Vi er aldrig helt alene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
”Prøv at hør-”
”Nej,” afbrød faderen ham, mens han rystede på hovedet. ”Nu skal du høre. Hvis du ikke kan være hjemme til spisetid, så er det sådan, det er. Vi kan ikke vente på, at det passer dig at være hjemme. Hvis du vil spise med, må du være her til tiden.” Med de ord rejste han sig fra spisebordet og bar sin tallerken hen til køkkenvasken.
”Men-” Heller ikke denne gang fik Daniel lov at tale færdig, og Emma skubbede den endnu ikke helt tomme tallerken fra sig, mens hun lyttede til faderens ord:
”Ikke noget ’men’. Emma kan godt finde ud af at være her til spisetid.” Han lavede en håndbevægelse i retning af datteren, der kiggede ned på sine hænder. Det var jo klart, at hun altid kunne være hjemme til tiden, når hun aldrig tog nogle steder hen. Hun besøgte aldrig nogen efter skole eller havde andre former for aftaler for den sags skyld. Hun ville gerne sige det højt, tale til Daniels forsvar, men gjorde det ikke. Hun vidste, at det ikke ville nytte noget.

6Likes
2Kommentarer
403Visninger
AA

5. Kapitel 3

Kapitel 3

”Hej Emma.” Emma kunne mærke smilet, der bredte sig på hendes ansigt, da hun løftede blikket fra de kedelige rugbrødsmadder for i stedet at placere det på den smilende, rødhårede pige, der trak stolen over for hende ud. Der var altid propfyldt og larmende i skolens kantine, men hun og Rikke prøvede altid at få fat i det lille bord, der var placeret i hjørnet. Det var deres sted. I hvert fald de dage, hvor andre ikke havde taget det. Spisepausen var ofte det eneste tidspunkt i løbet af skoledagen, hvor de havde chancen for at se hinanden, og for Emma var det altid dagens højdepunkt.
     ”Skal du noget i dag?” spurgte Rikke, mens hun pakkede en sandwich ud. Det var Rikkes mor, der smurte madpakker til Rikke og hendes søskende, og hun havde det med at smøre nogle ret lækkertudseende nogen. Emma havde tit taget sig selv i at ønske, at hun også havde sådan en mor. En, der lavede lækre madpakker og som ofte bagte kage. I stedet havde hun en mor, der ofte arbejdede til så sent, at Emma både spiste rugbrød til frokost og til aften.
     ”Min bror kommer forbi,” svarede hun og tog en bid af spegepølsemadden.
     ”Hvem af dem?” Emma havde fortalt Rikke om begge sine brødre. Mads, der boede langt væk, og Daniel, der næsten lige var flyttet hjemmefra, men som hun aldrig så, selvom han egentlig ikke boede så langt væk. Men mere havde hun heller ikke fortalt. Hun havde ikke så meget som omtalt en af grundene til, at hun aldrig rigtig så sine brødre, at de aldrig rigtig kom på besøg. Måske hun ville gøre det en dag.
     ”Mads,” svarede hun til sidst efter at have taget en slurk af vandet fra vandflasken.
     ”Hvorfor kommer han i dag?” Rikke så spørgende på sin veninde, mens hun tykkede videre på sin sandwich, hvis salat truede med at falde ud.
     ”Fordi...” Emma gik i stå og lod blikket falde på sine hænder. Hun havde en dårlig vane med at pille ved sine negle, når hun ikke vidste, hvad hun skulle sige, eller var i en ubehagelig situation.
      ”Fordi det er min fødselsdag,” fik hun til sidst sagt og kiggede igen op på Rikke, der så en smule overrasket ud. Eller det var i hvert fald sådan, at Emma valgte at tolke venindens ansigtsudtryk.
     ”Hvorfor har du ikke fortalt mig det?” Emma trak på skulderen. Det vidste hun ærlig talt ikke. Der havde bare ikke lige været en grund til at sige det.
     ”Så i skal holde fødselsdag for dig?”
     ”Det skal vi vel,” svarede Emma og pakkede endnu et stykke rugbrød ud af dets sølvpapir.
     ”Kan jeg være med?” Endnu engang kiggede Emma ned. Hun vidste ikke, hvad hun skulle svare den rødhårede veninde, for hun ville hjertens gerne have hende med. Det var slet ikke det, der var problemet. Faktisk kunne det have været en dejlig afveksling fra hendes ellers ret ensomme fødselsdage. Hun kunne mærke det spørgende blik, der hvilede på hende, mens hun omdannede det krøllede sølvpapir til en kugle.
     ”Jeg tror ikke, at det er så godt,” svarede hun til sidst tøvende. Sølvpapirskuglen blev langsomt mindre, jo mere hun pressede den sammen.
     ”Det er okay, Emma.”
     ”Det er ikke fordi, at jeg-” begyndte Emma, men Rikke afbrød hende:
     ”Det ved jeg godt, Emma. Det er helt okay, det er jo heller ikke fordi, at din bror kommer forbi så tit.” Emma smilede taknemmeligt til Rikke. Hun var så forståelig. Også selvom hun slet ikke vidste, hvad det var, det hele handlede om. Den fregnede pige var allerede gået hen og blevet den bedste veninde, Emma nogensinde havde haft. Det var ikke fordi, der skulle så meget til, men det var stadig en stor titel.

