The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
1915Visninger
AA

9. Kapitel 8.

      ”Og du er sikker på, det her er den rigtige vej?” Mit blik gled til min skulder, hvor Knips havde valgt at gøre sig det behageligt. ”Det er tredje gang du spørger mig om det. Selvfølgelig er jeg sikker. Stol du trygt på mig. Selvom det nok først bliver i morgen med den fart, du har på.” Jeg havde mest af alt lyst til at knipse Knips væk fra min skulder, men i stedet for himlede jeg blot let med mine øjne, mens jeg forsatte.

      Nogle af alferne havde været så modige, at de var draget ud for at finde min rygsæk, som nu hang på min ryg. Desværre havde den fået en del revner, og det krævede lidt arbejde, at få den til at holde ordentligt sammen igen. Ligesom det havde gjort med mit tøj. I det mindste var de små alfer virkelig fingernemme, og havde gjort stort set alt arbejdet. Før havde jeg haft en kjole på, men nu var det blevet til et par bukser, syet sammen af stumperne fra kjolen, mens jeg havde syet stumperne af kappen sammen til en bluse. Det var måske ikke verdens kønneste sæt tøj, men et eller andet sted kunne jeg godt lide alle de mange syninger på det. Bare fordi det var anderledes.

      ”Er du sikker på, at du ikke fryser i det der?” Knips hentydede tydeligvis til mit tøj. Jeg trak blot på skuldrene af det, hvilket fik Knips til at gribe fat i en smule af mit hår for ikke at miste balancen. Dog var det så let, at jeg slet ikke bed mærke i det. ”Helt sikker. Lige siden jeg var lille, har jeg aldrig nogensinde frosset. Uanset hvor koldt det var udenfor.” Det passede dog ikke helt, da jeg trods alt havde frosset for nyligt. Da jeg var støt på den sorte tåge i min drøm. ”Tja, hvis du siger det.”

      

      Lyden af skridtende hove bevægede sig hen over skovbunden, selvom der i rytterens øre ikke eksisterede nogle lyde i det øjeblik. Synet, der havde mødt ham, tilbage i landsbyen var noget, han ikke kunne slå ud ad hovedet. Bageren havde vist ham vej til Mr. Charles hus, hvor den afdøde husholderske endnu skulle ligge lige præcis der, hvor bageren havde fundet hende. Han havde været overbevist om, at han kunne finde noget at gå efter, så snart han fik stedet at se, men i stedet for havde han nu flere spørgsmål i sit hoved.

      Ganske rigtigt havde alle vinduerne i huset været blæst ud, og lå knust ud over både have og den lille gård, som hørte til huset. Mr. Charles var tydeligvis en af dem, der havde flest penge i hele byen. Bageren havde da også fortalt, at Mr. Charles var en dygtig handelsrejsende, og da også var taget af sted for en månedstid siden, og man ventede ham ikke tilbage lige foreløbig.

      Glasset havde knast under hans støvler, som han begav sig ind i huset. Bortset fra de knuste ruder, havde der faktisk virket ganske normalt i huset. Det virkede hyggeligt og hjemligt. Ingen møbler var væltede, opvasken var taget, og i det hele taget var der ikke en ting at sætte på huset, ud over de manglende vinduer. Lige indtil han var nået til det værelse, hvor bageren havde fundet hende. Agathe havde han kaldt hende. Døren stod åben på fuldt gab og afslørede værelsets tilstand. Alle møbler stod hulter til bulter, som om at der havde været et slagsmål, eller nok nærmere en orkan i værelset.

      Det var dog ikke det, som havde fået ham til at rynke brynene. Det var nærmere det faktum, at den gamle kvinde lå på gulvet med et hvidt bloklys i hænderne. Det der dog var mest mærkværdigt, var stearinen der var løbet ned fra lyset. Det havde ikke været hvidt, men havde haft en besynderlig mørkegrøn farve. Og ud over det var alt i rummet intakt, selvom det var smidt rundt med. Med undtagelse af spejlet, der hang på væggen ved siden ad liget. Spejlet var ligesom vinduerne knust. Men spejlstumperne var blevet siddende i rammen i stedet for at falde på gulvet.

