The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
1884Visninger
AA

8. Kapitel 7.

      Jeg kunne mærke solens stråler, der forsøgte at trænge igennem mine øjenlåg. Den var så insisterende, at jeg begyndte at misse let med øjenlågene. Det var der, at jeg begyndte, at høre stemmer. ”Hun er ved at vågne?!” ”Hurtigt! Hent noget vand og noget mad!” Ordene gav ingen meningen i mine øre, indtil jeg lod mine øjenlåg glide op.

      Til at starte med var det kun på klem, hvorefter jeg blinkede let med øjnene. Synet der mødte mig, havde jeg aldrig nogensinde kunnet have forestillet mig i mine vildeste drømme. Skovvogtere og alfer i alle mulige forskellige farver befandt sig omkring mig. Både på jorden og i luften. Stille forsøgte jeg at sætte mig op, da min krop føltes så ufattelig tung. Da jeg først var kommet op at sidde i den store bunke blade, som jeg åbenbart havde sovet i, kunne jeg rigtigt se, hvor jeg befandt mig. Der var svampe på størrelse med hunde, der fungerede som små huse for væsnerne. Ligesom at der i træerne også var udskåret små huler, eller hvad man nu skal kalde det. Jeg befandt mig midt i en landsby.

      ”Riah! Hernede!” Jeg vendte mit blik ned imod den lille orange top, som var gået I gang med at klatre op på mit knæ. Et smil gled hen over mine læber ved synet af den lille fregnede fyr. ”Knips? Hvor er jeg?” Jeg kunne se, hvordan han rullede øjne af mig, som om at jeg ikke selv havde regnet det ud. ”Ja, hvor ser det ud som om?” Et smil erstattede dog hurtigt det alvorlige ansigt, hvorefter han gjorde en let håndbevægelse ud over forsamlingen af alfer og skovvogtere, der alle stod og betragtede os. ”Velkommen til Egebyen.” Det var først, da Knips havde sagt det, at det gik op for mig, at alle asketræerne, som jeg var vant til i skoven, var blevet erstattet af store og majestætiske egetræer, der tornede sig højt op over os.

      ”Hvordan er jeg kommet hertil?” Knips tog en hånd op, som om at jeg ikke skulle tale mere. I det samme kom en flok alfer med hår så blåt som violer flyvende med blade imellem sig fyldt med vand. Noget der fik mig til at indse, hvor tør min hals egentlig var. Så taknemmeligt tog jeg imod bladene, og drak al den vand de hentede til mig. Det føltes godt og forfriskende, som om at vandet var fortryllet ligesom resten af stedet her. Kort tid efter kom en flok alfer med grønt hår slæbende på en kurv, de måtte have lavet af gamle visne blade, hvor der lå nødder og bær, som for længst burde være faldet af træerne.

      ”Jeg kan da ikke spise af jeres forråd.” Min mave var ikke enig, da den gav hen høj rumlende lyd fra sig, som om jeg ikke havde spist i evigheder. Jeg havde dog ikke tænkt mig at spise alt, hvad de måtte have gemt til vinteren, bare fordi jeg var sulten. ”Der er mere hvor det kommer fra, så tænk ikke på det. Få dig nu hellere noget at spise. Og bagefter vil vi gerne høre alt om, hvordan du havnede i den flod.”

      Som Knips sagde det, kunne jeg mærke, hvordan billeder fløj forbi mine øjne. Billeder af sorte skelet lignende mænd med røde stikkende øjne og stanken af rådne æg. Jeg så, hvordan jeg selv kastede mig selv ud over kanten af klippen, før end monstrene fik fat på mig. Jeg så, hvordan vandet havde omsluttet mig. Hvordan jeg havde kæmpet for at bryde fri af strømmen. Lige indtil alting var blevet sort, i det mit hoved havde ramt en af klipperne.

