Vi er aldrig helt alene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
”Prøv at hør-”
”Nej,” afbrød faderen ham, mens han rystede på hovedet. ”Nu skal du høre. Hvis du ikke kan være hjemme til spisetid, så er det sådan, det er. Vi kan ikke vente på, at det passer dig at være hjemme. Hvis du vil spise med, må du være her til tiden.” Med de ord rejste han sig fra spisebordet og bar sin tallerken hen til køkkenvasken.
”Men-” Heller ikke denne gang fik Daniel lov at tale færdig, og Emma skubbede den endnu ikke helt tomme tallerken fra sig, mens hun lyttede til faderens ord:
”Ikke noget ’men’. Emma kan godt finde ud af at være her til spisetid.” Han lavede en håndbevægelse i retning af datteren, der kiggede ned på sine hænder. Det var jo klart, at hun altid kunne være hjemme til tiden, når hun aldrig tog nogle steder hen. Hun besøgte aldrig nogen efter skole eller havde andre former for aftaler for den sags skyld. Hun ville gerne sige det højt, tale til Daniels forsvar, men gjorde det ikke. Hun vidste, at det ikke ville nytte noget.

6Likes
2Kommentarer
410Visninger
AA

3. Kapitel 2

Kapitel 2

Solen skinnede ned på cyklestativet og de mange cykler, der stod på rad og række. Få var væltet, og endnu færre steder havde det haft en mindre dominoeffekt. Små vattede skyer gled langsomt hen over himlen, skubbet af sted af vinden. Det var en meget mild sensommerdag. Hverken for varmt eller for koldt, og de fleste bevægede sig omkring uden jakke. Det gjorde Emma også, da hun forsøgte at finde sin cykel i den rodede mængde. Dog var den let genkendelig. Gammel og lyserød fordi det havde virket som et godt farvevalg engang for mange år siden.
     En anden cykel var væltet ned i hendes, så dens styr sad fast i det lyserøde stel. Hun prøvede at få cyklerne fri fra hinanden uden at vælte andre i forsøget. Det sværeste var ikke at vælte hendes egen, som højst sandsynligt ville vælte den, der stod helt oppe ad den på højre side, hvis hun gjorde. Der var meget enkelt bare alt for lidt stativ til alt for mange cykler.
     ”Åh, det er jeg ked af. Det er min cykel.” Emma vendte sig rundt mod pigen, der var dukket op bag hende. Det var lykkedes hende at få den grønne cykel op at stå, men hun kunne ikke få den til at blive stående. Hun hev høretelefonerne ud af ørerne, som hun altid gjorde, når nogen snakkede til hende. Også selvom de sjældent sagde mere efter første gang.
     ”Det er min cykel,” gentog pigen. ”Jeg er ked af, at den væltede ned i din, men den vælter hele tiden.” Hun lavede en irriteret grimase og greb fat i cyklen, så Emma kunne slippe, uden at den væltede igen. Hun vidste ikke helt, om hun skulle svare pigen med de store røde krøller, eller om hun bare skulle skynde sig væk. Hun hev sin egen cykel fri fra stativet og måtte vride styret om for at det ikke skulle sidde fast i det, der tilhørte cyklen ved siden af.
     ”Det går nok,” svarede hun til sidst pigen, da hun opdagede, at denne stod og så afventende på hende. Det lykkedes hende at frempresse noget, der skulle forestille et smil, mens hun betragtede den andens ansigt. Hendes lyse hud var ikke overraskende sammen med hårfarven og de mange fregner, der var strøet hen over hendes næse og kinder som stjerner på nattehimlen. Det varme sollys fik hendes orangerøde hår til at flamme op, og de grønne øjne skinnede.
     Af en eller anden grund mindede synet af hende Emma om, at det jo egentlig var en af de bedre sommerdage. Det var sådan en dag, hvor hun engang ville have fulgtes med Daniel hjem fra skole, så de kunne spise is på vejen. Men det var længe siden. Dengang de begge gik i folkeskole.
     ”Er du også lige begyndt?” Emma nikkede. Hun havde nu gået på gymnasiet i tre uger, og hun var allerede træt af det. Det var ikke spor bedre end folkeskolen. Den eneste forskel var, at der var flere lektier, og at hendes lærere ikke vidste, at hun kunne finde ud af fagene. Den rødhårede pige gik på den naturvidenskabelige linje, fandt Emma ud af, mens flere og flere kom ud fra skolen og tog deres cykler. Selv havde hun valgt den sproglige.
     ”Skal du ind gennem byen?” Emma nikkede, og pigen smilede. ”Så kan vi jo følges.”
     ”Jeg hedder for resten Rikke,” tilføjede hun og rakte den højre hånd frem mod Emma, som tog den og mumlede sit navn.

