24 Reasons to love | One Direction Julekalender.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 24 dec. 2013
  • Status: Færdig
I den 18 årige Abbygaile Williams åre flyder en hemmelighed rundt med dets ensomhed, og dets ulidelige smerte. Abbygaile har hele sit liv levet på en løgn fra hendes barndom, men vil nogen nogensinde tro hende hvis den blev fortalt? Det finder hun ud af når Niall Horan sætter sig for at lære den hemmelighedsfulde Abbygaile at kende for hendes sande jeg.
Følg dramaet når der sker uventede ting i 24 Reasons to love.
En julekalender fyldt med overraskelser.
(Drengene er ikke berømte på dette tidspunkt.)

17Likes
2Kommentarer
1317Visninger
AA

16. Femte December

(Ikke rettet igennem.)

En irriterende brummen fra natbordet trak mig ud af min søvn, og jeg udstødte en utilfreds lyd. Dagslyset klemte sig ind imellem de små huller i gardinet, og jeg kneb øjnene hårdt i. Jeg rakte min hånd ud i luften og forsøgte at finde telefonen uden at åbne øjne, men kom istedet til at skubbe den væk. Den stødte mod gulvet med et brag der fik mit hoved til at runge, som havde det været et kanonslag. Jeg bukkede mig fortabt ned over sengens kant og fumlede igen efter den, som var jeg en forvirret muldvarp. Jeg fandt den endelig og tjekkede skærmens overflade, som heldigvis var uskadt. Klokken havde rundet 12.00 og jeg farrede sammen. To timer forsent! Jeg lagde mit tunge hoved tilbage i hovedpuden og låste skærmen op. Nu hvor jeg var forsent på den kunne jeg jo lige så godt blive hjemme, ikke? Lyset fra skærmen brændte i mine tørre øjne, eftersom jeg havde spildt natten med mine sidste tåre. Bogstaverne løb rundt på to ben i mit hoved og nægtede at stille sig på række, så man faktisk kunne læse dem. Jeg blinkede med øjnene et par gange før jeg prøvede at sætte mig ind i beskeden. 

Hey Søvetryne vil du lave noget i dag?

Jeg savner dig. :)

- Nialler.xx

Jeg rystede opgivende på hovedet og smed telefonen fra mig. Hvordan kunne han spille så fandens godt? Jeg rullede over i den anden ende af sengen og begravede mig i hovedpuden, hvor jeg mødte Nialls duft. Jeg greb hårdt fat i den og trak hovedet dybere ned i den. "Niall Horan din kæmpe idiot!" Mine råb blev blot til en højlydt mumlen i pudens fyld. "Abbygaile din naive tosse, hvordan kunne tro nogen ville elske dig?" Jeg mærkede endnu en gang tårene klemme på. "Hvordan Abbygaile Williams?" Jeg indåndede Nialls duft i dybe vejrtrækninger og producerede det til flere tårer. Mine øjne sveg. Mit hjerte gjorde ondt og mit hoved rungede. Stilheden var tilbage, og det samme var min ensomhed. Jeg orkede ikke at have ondt af mig selv, eller hade Niall. Istedet lod jeg min vrede flyde ud over min krop, som negative tanker. 

 

***

 

Ringeklokken løsrev mig fra min drøm og gav mig et mindre chok. Jeg tog mig fortvivlet til hovedet og redte mig hår igennem med mine fingre. Jeg gik med bøjet overkrop henover de kolde gulve og kiggede ud af dørspionen. Ikke et øje var til at se, men en lille pakke lå på trappe trinnet. Jeg rev døren op og løftede pakken op, som var bundet tæt ind i plastik. Jeg genkendte adressen på huset og navnet neden under. Til Abbygaile Melody Willams, London Avenue 13. Må godt åbnes før jul. Jeg ledte efter afsenderen mens kulden strømmede indenfor, og jeg kom i tanke om min lette påklædning. Jeg undersøgte pakken mens jeg forsvandt ud i køkkenet. "Abbygaile Melody Williams." Jeg tog min finger tænksom til munden. Min første tanke var mor, men hvorfor skulle hun sende en pakke? Hun ville jo alligevel være hjemme før jul. Jeg trak på skuldrene og gravede i skuffen efter en saks. Jeg klippede spændt pakken op og fandt en mindre pakke inden i. Jeg flåede papiret af, som var i en fin sølv og glitterede nuance. Inden i lå en fin mørkeblå æske, som normal blev brugt til dyre smykker og den slags. Mor havde en der mindede meget om... 

Jeg åbnede den lille æske med spænding og fandt en fin halskæde, hvor på et hjerte hang. Jeg studerede halskæden meget nøje. I det lille guld hjerte stod en tekst, som kunne læses ved at knibe øjnene sammen. "Melody." Jeg rynkede brynene og kiggede i kassen, men intet var at finde. Hvorfor var der ikke en brev med? Jeg tog halskæden ud den fine æske og placerede den om min hals. Det føltes godt, som havde jeg manglet den hele mit liv. Under den fine pude i æsken lå en sammen krøllet seddel. Jeg foldede den ud og læste den spændt igennem.

Kæreste Melody.

Jeg har i mange år ventet på at få et gensyn med dig, og selvom du sikkert næppe tror mig så elsker jeg dig. Jeg vidste du var smuk, men ikke så smuk. Du er lige så smuk som din mor, eller en melodi sunget af engle. Jeg er stolt af at kalde dig min datter, selvom du nok ikke tror det, men det er jeg altså. Jeg håber vi ses meget snart, og bring endelig din kæreste Niall med dig. 

Kærligste julehilsner Din Far, Robbie Willams.

- Undskyld forsinkelsen, men jeg håber det går selvom den heller ikke er rettet igennem. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...