The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
1914Visninger
AA

5. Kapitel 4.

      Et kompas med to visere. Den ene pegede på mig selv, mens den anden pegede ligefrem for mig. Mit blik gled op fra pilene, og mine øjne mødte hans. De var smalle, så man kunne se smilet i dem, og så havde de en varm mokka farve. Af en eller anden grund sprang mit hjerte et par slag over, og et smil formede sig automatisk på mine læber.

      Han var ikke særlig langt væk fra mig, og nu kunne jeg se, at han kun var lidt højere end mig. Det drejede sig måske kun omkring 5-7 cm. Hans tøj var simpelt, men alligevel var der et eller andet over det. Jeg ved ikke, om det var fordi stoffet måske så meget blødt ud, at det virkede som noget dyrt og fornemt. Og så var der hans smil, hans strålende smil med de mælkehvide tænder.

      Jeg var lige ved at kunne se hans ansigt helt tydeligt, da det var som om, at en sort tåge omringede ham. Skjulte ham. Jeg forsøgte at trænge igennem den sorte tåge, men mærkede blot noget hårdt ramme mit ansigt. Det var sneen. Sneen hvirvlede nu omkring som i en rasende storm i den sorte tåge. Jeg forsøgte at kalde på ham. Forsøgte at råbe hans navn, men stormen slugte min stemme.

      Med et sæt satte jeg mig op i sengen. Min krop ligefrem skælvede, så voldsom havde drømmen været. ”Riah, er du okay?” Jeg måtte åbenbart have skreget i søvne, da Agathe kom styrtende ind til mig. Hun var stadig iført sin lyse lilla natkjole og matchende kyse, der dækkede hendes ellers iltre hår. ”Ja, jeg har det fint… Det var bare et mareridt…” Agathe fandt hurtigt en tændstik frem og fik tændt lyset, der stod på mit natbord. Jeg hørte hende gispe, mens jeg så forskrækkelsen i hendes øjne. ”Du… bløder?” Jeg blinkede en smule uforstående, inden jeg stille tog mig til kinden. Min kind føltes varm, og da jeg tog min hånd ned for at se på den, sad der ganske rigtigt en rød væske på mine fingre. En kulde nærmest spredte sig igennem mig ved synet. Jeg kunne tydeligt huske stormen i min drøm, og jeg var vågnet ved følelsen af, at iskrystaller skar mig over kinden. Præcis der hvor jeg nu havde en lille flænge med blod løbende ned ad min kind.

      ”Agathe… hvad sker der med mig?” Tårerne vældede op i mine øjne, som jeg mærkede hvordan angsten pludselig tog bog i min krop. Jeg frøs. Jeg havde aldrig frosset før, men pludselig var det som, at en stor isklump var begyndt at vokse i min krop, og flyde rundt med mit blod. Agathe gik stille over og fandt en klud, som hun kom tilbage med. Hun satte sig på min sengekant og gav sig roligt til at tørre blodet af min kind.

      ”Hvad drømte du?” Agathes stemme var så rolig, at det fik mig til at slappe en smule af. Selvom det ikke var særlig meget. ”Der var to pile… Den ene pegede på mig, og den anden pegede på Onew… eller jeg tror i hvert fald, at det var Onew… Jeg så ham næsten denne her gang… Men så kom der en sort tåge. Og en snestorm brød løs…” Agathes ansigt var blevet bekymret, da jeg havde nævnt tågen. Og nu begyndte isen for alvor at spredes i min krop. ”Hvad er der i vejen?”

      ”Kan du huske, hvad der skete sidste år?” Agathes stemme var fyldt med en ro så påtaget, at jeg begyndte at skælve let igen. Jeg havde en klar fornemmelse af, at hun snakkede om sidste december. Om den måned som manglede i min dagbog. Om den måned, som jeg ikke kunne huske. ”Nej.” Agathe nikkede let, hvorefter et suk forlod hendes læber. ”Tag noget varmt tøj på og kom ud i køkkenet, når du er klar. Så laver jeg lidt te til os.”

      

      Han stod og så ud af det gigantiske vindue ned mod byen. Der var helt mørkt, da der endnu var lidt til solen gryede. Normalt ville han have ligget i sin seng på det her tidspunkt. Men han kunne bare ikke sove længere. Han havde drømt om hende igen. Denne gang langt mere tydeligt. Han havde kun været få meter væk fra hende. Få meter væk fra at kunne have lagt sine arme om hende, holde hende ind til sig og aldrig give slip igen. Lige indtil den tåge var dukket op. Det havde ikke været nogen almindelig tåge. Det havde været en sort tåge.

      Hans lærermester havde en gang fortalt ham, at der fandtes ting i denne verden, som vi mennesker ikke forstår. Ting som går ud over vores vildeste ting. Ting som magi. Alligevel virkede det bare som om, at magi ikke kunne være svaret. Men hvordan skulle han ellers være kommet i kontakt med hende på den her måde? Det måtte da være magi, ik’? Eller var han bare ved at miste forstanden? Eller hvad med den sorte tåge? Den havde omsluttet ham. Tvunget ham væk fra hende. Han havde set, hvordan tågen havde fået sneen til at angribe hende. Og hvordan den havde holdt ham væk. Som for at beskytte ham. Måske var det bare hans underbevidsthed, som forsøgte at beskytte ham imod de gamle minder?