      Det havde fået ham til at undersøge hver eneste lille bid ad rummet, men der var ingen tegn på, hvem eller hvad der kunne have været inde i rummet. Desuden så lignede den gamle dame ikke ligefrem én, som havde været i slagsmål. Faktisk var han ret sikker på, at han kunne ane et svagt smil i mundvigene på hende. Så uden nogen spor havde han valgt at kigge resten af huset igennem. Der havde ikke været nogen tegn på indbrud eller noget andet, der kunne tyde på, at Agathe havde haft selskab i huset.

      Ud ad øjenkrogen havde han bemærket et lille hus ude i haven, som han havde valgt at undersøge, da han var færdig med huset. Synet der havde mødt ham, sad stadig klistret fast til hans nethinde. Der havde stået et ton af malerier af snelandskaber. Men maleriet der stod på staffeliet, var endnu ikke færdigt. På det var en sneklædt skov, og der i midten af maleriet stod han. Ansigtet var ikke færdig malet, men han var sikker på, at fyren på billedet havde været hans bedste ven. Ergo var der ingen tvivl om, at han havde været det rigtige sted. Nu var spørgsmålet bare, hvor Riah var forsvundet hen, og hvad som havde hændt i huset.

      

      Jinki vandrede hen over gårdspladsen. Hans hænder var foldet bag hans ryg, og stift smil sad på hans læber. Han hilste høfligt på alle, han mødte på sin vej, mens han begav sig tilbage til slottet. Han havde brugt morgenen ude i stalden på at hjælpe staldkarlene med at strigle hestene. Han var egentlig ikke helt klar over hvorfor, men det virkede blot beroligende på ham. Fik ham til at glemme nogle af alle sine spekulationer. I hvert fald blot for en kort stund.

      Så med lugten af halm og hest hængende ved sig, begav han sig nu igennem slottets mange korridorer. Han stoppede først op, da han stod ud for en smukt udskåret mahogni dobbeltdør. Han tog en dyb indånding, inden han bankede let på døren. Som forventet hørte han intet svar, og begav sig derfor blot ind i det store værelse. Det var holdt i gyldne varme farver, der fik det til at virke som om, at vinteren var langt langt væk. Der stod udsøgte møbler af den bedste kvalitet, men i øjeblikket blev ingen af dem benyttet. Med undtagelse for den store dobbeltseng.

      Jinki gik stille over og tog plads på en tom stol ved siden ad den store seng. Han vendte sit blik imod den sovende mand i sengen, der engang havde set så frisk og ung ud. Men som han lå der, var han bleg og svag. Et let suk forlod Jinki’s læber, mens han kørte sin hånd hen over sit ansigt. ”Undskyld jeg ikke har været her et stykke tid for at se til dig fader. Men jeg ved jo godt, at du blot ville blive arrig, hvis jeg forsømte mine pligter for at komme her og se til dig i stedet for.”

      Et ganske svagt smil spillede kort på hans læber, inden han så lidt ud i luften foran sig. ”Jeg har tænkt meget på det sidst. Tænkt på dig. På det ansvar som snart ligger på mine skuldre. Jeg ved godt, at du ønsker mig gift hurtigst muligt, men… jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det.” Det var kun ganske mildt sagt. For inden i ham herskede et stor kaos af følelser. ”Nebula er vidunderlig. Hun er smuk som en gudinde, og hun er god ved folket. Hun er praktisk talt perfekt. Alt hvad jeg nogensinde har kunnet drømme om…” Han sank vemodigt sine skuldre, mens han åndede tungt ud. ”Men jeg kan ikke slå hende ud ad hovedet fader. Jeg har forsøgt at glemme hende over det sidste år, men det har ikke været muligt.” Han trak let på mundvigene, som han talte. ”Bare den simple tanke om hende kan bringe smilet frem på mine læber. Jeg kendte hende kun i kort tid. Og alligevel er det som om, at hun bare mangler i mit liv nu… Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.”

