24 Reasons to love | One Direction Julekalender.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 24 dec. 2013
  • Status: Færdig
I den 18 årige Abbygaile Williams åre flyder en hemmelighed rundt med dets ensomhed, og dets ulidelige smerte. Abbygaile har hele sit liv levet på en løgn fra hendes barndom, men vil nogen nogensinde tro hende hvis den blev fortalt? Det finder hun ud af når Niall Horan sætter sig for at lære den hemmelighedsfulde Abbygaile at kende for hendes sande jeg.
Følg dramaet når der sker uventede ting i 24 Reasons to love.
En julekalender fyldt med overraskelser.
(Drengene er ikke berømte på dette tidspunkt.)

17Likes
2Kommentarer
1300Visninger
AA

18. Attende December

Klappende skabs låger overdøvede næsten den skingre klokke, som kaldte ind til time. Jeg forsvandt næsten i den store mængde af mennesker, eftersom jeg blot var en lille splejs i mellem dem alle. Lille, klodset med læsebriller og et uheldigt udseende, yup that's me. Jeg slap med et enkelt skub, da jeg trådte ind i lokalet. Eftersom der var trængt i dørkarmen, selvom jeg ikke forstod dem. Jeg mener hvorfor have så travlt med at komme til time? Nok var Mr. Johnson streng, men han kunne næppe prale med sjove timer og lette lektier. Det værste var dog hans kedelige stemme, der tydeligt vidste hvor meget han hadede sit job, som var hver dag et mareridt. Magen til kedelig menneske havde jeg aldrig mødt, men det havde jeg det også fint med. Selvom det meste af dagen stod på skole var jeg glad, eftersom jeg ikke længere behøvede at savne Niall mere, og jeg kunne ikke vente med at se ham igen. Jeg var stadig forvirrede om alt det med Harry, men ville ikke spilde tid på det. Han havde også sit at tænke på, men en smugle smigret var jeg alligevel. Havde han virkelig set mig som smuk? Harry med de flotte krøller og de grønne øjne, mon han vidste hvor smuk han selv var? Og Niall? - Min Niall.

"Ms. Williams?" Jeg kiggede op fra mit papir, der var pyntet med små tegninger og skrifter. "Er undervisningen ikke spænende nok for dit vedkomme Ms. Williams, eller ville de fortrække rektor Matsons kontor?" Små fnis kom fra bagerste del af klassen, mens de kloge hoveder fra første række stirrede nedladende på mig. "Som de sikkert også selv fortrækker Mr. Johnson ville jeg fortrække at ligge i min seng, hvor jeg føler mig tilpas og yderst tilfreds. Har jeg ret?" De små øjne var nu blevet store og onde at se på, som en vred tyr. "Jeg ville fortrække mig at se Ms. Williams gå til rektors kontor. Nu!" Han pegede på døren og jeg smed min taske over skulderen. "God jul Mr. Johnson." Jeg sendt ham et flabet smil. "Så det ud Williams!" Jeg gik selvtilfreds op ad gangen, som var jeg stolt af min handling.

Jeg bankede artigt på døren og gik ind med et smil på læben. "Jeg skulle snakke med Rektor Matson." En ældre dame med 80'er briller kiggede op fra computer skærmen. "Navne tak." "Abbygaile Williams." Hun klemte rynkerne på hendes pande sammen. "De har aldrig været her før." Jeg nikkede. "Rektoren er på kontoret bare bank på." Jeg nikkede og gik hen til døren, hvorpå der stod Rektorkontoret. Jeg bankede endnu engang artigt på. En brummen fra den anden side fik mig til at åbne døren. "Goddag Rektor Matson." Han kiggede på mig, som var jeg fremmed. "Hvad er så dit navn?" Han foldede hænderne foran hans mund. "Abbygaile Williams." Han nikkede mod stolen foran hans bord. "Hvad kan jeg gøre for dig Ms. Williams?" Jeg bed mig let i underlæben og følte nervøsiteten vokse. "Jo jeg har måske ladet min frustration gå ud over en lærer." Han bukkede sig over bordet. "Hvilke frustrationer?" "Det har været en hård tid her på det sidste." Han nikkede. "Jaså dem har vi jo alle nogle af." Han smilede. "De har vist aldrig været her før, har jeg ret i det Ms. Williams." "Ganske sandt sir." Han smilede. "Nu ikke så formel Ms. Abbygaile du kan bare kalde mig Bennet her på kontoret, men på en betingelse." Jeg lænede mig frem. "Hvis de lover at dette er sidste gang du kommer her?" Jeg nikkede. "Det kan vi skam godt aftale, men det er lidt svært at holde på de dårlige dage, hvis De forstår?" Han foldede igen hænderne. "Så tag De dem en tidlig juleferie." Jeg smilede et smørret smil inden i. "Så siger jeg tak. God jul." Han smilede rart. "Farvel Ms. Abbygaile og god jul til dig også."

