The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
1882Visninger
AA

10. Kapitel 9.

      Sneen dalede stille ned fra den skyfri himmel, der strakte sig ud over de nøgne træer. Solens stråler glimtede i istapper og i sneen, og fik det til at skinne som diamanter. Det var et betagende syn, og et smil bredte sig hen over mine læber. Her var anderledes end alle de andre gange, jeg ellers havde befundet mig i denne skov. Der var bare et eller andet over den. Som om farverne var klarere. Med et gik det op for mig, hvad der var forandret. Her var ingen tåge. Ingen mørk skygge der gemte sig et eller andet sted. Her var fred.

      ”Riah? Er det dig?” Mit hjerte hamrede for fuld udblæsning, da jeg vendte mig om, for langt om længe at stå ansigt til ansigt med ham. Hans gyldne stemme fik en varme til at sprede sig i min krop, selvom det var intet i forhold til, hvad synet af ham gjorde ved mig. Af en eller anden årsag følte jeg, at jeg havde problemer med at trække vejret. Han var så smuk, at han kunne være en prins eller en endnu smukkere engel. Mit hjerte ville ikke holde op med at slå hårdt mod indersiden ad min brystkasse, og det blev da også kun værre, da han bevægede sig over imod mig. Det var ham, som kom til mig denne gang. Ikke omvendt.

      Jeg gik ud fra, at han ville stoppe op, når han nåede hen til mig, men i stedet for greb han fat i mig og trak mig ind i sin favn. Hans favn føltes så varm og beroligende. Da jeg tog en dyb indånding igennem min næse, satte duften af sæbe sig i min næse, blandet sammen med en meget svag krydret duft. ”Hvor har jeg dog været bekymret for dig!” Hans ord gjorde mig forvirret. Så jeg placerede stille mine hænder imod hans brystkasse for at skille os ad igen. Hans smalle mørke øjne så uforstående på mig, mens jeg gengældte hans blik.

      ”Hvem er du?” Der var helt stille omkring os, indtil en latter pludselig genklang i hele området. Onew stod og grinede, som om jeg lige havde lavet en joke. Der var bare det problem, at det her ikke var en joke. Der gik da ikke særlig længe, før end grinet forlad hans læber, da han indså, at jeg virkelig ikke havde nogen idé om, hvem han var. ”Kan du ikke huske mig?” Noget i hans øjne var forandret ved spørgsmålet. Pludselig virkede de så sørgmodige. Så knuste.

      Jeg skulle lige til at svare ham, da jeg hørte en let ringen for mine øre. ”Hørte du det?” Jeg lod mit blik undersøge området, mens Onew blot stod og så endnu mere forvirret på mig. ”Hørte hvad?” Riah vågn op! ”Det!” Jeg vendte mit blik imod Onew igen, blot for at se hans smalle øjne pludselig være store. ”Kan du virkelig ikke huske mig?” En form for desperation var at se i hans ansigt, selvom hans stemme blot lød som en let hvisken i mine øre. Min stemme ville ikke lystre, og jeg kunne mærke, min krop blive lettere. ”Nej! Du må ikke vågne! Riah!”

      ”Riah vågn op! Vågn op!” Jeg missede let med øjnene mod lyset, der ventede dem. Knips stod på min næsetip og så ret utålmodigt på mig. ”Vi skal videre! Ellers når vi ingen steder hen i dag!” Min hjerne var lidt langsom til at reagere, inden jeg langsomt og træt kom på benene. Drømmen stod stadig klart som blæk i min hukommelse, og jeg kunne huske. Huske hans ansigt, hans duft og hans varme. Jeg kunne dog også huske de triste øjne, da jeg sagde, jeg ikke kunne huske ham. Men hvor skulle jeg huske ham fra?

      

      Han sad på kanten af den gigantiske dobbeltseng, han havde sovet i indtil for et øjeblik siden. Hans øjne var blanke og hans hjerte havde fået en revne. En lang tynd revne, der gik dybere i hans hjerte, end man lige umiddelbart ville kunne se. Han så ned på sine hænder. De hænder der endelig havde rørt ved hende. Trukket hende ind til sig, og sørget for at holde om hende. Indtil hun havde taget afstand til ham. Hvordan kunne hun ikke huske, hvem han var? Havde den kort tid de havde tilbragt sammen ikke betydet noget som helst for hende?