      Automatisk tog jeg mig til hovedet, for ganske rigtigt at mærke en lille bule der, hvor jeg måtte have slået hovedet. Alligevel ville jeg mene, at den burde have været større. Jeg sank stille en klump, da jeg nu gav mig til at tage et kig ned ad mig selv. Et tæppe af blade, havde ligget hen over mig, men så snart jeg fejde dem til side, kunne jeg mærke, hvordan det isnede inden i mig. Mit tøj var revet godt og grundigt itu, og inde bag flængerne i tøjet, gemte der sig en masse sår. Dog var ingen af dem så slemme, som jeg var sikker på, at de måtte have været.

      ”Du var ret slemt tilredt, da nogle af vandalferne fandt dig nede i floden. Det tog da også omkring tyve af dem, at få dig op ad vandet og op fra klipperne igen. Hvad havde du lavet? Øvet dig i hovedspring?” Spørgsmålet fik et svagt smil til at bryde frem på mine læber. For hvis bare det havde været så vel. ”Ikke ligefrem… Jeg blev jagtet.” Hele forsamlingen gispede i kor med undtagelse af Knips, der så på mig med nysgerrige øjne. ”Hvem jagtede dig?” Jeg sank stille en klump, da jeg endnu en gang så monstrene for mig. For det var, hvad de var. ”Ikke hvem, men snarere hvad. Det var en flok sorte skelet agtige monstre med røde stikkende øjne.” Endnu en gang gispede hele forsamlingen, mens frygt løb igennem dem alle sammen. Selv Knips sank en klump, mens de små øjne udvidede sig kraftigt. ”Er du sikker?” Jeg nikkede en anelse træt, da hele min krop føltes stiv og tung.

      Knips ansigtsudtryk var dystert. Noget der fortalte mig, at det vist var ret heldigt, at jeg havde overlevet mødet med dem. ”Imortus… Skabninger hvis røde øjne, kan fange én i sit værste mareridt, mens de gør det af med én.” Jeg kunne mærke, hvordan det vendte og drejede sig i min mave. Betød det, at de skabninger var på vej videre, for at terrorisere endnu en tilfældig vandre i skoven? ”Plejer de at holde til på de her kanter?” Et let fnøs over min uvidenhed lød fra en alf i nærheden, men det lod da til, at Knips havde accepteret, at alt hvad indebar noget som helst overnaturligt, ikke var noget, som jeg kendte til på nogen måde.

      ”Imortus lever ikke af sig selv… Grunden til at de ligner skeletter, er fordi at det er en form for skeletter. Skeletter skabt af en af de væmmeligste former for auramagi, der findes.” Han gøs lidt ved tanken, selvom jeg blot lagde mit hoved en anelse undrende på skrå. ”Hvad er auramagi?” Knips så en smule tilbage på de andre alfer, som stille begyndte at trække sig væk, for at komme tilbage til hvad det nu end var, som de havde gang i før.

      ”Spis nu noget, så skal jeg fortælle dig, alt hvad du behøver at vide. For det lader til, at der er ting, som du ikke er helt klar over om dig selv…”

      

      Hestens hovslag lød imod den frosne skovbund, som de bevægede sig hen over den i fuld galop. Ifølge rytterens beregninger, så manglede han kun omkring et par timers ridt for at nå ud ad skoven igen. Han var glad for, at han havde valgt at ride videre i går, og derfor havde måttet slå lejr i skoven for natten. For så stor som den var, kunne han ikke andet end at være taknemmelig for, at han havde Ace til at forkorte rejsen betydeligt. Ellers havde det nok taget ham en tre dages tid måske at krydse skoven. Hvilket han bestemt ikke havde tid til.