Som altid fulgtes de to veninder hjem fra skole så meget af turen, som de kunne. Da de nåede til det sted, hvor de skiltes, blev de længe stående for at snakke. Det gjorde de også næsten altid. De havde sjældent travlt med at komme hjem. For det meste kom de blot hjem til lektierne, og det var ikke ligefrem fordi, at det var noget, der lokkede specielt meget. Egentlig var det kun, når Rikke skulle passe sin lillebror, at de ikke tog det stille og roligt.
     ”Du skal ikke skynde dig hjem?” spurgte Rikke, da de havde stået stille længe. Emma trak på skulderen. Det hastede ikke. Hun ville helst ikke være hjemme, før Mads kom, alligevel. Selvom efteråret var skudt godt i gang, skinnede solen stadig de fleste dage, og selvom det efterhånden var blevet lige koldt nok at cykle uden jakke, var det ikke fordi, at man frøs. Emma syntes i hvert fald, at det var for koldt uden jakke. Det gjorde Rikke tydeligtvist ikke.
      Hun havde stoppet jakken på bagagebæreret og stod blot i et par blå cowboybukser og en grøn T-shirt. Den grønne farve klædte hende godt, passede til hendes orangerøde hår, der krøllede ned over skuldrene. I den ene side havde hun skubbet det om bag øret, og det var uglet efter cykelhjelmen. Hun tog den altid af, når de stod og snakkede, så den hang og dinglede på styret. Emma beholdt sin på. Det var jo ikke fordi, de stod der i timer alligevel.

