Vi er aldrig helt alene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
”Prøv at hør-”
”Nej,” afbrød faderen ham, mens han rystede på hovedet. ”Nu skal du høre. Hvis du ikke kan være hjemme til spisetid, så er det sådan, det er. Vi kan ikke vente på, at det passer dig at være hjemme. Hvis du vil spise med, må du være her til tiden.” Med de ord rejste han sig fra spisebordet og bar sin tallerken hen til køkkenvasken.
”Men-” Heller ikke denne gang fik Daniel lov at tale færdig, og Emma skubbede den endnu ikke helt tomme tallerken fra sig, mens hun lyttede til faderens ord:
”Ikke noget ’men’. Emma kan godt finde ud af at være her til spisetid.” Han lavede en håndbevægelse i retning af datteren, der kiggede ned på sine hænder. Det var jo klart, at hun altid kunne være hjemme til tiden, når hun aldrig tog nogle steder hen. Hun besøgte aldrig nogen efter skole eller havde andre former for aftaler for den sags skyld. Hun ville gerne sige det højt, tale til Daniels forsvar, men gjorde det ikke. Hun vidste, at det ikke ville nytte noget.

6Likes
2Kommentarer
411Visninger
AA

1. Kapitel 1

Kapitel 1

Døren ind til klassen gik op, og de fleste kiggede op for at se på pigen, der bevægede sig ned langs bordrækkerne for til sidst at sætte sig på pladsen ved siden af Emma. Pladsen hun havde siddet på, inden hun gik på toilettet. Dog var det ikke Emma, hun vendte sig i mod, mens et mystisk smil spillede om hendes læber. I stedet var det veninden, der sad på den anden side af hende. Emma havde hun knapt nok skænket et blik. Hun var bare en tilfældig, der tilfældigvis sad ved siden af hende, fordi hun var typen, der foretrak at sidde bagerst. I hjørnet. Lige præcis for at ingen skulle lægge mærke til hende. Men det gjorde folk heller aldrig. Det er nemt at se hen over hovedet på folk, der er små og stille.
     Hun var endelig sluppet fri af folkeskolens stramme greb, men i takt med at sommerferien nåede sin ende, forsvandt hendes endeløse glæde for dette. I stedet blev den erstattet af en stor og ubehagelig knude, som bosatte sig i hendes mave. For egentlig lød gymnasiet som en meget skræmmende ting. Og hvad nu hvis det hele bare blev som før? Hvad nu hvis der slet ikke var nogen søde mennesker, hun kunne blive venner med? Nervøsiteten havde holdt hende vågen den halve nat, og hun havde haft det forfærdeligt, da hun tog af sted fra morgenen af.
     Som hun sad der gemt væk i klassens hjørne langt fra tavlen og betragtede sine nye klassekameraters baghoveder, strammede knuden til. De lignede alle sammen nogen, der kunne have gået i hendes gamle klasse. En klasse, en del af hende ønskede sig tilbage i. Der ville hun vide, hvad hun kunne regne med. Dette her var alt for nyt. De hvide gange, der var som en labyrint for hende, og de mange fremmede mennesker. Lærerne der smilede og så forventningsfulde ud.
     ”Der står en lækker fyr ude på gangen,” hviskede pigen, der havde været på toilettet, til sin veninde. Hun svingede lidt med sit lange, lyse hår. Ignorerede den midaldrende mand, der var ved at forklare, hvordan man kom på skolens net.
     ”Virkelig? En der går på skolen?” Den lyshårede pige, der hed Natascha, trak bare på skulderen og klappede sin bærbare computer op. Skærmen lyste op med det samme, og hendes fingre dansede hen over tastaturet, da hun skrev sin kode. Der lød et højt klik, da hun afsluttede med et hårdt tryk på enter-tasten. På skærmen tonede et billede af to smilende piger op. Den ene var Natascha selv.
     ”Det ved jeg da ikke,” svarede hun sin utålmodige veninde, da denne havde ventet længe nok, og Emma prøvede uden held at ignorere deres hviskende samtale. Det var ikke nemt, når de sad lige ved siden af hende. Hendes egen computer var stadig ved at indlæse den log-in-side, deres lærer havde snakket om, og blæseren var sagte gået i gang. Hun havde sådan håbet på at få en ny bærbar inden skolestart, men hendes forældre havde ikke fundet det nødvendigt, og råd havde hun ikke selv.

