The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
1917Visninger
AA

6. Kapitel 5.

      “Onew?” Jeg stod i en tåge så tyk, at jeg havde svært ved at se min egen hånd, når jeg rakte den frem. Tågen føltes klæbrig, som om at den smygede sig rundt om min krop. Som om den ikke ville have, at jeg skulle gå nogen steder. ”Onew!” Jeg råbte så højt jeg kunne, selvom det var som om, at tågen slugte min stemme.  En kulde løb op langs min ryg, mens jeg indså, at den her tåge ikke var normalt. Den holdt mig fanget. Forsøgte at kvæle mig. Sådan føltes det i hvert fald.

      Små tårer brød frem i mine øjne, ligesom jeg mærkede en hånd gribe fat i min. I et splitsekund var jeg sikker på, at det var tågen, der ville hive mig ud over en kløft. Men i stedet for mærkede jeg varme sprede sig i min håndflade, mens jeg hørte en engel råbe mit navn.

      ”Riah… Vågn op min pige.” Jeg blinkede let med øjnene, da jeg pludselig lå i min varme seng på mit lille hyggelige værelse. Ved siden ad min seng stod Agathe med bekymrede øjne. ”Jeg er vågen..” Jeg tog mig stille til kinden, for at se ad om jeg blødte igen i dag. Men det gjorde jeg ikke. Så det kunne altså ikke være derfor, at Agathe så så bekymret ud. ”Det var godt. Du må se at komme i tøjet, så du kan komme af sted.” Hendes stemme var fyldt med en sær følelse. En følelse af uro. Det fik de små hår til at rejse sig på min ryg.

      Jeg ved godt, at jeg havde lovet Agathe at tage af sted, så snart solen stod op, men ærligt indrømmet havde jeg ikke lyst. Af en eller anden årsag havde følelsen af at blive iagttaget sat sig fast siden i går aftes. Selvom jeg var sikker på, at det bare havde været noget, som jeg havde bildt mig ind.

      

      Himlen havde et svagt rødligt skær, som solen var begyndt at arbejde sig op over horisonten. Jinki stod iført sin morgenkåbe, der var lavet af den blødeste silke, mens han endnu en gang spejdede ud over horisonten. Han stod og holdt om sin ene hånd, hvis hud havde fået en rødlig farve. Lidt ligesom en ny hudafskrabning. Dog var følelsen fuldstændig anderledes. Det føltes som om, at noget havde brændt ham.

      Han huskede tydeligt, hvordan han havde set hende stå fanget i den sorte tåge, der nærmest havde lagt sig som en kugle om hende. Han havde forsøgt at bryde igennem kuglen og nå hende. Men hans forsøg havde været nyttesløse. Tågen havde slikket sig om hans hånd som sorte flammer, hver gang han havde forsøgt at nå hende. Lige indtil det endelig havde lykkedes ham at bryde igennem tågen og få fat på hendes hånd. Men i det han havde gjort det, var kontakten blevet brudt.

      En uro havde igennem de sidste par nætters drømme taget bo i hans krop, og dette her gjorde det ikke meget bedre. For hvis den sorte tåge kunne brænde hans hånd, hvad kunne den så ikke gøre ved hende? Selvom det ikke var det spørgsmål, der plagede ham mest. Han ville vide hvorfor. Der måtte være nogen derude, der forsagede dette. Spørgsmålet var bare hvem? Og om han kunne gøre noget for at forhindre det.

      ”Jinki?” En træt lys stemme lød ovre fra den store dobbeltseng. Jinki vendte sig om og så over på den måske smukkeste skabning, han nogensinde havde set. Uanset om hun lige var vågnet, stået ud ad badet, eller hvad hun nu end gjorde, så slog hendes skønhed ham hver eneste gang. En skønhed der fik ham til at mærke et stik af skyldfølelse. For han kunne umuligt fortælle hende om sine drømme. Eller rettere om hvem hans drømme handlede om. Hvem han var sikker på, at han på en eller anden måde var kommet i kontakt med. For han elskede jo sin forlovede, som sad der i sengen og så på ham med spørgende øjne mere end noget andet. Eller gjorde han?

      

      ”Sikke tåget der er i dag.” Jeg stod ude i gården og fastgjorde rebet til min rygsæk, som Agathe ellers havde pakket for mig. Det var både tøj og mad til et par dage, og hvad jeg nu ellers kunne få brug for. På siden ad min taske var der fastgjort en dunk med drikkevand, rebet, og så havde jeg også sat min bue fast sammen med mit pilekobber. Af en eller anden årsag havde det været det første, som Agathe havde bedt mig om at gøre, da jeg var stået op.

