Welcome To My Silly Life.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 21 dec. 2013
  • Status: Igang
"This is my diary"

29Likes
18Kommentarer
1776Visninger
AA

3. Starten.

Hej, menneske. Måske med eller uden personlighed. Måske et koldt og lukket eller et varmt og åbent. Så jeg foretrækker bare, "Menneske."

 

Well, jeg har en del at fortælle omkring min mor, da det påvirker mig meget. Så jeg begynder vel fra en ende, ikke...

 

Min mor fik en arbejdskade i ca. 2004 el. lignende.. Jeg var i hvert fald ikke ret gammel og gik i børnehave den tid.

Min mor blev mobbet på arbejdet, da hun dengang arbejdede på et gartneri. 

Hun havde en højere stilling end de fleste, på arbejdspladsen og måtte kommandere lidt mere med de andre, men det var en del af hendes job. 

En dag, stod skelettet af et drivhus på en vogn og de, som mobbede hende, skubbede det ned fra den vogn, eller kran. Hvad end det nu var.. Jeg var der ikke soo... I can't tell..

Det vigtige er hun fik drivhuset ned over sig. En af de der jernpæle ramte hende i hovedet og hun besvimede eller fik et såkaldt 'blackout'.. Det værste var nu at folk på arbejdspladsen mobbede hende så meget, at da det skete, var der ingen der hjalp hende. Hun måtte selv skaffe en ambulance og måtte selv tage sig af hele situationen.

Hun blev indlagt på sygehuset og blev tjekket.

Som det så ud dengang, var der ikke hændt de største skader, men de kom følgene.. åh ja, bare vent. Min mor fik mere end én diskusprolaps i ryggen.. i løbet af det de næste tre år. Vender vi tilbage til.

Samme år, 2004, altså kort efter arbejdsskaden blev mine forældre skilt.

Det var en søndag morgen vi sad ved bordet. 

Min bror, min mor, min far og jeg.

"Vi har noget vi skal fortælle jer.."

Jeg kiggede på mine forældre med et svagt smil og så over på min bror.

Jeg tog en lille bid af mit rundstykke og så kort nysgerrigt på min far.

Min mor trak vejret dybt og jeg så derefter hen på min mor, der nu talte.

"Vi skal skilles."

Jeg kiggede på min bror, der var mindst ligeså ked af det som jeg.

Tårerne formede sig i mine øjne og jeg blev mere og mere vred, ikke mindst ked af det.

Min storebror og jeg græd som aldrig før og vi ville ikke se på vores forældre... vi ville ikke røre dem.. ikke snakke med dem. Det var det værste. Det var en af de værste dage i mit liv..

Det er en af de ting jeg husker tydeligst fra min barndom.. Den dag min mor og far fortalte de skulle skilles.

Men det er klart. Det var en dag, der ville ændre mit liv fuldstændigt. 
Jeg skulle bo to steder ikke kun ét. Jeg skulle se min forældre sammen med nye mennesker.

Jeg skulle respektere min mor og far ikke ville kunne være så let i samme rum som før..

Den dag min mor og far blev skilt.. det var den dag det hele slog klik.

 

 

Efter sommerferien skulle jeg så også starte i skole og det havde også en effekt på mig, for jeg glædede mig da. Men der var meget jeg skulle tage stilling til i en alder af kun 4.. mener jeg da selv.

Min mor havde allerede fundet en kæreste, der hed Karsten.. eller var det med C?

Lol, whatever det er sgu også så lang tid siden nu.

Han var flink, men hans børn var dog lidt (for ikke at sige pænt overdrevet meget) underlige.. eller sødt sagt specielle..

Det næste stykke tid, kunne jeg stille se hvor dårligt min mor begyndte at få det..

Min mor blev indlagt flere gange på sygehuset og jeg blev lige bekymret hver gang, for hvem syntes dog det ville være fedt at tilbringe sine fredage på et sygehus fordi ens mor havde det så skidt.

Ingen..

Nej, vel?

 

2007 kom og min far havde dér datet i godt 2 år.. Han fandt en kæreste, ved navnet Stina. Hun var sgu da også pisse sød! 

 

I hvert fald det første halve år..

Hun var køn af sin alder, hun var tynd, hun var sød, hendes stemme var blid og hun duftede altid af vanille..

Sådan staver man altså til det, for det er et fransk ord og jeg hader folk der staver det vanilje eller vanillie... Kan ikke have det, urgh!

Nok om det.

Hun er var en djævel.. nej, hun er en, for hun er her sgu endnu. 

FML.

Nå, samme år slog min mor op med Karsten?(Karsten?) whatevs.. 

Fordi hun havde set en ny en på det sidste...

Hun hed Helen.

Jep, det var en kvinde.

En anderledes kvinde, for at sige det mildt.

Jeg har nævnt hende.

"Hent en øl til mig!"

"Gør rent på dit værelse!" 

"Lad være med at synge!"

Hvad end hun nu følte 'tjeneren' skulle gøre for 'herren i huset'.. som hun rent faktisk kaldte sig selv.

