Vi er aldrig helt alene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
”Prøv at hør-”
”Nej,” afbrød faderen ham, mens han rystede på hovedet. ”Nu skal du høre. Hvis du ikke kan være hjemme til spisetid, så er det sådan, det er. Vi kan ikke vente på, at det passer dig at være hjemme. Hvis du vil spise med, må du være her til tiden.” Med de ord rejste han sig fra spisebordet og bar sin tallerken hen til køkkenvasken.
”Men-” Heller ikke denne gang fik Daniel lov at tale færdig, og Emma skubbede den endnu ikke helt tomme tallerken fra sig, mens hun lyttede til faderens ord:
”Ikke noget ’men’. Emma kan godt finde ud af at være her til spisetid.” Han lavede en håndbevægelse i retning af datteren, der kiggede ned på sine hænder. Det var jo klart, at hun altid kunne være hjemme til tiden, når hun aldrig tog nogle steder hen. Hun besøgte aldrig nogen efter skole eller havde andre former for aftaler for den sags skyld. Hun ville gerne sige det højt, tale til Daniels forsvar, men gjorde det ikke. Hun vidste, at det ikke ville nytte noget.

6Likes
2Kommentarer
415Visninger
AA

8. ***

”Hvorfor er du først hjemme nu?” Emma havde slet ikke hørt, at hendes far var gået forbi hendes værelse, men hans ord smuttede let og elegant ind til hende. Hun kiggede på vækkeuret, der stod på natbordet. Halv elleve.
     ”Undskyld, det var ikke meningen,” lød Daniels svar. Hun havde godt hørt, at han kom hjem, men han havde faktisk været overraskende stille, så hun mistænkte faderen for at være blevet oppe for at vente på ham. Det var ikke rigtig okay over for Daniel, men det var selvfølgelig Emmas mening. Den kunne ikke rigtig bruges til noget.
     ”Det kan du sagtens sige. Hvad er det, du lugter af?”
     ”Ikke noget.” Daniel lød opgivende, men Emma bebrejdede ham det ikke. Hvad kunne han gøre? Ikke mere end hun kunne, og det var cirka lig intet. Også selvom hun ønskede, at hun kunne. Desværre var ønsket bare ikke nok. Hun kunne ikke høre, hvad de lavede, men hun forestillede sig, at Daniel havde smidt sin taske på gulvet og havde været ved at flytte ting ned fra sengen. Hendes far havde højst sandsynligt stillet sig et lille stykke inden for døren, nærmede sig nok sin søn, mens han talte. Hun havde aldrig været derinde sammen med dem, men hun havde så tit lyttet med, at scenen var let genkendelig.
     ”Har du røget? Det ved du godt, at jeg ikke vil have.” Emma hev dynen op over hovedet, men den hjalp ikke meget. Hun kunne stadig høre deres stemmer, der hævede sig. Der var ingen, der tog hensyn til pigen, der prøvede at sove inde ved siden af. Daniel prøvede, når det blev så sent, men det gjorde deres far ikke. Han skænkede hende ikke en tanke. Det udviklede sig hurtigt til et skænderi, og selvom Emma prøvede, kunne hun ikke undgå at høre de hårde ord. Anklagerne og truslerne.
     ”Hvis du ikke kan opføre dig ordentligt, så er det ud.” Det var ikke første gang, hendes far brugte de ord, og Emma strammede grebet om dynen. Hun forstod det ikke. Hvorfor skulle det være sådan. Tårerne brød frem i hendes øjne, og hun lukkede dem, prøvede at tvinge søvnen frem, bildte sig ind, at hun ikke kunne høre dem. Men det kunne hun, lige så vel som hun hørte slaget og hendes fars skridt, der forsvandt hen ad gangen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...