      For selvom han elskede at få anderledes opgaver, så kunne han ikke holde tanken ud, at der kunne ske noget alvorligt i hans fravær, som krævede hans tilstedeværelse. Bare tanken alene om at efterlade sin bedsteven hos den kvinde, havde fået ham til at overveje, at lade vær med at tage af sted. For i hans øjne var hun perfekt. Perfekt udseende, perfekt personlighed, perfekt partner for hans ven. For perfekt efter hans mening. Faktisk virkede det lidt som om, at hun var dukket op på det perfekte tidspunkt. En adelsdame, man ellers ikke lige havde hørt om, dukkede op på slottet, ligesom Kongen blev syg. Hun støttede og trøstede hans bedsteven, da han havde allermest brug for det. Ja, mere perfekt timing kunne det vel egentlig ikke være?

      

      Jeg sad og spiste af de nødder og bær, som alferne havde givet mig, mens jeg forsøgte at fordøje det, som Knips lige havde fortalt mig. For det første havde jeg været væk en hel del, og faktisk været på dødens rand i forhold til, hvad han sagde. For det andet så havde en eller anden mørkegrøn vind angrebet den sorte sky, barriere, eller hvad det nu havde været, som Agathe også havde snakket om, havde omgivet mig. Når ja, og for det tredje. Da jeg havde fortalt, at Agathe havde sendt mig af sted for at opsøge hendes søster Beatrice, så havde Knips, kaldt Beatrice for en heks. Men det kunne da ikke passe?

      Alligevel sad der et ganske svagt minde om en drøm, der føltes så uendeligt langt væk i mit hoved. En drøm hvor Agathe havde sendt en lille mørkegrøn kugle ind i brystet på mig, mens hun sagde noget. Men hvad hun sagde, kunne jeg ikke huske. Men uanset hvad så føltes det befriende at vide, at det sorte som havde omringet mig endelig var væk. Selvom jeg gerne ville vide, hvad det var for en vind. En auravind, havde Knips vist kaldt den for. Hvad det så end måtte være.

      Til gengæld havde han fortalt mig, at jeg havde en særlig aura. En hvid aura, havde han vist sagt. Jeg forstod egentlig ikke, hvorfor det var så specielt, at min aura var hvid. Der var sikkert også en masse andre personer, hvis auraer der var hvide. Så hvorfor min lige skulle være så speciel kunne jeg ikke lige se. ”Det var derfor, at skæbnekompasset voksede for dig. Fordi at din aura måtte have ønsket det!” Det var sådan han havde talt om det, der skete den anden dag i skoven. Dog havde han ikke villet forklare mig nærmere omkring det her skæbnekompas, eller hvad det nu end var.

      Det ville måske også være for meget at skulle bearbejde på en og samme tid. For mit hoved føltes faktisk en smule ømt, selvom det lige så vel kunne stamme fra bulen i min hovedbund. Så efter al den information var Knips blevet enig med sig selv om, at det var bedst, hvis jeg overnattede i landsbyen en nat mere, så jeg kunne komme til kræfter igen. I morgen ville han så personligt føre mig til Beatrice, da han gerne ville vide, hvordan det her måtte udforme sig. Noget jeg ikke kunne tyde, om det betød flere problemer eller ej.

      

      ”Riah? Mener De Mr. Charles datter?” Den blonde kvinde så op på den høje fyr, der kun så endnu højere ud, sådan som han sad oppe på hesten. Et let smil spredte sig over fyrens læber, da han havde en idé om, at han måske var på sporet af noget nu. ”Ja. Ved De, hvor jeg kan træffe hende?” Kvinden så en smule usikkert rundt, inden hun så op på fyren igen. ”Rygtet siges, at der skete noget forfærdeligt i går, men mere ved ikke. Deres hus ligger i landsbyen længere mod vest. Jeg vil tro, der er omkring to timers gang.” Fyren nikkede taknemmeligt til kvinden, inden han satte Ace i et rask trav videre igennem byen med kursen mod vest. Noget forfærdeligt var sket hos dem, men hvad kunne det dog være? Uanset hvad det var, lød det som om, at det var en god ting, at han var taget af sted alligevel.