Min mor, var bare afhængig af at have en ved sig.. og det havde hun jo også, men det havde min storebror og jeg ikke..

Helen flyttede ind og mit liv begyndte at se sortere ud med mine briller på..

Det næste år gik og jeg gik der i 2. klasse i en alder af 8. 

Min fars kæreste skulle flytte ind og jeg var lidt usikker på det dér, men hun virkede sådan flink nok.

I skolen blev jeg mobbet med jeg var grim og tyk.. Drengen, som mobbede mig hed Frederik. Han var virkelig en køn dreng, hvilket gjorde jeg ikke kunne stå for ham. 

Også selv om han mobbede mig.

Min mor havde det stadig meget dårligt og det var noget nyt at skulle fortælle min mor var lesbisk.. det var noget fremmed, da jeg ikke vidste hvilken betydning det ville have for mig og min fremtid eller for den sags skyld mit liv fremover..

Endnu et år gik og det blev 2009.

Min fars kæreste flyttede ind og jeg kunne mærke det gik slemt med min mor. Hun måtte ligge på sofaen flere gange om dagen.. hov.. fik jeg nævnt hun ikke vendte tilbage til det gartneri hun arbejdede på?

Nej, okay..

Men hun stoppede der og blev sygemeldt.

I så fald, gik det ikke fremad med hende.. hun havde det skidt psykisk, faktisk også fysisk, men på det tidspunkt vidste vi bare ikke noget om hendes psykiske helbred.

Det mest tætte og mest trofaste i mine øjne dengang var min high school musical build-a-bear, som hed Bella. Bamser har altid gjort med trygge.. Hvilket startede da jeg vel var 3-4.. der hvor alt ændrede sig. 

Jeg tror altid jeg har fundet en trøst i dem. Ligesom at have en ven, nok den mest trofaste og loyale ven, der fandtes. Hver enkel bamse havde en historie.. Jeg endte med otte build-a-bear's, men jeg fik jo en hver gang jeg var ked af det, for mine forældre synes det var synd. 

Måske fordi de kunne se hvor fuck'd up det hele i virkeligheden var...

2010 kom og min bror skulle konfirmeres, Helen skulle til Libanon , som soldat, da hun dengang arbejdede i hæren.

Samtidig blev min fars kæreste ulidelig at høre på.

Hun blev irriterende og træls for mig at omgå.

Skolen var underlig, for det ene øjeblik følte jeg mig godt tilpas, og det næste græd jeg fordi nogle af de andre sagde jeg var tyk eller grim.

Men de havde ret. 

Jeg var tyk, og jeg var grim.

Efterhånden brugte jeg mere og mere tid på at skændes med min mor, min fars kæreste eller at græde.. 

Jeg begyndte at tænke på hvordan det kunne være med en 'normal' familie. 

Helt bogstaveligt, så fik jeg skæld ud hver eneste dag hos min mor.. 

Nej, det var ikke af hende, men af hendes kæreste...

Fail, de var faktisk blevet gift der, så det var hendes 'kone'.. puha. Tænk min mor var gift med hende. 

Misforstå mig ikke. 
Jeg elsker min mor og jeg bebrejder ikke hende, men jeg kunne ikke fordrage min mors kone.

Lige så stille begyndte jeg oftere og oftere at se mig i spejlet og bare tænke på, hvordan det overhovedet var muligt at være så grim. Jeg lignede en mand, sagde nogle fra min klasse.

De tykke buskede øjenbryn, det runde tykke ansigt, den struttende mave og det kedelige glansløse hår.

2011 kom. 5. klasse kom.

Dét år jeg nok vil huske bedst.

Ham, der mobbede mig skulle skifte skole.

Hvilket faktisk ikke betød noget for mig, for jeg havde allerede fået nedbrudt hele min selvtillid.

Faktisk, så var jeg lidt ærgerlig over at han skulle skifte, for som sagt synes jeg at han var pæn og derfor tilgav jeg ham alt han havde gjort mod mig i de år vi havde gået i klasse sammen.

Men indeni havde han vel fået sat sine mærker, for der var intet tilovers for mig selv.

5. klasse er nok det år jeg brugte mest tid på kontoret af alle år.

Først slog jeg en pige fra min klasse og måtte derind ca. 3 gange samtidig med hendes mor snakkede med mig over mobil, hvor jeg skulle til et møde på skolen med hendes og mine forældre. Det møde skete aldrig, men kun til min lettelse.

Vi var skam gode veninder mig og hende pigen, men hun var ved at fortælle en af mine hemmeligheder så jeg gav hende hurtigt en lussing, der var intet ondt ment i det, men det var en handling. Og for hver handling man foretager sig, følger der konsekvenser.

Måneder senere var nogle udenfor i et frikvarter, hvor vi legede fange. Det var så uheldigt at på min skole havde vi disse piletræer, med lange hårde pile-grene.

Jeg tog en pile-gren i hånden imens en af mine venner løb efter mig. Han løb efter mig og jeg prøvede selvfølgelig at undslippe. Han holdt så fast om mig imens jeg prøvede at vride mig fri.

