Vi er aldrig helt alene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
”Prøv at hør-”
”Nej,” afbrød faderen ham, mens han rystede på hovedet. ”Nu skal du høre. Hvis du ikke kan være hjemme til spisetid, så er det sådan, det er. Vi kan ikke vente på, at det passer dig at være hjemme. Hvis du vil spise med, må du være her til tiden.” Med de ord rejste han sig fra spisebordet og bar sin tallerken hen til køkkenvasken.
”Men-” Heller ikke denne gang fik Daniel lov at tale færdig, og Emma skubbede den endnu ikke helt tomme tallerken fra sig, mens hun lyttede til faderens ord:
”Ikke noget ’men’. Emma kan godt finde ud af at være her til spisetid.” Han lavede en håndbevægelse i retning af datteren, der kiggede ned på sine hænder. Det var jo klart, at hun altid kunne være hjemme til tiden, når hun aldrig tog nogle steder hen. Hun besøgte aldrig nogen efter skole eller havde andre former for aftaler for den sags skyld. Hun ville gerne sige det højt, tale til Daniels forsvar, men gjorde det ikke. Hun vidste, at det ikke ville nytte noget.

6Likes
2Kommentarer
405Visninger
AA

7. Kapitel 4

Kapitel 4

”Hey, Emma!” Emma vendte sig rundt og fik øje på Rikke, der kom løbende i mod hende. Hendes taske hoppede på hendes ryg, og den åbne sommerjakke flagrede omkring hende. Hun slog armene om Emma, da hun nåede hende.
     ”Hej, Rikke,” smilede Emma til sin veninde, da de slap hinanden igen. De trådte en smule ind til siden, så andre forhastede gymnasieelever kunne komme forbi dem og nå deres klasselokaler.
     ”Jeg tænkte på, om du kunne have lyst til at sove hos mig i aften? Min far og storesøster er ikke hjemme, så der er masser af plads og mindre kamp om fjernsynet.” Emmas smil voksede. Hun havde aldrig før sovet hos en veninde, og der var heller aldrig nogen, der havde sovet hos hende. Generelt havde hun bare aldrig nogen med hjem.
      ”Det vil jeg meget gerne, Rikke.” Veninden gengældte det store smil, og de grønne øjne skinnede, som de altid gjorde, når hun var rigtig glad.
      ”Fantastisk! Så mødes vi efter skole ved cyklerne, ikke? Så kan vi hente dine ting. Jeg må hellere skynde mig at finde min klasse, så jeg ikke kommer for sent.” Hun gav Emma et hurtigt kram og forsvandt så mellem de mange elever. Lige inden hun forsvandt helt fra Emmas synsfelt, vendte hun sig om og vinkede, og Emma vinkede tilbage, inden hun drejede ned ad gangen for at finde det lokale, hun selv skulle være i.

Resten af dagen havde hun svært ved at koncentrere sig. Hun glædede sig lidt for meget til at få fri. Det var ret nyt for hende, for det meste havde hun ikke noget at se frem til efter skole. Heller ikke i weekenderne. Men i dag havde hun, og det var en lettelse, da sidste time endeligt sluttede fem minutter før, og hun kunne pakke sine ting sammen, inden hun skyndte sig ud for at finde sin cykel. Mens hun ventede på Rikke, prøvede hun at huske sine forældres kalender og nåede frem til, at de begge ville have sent fri denne fredag. Det var kun godt.
      Hjemme hos Emma gik Rikke omkring i det tomme hus, mens Emma puttede madkassen og drikkedunken i opvaskemaskinen.
      ”Her er så ordentligt,” kommenterede Rikke, da de gik ned ad gangen mod Emmas lige så ordentlige værelse.
     ”Sådan kan mine forældre bedst lide det,” svarede hun med et træk på skulderen.
      ”Hjemme hos mig er det min far, der roder mest,” grinede Rikke og så sig nysgerrigt omkring, da Emma skubbede døren til sit værelse op. Hun betragtede de mange bøger, der stod på rad og række i bogreolen, mens Emma fandt en taske frem under sengen, som hun kunne pakke sine ting i. Rikke hjalp hende med at finde ud af, hvad hun skulle have med, og lang tid tog det ikke. Det var jo ikke nødvendigt at have så meget med, når det blot var for en enkelt nat.
     ”Må jeg låne den her?” Rikke så spørgende på Emma, da de skulle til at forlade det lille værelse. Hun stod med en godt læst udgave af Emmas yndlingsbog i hånden, og Emma nikkede. Hun stolede på, at hun godt kunne låne den ud til Rikke, selvom hun generelt ikke var så glad for at låne ting ud. Hun havde lidt for mange dårlige erfaringer med folk, der glemte at aflevere tilbage, eller som ikke behandlede tingene ordentligt, når det ikke var deres egne.
     ”Tak, jeg skal nok passe på den.” På cykelturen hjem til Rikke, fortalte Emma om sine mange yndlingsbøger, og det viste sig, at Rikke havde læst et par stykker af dem. Hun læste også selv en del fantasy, og Emma lovede hende, at hun kunne låne alle de bøger, hun havde lyst til, hvis hun manglede noget godt at læse.

