Vi er aldrig helt alene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
”Prøv at hør-”
”Nej,” afbrød faderen ham, mens han rystede på hovedet. ”Nu skal du høre. Hvis du ikke kan være hjemme til spisetid, så er det sådan, det er. Vi kan ikke vente på, at det passer dig at være hjemme. Hvis du vil spise med, må du være her til tiden.” Med de ord rejste han sig fra spisebordet og bar sin tallerken hen til køkkenvasken.
”Men-” Heller ikke denne gang fik Daniel lov at tale færdig, og Emma skubbede den endnu ikke helt tomme tallerken fra sig, mens hun lyttede til faderens ord:
”Ikke noget ’men’. Emma kan godt finde ud af at være her til spisetid.” Han lavede en håndbevægelse i retning af datteren, der kiggede ned på sine hænder. Det var jo klart, at hun altid kunne være hjemme til tiden, når hun aldrig tog nogle steder hen. Hun besøgte aldrig nogen efter skole eller havde andre former for aftaler for den sags skyld. Hun ville gerne sige det højt, tale til Daniels forsvar, men gjorde det ikke. Hun vidste, at det ikke ville nytte noget.

6Likes
2Kommentarer
419Visninger
AA

6. ***

”Jeg giver snart op.” Emma frøs på stedet, da hun hørte sin mors stemme, der nåede hende fra køkkenet af. Hun havde slet ikke hørt, at moderen var kommet hjem, fordi hun havde hørt musik. Hun stod helt stille, mens hun strammede grebet om den tallerken, hun havde i hånden. Det så ikke ud til, at personerne i køkkenet havde hørt hende, selvom hun næsten var nået dem, for kort efter blev der svaret:
     ”Hvorfor dog det, kære?” Emma rynkede undrende brynene, da hun genkendte sin mormors stemme. Hun havde ikke fået at vide, at den ældre kvinde ville komme på besøg. På den anden side havde hun heller ikke regnet med, at moderen ville være hjemme så tideligt. Men dette var nok gensidigt. Rigtigt ville Emma ikke have haft fri fra skole før en halv time senere, så der burde sådan set slet ikke være nogen hjemme i huset.
     Men de sidste to timer var blevet aflyst. Det gjorde ikke Emma det mindste. Idræt var ikke et fag, hun nogensinde havde brudt sig om. Man udstillede sig selv lidt for meget, og hun var den eneste med gammelt, grimt idrætstøj, fordi hendes mor mente, at det jo sagtens kunne bruges endnu.
     ”Han er simpelthen umulig,” lød det opgivende svar fra Emmas mor. ”Det er lige meget, hvad vi gør.”
     ”Du tror ikke bare, han skal have lov at være teenager?”
     ”Nej. Jeg kender ingen andre, der har den slags problemer. Han passer ikke sin skole, laver ikke sine lektier, jeg er efterhånden begyndt at tvivle på, at der er noget som helst, han kan finde ud af.” Emma strammede grebet om tallerkenen endnu mere. Hvis ikke det var fordi, at hun vidste, at hun ikke var stærk nok, ville hun have været bange for at knække den. Det passede ikke, det hendes mor sagde. Daniel kunne finde ud af mange ting. Det var bare aldrig godt nok.
     ”Hvad med Emma?” spurgte den ældre kvinde, og Emma lukkede øjnene, mens hun lænede sig op ad gangens væg.
     ”Emma?” Hendes mor lød overrasket. Som om hun slet ikke havde overvejet, at hendes egen mor kunne spørge ind til datteren.
      ”Jamen hun har det fint,” fortalte hun sin mor, og Emma kunne fornemme, hvordan hun trak på skulderen, mens hun sagde ordene. ”Se, hun skaber ingen problemer. Det kan jeg godt sige dig, at Daniel gjorde, da han var på hendes alder. Hvorfor kan hun, når han ikke kan? Hun bliver heler ikke sur hele tiden, hende skændes vi aldrig med. Det er ikke til at holde ud. Det er ikke engang rart at være hjemme, når han er her.” Endnu engang havde Emma lyst til at sige sin mor i mod. Faktisk ville hun gerne fortælle sin mor, at det var helt fantastisk rart, når Daniel var hjemme. At det var så rart, at hun altid ønskede, at det kun var ham, der var det. Men det gjorde hun ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...