Han har fortalt jeg ramt ham i øjet med den der gren efter, men det er der vel ikke noget at sige til når han holde om mig og nærmest overfalder mig i fange, hvor jeg så fægter med arme og ben.

Han tog grenen ud af hånden på mig og fik et voldeligt blik.

Det var kort tid efter han havde mistet sin far, som hængte sig i deres lade. Han havde sikkert en masse frustrationer han skulle ud med, men han havde altid haft problemer med sin vrede og med at styre sig selv.

Jeg løb hurtigt væk, da jeg blev skræmt over ham. For drengen mente sgu da stadig jeg havde ramt ham i øjet med vilje, men for fanden. I fange dasker man til én og siger 'taget' eller 'fanget' man river nærmest ikke en i håret og holder i politigreb, men han havde vist andre regler angående fange.

Han begyndte at løbe efter mig med pilgrenen i sin hånd og piskede mig imens. Jeg begyndte selvfølgelig at græde, for fuck hvor gjorde det ondt.

Han piskede mig hen over ryggen og ned af mine ben. Indtil nogle fra min klasse måtte hente en af lærerne og får ham væk fra mig. 

Jeg græd endnu, men det var der vel heller ikke noget at sige til.

Min lærer spurgte hvordan tingende gik til og jeg fortalte ligeud at det var et uheld jeg ramte ham, for det var det.

Jeg har stort set altid fortalt hvordan tingene er foregået. Jeg fortalte ligeud jeg slog pigen, jeg var ikke stolt af det. Nej, jeg skammede mig, men heller lærer af mine fejl og af sandheden. 

Min lærer bad mig om at gå ud på et af skolens toiletter for at jeg kunne tørre mine øjne.

Jeg havde ondt hver gang jeg gik, for han havde jo pisket mig med den ting der.

Stille fik vi mit tøj af og jeg havde røde streger ned af min krop.

Der var kommet små rifter og sår, hvor jeg blødte en smule. Jeg var egentlig lidt ligeglad med han havde gjort det, jeg var mere sur på han løj om hvad jeg havde gjort, men da jeg så rifterne blev jeg skræmt.

De ringede til min mor og hun fik da også et flip, da hun så mine rifter ned af min ryg, mine baglår og ben.

I løbet af året glemte jeg og ham drengen alt om det og vi blev faktisk gode venner.

Ham Frederik, der mobbede mig, men jeg var lun på skiftede skole og en ny kom ind. Samtidig derhjemme fik jeg stadigvæk dagligt skæld ud og ordre på hvad jeg skulle gøre.

Tankerne om at hænge mig selv begyndte at blive til noget, for det jeg ville på det tidspunkt var at dø.. Jeg ville ikke leve med min mors kone, min fars kæreste, mig selv eller noget andet. Jeg hadede alt.

Ham den nye i klassen, var en fin fyr og jeg snakkede af og til med ham.

En fra min klasse, ved navn Olivia begyndte at blive en af mine bedste veninder. 

Jeg kunne ikke lide hende i de mindre klasser, mest fordi hun var en sladderhank, som vi kaldte hende.

Jo, jeg var selvsikker i de mindre klasser og jeg kunne sagtens fortælle min mening, men jeg har ikke mobbet nogen.

Jeg har altid ville være sød mod andre., selvfølgelig betyder det ikke jeg altid var, for jeg tror vel alle har lavet fejl angående det. For jeg har fået at vide siden jeg var helt lille at man ikke skulle synke ned på fjendens niveau.

Man skulle ikke gøre sig selv ligeså dum.

Efterhånden blev vi gode veninder. For ikke at sige Bedste Veninder.

En pige fra klassen, blev jaloux over mit nye venskab, lol..

Og hun begyndte at snakke med Olivia og være sammen med hende, selv om hende pigen allerede havde en bedste veninde.

De fleste havde der fået facebook og de benyttede sig skam også af den.

Olivia og pigen, ved navn Sofie, begyndte at mobbe mig.

De skrev jeg var en so, at jeg var tyk, grim og i det hele taget havde de bare ikke nogen pæn tone.

Det var her jeg begyndte at skære i mig selv. At 'lege' med mit liv.

Men jeg var lidt ligeglad, for det jeg allerhelst ville var bare at komme væk fra alting.

Jeg fortalte min mor om alt det der stod på nettet og det de sagde i skolen og min lærer fik det ret hurtigt at vide.

Hun ringede hjem til dem, men det hjalp nu ikke ligefrem.

Men efterhånden kunne de andre se hvor lede de var og ingen ville rigtigt omgås dem.

Det er nok noget af det mest falske jeg har oplevet ved andre mennesker.

 

Ja, det år startede alt der har gjort mig til den jeg er nu.

Det år der gjorde mig afhængig af at skære i mig selv. 

At lave en rift, bare for at få en smerte ud..

Og folk synes det lyder tåbeligt.. og ja, hvorfor kan man ikke bare stoppe?

Ja, det vil de mennesker nok aldrig forstå, for så let er det ikke altid...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...