Som Emma havde regnet med, var det meget anderledes at træde ind ad hoveddøren hos Rikke. Der hang så mange jakker på knagerækken, at det var nært umuligt at finde plads til sin egen, og skoene lå mere eller mindre tilfældigt smidt under jakkerodet. Duften af kanelsnegle nåede dem i samme øjeblik, de åbnede døren, og Emma var ikke i tvivl om, at der ville være rart at være i Rikkes hjem. Hvorfra hun vidste det, kunne hun ikke helt finde ud af, men hun var ikke i tvivl et øjeblik.
      ”Hej med jer,” hilste den høje, rødhårede kvinde, der var dukket op i døren til entréen. Hende og Rikke lignede hinanden utrolig meget, og af en eller anden grund fik det kun Emma til smile. Hun smilede oftere og oftere, jo mere hun var sammen med Rikke.
      ”Hej mor.” Rikke prøvede uden større held at få sin grønne jakke til at blive hængende. ”Det her er Emma.”
      ”Jeg hedder Maria,” fortalte Rikkes mor, inden hun viste de to piger ind i køkkenet, hvor der rigtigt nok stod en bageplade på køkkenbordet med ubagte kanelsnegle. Der var lys i ovnen, og gennem ruden kunne endnu en plade ses. Kanelsneglene i oven var hævet op, og fyldet boblede let, mens den behagelige duft bredte sig i huset.
      ”Gider I lige dække bord? For så er der kanelsnegle lige om lidt.” Rikke smed sin taske ved siden af spisebordet og fortalte Emma, at hun bare kunne gøre det samme. Det havde hun aldrig fået lov til derhjemme. Tasken skulle ind på værelset med det samme. Men alting var meget anderledes end derhjemme. Som Rikke havde sagt tidligere, var der en del mere rodet, men Emma fandt det kun hyggeligt. Der hang billeder på væggene og tegninger på køleskabet.
     Rikke fandt service frem fra skabe og skuffer, og Emma placerede det på bordet, så det stod pænt med glassene lidt til højre for tallerkenerne. Maria åbnede ovnen, og kanelsnegleduften væltede ud i køkkenet, samtidig med at hun stillede den brændende varme plade på komfuret og satte den med de ubagte snegle ind.
     ”De skal vist lige køle lidt ned, men hvis I nu går op og finder madras og sengetøj og får Jeppe ud af badet, så passer det vist.” Emma og Rikke gjorde som Maria havde foreslået, og der gik ikke lang tid, før Emma sad ved det lille spisebord med sin veninde på den ene side og en mindre rødhåret og overdrevet fregnet dreng over for sig. Emma havde aldrig selv haft fregner og havde derfor syntes, at Rikke havde mange, men Jeppe havde ende flere, og han lignede vitterligt en, der var ude på ballade, når han smilede stort nok.

