Vi er aldrig helt alene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
”Prøv at hør-”
”Nej,” afbrød faderen ham, mens han rystede på hovedet. ”Nu skal du høre. Hvis du ikke kan være hjemme til spisetid, så er det sådan, det er. Vi kan ikke vente på, at det passer dig at være hjemme. Hvis du vil spise med, må du være her til tiden.” Med de ord rejste han sig fra spisebordet og bar sin tallerken hen til køkkenvasken.
”Men-” Heller ikke denne gang fik Daniel lov at tale færdig, og Emma skubbede den endnu ikke helt tomme tallerken fra sig, mens hun lyttede til faderens ord:
”Ikke noget ’men’. Emma kan godt finde ud af at være her til spisetid.” Han lavede en håndbevægelse i retning af datteren, der kiggede ned på sine hænder. Det var jo klart, at hun altid kunne være hjemme til tiden, når hun aldrig tog nogle steder hen. Hun besøgte aldrig nogen efter skole eller havde andre former for aftaler for den sags skyld. Hun ville gerne sige det højt, tale til Daniels forsvar, men gjorde det ikke. Hun vidste, at det ikke ville nytte noget.

6Likes
2Kommentarer
417Visninger
AA

2. ***

Emma kunne høre dem gå forbi sit værelse. Ud gennem den halvåbne dør nåede hun lige at få et sidste glimt af sin far. Kort efter hørte hun et dørhåndtag blive trykket ned, en dør der gik op. Døren ind til Daniels værelse. Hun kunne se for sig, hvordan de ville stille sig lige inden for døren. Hendes mor en smule bag faderen, som ville stå med armene over kors og et stykke papir i den ene hånd. Ikke et hvilket som helst stykke papir, men det hun havde set Daniel lægge på køkkenbordet tidligere, efter at de to havde spist aftensmad.
     Det skete af og til, at deres forældre kom så sent hjem, at hun og broderen spiste uden dem. Denne aften havde været en af dem. Ind til for en halv time siden havde de spillet brætspil ved køkkenbordet, men nu sad Emma ved skrivebordet og lavede matematiklektier. De var heldigvis ikke sværere, end at hun selv kunne finde ud af dem, for hun hadede at spørge sin far til råds, og Daniel kunne ikke rigtig hjælpe hende. Hun overvejede kort at finde sin iPod, men det var allerede for sent.
     ”Hvad er det her?” Hendes fars dybe stemme havde ingen problemer med at nå den korte vej ind til hende. De tænkte aldrig på at lukke døren bag dem, når de aflagde den slags visit hos hendes ældre bror. Daniels svar kunne hun ikke høre, men hun havde ingen problemer med at forestille sig de kølige ord, mens hun for sit indre blik så, hvordan hendes far stod og viftede med karakterbladet.
     ”Sådan skal du ikke snakke til mig,” lød svaret til det, Emma ikke havde kunnet høre sin bror sige. Hun lukkede øjnene og lagde blyanten fra sig. I kladdehæftet stod tallene til en halvløst ligning og ved siden af hende et glas vand. Hun var næsten færdig og følte sig stolt over at have ladet de usunde ting blive i skrivebordsskuffen.
     ”Nej, men du ved jo godt, hvad det er.” Denne gang hævede Daniel stemmen en smule, og irritationen skinnede igennem den. Sammen med magteløsheden. Han var bestemt ikke mindre træt af disse konfrontationer, end Emma var. Det var trods alt ham, det direkte gik ud over.
     ”Desværre ja.” For første gang talte deres mor. Emma vidste, at hun ikke havde flyttet sig fra sin plads halvvejst skjult bag faderen, men at hun havde samlet sine knyttede hænder foran sig. Det var altid moderens ord, der var værst. Netop fordi hun ikke lød det mindste sur. Blot uendeligt skuffet.
     ”Jeg kan jo ikke gøre for det.”
     ”Jo.” Moderen havde overtaget ansvaret for at komme med anklager. ”Du kunne i det mindste forsøge.” Emma lukkede døren. Det nåede altid til det punkt, hvor hun ikke kunne klare mere. På trods af den lukkede dør kunne hun stadig høre det meste af samtalen ved siden af, og den forsvandt kun næsten, da hun puttede musik i ørerne. Dog kunne den intet stille op mod råbene, det altid endte ud i, selvom hun skruede en smule op, og til sidst pakkede hun matematikhæftet sammen uden så meget som at kigge på den sidste ligning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...