      ”Jeg kan ikke lide den.” Agathe stod med sit tykke sjal om sig, mens hun spejdede med smalle øjne ud i den dunkle tåge, som var trillet ind over landsbyen i løbet af natten. ”Det er jo bare tåge. Så længe jeg har kompasset med, du gav mig, og holder mig til stien, burde der ikke være nogen problemer med at finde frem. Husk på at den skov er mit andet hjem.” Jeg sendte Agathe et opmuntrende smil, selvom det ikke ligefrem hjalp. Normalt ville hun straks have fjernet det bekymrede udtryk og have givet mig ret i stedet for. Have sagt at hun nok bare var en smule overtroisk eller noget i den stil. Nu stod og så på mig med et blik fyldt med uro, og hendes læber var en smal streg. Hun lignede slet ikke den Agathe, jeg kendte. Eller jeg troede, at jeg kendte.

      ”Bare lov mig en ting. Pas på dig selv min pige.” Jeg nikkede let, inden jeg gav den ældre dame et kram. Hendes gamle arme føltes pludselig meget stærke, sådan som hun gengældte krammet. Som om at hun så mig for sidste gang.

      ”Selvfølgelig, men bare rolig. Der er en grund til, at ingen af fyrene kunne slå mig som lille.” Det fik et let smil frem på den ældre kvindes læber. Jeg vendte mig om for at vinke farvel til hende, da jeg nåede de første par træer i skoven, inden jeg drog videre. Hvad jeg ikke vidste, var at så snart jeg var ude af syne, foldede den ældre dame sine hænder og så op imod himlen, som i en bøn til guderne.

      De visne blade knaste under mine fødder, da frosten tydeligvis var kommet igen i løbet af natten. Stien foran mig var fyldt med blade, som om at skoven havde forsøgt at dække stien til. Det ville nok have fået enhver, som ikke var kendt i skoven til at stoppe op og se sig om i denne tåge, som blev tættere og tættere jo længere ind i skoven, jeg bevægede mig. Det generede mig dog ikke synderligt, da det var meget normalt, at der var tågebanker i skoven fra tid til anden. Faktisk var jeg ret sikker på, at når jeg først nåede floden, som løb igennem skoven, så ville tågen klare lidt op igen.

      Alligevel virkede det som om, at jo flere timer der gik, og jo længere jeg bevægede mig igennem skoven, jo tættere blev tågen. En svag fornemmelse begyndte at vokse i min mave, som skovens lyde begyndte at forsvinde. Det var først, da jeg tog et skridt uden at kunne høre de knasende blade under mine fødder, at jeg stoppede op. Der var noget ved den her tåge, som ikke var helt normalt. Noget ved den føltes ikke trygt. Da jeg havde været barn, havde tåge været det bedste tidspunkt, at lege fangelege i skoven med de andre børn. Tågen havde gjort det sværere at være den, der skulle fange de andre, hvilket blot havde gjort legen sjov. Især når en eller anden kom til at løbe ind i et træ.

      Den her tåge var anderledes. Den var ikke helt hvid, som de fleste tåger, jeg havde set var. Den var mere grålig, hvilket ellers kun skete ved natte eller skumrings tid. Faktisk havde jeg slet ikke nogen fornemmelse af, at solen burde være stået op for længst, som jeg stod der omgivet af den tætte tåge. Og så var det jeg mærkede det. Fornemmelsen der stille havde vokset i min mave, var samme fornemmelse som den fra aftenen før. Fornemmelsen af at blive iagttaget. Så langsomt som muligt, lykkedes det mig at løsne buen, der hang på siden ad min rygsæk, uden at tage den af. For uanset hvad der befandt sig ude i den tåge, havde jeg tænkt mig at være parat. Jeg ville ikke lade mig blive overrasket, hvis der pludselig var en ulv eller en bjørn, som havde forvildet sig ud i den her ende af skoven.

      Jeg havde lige nøjagtig lagt en pil for min bue, da jeg sænkede den igen. En bjørn? Hvorfor fik tanken om en bjørn mit hoved til at dundre. Nærmest som om at min hjerne anstrengte sig for meget om et eller andet. Spørgsmålet var bare om hvad?

      En puslen fik mig til at snurre rundt på stedet. Tågen var så tæt, at jeg havde svært ved at pilens spids. Så mit bedste våben lige nu var måske ikke så meget buen, men mere pilen selv. En sort silhuet gled forbi tågen så hurtigt, at jeg hurtigt mistede den af syne igen. Jeg kunne mærke mit hjerte øge sit tempo, mens adrenalinen blev pumpet rundt i min krop. For et eller andet sagde mig, at uanset hvad der gemte sig ude i tågen, så var det ikke venligsindet.

