24 Reasons to love | One Direction Julekalender.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 24 dec. 2013
  • Status: Færdig
I den 18 årige Abbygaile Williams åre flyder en hemmelighed rundt med dets ensomhed, og dets ulidelige smerte. Abbygaile har hele sit liv levet på en løgn fra hendes barndom, men vil nogen nogensinde tro hende hvis den blev fortalt? Det finder hun ud af når Niall Horan sætter sig for at lære den hemmelighedsfulde Abbygaile at kende for hendes sande jeg.
Følg dramaet når der sker uventede ting i 24 Reasons to love.
En julekalender fyldt med overraskelser.
(Drengene er ikke berømte på dette tidspunkt.)

17Likes
2Kommentarer
1304Visninger
AA

11. Elve December

Stilheden lå som tyk røg over den hvide stue, som havde et vulkanudbrud skabt et kaos og efterladt alt mørkt. Mine tanker havde kørt rundt i ring og på overtryk, som havde jeg sat til eksamen de sidste mange timer. Niall sad i den cremefarvede sofa med hovedet placeret i sin hånd, som hvilede på armlænets ryg. Hans vejrtrækninger lå tungt i luften. Jeg selv sad ved hans side med den hvide konvolut i mine hænder. "Du skal jo læse de på et tidspunkt." Niall placerede sin arm om min nakke. Jeg sukkede højlydt og lænede mit hoved mod  Nialls skulder. "Jeg kan læse det højt for dig?" Jeg kunne føle hans spørgene blik hvile på min nakke. Jeg nikkede og rettede hovedet mod hans nervøse smil. Jeg slap brevet da han rakte ud efter det, og tog endnu en dyb vejrtrækning. En let kratten kom fra Nialls side og han åbnede papiret. Han tog en dyb vejrtrækning, som var han lige så nervøs som jeg selv. "Er du klar?" Han spurgte med medlidenhed i stemmen. Jeg nikkede blot med en "Hm." Som et svar.

Kæreste Abbygaile.

Som  altid huskede du mig her i hjerternes tid, og jeg takker for dit fine brev. Jeg undre mig stadigvæk, hvordan min egen datter ser ud. Du som er af mit eget kød og blød, men sikkert er så forskellig. Jeg har spurgt mig selv mange gange om du ligner mig, eller din mor. Jeg fortryder dengang for mange år siden mine fejl, og jeg tænker hverdag på jer. Jeg ville give dig undskyld for de mange år du har sendt breve, og jeg selv ikke har sendt så meget som et ord. Jeg vil så nødig ændre på den hverdag din mor har bygget op af sig selv, som den stærke kvinde hun nu er. Igen jeg undre mig om du ligner hende. Ja, jeg har også undret mig om du nogensinde selv har tænkt den tanke. Jeg har jo altid ønsket mig en familie i denne tid, da det til tider kan være ensomt. Jeg vil så gerne høre om dit liv og se dit sande jeg, for ord lægger der jo mere bag. Jeg kunne fylde dette brev med tusinde af ligegyldige ord, men jeg vil skåne dig, da jeg aldrig selv har været en læse hest. Læsning er skam fint, hvis du nu finde det spænende. Men der er en grund til at jeg skriver til dig kære Abbygaile. Jeg håber på at møde dig i år, da tiden jo ikke venter forevigt, og jeg ikke bliver yngre med årene.

Jeg gispede og Niall stoppede brat op. Jeg kunne føle tårene pile frem i mine øjenkroge, og sukkede. Niall tog om mine skuldre, da tårene klemte sig ned af mine kinder. Han nussede min ryg på en behagelig måde, mens han let vukkede mig i hans arme. Hans ånde lagde sig på min øreflip, da han let hviskede. "Du har et valg skat." Det gav et stød gennem min krop og jeg trak mig tætter ind til hans bryst. Han kyssede mig på håret, mens han sendte sin kropsvarme gennem min selv kolde krop. "Der står mere, hvis du vil høre det?" Jeg nikkede mod hans bryst og han slap grebet om mig. Han lænede sig tilbage i sofaen og klappede på sine lår, som en hentydning til at jeg skulle lægge mig.

Jeg ønsker at møde dig i London den 13 december, da jeg har søgt hjem til min barndomsby. Mød mig på den lille cafe ved navn Cafe Elizabeth, hvor vi kunne snakke over en kop te. Jeg vil så nødig tvinge dig, men du skal vide at jeg vil vente til hver en tid. 

De kærligste hilsner din far, Robbie.

Niall førte sin hånd gennem mit mørke hår og lænede sig frem for at placere et kys på min pande, som vidste han at jeg havde brug for hans omsorg. Mens han aede mig på håret i stilheden skød tårene ned af mine kinder, hvorfor havde han ændret sin beslutning? Og hvad med min mor? Jeg kiggede ind i Nialls øjne og åbnede op for mine tanker, som ville jeg have han skulle svare på mine spørgsmål. Kort efter åbnede Niall munde for at klemme nogle ord ud. "J-jeg vil altid hjælpe dig Abbygaile, og jeg vil altid elske dig." Jeg fjernede ikke blikket fra hans øjne. "Hvorfor har han ændret mening?" Niall trak på skuldrene mens han så tænkende ud. "Han elsker dig Abbygaile." Jeg sukkede mens jeg trak mig op på albuerne. "Hvorfor tog han så væk?" Han trak endnu engang på skuldrene. "Vi kan til tider være nogle svin Abbygaile, men vi elsker dem vi elsker." Jeg nikkede og følte mig presset til at røbe den hemlighed, som hverdag havde plaget mig. Jeg stolede på Niall og havde lyst til at fortælle ham alt, men ville han tro mig? "Hvad er det?" Jeg kiggede chokeret på ham, som havde han læst mine dybeste tanker. "D-der er en hem-hemlighed Niall." Min stemme lød svag, som kunne jeg bryde sammen når som helst. "Hvad?" Han så foravet ud. "Min far er ikke som andre fædre, fordi han er... han er Robbie." Jeg kiggede på Niall der rynkede på panden. "Ja det stod i brevet, han skrev hilsen Robbie." Han sendte mig et forvirret blik. "Nej Niall ikke bare hvilken som helst Robbie, men Robbie Williams." 

- Så fik I lige et sent afsnit igen, men som også er lidt længere, dog ikke rettet igennem. Jeg håber I nyder december, selvom vi intet sne har.. :( 

Ha' en god aften derude og tak fordi I læser med. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...