***

”Nej, jeg vil ej!” Råbet ramte Emma lige i ansigtet, da hun åbnede døren, og hun skyndte sig at lukke den igen. Hun stod længe med hånden på dørhåndtaget uden at vide, hvad hun skulle gøre. At gå ind virkede ikke som en mulighed, og hun kunne heller ikke rigtig tage tilbage til Rikke, som hun lige havde forladt. Hun kunne ikke høre dem skændes, så længe hun blev udenfor, men hun vidste, at der ville gå lang tid, før det holdt op. Selvom hun kun havde hørt en minimal brøkdel af, hvad der foregik, havde det ikke lydt som et skænderi, der nærmede sig sin afslutning. Tværtimod.
     Hun kunne sætte sig på trappen og vente, håbe at de snart var færdige med at råbe af hinanden, så hun kunne komme ind. Men selvom det ikke var decideret koldt, var det stadig efterår. De kulørte blade slap deres tag i træernes grene, og det ville i længden blive koldt at side på den hårde sten. Desuden havde hun intet at give sig til. Hun havde mest af alt lyst til at tage tilbage til Rikke. Hun havde lyst til at blive hos de søde, hyggelige mennesker for evigt. Men det kunne hun ikke rigtig. Desuden vidste hun, at Rikke havde taget Jeppe med i svømmehallen. Det havde hun lovet broderen at gøre, når Emma var taget hjem, og det var hun jo nu.
     Pludseligt vidste hun, hvad hun ville. Hvor idéen kom fra, anede hun ikke, og det samme galt, hvor smart den var. Men fra det ene øjeblik til det andet var hun sikker på, at det var det, hun skulle. Måske det kom af Mads’ kommentar om, at hun altid kunne ringe til ham, hvis hun havde brug for et snakke. Problemet var bare, at det ikke var ham, hun ville snakke med denne gang. Jo, han ville forstå hende. Det gjorde han altid. Men denne gang havde hun brug for en, der virkelig forstod, hvorfor hun ikke bare kunne gå ind, gå forbi forældrene og ind på værelset. Hun vidste udmærket, hvad hun havde brug for, og inderst inde vidste hun også godt, at hun havde haft brug for det længe.
     Derfor hankede hun op i tasken, hun havde haft med om til Rikke, og gik mod busstoppestedet. Der var ikke langt nok til, at det var nødvendigt at cykle, og til hendes held skulle hun ikke vente længe, før bussen drejede om hjørnet længere nede ad vejen. I sin jakkelomme fandt hun en håndfuld småmønter, som heldigvis rakte til turen, og hun takkede sig selv for at have glemt dem der. Eller glemt dem havde hun ikke, hun havde bare ikke lige fået dem op.
     Hun var nødt til at bede buschaufføren om at sætte hende af det rigtige sted, for hun viste ikke selv, hvor det var, og inden hun steg af, fik hun ham til at forklare, hvor hun skulle gå hen. Hun var bange for at gå forkert, og det hjalp heller ikke, at kvarteret virkede en smule skummelt. Helt præcist hvorfor hun fandt hun fandt det skummelt, vidste hun ikke. Det gjorde hun bare. Men da hun stoppede op foran den røde murstensbygning, følte hun, at det var det rigtige sted. At det rigtige navn stod blandt de mange andre på postkassen hjalp også en del på det.
      Hun stod endnu engang med hånden placeret på et dørhåndtag uden at vide, hvad hun skulle gøre. Gik man bare ind eller ringede man på? Til sidst nåede hun frem til, at hun bare skulle gå ind. Så var hun i det mindste sikker på at komme det. Hvis hun havde fundet Rikkes entré rodet, var det umuligt at finde ud af, hvad den her var. Der lå jakker og sko over det hele, og det var ikke nemt at komme igennem uden at snuble. Emma beholdt sit på i frygt for aldrig at ville kunne finde det igen, hvis først hun tog det af.
      Et lille køkken mødte hende efter entréen, og det var tydeligt, at dem der boede i det røde hus, ikke var specielt gode til at rydde op efter sig selv. Beskidte tallerkener og glas dækkede alt overflade omkring vasken, en brugt pande stod på komfuret, og et eller andet var ikke blevet puttet tilbage i køleskabet. Med et suk fortsatte hun ind i stuen. Det var jo ikke ligefrem fordi, at hun var overrasket.
     ”Hvem i alverden er du?” Emma kiggede på drengen, der sad ved et bord placeret i den ende af stuen, hvor hun var kommet ind. Lidt længere væk sad to drenge i en sofa og så tv, og de vendte sig også rundt for at kigge på hende. Drengen ved bordet røg, der stod øldåser på sofabordet, og hun brød sig ikke om den måde, hvorpå de kiggede på hende. Hun vred sig under deres blikke uden helt at vide, hvad hun skulle sige og lod tasken dumpe ned på gulvet for hendes fødder.
     ”Du tror ikke, at du er endt det forkerte sted?” spurgte drengen efter at have pustet røgringe i hendes retning. Emma knyttede hænderne og følte sig pludselig meget bestemt. Måske det var den måde, han sagde det på. Som om hun var en lille pige, der var alt for sød og fin til at være et sådan sted. Måske det også bare var noget, hun forestillede sig.
     ”Nej.” Drengen så overrasket på hende. Han havde tydeligtvist ikke regnet med, at hun ville bruge så hårdt en tonefald. Det havde hun heller ikke selv for den sags skyld.
      ”Hvad er det så helt præcist, at du laver her?” spurgte drengen, der sad til højre i sofaen, mens han skiftevist kiggede på hende og skærmen. Emma kneb øjnene sammen uden helt at forstå, hvor hendes vrede kom fra.
     ”Det vedrører sådan set ikke dig.” Hun vidste godt, at det var forkert at snakke sådan til den fremmede dreng, der sådan set var meget ældre end hende selv, men det føltes faktisk godt at lade det gå ud over en eller anden tilfældig. Der lød skridt på trappen, der var placeret i den anden ende af stuen end tv’et.
     ”Emma?” Hun kiggede op på den sorthårede dreng, der kom gående hen i mod hende. Han trængte til at blive klippet og lignede en, der snart skulle beslutte, om han skulle lade farven gro ud eller farve det igen. Samtidig så han ud som om, han ikke helt kunne tro på, at hun stod der lige foran ham. Som om det virkede usandsynligt for ham. Helst præcist hvad der skete, kunne Emma ikke følge med til, men i det næste øjeblik fandt hun sig selv med armene rundt om den højere, tynde skikkelse, mens tårerne løb ned ad hendes kinder. Forsigtigt fandt hans arme vej rundt om hende, og han støttede sin kind mod hendes hår.
     ”Emma,” gentog han, da han trak sig fri. ”Hvad laver du her?” Han tørrede vandet af hendes kinder med let rystende hænder. Hans ånde lugtede af cigaretter og øl.
     ”Hvad tror du?”
     ”Det ved jeg virkelig ikke, Emma.” Hun kunne se, at han mente det, og det var det, der gjorde allermest ondt. At han ikke engang kunne se meningen i, at hans søster gad besøge ham. Hans smadrede selvværd. Hun lukkede øjnene, da hun kunne mærke, at tårerne pressede på igen. Hun opgav emnet og sagde det i stedet, som det var:
     ”Jeg savner dig, Daniel.” Han svarede ikke, stod bare med hænderne på hendes skuldre og betragtede hende. Hun kunne se følelserne, der kæmpede i hans mørke øjne. Han så træt ud. Som om han stadig ikke fik sovet nok. Til sidst fortsatte hun:
     ”Jeg er helt alene nu.” Det passede ikke helt, for nu havde hun Rikke, men det betød ikke, at hun savnede Daniel mindre. Huset var stadig alt for tomt, når hun kom hjem.
     ”Kommer Mads ikke forbi engang imellem?” Emma sukkede.
     ”Jo, men han er ikke dig. Jeg har brug for dig, Daniel.”
     ”Ved mor og far godt, at du er her?” Hun tog en dyb indånding.
     ”Nej. De har travlt med at skændes.” Han trak hende ind til sig igen, og hun hvilede hovedet mod hans skulder. Det var langsomt ved at gå op for hende, hvor meget hun egentlig havde savnet ham.
      ”Du burde ikke være her,” mumlede han ned i hendes hår, og hvis der havde været en chance for, at det ville hjælpe, havde hun råbt af ham. Men det ville det ikke. Der var allerede blevet råbt rigeligt af ham.
     ”Hvorfor ikke?” spurgte hun, og han rokkede hende stille fra side til side.
      ”Fordi…” Han gik i stå. Havde ikke nogen grund, fordi der ikke var nogen. Og det vidste han godt. Inderst inde.
     ”Fordi hvad?” Denne gang var det Emma, der først trak sig fri, og hun kiggede op på ham.
     ”Undskyld, Emma.” Det var først der, at det gik op for hende, at også han havde tårer i øjnene.