      Luften syntes pludselig meget kold. Alt for kold. Jeg ligefrem kunne fornemme, hvordan små iskrystaller begyndte at dannes på mit tøj, mens en overvældende stank pludselig ramte min næse. Den var så slem, at den fik min næse til at svie og mine øjne til at løbe i vand. Som om jeg ikke havde nok problemer med at se i forvejen. Det var en stank af rådne æg, der kun voksede sig kraftigere og kraftigere. Jeg var overbevist om, at jeg var begyndt at hallucinere, da jeg så først en sort silhuet i den tætte tåge. Så en mere. Og en til. Lige indtil at det gik op for mig, at det ikke var noget, jeg bildte mig selv ind. De var ægte.

      Jo tættere på mig de bevægede sig, jo kraftigere blev stanken. Nærmest som om at den kom fra dem. Kunne de ikke selv lugte, hvor slemt de stank? Mine ben føltes stive, da jeg placerede dem i forsvarsposition. Silhuetterne var nu begyndt at kredse omkring mig. Nærmest som at de var en flok vilde dyr. Men de var højere end noget dyr jeg kendte, og samtidig kunne de umuligt være bjørne. For bjørne cirkulerede ikke rundt om sit bytte på bagbenene. Eller jagede i flok for den sags skyld.

      I starten bevægede de sig langsomt og roligt. Nærmest som om at de nød, min angst der voksede for hvert eneste sekund, der gik. Det her føltes ikke virkeligt. Som om det var noget, der hørte til i et af mine mareridt. Med et løb en iskold tanke igennem mit hoved, og af en eller anden årsag var jeg sikker på, at jeg havde ret. Hvad end disse skabninger var, så var de ikke noget, som os mennesker kendte til.  Eller havde valgt at glemme.  Faktisk mindede silhuetterne mig om monstre, der havde optrådt i mine mareridt som barn. Utydelige silhuetter der jagtede mig igennem skoven kun med et eneste formål. At dræbe alt hvad de mødte på deres vej.

      Jeg forsøgte at ryste frygten af mig, som silhuetterne begyndte at øge farten. De løb så hurtigt, at jeg havde svært ved at skelne den ene fra den anden. Og med et virkede det som om, at tågen der omgav mig var sort. En sort tåge. Uden at vente et eneste sekund mere, valgte jeg at affyre den første pil. Den fløj direkte ind imellem dem, og landede i stedet for et sted ude i tågen. Jeg havde dårligt nok nået at affyre den første pil, inden jeg rakte ud efter den næste. Alligevel var jeg ikke hurtig nok. En af silhuetterne brød cirklen, og sprang ind forbi mig, så jeg kunne mærke, hvordan noget der mindede om en klo skar mig hen over skulderen. Som smerten skød igennem min arm, slap min hånd buen, så den faldt til jorden. Uden at have tid til så meget, som at overveje at samle buen op, greb jeg fat om en pil, som jeg af alle kræfter hamrede imod cirklen af mørke omkring mig. Et skrækindjagende hyl hørtes, der skar i mine øre, som den ene skabning fløj ud ad cirklen og hamrede direkte ind i et træ, så vidt jeg kunne høre.

      Som havde jeg trykket på en knap, blev cirklen omkring mig pludselig tættere, og jeg kunne mærke, hvordan skabningerne begyndte at flå i mit tøj, for at komme ind og skære i huden på mig. Jeg samlede så meget kraft, jeg havde i mine ben som muligt og satte af, så jeg bragede direkte igennem cirklen. I min flugt fra cirklen, havde jeg fået væltet en af skabningerne med mig, som landede på jorden ikke mere end en meter fra mig. Jeg havde dog bare ikke tid til at se, hvad det var, desuden var jeg heller ikke sikker på, at jeg havde lyst til at vide det. For mit instinkt sagde mig, at hvis jeg ikke kom væk i en fart, så havde det vitterligt været det sidste kram, jeg nogensinde ville få af Agathe et par timer tidligere.

      Mine ben bar mig så hurtigt de kunne hen over den frosne jord, uden at jeg tog hensyn til, hvor jeg løb hen. Jeg måtte bare væk. Stanken af rådne æg forfulgte mig tæt, og ind imellem kunne jeg mærke, hvordan en af skabningernes klør fik revet mig hen over bag låret, eller hørte hvordan de rev og flåede i rygsækken. Mine arme kæmpede nu for at få frigjort pilekobberet, da alt det andet i rygsækken kunne være lige meget nu. Faktisk var rygsækken bare med til at sinke mig, så i det øjeblik jeg fik frigjort pilekobberet, smed jeg rygsækken af mig. Med et brag hørte jeg, hvordan rygsækken kolliderede med en af skabningerne, som forhåbentlig ville sænke den, selvom jeg endnu havde resten af dens kompagnoner efter mig.