      Så snart han var nået ud ad byen, satte han Ace i galop. Han kunne ligefrem mærke, hvordan han kom tættere og på landsbyen, hvor hans bedstevens crush måtte være. Det var lidt en sjov tanke, at det ikke havde taget ham mere end et par dage at finde frem til hende. Måske skyldtes det, det faktum at Ace var den hurtigste hest og han den bedste rytter i hele riget? Eller måske det faktum, at hans tøj så ganske almindeligt ud, og folk derfor havde lettere ved at fortælle ham rygter og sladder. For efter at være begyndt at snakke med landsbykonerne i stedet for, havde hun hurtigt fået fat i de informationer han skulle. Nok noget som ikke var sket, hvis han havde været iført sin rustning eller ringbrynje.

      Det tog kun omkring en halv times ridt, før end han kunne fornemme små huse i horisonten. Et smil gled hen over hans læber, som han valgte at sætte Ace i trav det sidste stykke. Ace fortjente også et godt hvil efterhånden, da han havde reddet meget langt de sidste par dage. Hvis det havde været en hvilken som helst anden hest, havde det nok taget en hel dag mere for at nå frem til landsbyen.

      Da de nåede de første huse, steg fyren af Ace og begyndte at trække ham ned igennem landsbyens gader. I det øjeblik han var kommet ind i byen, havde han kunnet fornemme noget anderledes. Noget der adskilte denne landsby fra de andre. Der var næsten ingen mennesker i gaderne, og de få han passerede, skyndte sig blot videre. Nærmest som om, at de var bange for at gå uden for.

      En lettere kraftigt bygget lille mand passerede gaden med en stor sæk mel. Automatisk gik fyren hen for at spørge, om han skulle hjælpe manden med at slæbe sækken. Et øjeblik havde manden set rundt, som for at sikre sig, at alting var fint, inden han lod fyren hjælpe med at smide sækken op på Ace, hvorefter de gik videre imod det, som fyren gik ud fra var bagerbutikken. ”Undskyld, jeg spørger, men kan De fortælle mig, hvorfor her er så øde?” Manden så sig om, inden han viftede fyren med ind i sin butik. Så fyren tøjlede Ace, inden han smed den store sæk ind over skulderen og bar den indenfor. Den lille mand kiggede noget imponeret på fyren, som satte sækken fra sig det sted, manden fortalte ham.

      Derefter blev han budt med om i selve bageriet, så han kunne få noget varmt at styrke sig på. ”Jeg går ud fra, at du ikke kommer her fra omegnen, knægt?” Fyren rystede blot let på hovedet, som han tog den varme kappe af, han ellers havde båret, nu hvor han befandt sig nede ved den store varme stenovn, der sikkert sørgede for alt brød til hele byen. ”Så har du sikkert heller ikke hørt, om det der er sket her i byen.” Et sørgmodigt blik gled hen over den lille mands ansigt, da han satte sig på en stol, og gestikulerede at fyren bare skulle slå sig ned på en af de ledige stole omkring bordet. ”Nej, det har jeg ikke. Hvad er det, som er sket?”

      ”Det hele begyndte i forgårs… En tågebanke havde indtaget byen, hvilket ellers ikke er så usædvanligt på disse kanter. Der var bare det, at den her tåge var anderledes. Den var så tæt, at man kun kunne se et par meter foran sig og ikke mere. Så alle blev stort set inden døre, indtil tågen fortog sig senere på dagen. Dog hang der den her modbydelig stank i hele byen. Det var en stank af noget, der mindede om rådne æg, der ligefrem fik det til at svie i øjnene.”

      Fyren nikkede let af det, da manden holdt en kort pause. Så der havde været en tæt tåge, der havde efterladt sig stanken af rådne æg? Det lød en smule mærkeligt i hans øre, selvom han var sikker på, at det ikke kunne være grund nok til at holde folk inden døre nu. ”Hvad skete der så?”

