Vi er aldrig helt alene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
”Prøv at hør-”
”Nej,” afbrød faderen ham, mens han rystede på hovedet. ”Nu skal du høre. Hvis du ikke kan være hjemme til spisetid, så er det sådan, det er. Vi kan ikke vente på, at det passer dig at være hjemme. Hvis du vil spise med, må du være her til tiden.” Med de ord rejste han sig fra spisebordet og bar sin tallerken hen til køkkenvasken.
”Men-” Heller ikke denne gang fik Daniel lov at tale færdig, og Emma skubbede den endnu ikke helt tomme tallerken fra sig, mens hun lyttede til faderens ord:
”Ikke noget ’men’. Emma kan godt finde ud af at være her til spisetid.” Han lavede en håndbevægelse i retning af datteren, der kiggede ned på sine hænder. Det var jo klart, at hun altid kunne være hjemme til tiden, når hun aldrig tog nogle steder hen. Hun besøgte aldrig nogen efter skole eller havde andre former for aftaler for den sags skyld. Hun ville gerne sige det højt, tale til Daniels forsvar, men gjorde det ikke. Hun vidste, at det ikke ville nytte noget.

6Likes
2Kommentarer
404Visninger
AA

4. ***

De eneste lyde, der hørtes i det lille køkken, var lyden af bestikket mod tallerknerne og urets stille tikken. Sekundviseren bevægede sig langsomt af sted. Rundt og rundt. Den havde lige rundet toppen endnu engang, da lyden af hoveddøren, der gik op, brød den ensformige stilhed. Enogtyve minutter over seks viste uret nu. En taske dumpede ned på gulvet i entréen, og manden der sad alene på den ene side af bordet, strammede grebet om kniven og gaflen. Emmas blik bevægede sig fra uret til hendes far og ned til hendes næsten tomme tallerken.
    Hun skubbede lidt til madresterne på den, men stak så gaflen i kartoffelstykket. Kort efter dukkede Daniel op i døren. Han skævede til uret, som Emma lige havde brugt det sidste kvarter på at holde øje med, og nåede frem til det samme som hende. Han var for sent på den. Igen.
     ”Det var ærgerligt. Vi skal lige til at pakke maden væk.” Deres far havde lagt bestikket ned på den tomme tallerken, og med armene over kors betragtede han sønnen, der stadig stod i døren ind til køkkenet.
    ”Prøv at hør-”
    ”Nej,” afbrød faderen ham, mens han rystede på hovedet. ”Nu skal du høre. Hvis du ikke kan være hjemme til spisetid, så er det sådan, det er. Vi kan ikke vente på, at det passer dig at være hjemme. Hvis du vil spise med, må du være her til tiden.” Med de ord rejste han sig fra spisebordet og bar sin tallerken hen til køkkenvasken.
     ”Men-” Heller ikke denne gang fik Daniel lov at tale færdig, og Emma skubbede den endnu ikke helt tomme tallerken fra sig, mens hun lyttede til faderens ord:
     ”Ikke noget ’men’. Emma kan godt finde ud af at være her til spisetid.” Han lavede en håndbevægelse i retning af datteren, der kiggede ned på sine hænder. Det var jo klart, at hun altid kunne være hjemme til tiden, når hun aldrig tog nogle steder hen. Hun besøgte aldrig nogen efter skole eller havde andre former for aftaler for den sags skyld. Hun ville gerne sige det højt, tale til Daniels forsvar, men gjorde det ikke. Hun vidste, at det ikke ville nytte noget.
     ”Se, hende kunne du godt lære lidt af. Ikke nok med at hun kan være her til tiden, hun har sørme også lavet hendes lektier, og passe sin skole kan hun også. Hun kan endnu endda finde ud af at opføre sig ordentligt.” Emma sank længere ned på stolen og ønskede, at hun kunne holde sig for ørerne. Hun ville ikke høre om, at hendes lærer aldrig havde ringet til hendes forældre, at der aldrig var nogen, der klagede over hende, og at hendes karakterer lå over middel alle sammen. Hun ville bare gerne, at de alle sammen kunne sætte sig ned og spise færdigt. Sammen. Som en helt normal familie, der snakkede om, hvad der var sket i løbet af dagen. Ligegyldige, men hyggelige ting. Det skete bare aldrig. Der var aldrig nogen, der sagde noget, når de var samlet om det lille bord, og når der var, var det aldrig positivt.
     ”Tak for mad.” Hun tog tallerkenen og bar den hen ved siden af faderens, inden hun skyndte sig mod sit værelse. Hun kunne mærke Daniels blik på sig, men ignorerede det. Lukkede døren efter sig og smed sig på sengen, hun pænt havde redt fra morgenen af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...