Som Rikke havde foreslået fulgtes de, og de trak sammen ned gennem gågaden. Rikkes gode humør smittede af på Emma, og vejret gjorde det kun bedre. Der var en del mennesker omkring dem, men de havde ikke svært ved at smutte omkring dem, selvom de havde cyklerne på slæb. Rikke var utrolig god til at starte en samtale op, og da de nåede det sted, Emma plejede at spise sine is efter skole, følte hun næsten, at de havde fået vendt hele verdenssituationen. Det var måse at overdrive lige rigeligt, men hun huskede ikke, hvornår hun sidst havde snakket så meget på så kort tid.
     ”Vil du være med til at købe en is?” Rikke hev sin telefon op af lommen for at tjekke klokken, men nikkede så.
     ”Jeg har masser af tid, så det lyder som en god idé.” De satte cyklerne uden for slikbutikken, og Rikke tjekkede en ekstra gang, at hendes ikke var ved vælte. De stillede sig bag i køen og blev enige om at købe en gammeldags isvaffel med både guf og flødebolle. Det var stort set ikke dyrere end dem uden. Da det blev deres tur, startede Emma med at fortælle, hvad hun skulle have. Hun valgte alligevel altid det samme som alle andre gange, og så kunne Rikke jo lige så godt få lidt tid til at vælge.
     Med en is i den ene hånd og en cykel i den anden bevægede de sig længere ned ad gågaden på jagt efter en bænk. Det krævede en del koncentration at styre cyklen gennem menneskemængden med kun den ene hånd til at føre den, men det lykkedes Emma på trods af, at hun nær var kørt ind i en ældre dame, fordi den nær var smuttet.

Den næste time brugte Emma på at sidde på en tilfældig bænk og snakke med en pige, hun knapt nok kendte. Men Rikke var overraskende nem at snakke med, og de havde flere ting til fælles, end Emma nogensinde havde regnet med. Der fandtes altså folk på gymnasiet, som hun kunne snakke med. Eller der var i hvert fald en, så det ud til.
     ”Jeg er nødt til smutte,” beklagede Rikke efter endnu engang at have tjekket klokken på sin telefon. ”Jeg har lovet at passe min lillebror, fordi min mor skal et eller andet.”
     ”Jeg burde nok også tage hjem.” Emma fulgte Rikkes eksempel og rejste sig fra bænken.
     ”Vi ses på et eller andet tidspunkt, ikke?” Et lille smil brød frem på Emmas ansigt. Hun vidste ikke rigtig hvorfor, men skjule det kunne hun ikke. Et lettet udtryk dukkede op i Rikkes øjne. Det var der kun et kort øjeblik, men Emma var sikker på, at det havde været der. Så blev det afløst af et kæmpe, gengældende smil. Rikke slog armene om Emma og trak hende ind i et kram. Emma lod armene glide om pigens liv, overrasket over den pludselige handling. Men hun nød de få sekunder så tæt på den rødhårede pige, hvis hår duftede let af shampoo. Hun var tynd, men ikke på en ubehagelig måde.
     ”Jeg glæder mig allerede.” Rikke slap hende og steg op på den grønne cykel, inden hun cyklede ned ad den lille sidevej til gågaden. Hun vente sig kort om for at vinke til Emma, der gengældte gestussen, inden hun gik hen til sin egen cykel. Hun var ikke helt sikker på, hvad der egentlig var sket i tiden efter, at hun fik fri. Den havde været noget så usædvanlig. Men hun smilede stadig, da hun tog den grimme cykelhjelm på. Rikke havde også haft en på.