      Mandens ansigt blev bedrøvet, mens hans blik søgte over mod vinduet, hvor man kunne se skoven fra. ”I går skete det så. Jeg havde været på vej tilbage til butikken, efter at have leveret dagens brød til et ældre ægtepar i udkanten af byen, da en duft ramte mine næsebor. Det var ikke den forfærdelige stank som dagen før, men denne gang en kraftig duft af rød gran, og det selvom der ikke vokser rødgran før end ved bjergene.” Et suk løb hen over mandens læber, og han tog selv en tår af det krus, han sad med. Som om at han havde behov for noget at styrke sig på blot ved tanken.

      ”Da jeg nåede Charles hus, var duften så kraftig, at jeg havde det som om, at nogen stod med en gren lige under min næse. Og så var det, at jeg så det. Et grønt glimt inde fra et af husets vinduer, hvorefter at samtlige vinduer i hele huset sprang. Som om at nogen havde knust dem alle sammen på samme tid indefra. Jeg skyndte mig selvfølgelig derhen, for at se om der var nogen, som var kommet til skade… Og det var der, jeg fandt hende…” Små tårer samlede sig i mandens øjenkroge, og fyren kunne mærke, hvordan hele hans krop pludselig følte sig anspændt. For havde kvinden i den anden landsby ikke sagt, at Riah var Mr. Charles datter? Og hvis det her var Mr. Charles hus... Han turde slet ikke tænke tanken til ende. Hvad skulle han dog fortælle sin bedsteven?

      ”Hun lå bare der på gulvet i sit kammer. Den stakkels Agathe… Hun var det bedste menneske, jeg nogensinde har kendt.” Tårerne trillede nu stille ned ad mandens kinder. Dog blinkede fyren let, da manden havde sagt Agathe. Ikke Riah. ”Hvad så med Riah?” Manden så på fyren med store tårevædede øjne. ”Kender De Miss Riah?” Fyren nikkede let, da han ikke ville til at forklare, hvad han egentlig lavede der, eller på hvilken måde han kendte Riah. ”Ja. Kan De fortælle mig, om der er sket hende noget også?” Manden rystede let på hovedet, mens han forsøgte at tage sig sammen igen, da det ikke ligefrem var specielt mandigt at sidde der og græde overfor en fremmed. ”Jeg ved det ikke. Der er ikke nogen, som har set skyggen af hende siden tågen rullede ind over byen. Nogen tror, at det var tågen, som tog hende. Andre mener, hun bare kan være faret vild i skoven, da hun har en tendens til at rende lidt for meget i den skov. Og nogen tror, at hvad end som dræbte Agathe, så har det taget hende med sig. Oh stakkels pigebarn… Og stakkels Mr. Charles… Først han kone, så hans amme, og nu er hans datter forsvundet.” Nu knagede fyrens tanker højlydt, som de forsøgte at støbe disse informationer sammen. ”Kan De fortælle mig, hvor huset er?”

      Bageren havde beskrevet turen over til huset, som ingen nu turde komme i nærheden af. Men fyren var ligeglad. Han måtte selv danne sig et billede af, hvad der var sket. For hvis der virkelig var nogen, som havde taget Riah med sig, så var det hans pligt, at finde ud af hvem og hvorfor. 

 

 

 

__________________________________

Så fik I et lille indblik i noget af magien i denne verden. Og hvis I ikke forstod det, så bare rolig. Der kommer nemlig meget mere, som forklarer langt bedre om tingene undervejs ;)

Når ja, og så har vi jo set en del til fyrens rejse denne gang, selvom vi ikke har fået sat navn på ham endnu.

Tror I, at det lykkes ham at finde Riah? Og hvad er der med Riah og den der hvide aura?

 

Husk nu endelig at smide en kommentar. Om det så bare er "pebbernød" eller ej, så vil jeg blive rigtig glad, hvis I gider at skrive en kommentar. På den møde føler jeg nemlig, at I læser historien, og for den sags skyld gerne vil læse mere af den. Hvis altså at I synes, den er god indtil videre ^^'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...