De fik lov til at gå tidligere, end der havde stået på skemaet, men det gjorde ikke Emma noget. Hun pakkede bare sin taske og tog fat i den hvide plasticpose, som var fyldt med alle hendes nye skolebøger. De havde alle fået en sådan pose stukket i hånden sammen med en formaning om at skrive navn i alle bøgerne, så de ikke blev væk. Hun satte sin stol op som en af de eneste og kiggede længe på navneskiltet med de fire bogstaver, der udgjorde hendes navn. Overvejede om hun skulle tage det med hjem eller lade det blive. Et hurtigt blik rundt i klassen viste, at de fleste havde ladet dem ligge, og hun gjorde derfor det samme.
     Fra knagerækken, der var hængt op ved siden af døren, tog hun sin gamle, gule jakke og den lige så gamle cykelhjelm. Hun holdt den lilla hjelm ned langs siden, så den ikke var så iøjefaldende. Folk sendte hende altid sådan nogle hånende blikke, når de så, at hun stadig brugte cykelhjelm, selvom hun snart fyldte seksten. Eller det følte hun i hvert fald, at de gjorde, når de en sjælden gang imellem lagde mærke til hende.
     Sammen med resten af klassen forsvandt hun ud gennem klasseværelsets dør. Folk snakkede og grinede omkring hende, og bag sig kunne hun høre Natascha og veninden. Malene hed hun. De havde leget sådan en navneleg som en af de første ting, efter at de var kommet ind i klassen, men Emma kunne ikke huske navnene på andre end dem, der havde siddet lige omkring hende. Det var ikke så meget navnene, hun ikke huskede, bare hvem der havde ejet dem. Det var svært at se, hvem der snakkede, og hvordan personen så ud, når man sad helt bagerst, gemt væk bag høje personligheder.
     ”Emma!” Hun snurrede rundt ved lyden af sit navn og den letgenkendelige stemme. Hun blinkede med øjnene et par gange, men fik så øje på ham. I løbet af få sekunder var hun ovre ved ham, og da han trak hende ind i et kram, lod hun posen med de tunge bøger dumpe ned på gulvet.
     ”Hvad laver du dog her?” mumlede hun ind i hans skulder og nægtede at give slip.
     ”Jeg syntes bare lige, jeg blev nødt til at komme forbi og fejre, at min lillesøster er ved at blive stor og er begyndt på gymnasiet og alt muligt,” svarede han, og selvom hun selv syntes, at det var en smule åndssvagt, kunne hun mærke tårerne presse på. Han ville nok aldrig forstå, hvor meget det betød for hende. Det var der nok aldrig nogen, der ville. Hun kneb øjnene sammen og holdt dem tilbage. Det var hun efterhånden ved at blive god til. Til sidst slap hun ham.
     ”Du har ikke travlt med at komme hjem, vel?” spurgte han, og hun rystede stille på hovedet. Det havde altid været et stort problem for hende. Hun havde altid haft travlt med at forlade skolen, men hun havde bestemt aldrig haft travlt med at komme hjem. Der ville hun alligevel bare gemme sig væk på sit værelse uden noget særligt at give sig til.
     ”Skal vi så ikke finde et sted, hvor vi kan spise et stykke kage eller sådan noget?”
     ”Jo, lad os det,” svarede hun og samlede den hvide pose op fra gulvet.
     ”Lad mig tage den.” Hun rakte ham bøgerne, og sammen gik de mod skolens udgang. Ved cykelstativet fandt hun sin cykel, og med besvær fik hun den rustne lås op, så hun kunne trække den ved siden af Mads, der lod bilen stå på skolens parkeringsplads. Så måtte han gå tilbage og hente den der, når de skiltes senere.