Da Emma til sidst kom hjem, holdt Mads’ bil heldigvis i indkørslen, og hun satte hurtigt cyklen ind i skuret og gik ind. Mads stod stadig i entréen, og hun vidste, at hun var kommet hjem på det rigtige tidspunkt. Ikke før ham, men heller ikke meget senere end ham.
     ”Jamen se, hvem vi har der.” Han trak hende ind i et kram på trods af cykelhjelmen, der stødte ind i hans bryst, og tasken, der stadig hang på hendes ryg. ”Har det været en god dag i skolen?” Emma nikkede, da han slap hende, og hun sparkede skoene af.
      ”Det har været helt fint.” Mere havde det bestemt ikke været, men det behøvede han jo ikke at vide.
      ”Jeg troede, du havde fri klokken to?”
     ”Det havde jeg også, men jeg kom lige til at stå og snakke med min veninde.” Mads smilede. Han vidste godt, at hun aldrig havde haft en særlig stor gruppe af venner, og derfor vidste hun, at det gjorde ham glad at vide, at hun faktisk havde en veninde på gymnasiet. Det bedste ved det hele var, at det rent faktisk var en rigtig veninde og ikke bare en pige, Emma havde snakket en smule med.
      I køkkenet var deres mor ved at sætte tallerkener på bordet, og Emma kunne høre at kaffemaskinen var i gang. Midt på bordet stod en skærekage fra bageren og en karton kakao. Emma havde godt vidst, at det var sådan, det ville blive, men alligevel håbede hun altid på hjemmebag. Dog kunne hun ikke huske, hvornår nogen sidst havde bagt en kage i deres hus, hvis det da nogensinde var sket.
     De satte sig omkring bordet, og faderen kom ud fra kontoret og besatte den sidste stol.
     ”Kommer Daniel ikke?” spurgte Mads, da hans mor begyndte at skære af kagen. Hun rystede på hovedet og placerede et stykke på Emmas tallerken.
      ”Hvorfor ikke?” Mads rakte sin egen tallerken frem, så moderen kunne nå den.
     ”Det gør han bare ikke,” lød det neutrale svar fra deres far, som havde presset læberne sammen til en tynd streg. Emma sendte Mads et blik hen over bordet. Bad ham om at lade det ligge, selvom hun inderst inde var ked af, at Daniel ikke var der. Det var Mads udmærket klar over, og det var også derfor, han havde spurgt. Han kendte ikke sin lillebror meget bedre, end han kendte sine forældre.

Da ingen længere kunne finde en god grund til at blive siddende ved bordet, blev der ryddet af. Emma gik ind på sit værelse, og Mads fulgte efter, satte sig i sengen ved siden af hende.
     ”Jeg er ked af det, Emma.” Han lagde en arm om hendes skuldre, og hun lagde hovedet på hans ene.
     ”Det skal du ikke være. Jeg er bare glad for, at du er her.” Det var kun på grund af ham, at dagen ikke blot blev som alle andre, og det vidste han også godt.
     ”Kunne han ikke komme, eller har de slet ikke inviteret ham?” Der gik lang tid før Emma svarede. Hun havde godt vidst, at han ville spørge, men det betød ikke, at hun havde fundet ud af, hvad hun skulle svare ham. Hun samlede hænderne, men skyndte sig at knytte dem i stedet for at pille ved neglene som altid.
      ”Jeg ved det ikke,” svarede hun til sidst, selvom det var løgn. Hun vidste det godt, og hun vidste, at det, Mads gik ud fra, var det rigtige, også var det. Det virkede bare mindre virkeligt usagt, lige som det faktum at det var rarest ikke at nævne, at det også kunne have været fordi, at Daniel slet ikke gad komme. At han måske godt kunne, men bare foretrak at blive væk. De sad længe på sengen uden at sige noget. Det var ikke nødvendigt. For Emma var det vigtige stadig blot, at hendes bror var der. Hvad de lavede, kunne være ligegyldigt.
      ”Jeg har faktisk en gave til dig.” Mads rejste sig fra sengen og forsvandt ud ad værelsesdøren. Kort efter kom han tilbage med en pakke i den ene hånd, som han rakte til Emma. Uden et ord pakkede hun den op. Vægten og formen gjorde, at hun ikke et øjeblik var i tvivl om, at det var bøger. Tre styks. Den ene huskede hun godt, at hun havde snakket om. Hun havde set den film, der var baseret på bogen, og den havde været helt fantastisk. De andre kendte hun ikke, men efter at have læst bagsideteksterne var hun ikke i tvivl om, at de ville falde i hendes smag. For så godt kendte hendes bror hende alligevel, når det kom til stykket.
     ”Tak,” mumlede hun og gav ham et kram. Hun smed det ødelagte gavepapir ud og lagde bøgerne på natbordet ved siden af den, hun lige var blevet færdig med aftenen forinden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...