Da Emma kom hjem, var huset tomt, og efter et blik på uret i køkkenet kunne hun konstatere, at hendes forældre måtte komme sent hjem. Det betød, at hun selv måtte sørge for sin aftensmad. Det var ikke fordi, det gjorde hende så meget. Hun var efterhånden blevet vant til det på trods af, at det var en smule ensomt til tider. Men det var ikke forældrene, hun savnede. Det var selskab. Dengang Daniel havde boet hjemme, havde de altid brugt de aftener, hvor de var alene hjemme, sammen. Det var ikke fordi, de normalt havde brugt så frygtelig meget tid sammen, men det havde på en eller anden måde været noget specielt, når moderen og faderen ikke havde været hjemme.
     Men døren ind til Daniels gamle værelse var lukket, og der var tomt bag den. Der stod få møbler, og det var lavet som et slags gæsteværelse, men Emma fandt det alligevel tomt. Der manglede plakater på de hvide vægge og tøjbunker på gulvet.
     Hun smed skoletasken på sengen og tog computeren op af den. Hun satte sig ved siden af tasken med bærbaren på skødet og klappede den op. Lysten til at lave lektier var langt fra stor, men det skulle jo gøres før eller siden, og hun kunne lige så godt få det overstået. Hun tjekkede, hvad hun havde for og fandt så de bøger frem, hun skulle bruge, inden hun flyttede det hele over på skrivebordet.

Lyden af yderdøren, der gik op, nåede Emma, som havde lagt sig i sin seng for at læse. Hun havde ligget på maven med bogen løftet i hænderne, men nu sænkede hun den ned på hovedpuden, mens hun lyttede til de svage, puslende lyde, der lød fra entréen og køkkenet. Hun var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var hendes far, der var kommet hjem. Hun havde efterhånden hørt forældrene komme hjem så mange gange, at hun kunne kende dem fra hinanden.
     Hun lukkede aldrig døren til sit værelse, når hun var alene hjemme. På den måde var hun næsten altid sikker på at høre det, når andre kom hjem. Det var bare rart at vide, så man ikke pludseligt blev overrasket.

En halv time senere kunne Emma igen høre hoveddøren gå op. Hun kunne for sit indre blik se, hvordan hendes mor trådte ind ad døren, hængte sommerjakken på knagerækken og lynede de lange støvler op, inden hun stillede dem ind til siden. Hun ville have stillet tasken op ad væggen, og den ville hun igen samle op, inden hun forlod entréen for at gå ind i køkkenet, hvor hendes mand sad. Højst sandsynligt med dagens avis og en kop kaffe.
     ”Jeg troede du ville være hjemme før klokken otte?” Emma kunne lige akkurat høre faderens stemme.
     ”Det trak en smule ud,” lød moderens undskyldende svar.
     ”Det synes jeg efterhånden, at det gør ret tit.”
     ”Sådan er det, når man har et job, hvor der er meget at se til.”
     ”Så du siger altså, at jeg ikke har det?” Emma lagde bogen fra sig og kæmpede sig op fra sengen.
     ”Det var ikke det, jeg sagde,” var det sidste hun hørte sin mor sige, inden hun forsigtigt lukkede døren og lagde sig tilbage i sengen. På natbordet tog hun iPoden, som engang havde været Daniels. Hun havde fået den, da han købte en ny. Den var blevet hendes tro følgesvend igennem den seneste tid, og med musik i ørerne var hun næsten sikker på ikke at kunne høre forældrene, selvom de begyndte at hæve stemmerne. Hvilket det lød til, at de snart kunne finde på. Hun kravlede ned under dynen og åbnede igen den gamle fantasyroman. Der fandtes ikke noget bedre end at stikke af på eventyr i vidunderlige verdener med magiske væsner og smukke skove og dale.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...