Daniel slukkede lyset, og Emma puttede sig ind til ham. Der var efterhånden mange år siden, hun sidst havde sovet sammen med ham. Det havde hun ikke gjort, siden hun var lille og ofte havde mareridt. Det var ikke fordi, at der blev mere plads af, at hun var blevet ældre, men det gjorde hende ikke noget. Ikke denne gang. Hun ville bare gerne være sammen med Daniel, at aftenen ville vare så længe, at hun ikke behøvede tage hjem.
     ”Emma, hvis du får brug for det, så kommer du bare forbi, ikke?”
     ”Det gør jeg nok,” mumlede hun til svar, og han lagde en arm omkring hende.
     ”Det håber jeg ikke.” I et stykke tid var der ingen af dem, der sagde noget. Emma lå og betragtede det mørke værelse, som var blevet hendes brors hjem. Hun forstod ikke helt, hvordan det hang sammen med alle de mennesker, der boede i det samme hus, men så længe de selv kunne finde ud af det, var det vel også lige meget. Det var ikke nødvendigt, at hun forstod det. Til sidst var det Daniel der igen brød stilheden:
     ”Men så må du komme forbi alligevel. For jeg kommer nok ikke hjem lige foreløbigt.”
     ”Nej. Det gør du vel ikke.” Når han ikke engang blev inviteret til hendes fødselsdag, var det nok ikke lige frem fordi, at deres forældre ønskede, at han kom forbi. Ikke at han ville få noget som helst ud af det. Men så måtte hun bare komme her, selvom der flød med ting i entréen, og selvom folk røg indenfor og ikke kunne finde ud af at vaske op. Det var alligevel ikke noget, der betød så meget. Ikke så længe Daniel var der. For han forstod hende. Hun behøvede ikke forklare ham det hele, for at han vidste, hvad det handlede om. Han kendte lidt for godt til det hele selv.
     ”Jeg er ked af, at jeg efterlod dig alene. Du har altid været der for mig. Nu er det min tur til at være der for dig.”
     ”Det er okay,” svarede Emma. ”Jeg har dig nu. Det er det vigtigste.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...