      Han hænder rodede sig frustreret i håret, inden han faldt til ro igen. Han vendte sig blik imod sin sovende fader. Et blik fyldt med sorg og fortvivlelse. ”Jeg har sendt én ud for at lede efter hende. Hvis han finder hende, vil jeg vælge hende. Hvis hun da vil have mig. Jeg ved godt, at Nebula måske passer bedre ind her, men mit hjerte fortæller mig noget andet…” Hans blik blev nu fjernt, mens hans tanker gik til hans bedsteven, han havde sendt ud på lidt af en mission. ”Jeg er bare bange for, at han måske ikke finder hende i tide…”

      

      ”Knips sig mig en ting… Hvem er hende Beatrice?” Jeg havde langt om længe nået udkanten af skoven, selvom solen allerede var på vej ned. Hvilket betød at vi var nødt til at slå lejr allerede nu, da jeg ikke havde spor lyst til at skulle rejse videre, mens det var mørkt. Uanset hvor god stedsangs Knips havde eller ej. ”Du aner ikke, hvem hun er, og alligevel har du tænkt dig at opsøge den gamle hejre?” Det var efterhånden begyndt at irritere mig en smule, at Knips snakkede om hende på den måde. Især når han endnu ikke havde givet mig en grund til, hvorfor han kaldte hende for både en heks og nu også en hejre. Hun kunne vel ikke være så slem, når hun var Agathes søster?

      ”Ja. Hvis hun kan svare mig på nogle af de mange spørgsmål, jeg har, så er jeg ligeglad med, hvem hun så end måtte være.” Jeg kunne godt se på Knips, at hans nysgerrighed var vakt en smule. Sikkert fordi jeg ikke ligefrem havde fortalt ham, om de drømme som egentlig havde sendt mig af sted på den her rejse til at starte med. ”Hvad vil du spørge hende om?” Jeg himlede let med øjnene, da Knips vist var langt mere nysgerrig, end villig til at fortælle mig noget som helst foreløbig.

      Så jeg gik i gang med at samle grene sammen, så vi kunne lave et bål til at holde os varme natten igennem. Og forhåbentlig holde uvenlige væsner væk. ”Tja… om hun kender noget til den her såkaldte auramagi, som jeg åbenbart har. Hvorfor de afskyelige monstre…” ”Imortus.” ”Ja, ja, hvorfor de var efter mig. Hvem den sorte er, og hvorfor den piller ved mine drømme.” Jeg havde forventet et eller andet kækt svar fra Knips, men da jeg så tilbage på den lille fyr, stod han bare og så op på mig med skrækken malet i øjnene.

      ”Den sorte??!” Knips så ud, som han spiste et giftigt bær. Han var ligbleg i ansigtet, og hans orange hår havde mistet lidt af sin skrigende farve. Eller også var det bare mig, som havde vendt sig til det. ”Ja. Det var i hvert fald det, som Agathe kaldte den sorte tåge, der har invaderet mine drømme i løbet af det sidste års tid.” Knips så ud som om, han ikke rigtigt troede sine egne små spidse øre, mens jeg blot samlede endnu en gren op, som vi kunne bruge til et bål. ”Har du det godt? Du ser ret bleg ud?” Et forvirret udtryk viste sig i Knips ansigt, og et øjeblik troede jeg, at han skulle til at flyve sin vej, så han kunne tænke i fred. Dog faldt et suk over hans små læber, inden han vendte sit blik imod mig igen med ret alvorlige øjne. ”Lad mig fortælle dig en historie, når vi har slået lejr…”

      Da ilden først knitrede fra bålet, var solen næsten lige gået ned, og havde lagt resten af skoven mørk. Jeg sad op ad et træ, hvor jeg havde gjort mig selv det behageligt, mens Knips havde valgt at sætte sig på min ankel, med ryggen støttet op ad min støvle. ”I den verden du før har kendt til vil den her slags historier, nok blive betragtet som myter. Der er bare det, at alle de myter trods alt er blevet myter af en årsag.” Jeg nikkede let, da det gav ret god mening, at der måtte have været noget, som fik folk til at finde på alle de historier, som Agathe havde fortalt mig som barn.