      Det at smide rygsækken havde gjort, at jeg nu løb endnu hurtigere, selvom det langt fra var hurtigt nok. Ikke når jeg kunne mærke den isnende stank fra skabningerne, der lod til at tørste efter blod. Mit blod. Jeg forsøgte ihærdigt at udholde smerten, og ikke miste fokus hver gang jeg mærkede et af væsnernes klør få ram på mig. Mit tøj føltes efterhånden gradvist fugtigt, det som endnu hang på min krop, og samtidig var en anden lugt begyndt at blande sig med den forfærdelige stank af rådne æg. Lugten af jern.

      Pulsen dunkede i min tinding, som lydene af skabningerne kom nærmere. Det lød mest af alt som vinden, der havde taget skikkelse af nogle skabninger, jeg ville ønske, jeg aldrig nogensinde havde mødt. Alligevel var det som om, at skabningerne begyndte at sænke farten, selvom jeg blev ved med at løbe. Måske var de blevet trætte? Selvom jeg nu tvivlede stærkt på det.

      Tågen begyndte gradvist at lette, og ligesom den lettede kom en øredøvende buldren, der fik mig til at tvinge mine ben til at stoppe op, så jeg lige nøjagtig ikke faldt ud over kanten. Omkring tyve meter under mig løb den store flod, der delte skoven i to, og til min skræk opdagede jeg, at min flugt ikke havde fulgt stien. For der var ingen bro i nærheden.  I det øjeblik hørte jeg en let knasen fra de frosne blade bag mig, hvilket fik mig til at snurre rundt.

      Synet der mødte mig, var langt mere skrækindjagende end de monstre, jeg nogensinde havde set i mine mareridt. Foran mig stod fem sortklædte mænd, der alle måtte være omkring to meter høje. De bar alle store sorte hatte, der skulle skjule deres ansigter, men i det øjeblik var de fuldstændig blottede for mig. Deres ansigter lignede mest af alt et aflangt kranium med et meget tyndt lag sort hud hen over det, og de dybe øjenhuller gemte der sig ildrøde øjne, som blot ventede på at fortære deres bytte. Det jeg havde troet var klør, var i virkeligheden noget der mindede om sylespidse barberblade, der sad, hvor andre folk normalt havde fingre, og resten af dem var fuldstændig sort. De havde intet hår, og selv deres kæbe manglede også, hvilket blot fik dem til at se endnu mere groteske ud.

      Jeg vidste, at det her måtte være enden. At jeg aldrig skulle få de svar, som jeg så inderligt søgte. Medmindre…

      I det jeg så skabningerne springe imod mig, valgte jeg at snurre rundt på stedet og sætte af fra klippekanten. Vinden piskede mig i ansigtet, som jeg faldt ned imod den brusende flod. Den afskyelige stank af rådne æg blev blæst bort omkring mig, og det sidste jeg så, inden det kolde vand omsluttede mig, var de ildrøde øjne på et monster.

      

      Vandet i det sorte kar havde et rødligt skær, mens billeder løb hen over det. Pigen i vandet blev flået og revet i, men alligevel fandt hun styrken til at forsætte. Det tåbelige pigebarn. Et grusomt smil bredte sig på den mørke skikkelse i skyggernes læber, som hun så, hvordan det gik op for pigen, at hun skulle dø. Dog havde skikkelsen aldrig forestillet sig, af pigen frivilligt ville kaste sig ud fra klipperne. Hun kunne umuligt overleve klipperne, der gemte sig under vandoverfladen. Skikkelsen ventede og ventede, men pigen dukkede ikke op igen.

      En latter så skarp som knive og alligevel så fortryllende, fyldte det dunkle rum, inden billedet i vandet forsvandt. 

 

 

___________________________

God man... mit hjerte sidder helt oppe i halsen på mig efter at have skrevet det her! Hvad syntes I om det?

Jeg tror, hvis det var mig, som havde mødt de skabninger, at jeg ville have været død af skræk. Hvad med jer?

Skriv hvad I synes, tænker, føler osv. i en kommentar, da jeg vil blive rigtig glad for nogle tanker omkring det :)

Og uh.... hvad mon der sker i morgen xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...