      Nej. Han knyttede sine hænder, mens han tog en dyb indånding. Han nægtede at tro, at det var sådan det hang sammen. Der måtte stikke noget mere under. Hans tanker gled tilbage til den drøm, hvor tågen havde holdt dem adskilt. Den havde ikke været der i nat. Var der sket et eller andet, som havde givet hende hukommelsestab? Eller også var det måske den sorte tåge, som forhindrede hende i at huske ham?

      Han rejste sig fra sengekanten og gik med faste skridt over til det store skab af egetræ, der stod i værelsets ene side. Han åbnede det og så op på sin rustning. Han burde drage ud og finde hende. Det at han havde sendt sin bedsteven, var en dårlig undskyld for at udskyde sit møde med hende. Han havde været nervøs for at møde hende igen, men nu ville han bare se hende. Se hende og få hende til at huske ham.

      ”Hvad laver du?” Han var ved at fare sammen i chok, fordi han havde været så optaget af sine egne tanker, at han ikke havde bemærket, at Nebula havde rejst sig fra sengen. Hun stod nu bag ham, hvor hun blidt lagde sine arme om livet på ham. ”Ikke noget. Jeg tænkte bare på, at det måske var på tide, at jeg tog en runde rundt i mit rige. Se til, at alting er som det skal være.” Han sendte hende et let smil, selvom hun blot lagde sit hoved på skrå, og så op på ham med sine store mørke øjne. ”Var det ikke det, som du sendte din ridder ud for?” Jinki havde ikke skænket det en eneste tanke, at det var den undskyldning han havde brugt for at sende sin bedsteven af sted. Ergo så ville det her ikke virke. Ikke uden at såre Nebula, hvilket han bestemt ikke havde lyst til. ”Når ja! Det havde jeg helt glemt.”

      Han kløede sig let i håret, mens hun gav ham et let kys på kinden. Hendes læber føltes kølige imod hans hud og fik derfor de små hår til at rejse sig i nakken. ”Så var det godt, at jeg var her til at minde dig om det.” De sendte hinanden et smil, selvom Jinki kunne mærke, hvordan det gjorde ondt, at lyve for Nebula. For han ville ikke såre hende. Han elskede hende jo. Eller han var jo nødt til det, ik’?

      

      ”Og hvordan har du så lige tænkt dig, at jeg skal komme derop?” Efter at have forladt skoven for et par timer siden, havde Knips ført mig ind over nogle marker med kurs mod skoven, der lå for foden af nogle bjerge. Vi var nu nået ind i skoven, og jeg stod ansigt til ansigt med en tredive meter lodret klippe, som jeg skulle op ad. Ikke ligefrem hvad jeg forstod ved en normal vej. ”Jeg kan ikke gøre for, at du ikke kan flyve som mig.” Jeg himlede blot lidt af Knips, der fløj ved siden ad mit hoved.

      Jeg tog en dyb indånding, inden jeg gik over til klippen, og lod mine fingre søger efter et sted at holde fast. Da jeg først havde fundet et sted til begge mine hænder, gav jeg mig til at finde noget, jeg kunne sætte mine fødder på, så jeg kunne søge videre efter endnu en sprække at holde fast i. Sådan forsatte jeg med at klatre, selvom det var lettere besværligt med den tunge rygsæk på min ryg. ”Har du brug for et hvil?” Uanset hvor meget jeg værdsatte Knips hjælp, så gik han mig ret meget på nerverne i det her øjeblik. ”Hvis jeg hviler, ender jeg med at miste grebet. Og jeg har ikke lyst til at tage endnu et fald, som jeg nok ikke overlever.”

      Sådan blev Knips ved, alt mens jeg blot fokuserede på at finde revner og sprækker, som jeg kunne holde fast i, så jeg kunne komme videre op. På et enkelt tidspunkt, havde jeg været ved at miste grebet, fordi jeg ikke kunne finde et nyt sted at holde fast med min ene hånd. Dog havde jeg fundet et sted i sidste øjeblik, så jeg kunne skubbe mig opad med den fod, der ellers havde været ved at smutte for mig også.

