg sukker. "Sarah. Hej. Hvad sker der?" Min stemme lyder hæs, og hun kan sikkert hører at jeg har grædt. "Er du okay?" Hendes stemme lyder spørgende og forvirret. "Har du..." Jeg afbryder hende. "Det er ligemeget." Min stemme lyder hårdere end det var meningen, så jeg spørger i et mildere tonefald hvad der sker. "Atombombe. Omkring Tellk vil jeg tro. Jeg er ved..." Igen afbryder jeg hende. "Det skal du ikke sige! Der er sikkert en medlytter på!" Siger jeg vredt. Hun undskylder bare stille, og klikker på. Jeg lægger prolten ned og tænker over det. Tellk er den største by. Det kunne godt være nogle af oprørende der har fået smidt en atombombe. I så fald kunne det kun være et godt tegn - det ville betyde at der var nogle ligesom os tæt på. Måske tæt nok på til at kunne blive i alliance med. En alliance ville ikke være det værste.

Jeg sukker igen.

Mig og Sarah er langt fra hinanden. Jeg ved ikke hvor gammel hun er, eller hvordan hun ser ud nu. Vi mødte hinanden dengang, der var mange oprører ved Tellk. Hun fik mit prolt-id, og kontaktede mig. Hun er ældre end mig, for hun kan huske den tid før krigen. Hun har sagt, at den måde man snakkede på dengang, blev kaldt for telefoner. Telefon. Jeg smager på ordet. Det lyder underligt, jeg ville aldrig kunne vende mig til at sige det. Jeg foretrækker min prolt.

Pludselig hører jeg, at det pusler henne ved indgangen til min hule. Jeg er i en ørken, et sted der er typisk krig-område. Jeg kravlede ned i et krater, og fandt en lille hule. Den fungere godt som skjulested, og gasserne og strålingen gør mig ikke noget. Vi mennesker har for længst vænnet os til det, men det dræber alt andet liv. Fisk, fugle, og land-dyr. Alt andet liv.

Jeg kigger hen til indgangen, og kan se en skikkelse. Jeg griber mine røgbomber, og stiller mig langsomt op i angrebs position.

Et skarpt lys stryger rundt i hulen. Jeg skynder mig at tage mine få ejendele; min prolt, min jakke og min pistol. Jeg kigger mig rundt i hulen; der skal være en revne, et hul, bare et sted at gemme mig. Jeg leder febrilsk, men der er intet. Jeg tænder min prolt, og sætter den på lydløs, og håber på at Sarah kan hører mig. Jeg hænger den i min buksekant, og kommer pistolen i lommen.

Jeg begynder at kravle op ad klippevæggen.

Det er hårdt arbejde, og jeg kan mærke at blodet begynder at sive fra mine hænder, fordi jeg ridser mig på stenene.

Jeg finder en afsats og kravler ind. Jeg krummer mig helt sammen, og ligger mig fladt ned.

"Prolt-spor" siger en mekanisk stemme.

Pis.

Jeg havde håbet på at det var mennesker jeg var oppe imod, men selvfølgelig er det robotter der har sporet min prolt. Jeg bider mig i læben, og håber på at Sarah lytter med, så hun ved hvad der sker.

"Tæppe. Mennesker. Modstandsgruppe"

Pokkers, jeg skulle have gemt alt hvad jeg ejede, robotterne kan spore alt, og selvfølgelig genkender de mit tæppe som en farlig genstand.

Jeg vender mig med fronten imod klippen, og håber at min jakke går i et med resten af klippen.

Jeg ligger der i noget der føltes som evigheder da noget pludselig tager fat i min ankel.

"Menneske" siger en robotstemme.

Jeg river min pistol og skyder imod kindbenene, da det er under dem hvor chippen sidder.

Men mine skud er ikke præcise nok, og robotten får mig revet ud fra afsatsen.

Det føltes som om at tiden går i stå, og robotten står helt stille. Mit syn er fanget af loftet, men jeg formår at vende mig om, og jeg ser gulvet der kommer tættere og tættere på.

Jeg falder.

Jeg når at tænke tanken mange gange, inden det går op for mig.

Jeg falder!

Pludselig går tiden hurtigt igen, og jeg mærker en smerte i armen og hovedet da jeg rammer gulvet. Jeg ved at jeg ikke må tænke på smerten; jeg skal bare væk.

"Skrid!!! Fuck hjem til Athmon!" skriger jeg og skyder vildt omkring mig. Måske rammer jeg ikke deres chip, men så rammer jeg sikkert noget andet der kan deaktivere dem.

Athmon regere over hele Jorden, og det var ham der fik idéen med at operere en chip ind i menneskets hjerne, og gøre dem til robotter.

Jeg kravler videre, og prøver at komme op og løbe, men mit ben vil ikke lystre.

Jeg kravler febrilsk fremad, og skyder bagud for at sænke robotterne.

Pludselig hører jeg et skud, og jeg når lige at vende mig om og se en af robotterne med en pistol sigtet mod mig, før alt bliver sort.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...