24 Reasons to love | One Direction Julekalender.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 24 dec. 2013
  • Status: Færdig
I den 18 årige Abbygaile Williams åre flyder en hemmelighed rundt med dets ensomhed, og dets ulidelige smerte. Abbygaile har hele sit liv levet på en løgn fra hendes barndom, men vil nogen nogensinde tro hende hvis den blev fortalt? Det finder hun ud af når Niall Horan sætter sig for at lære den hemmelighedsfulde Abbygaile at kende for hendes sande jeg.
Følg dramaet når der sker uventede ting i 24 Reasons to love.
En julekalender fyldt med overraskelser.
(Drengene er ikke berømte på dette tidspunkt.)

17Likes
2Kommentarer
1300Visninger
AA

1. Første December

Den aske grå himmel lå som en tyk dyne over Londons gader, og snefnugene dalede smukt ned fra himlen, som om jeg i et kort sekund levede i en Disney film. Så småt blev Oxford Street forvandlet til et sneparadis, hvor julelysene i de små vinduer lignede stjerne. Tusmørket havde lagt sig over byen, og kulden løb mig langt ned af ryggen. Inden under min grønne jakke fra sidste sæson, kunne jeg mærke en kuldegysning krybe mig  langt ned af ryggen. Min hvide strik hue med top var trukket godt ned over mine øre, og matchede mine snedækkede spidser godt. Mine hvide converse lå kolde og våde om mine fødder, og mine bukser klistrede sig koldt ind til mine ben. Mine fingre lyste rødt i tusmørket, og kulden snørede sig ud i mine fingrespidser. Jeg stak den hvide konvolut i lommen, hvorefter mine hænder fulgte efter i håbet om at finde ly for sneen. Jakken der stumbede i ærmerne sad tæt ind til min talje, og var efterhånden blevet tung af sneen der havde fundet hvile i min hætte. Uldtørklædet om min hals stak mod min hud og fangede snefnugne fra mit hår. De store udstillings vinduer var pyntet med julekugler i flotte farver, og gran med kunstigt sne. Jeg stoppede op foran det store Chanel vindue, og beundrede mannequindukkens hvide kjole. Jeg kunne mærke en følelse af jalousi og ønskede mig at være i dukkens livløse krop. Jeg forsvandt ind i en drømmeverden og forelskede mig dens virkelighed. Jeg vidste godt at kjolen aldrig ville blive min, eller at jeg ville blive vinterballets dronning. Jeg havde ikke en chance uden den kjole. 
En dør knirkede på den anden side af gaden, og rev mig ud af min fantasi. Jeg mærkede et blik rettet mod mig, og vendte mig om. Mit blik mødte en blond fyr der bar en hvid plastikpose med pizzariaets tryk på. Han kiggede på udstillingsvinduet, og lod hans blik falde på mig. Hans blå jakke med brune knapper var trukket godt op om hans hals, hans hår havde fanget et på snefnug der lå som tryllestøv i det blonde hår. Hans øjne strålede i den tunge luft, og hans røde kinder lyste den blege hud op. Han var smuk på sin egen naturlige måde. 
"Hej." Jeg kiggede mig over skulderen, og kom i tanke om de tomme gader. Han snakkede til mig, som om det var naturligt at snakke med en "nørd". "Hej." Min stemme lød skinger i stilheden, og skar mig dybt i ørene. Han trådte længere ud på fortovet og kiggede på mig, som om han spurgte om tilladelse. Jeg nikkede og han trådte hen over den snedækkede gade. Hans skosåler knasede mod sneen, og efterlød den flad. Han stoppede et par skridt foran mig, og pegede på vinduet. "Det er en fin kjole." Jeg nikkede og vendte blikket mod vinduet igen. "Skal du ikke købe den ?" Jeg sukkede højt og hans blik rettede sig tilbage mod mig. Jeg lod mit blik hvile på kjolen. "Nej." Han stak hans venstre hånd i lommen. "Hvorfor ikke det ?" Jeg kiggede på ham. "Jeg har ikke råd til den, selv ikke hvis jeg sparede sammen til jeg var 70 år." Hans spejlbillede i vinduet vidste hans mindste bevægelse tydeligt. "Den ville ellers klæde dig godt." Jeg vendte mit blik mod ham på en utroværdig måde, og jeg begyndte at gå i panik. "Nå, men jeg skal også videre." Han nikkede. "Hvor skal du hen ?" Jeg kiggede ned på min højre lomme. "Jeg skal sende et brev." Han bed sig forsigtigt i læben. "Vi kan følges hvis du har lyst, jeg skal alligevel også den vej ?" Jeg nikkede og gik op på hans side. "Hvem er brevet til ?" Jeg kiggede ned i den hvide sne. "Ikke nogen." Han fnes på en venlig måde. "Okay så du sender breve til ikke nogen ?" Vi har vidst alle forskellige interesser." Jeg kunne ikke holde min latter tilbage af hans dårlige joke. "Jeg syntes bare ikke postbuddet har nok at lave." Han brød ud i en ny latter.
Jeg smed brevet i den røde postkasse og vendte et blik mod Niall, som var hans navn. Han var på vej ned af gaden og havde efterladt mig her. Jeg beundrede ham en sidste gang inden jeg vendte om, og gik gennem det sidste af dagens lys.

 

-Endelig første december ! Jeg har virkelig glædet mig til at skulle præsentere den her julekalender for jer.. Håber I alle for en god dag. xx :)

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...