      Hvor lang tid det tog mig at kravle hele vejen op ad klippen, havde jeg ingen idé om. Det eneste, jeg vidste, var, at mine havde små rifter og gjorde ondt, ligesom at jeg havde skrabede knæ, hvilket betød at der endnu en gang var hul på mit tøj. Bare typisk. I det mindste så holdt mine gamle slidte støvler da endnu. ”Hvor langt… er der igen…?” Jeg hev en smule efter vejret, som jeg sad der et par meter inde på klippens top. Jeg trængte bestemt til det hvil, Knips havde snakket om nu. ”Ikke specielt langt. Hold du bare en kort pause. Vi burde være fremme, inden det bliver mørkt.

      

      Han havde brugt det meste af dagen på at afsøge skovområdet omkring landsbyen i et forsøg på at finde spor efter Riah. Han var da også ved at give op, da han havde fået øje på noget, som ikke hørte til i skovbunden. Roligt havde han steget af Ace, og gået over for at undersøge, hvad det var, som lå på jorden. Man skulle have et trænet øje for overhovedet at bemærke det lille stykke stof, som han samlede op i sin hånd, da det havde samme brune farve som nogle af bladene. Stof. Tøj. Nogen havde gået forbi her, og havde fået revet et stykke af sit tøj af. Problemet var bare, at der ikke var noget i nærheden, som kunne rive tøj i stykker.

      Det var der, hans øjne opdagede endnu et lille stykke stof, som han gik over og samlede op. Faktisk viste det sig, at der var små stykker stof hist og her. Nogle enkelte var så små, at de dårligt nok kunne ses, mens andre var en smule større. Nogle af dem endda med indtørret blod på sig. Han kunne nu efterhånden forestille sig, hvad der måtte have været foregået her.

      Han ligefrem kunne se, hvordan pigen måtte have løbet imellem træerne for sit liv, mens en ulv eller lignende havde været efter hende. Og dog var der noget, som ikke stemte. Så vidt han vidste, rev hverken ulve eller bjørne ud efter deres bytte, mens de løb. Så bed de i stedet for, og så ville stumperne af kjolen have set anderledes ud. Så hvad kunne have jagtet hende?

      Sporene førte ind imellem træerne, længere og længere væk fra stien, mens lyden fra den brusende flod voksede. Til sidst stoppede han op, da han nåede kanten af klippen, der gik hele vejen ned til floden. Han lod sit blik glide rundt, mens Ace stod og så på ham med sine store mørke øjne ved hans side. Han forestillede sig, hvordan hun måtte have flygtet herhen. Sikkert i et forsøg på at ryste sine jægere af sig imellem træerne. Det gav dog ingen mening, når det var så langt væk fra broen. Hvordan skulle kun komme over her? Medmindre... Han huskede, bageren havde talt om en tåge for nogle dage siden… Kunne det være, at hun ikke kunne se, hvor hun løb hen på grund af tågen?

      Noget fik det til at risle ham koldt ned ad ryggen. Det var et eller andet helt og aldeles ildevarslende ved det her. For hvis hun havde flygtet fra noget, som havde revet hendes tøj i stykker på den måde, den dag hvor tågen var så tæt, at man næsten ingenting kunne se… Så måtte hun være taget af sted dagen før, vinduerne sprang i huset og den gamle dame blev fundet død.

      Han lukkede sine øjne, og forsøgte at sætte sig i hendes sted. Hun var blevet jagtet, hendes tøj flået i stykker, og hun måtte bløde. Da hun var nået hertil, hvad ville hun så gøre? Selv ville han bestemt ikke blive stående, når han vidste, det var et spørgsmål om tid, før end han ville blive flået levende. Da åbnede han igen sine øjne, og gik over til kanten for at se ned mod floden. Der var et faldt på mindst tyve meter, og garanteret skarpe klipper under vandoverfladen. Kunne hun virkelig have overlevet det fald?

      

      Efter at have holdt en pause, havde jeg vandret videre op i bjergene med anvisninger fra Knips. Som der desuden havde fundet sig mageligt tilrette på toppen af min rygsæk. ”Jeg mindes altså ikke, at Agathe fortalte mig, at jeg skulle op i bjergene?” En let fnysende lyd kom omme fra min rygsæk, inden Knips svarede. ”Hun fortalte dig garanteret, at du skulle følge stien, ik’? Der er bare lige den ting, at der ikke er nogen sti, som fører til Beatrice.” Jeg var ved at være lidt træt af, at Knips ikke bare sagde, hvad det var han mente, men hele tiden skulle få mig til at spørge, for at få det ud ad ham. ”Hvad skulle da så føre til hende?”