I midtbyen var der som altid mange mennesker på trods af, at mange stadig måtte være på arbejde. Den karakteristiske duft af kaffe og kage slog dem i møde, da de trådte ind på den lille café, som efterhånden var blevet deres foretrukne, når de en sjælden gang i mellem kom et sådan sted. Ved et lille rundt bord placeret i hjørnet ved vinduet, så man kunne se ud på de fortravlede folk, der gik forbi, satte de sig. Da han havde krænget jakken af og hængt den hen over stoleryggen, rejste Mads sig igen. Emma blev siddende, mens hendes meget ældre bror hentede kage til dem begge. Som alle andre gange drak han kaffe til, mens hun selv fik kakao.
     ”Er det godt at begynde på gymnasiet?” Emma drak af den varme drik og kiggede så op på sin bror, der betragtede hende hen over kaffekrusets kant.
     ”Det ved jeg ikke rigtig endnu,” svarede hun stille. ”Jeg har jo kun været der en enkelt dag.”
     ”Men hvad tror du? Bliver det bedre?” Hun trak på skulderen, vidste det ærlig talt ikke. Hun kunne håbe, men kun tiden ville vise, om håbet ville være spildt eller ej. Døren til caféen gik op, og Emmas øjne fulgte de to unge kvinder, der kom ind. De havde begge poser i hænderne, lignede to veninder, der var på shoppingtur. Smil spillede om deres læber, og de fortsatte lavmælt deres samtale, mens de fandt sig en plads ved et af de små borde ikke så langt fra Emma og Mads, hvis samtale drejede ind på det sædvanlige spor.
     Traditionen tro startede Mads med at fortælle om, hvordan hans eget liv gik for tiden. Om hvordan det gik ham og det band, han spillede trommer i. Emma havde mødt de andre medlemmer et par gange, og de virkede til at være søde og rare mennesker. Sådan lød det også, når Mads snakkede om dem, og han kunne altid fortælle en lille, sjov historie om en af dem. Der var altid en, der havde gjort noget særligt sjovt, siden de sidst havde snakket, og Emma elskede at se sin bror fortælle om det. Hun elskede at se ham glad.
     ”Hvordan går det derhjemme?” Spørgsmålet kom altid. Emma vidste det godt, men alligevel lod hun altid som om, hun ikke gjorde. Det var kun naturligt, at han spurgte, og hun svarede også altid.
     ”Det går fint.” Hun trak på skulderen. Der skete aldrig noget nyt derhjemme. Det var altid det samme, og det var Mads udmærket klar over. Også selvom han aldrig selv havde boet der. Deres forældre havde været en smule for unge, da de fik ham, og havde derfor bortadopteret ham. År efter havde de så fået Emmas anden storebror og endnu to år efter hende selv.
     Det var lige omkring dengang, at Mads begyndte at få kontakt til sine rigtige forældre, og selvom det aldrig lykkedes ham at blive tætte med dem, kom han af og til forbi for Emmas skyld. For hende var det lige meget, at han ikke helt så deres forældre som sine, for det gjorde ham ikke mindre til hendes bror. Hun havde altid holdt meget af sine brødre, og det hang måske sammen med, at også hendes eget forhold til forældrene var af den svagere slags.
     ”Og det er du helt sikker på?” Mads kørte den lille ske rundt i resten af kaffen, mens han betragtede hende med hovedet let på skrå. Hun nikkede, vidste at han kunne se det, hvis hun løj. Hun havde aldrig været god til at lyve og slet ikke over for ham. Alting var virkelig fint. Det var ikke godt, men hun følte heller ikke, at det var meget værre end før. Og så alligevel. Men grunden til det undskyldte det lidt. At Daniel var flyttet hjemmefra i sommerferien havde overraskende nok ikke gjort den store forskel. For på nogle punkter var tingene blevet værre samtidig med, at de alligevel var blevet bedre. Det gav ikke helt mening, medmindre man tænkte længere over det.
     ”Daniel har det altså også fint?” Emma bed sig i læben.
     ”Jeg har slet ikke set ham, siden han flyttede, men jeg tror det.”
     ”Han har altså ikke været forbi?” Emma rystede på hovedet som svar. Daniel havde ikke rigtig nogen grund til at komme forbi, og det var endnu en ting, Mads udmærket vidste. Det lykkedes dem lige så stille at få skiftet emne igen, og alt var stadig som det plejede. Midt på eftermiddagen forlod de den lille café. Mads gik tilbage mod skolen, hvor bilen stod, og Emma trak sin cykel den anden vej, ind til hun nåede et sted, hvor man igen måtte cykle. Huset var tomt og stille, da hun nåede hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...