      ”Alle myter har en vis grad ad sandhed i sig. Dog er der en myte, som er blevet holdt væk fra menneskenes almindelige forståelse for verden i mange århundreder. Det siges, at menneskene for flere tusind år siden var slaver. Deres mestre var de mægtige skabninger, som den dag i dag skaber rammen for rigtig mange religioner. For med deres specielle kræfter blev de set som guder og tilbedt af menneskene, som de brugte, som deres egne personlige slaver. Det var dog lige indtil, at nogle af disse mægtige væsner valgte at skifte side. De syntes, det var forkert at bruge menneske som slaver, men at man i stedet for skulle finde en måde at leve i fred med hinanden på. Dette startede en krig imellem disse mægtige væsner. De ørkener som findes rundt omkring i verden i dag, siges at være de områder, som denne krig lagde øde.

      Krigen stod på i flere århundreder, da disse væsner var så magtfulde, at de praktisk talt var udødelige. En dag blev alting dog forandret, da et ganske almindeligt menneske stillede sig imellem de kæmpende. Ifølge historierne var det en kvindelig slave, der egentlig var ligeglad med, at hun var slave. Men det hun ikke var ligeglad med, var hvordan alle mennesker, væsnerne og selv naturen blev behandlet på grund af krigen. Hendes rene hjerte lyste op, og forviste alle disse væsner fra denne verden. Sendte dem direkte til skyggeriget, hvor de eftersigende ikke har kunnet vende tilbage fra siden.”

      Ildens bløde lys skabte en stemning lidt ligesom, da jeg hørte historier som barn. Denne her var bare anderledes på det punkt, at den var sand. ”Hvor kommer Den Sorte ind i billedet?” Knips tyssede på mig, da han tydeligvis ikke var færdig med at fortælle. ”Kvinden døde selv efter dette, da hendes krop ikke kunne holde de følelser tilbage, som flød igennem hende. Det siges, at hun opløstes i et mægtigt lysglimt, der spredte sig over hele kloden og dryssede ned over menneskene. Det er ikke noget, som kan ses med det blotte øje, men det skulle afspejle menneskenes personligheder, og samtidig sørge for at de forviste væsner ikke kunne vende tilbage. For disse mægtige væsner fik ligesom menneskene også børn. Og de blev ikke forvist sammen med deres forældre. En af disse siges at være lige så mægtig, om ikke andet mægtigere end sine forældre. Et væsen født af natten og døden, der efterlader sig en afskyelig stank.”

      Det løb koldt ned ad ryggen på mig, da han snakkede om den forfærdelige stank. Pludselig føltes historien ikke længere bare som en historie, men som noget der måske var ved at komme lidt for tæt på virkeligheden. ”Det siges at dette væsens kræfter blev svækket, da dets forældre blev forvist til skyggeriget. Dog kan man finde spor af en skygge op igennem historien. For dette væsen hungre efter magt. I alle krige der nogensinde er blevet udkæmpet, har der stået en skygge bag den og trukket i trådene. Det er denne skygge, som kaldes for Den Sorte. Det er det væsen, hvis hjerte er koldt som is, og som hungre efter den samme magt, som dets forældre i sin tid havde.”

      Jeg sank stille en klump, da Knips var færdig med at fortælle sin historie. Hvis det virkelig var Den Sorte, som Agathe havde talt om, hvad ville den så mig? Hvorfor invaderede den mine drømme? Og hvad vigtigere var… Hvorfor forsøgte den at holde mig og Onew adskilt? Min eneste konklusion var, at enten havde Onew problemer, eller også havde jeg rodet mig ud i noget, jeg ikke havde nogen idé om, hvad var.

 

 

 

___________________________

Ved godt, at jeg mangler omkring 300 ord for at være deroppe, hvor jeg ellers ligger på i øjeblikket... men min pc valgte lige at fryse og slette like halvdelen af det her kapitel.... Så jeg måtte starte forfra på det meste x3 Det var ret nedern.....

Men anyway... her er kapitlet fra i forgårs... nu mangler jeg så bare lige at få indhentet de to andre. Skal nok skynde mig så meget jeg nu kan ^^'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...