 

***

 

 Jeg stoppede brat op ved Chanelvinduet, hvor kjolen var væk. Jeg følte en kniv i ryggen, eftersom jeg havde levet mig godt ind i min drøm. Hvem kunne finde på at købe min kjole? Jeg kunne mærke et suk klemme sig ud af mine læber. Måske var kjolen bare taget ned? - Ja det måtte være årsagen. Jeg forsøgte at bilde mig selv ind at det hele nok skulle gå, for det ville det jo ikke? Jeg fik lyst til at gå ind og spørge, men tøvede kort. "Abbygaile ta' dig dog sammen." Jeg hviskede selvom jeg var alene.

Jeg trådte ind i varmen og tog en dyb indånding. Hvis der var noget som kunne gøre mig nervøs, ja så var det ting som dette. At have kontakt med et fremmed menneske, jeg ved ikke om jeg var bange for at blive bidt, eller hvad ellers. Det var nu svært at bide gennem telefonen, men ja det frygtede jeg også. Jeg gik med lange skridt hen til den nærmeste medarbejder. "Undskyld?" Hun kiggede smilende op. "Ja?" Jeg pegede på vinduet. "Er kjolen blevet solgt." Hun kiggede på mig med et ubeskriveligt blik. "Ja en ung mand købte kjolen til sin kæreste, som han vidst nok ville tage til skolefest med." Jeg nikkede et trist nik. "Hun er en heldig pige." Hun nikkede og gik så videre over til en anden kunde, som søgte hjælp. Jeg vandrede ud af varmen og stod pludseligt i kulden igen. På den anden side af gaden sad en krøllet fyr med solbriller på, jeg studerede ham kort. 

 

"Harry?" Han kiggede op fra sine hænder. "Abby?" "Hej." Han smilede et falsk smil. "Hej." Jeg slog mig ned på stolen overfor. "Hvad er der med dig?" Jeg lød mere glad end jeg løg medlidenheds fyldt. "Bare det sadvandlige." Han trak på skuldrene og jeg nikkede. "Hvad laver du egentlig her?" Jeg kiggede ned i jorden. "Jeg lavede ballade i skolen." Han fnes. "Det var vidst ikke så godt hvad?" Jeg rystede grinende på hovedet. "Nææh du giver mig en dårlig indflydelse på mig Styles." Han trak på skuldrene. "Det jeg sgu ked af." Han krydsede armene over hans bryst. "Og Niall og dig?" Han så spørgende ud. "Vi er sammen igen tror jeg." Han nikkede. "tillykke." Han så trist ud igen. "tak." Hans triste humør smittede. "Hvad ønsker du dig til jul?" Jeg prøvede at bryde stilheden. "Et julemirakel." Jeg rynkede på panden. "Hmm." "Jeg må heller gå nu." Han sendte et lille smil. "Hvorfor?" "Du ved Niall.." Jeg sendte et blik efter ham, da han vente om. "Hvad mener du med Niall?"

- Jeg håber I andre har haft en god dag, for det har jeg. Jeg startede dagen med et godt humør. (Så bliver dagen jo automatisk god ud ikke?) Nå, men så fik jeg i dag karakterende tilbage på min novelle, som jeg troede ville blive til et 4 tal. Og gæt engang hvad, et 10 tal med pil op. Det gjorde dagen en smule bedre!

Ellers har jeg været til terminsprøve i skriftlig dansk, og jeg syntes faktisk det gik godt. Nu er spørgsmålet om min lærer synes det samme. :)

God aften derude.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...