      I det samme mærkede jeg en varm vind, ser susede forbi mig og videre op i bjergene. En varm vind der havde en speciel duft hængende ved sig. ”Hvad siger du til at prøve med vinden?” Jeg kunne ligefrem høre det skæve smil i Knips stemme. Jeg skulle lige til at svare ham igen, at det lød dumt, og han måtte se at finde den rigtige vej, ellers ville han blive den næste ting, jeg stegte hen over bålet. Men et eller andet sted genklang de ord inden i mig. Lad vinden vise dig vej. Agathe havde sagt det samme, mens jeg havde været bevidstløs i Egebyen. Et tilfælde? Højst sandsynligt ikke.

      Uden at sige mere valgte jeg i stedet for at følge den vej, som den varme vind havde blæst. Det var som om, at jeg ikke engang behøvede at mærke vinden igen, for at kunne følge den. For den havde efterladt en duft, jeg ikke helt kunne præcisere. Den mindede mig dog om noget hjemligt. Noget trygt. Det var først, da duften blev kraftigere, at jeg indså, vinden havde duftet af bøger. Gamle bøger.

      Duften fulgte mig af smalle stier, der ikke kunne ses med det blotte øje, som jeg bevægede opad. Efterhånden blev den frosne klippe, jeg gik på erstattet af sne. Det føltes blødt under mine fødder, men jeg skred ikke. Tværtimod så stod jeg godt fast. Jeg blev ved med at følge duften, mens Knips blot sad på min rygsæk og fløjtede en eller anden munter melodi. Til sidst ende duften dog ved en bjergside dækket af sne. ”Hvad nu?” Jeg så op mod toppen, og følte mig allerede udmattet bare ved tanken om, at skulle klatre hele vejen derop. ”Tja… hvad synes du?” Et suk forlod mine læber, da jeg vidste, at der ikke var nogen udvej. Så jeg stillede mig hen til bjergvæggen for at gøre klar til at klatre, men da jeg rakte hånden ud for at finde et sted at gribe fat, rørte jeg ingenting. Min hånd var praktisk talt gået direkte igennem bjergsiden, hvilket fik mig til at se mig kort omkring. Det lod umiddelbart ikke til at være et trick, og da Knips ikke sagde noget, trådte jeg forsigtigt igennem bjergsiden, uden at være klar over, hvad der befandt sig på den anden side.

      Synet, der mødte mig, overvældede mig i en sådan grad, at jeg var lige ved at falde ned på bagdelen, da jeg nu stod på ren is i stedet for på sne. Jeg befandt mig inde i selve bjerget, hvor en mægtig bygning dækket af de smukkeste iskrystaller, befandt sig lige i bjergets midte. Det lignede et rent isslot. ”Velkommen til heksen Beatrices domæne.”

      Med skridt fyldt af ærefrygt begav jeg mig stille over til den store bygning, jeg aldrig ville have gættet på, måtte ligge inde i bjerget. Jeg skulle til at tage min hånd op for at banke på døren, da en let vind fik døren til at gå op ad sig selv. I et øjeblik havde det set ud som om, at vinden havde haft en brunlig farve, hvilket fik mig til at blinke let. Det var sikkert bare noget, jeg havde bildt mig ind. Knips lettede nu fra min rygsæk for at flyve ved siden ad mig.

      Rummet vi kom ind i virkede gigantisk. Som om det strakte sig uendeligt. Eller det var lige indtil det gik op for mig, hvorfor rummet virkede så stort. Over alt i hele rummet hang spejle på væggene i alle mulige forskellige vinkler. Dog var der en stor trappe i den anden ende ad rummet. Over den stod en ældre dame med mørkt grå stænket hår samlet i en fletning, der faldt ned over hendes ene skulder. Jeg blinkede lettere overrasket, da damen på trappen til forveksling lignede Agathe på en prik. Bortset fra at hun havde en stok i hænderne og et mørkt stykke stof var bundet for hendes øjne.

      ”Jeg har ventet din ankomst min pige.”

 

 

________________________________

Nå, I kender i Nebula også. Eller i hvert fald hendes navn. Og så nåede Riah endelig frem til Beatrices hjem!

Hvad synes I indtil videre? Skriv en kommentar og gør mig i rigtig godt humør ^^ Også selvom I bare skriver "Kage"... Elsker kage xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...