      Alligevel blev han stående og kiggede længselsfuldt ud ad det store vindue. Hvis han blot kunne få lov til at se hende igen. Men han vidste ikke engang, hvor hun kom fra. Hun var bare dukket op uden videre i den skov, hvor han havde trænet sidste år. Skoven mod bjergene. Måske han skulle forsøge at ridde derud? Men hvad ville chancerne være for at kunne finde hende?

      Lyden af stof der knitrede let, som nogen bevægede sig, fik ham til at kigge over imod sengen. Der lå hun. Kvinden med det kulsorte hår, der nærmest lignede en engel, som hun lå der og sov. Hun var hans fremtid. Han var nødt til at holde op med at tænke på hende den anden. Hans øjne gled dog tilbage til den tildækkede måne, mens han mærkede hvordan hans hjerte langsomt delte sig i to.

      

      Man kunne svagt fornemme solen var ved at stå op. Den havde så småt begyndt at farve horisonten rød, og om en lille times tid, ville den så være oppe, så man kunne se den i al sin pragt. Jeg sad ude i køkkenet iført en tyk morgenkåbe og varme tøfler. Imellem mine hænder befandt sig et krus varm kamillete, som Agathe havde lavet til mig. Over for mig sad hun så med sit eget krus kamillete, mens hendes vise øjne hvilede opmærksomt på mig. Ingen af os havde sagt noget, siden hun havde forladt mit værelse for at lave teen. Det føltes underligt, at have denne stilhed imellem os. Nærmest som om, at vi var fremmede over for hinanden.

      ”Riah. I går forsøgte jeg at snakke med dig, men du virkede oprevet, og så lod jeg det være. Men da du vågnede med det sår på din kind, vidste jeg, at vi var nødt til at snakke med det samme.” Agathe så lige pludselig endnu ældre ud end hun plejede. Samtidig var hendes stemme så alvorlig, at hendes ord ikke ligefrem hjalp på den kulde, som jeg følte løb igennem min krop. Tværtimod.

      ”For et år siden kom du hjem fuldstændig omtåget. Jeg ved ikke, hvor du havde været henne, kun at jeg havde givet dig lov til at tage på eventyr. På det punkt der minder du meget om din far. Du ville ud og opleve noget spændende, efter at have fået beskeden om, at din far ikke ville komme hjem til jul. Og jeg gav dig lov. Men da du vendte tilbage, hvilede der noget over dig. Noget mørkt.” Måden hun sagde tingene på, fik den bidende kulde i mit indre til at tage til. Hvorfor havde hun ikke fortalt mig om det her noget før? Havde hun forventet, at jeg selv pludselig ville huske det igen? Eller var der en helt anden årsag?

      ”Ser du. Alle levende væsner har en aura. For nogen er den meget svær at se, mens andres lyser ganske klart. Jeg har aldrig kunnet være i stand til at se auraer, men da du kom hjem. Den dag glemmer jeg aldrig. Hele din krop var indhyllet i en aura så sort, at jeg troede, du ville være fortabt for altid.” Af en eller anden årsag kom jeg til at tænke på den sorte tåge igen. Den havde virket levende. Som om, at den med vilje skilte mig og Onew fra hinanden. Med vilje forsøgte at udviske ham i mit hoved. Men hvorfor? Jeg havde alt for mange overnaturlige teorier, og ingen af dem var ligefrem særligt gode.

      ”Men hvorfor mig?” Min stemme skælvede let, og jeg kunne mærke gråden stille sætte sig i min hals. Det føltes forfærdeligt. Hvad skulle alt det her betyde?

      ”Jeg ved det ikke min kære. Efter et par uger aftog det sorte, og du kom til dig selv igen. Men noget af det blev hængende ved dig. Det var det sorte, som forhindrede dig i at se dine drømme. Af en eller anden årsag, er det dog blevet meget svækket de sidste par dage. Noget der betyder, at du bliver nødt til at rejse.”

      Min krop skælvede, og min hals føltes tør som en ørken. Det her var så uvirkeligt. Det at have mødt Knips var fantastisk. Det betød at alle mine drømme som lille var virkelige. Men desværre betød det vist, at det var mine værste mareridt også. Faktisk gav det god mening, at der var noget sort over mine drømme tidligere. Jeg havde husket sne. Og så en følelse. Tit og ofte kun meget svagt. Ellers havde resten været sort. Sort som i den tåge i min drøm.

      ”Hvorfor skal jeg rejse?” Det gjorde ondt, at få ordene ud over mine læber, da de nærmest skar mig i halsen. Forsigtigt tog jeg en tår af min te, der efterhånden var gået hen og blevet kold. Men det rørte mig ikke. Intet kunne gøre mig mere kold, end de ting som Agathe var i gang med at fortælle mig.

      ”Jeg har aldrig fortalt, at jeg har en søster, har jeg?” Jeg blinkede let ved den information. Hvorfor skulle jeg vide det? Og hvorfor havde hun aldrig nævnt det for mig før? Jeg stolede ikke nok på min stemme, så i stedet for valgte jeg at ryste svagt på hovedet. Agathe nikkede blot tænksomt af det.

      ”Hendes navn er Beatrice. Jeg vil have, at du tager op og besøger hende nogle dage. Hun kan virke lidt sær, men jeg tror, at hun kan hjælpe dig.” Agathes øjne lyste nu af noget, jeg aldrig havde set i dem før. Noget der fik den ældre dame til pludselig at se meget ung ud. Det var sådan så hendes hår nærmest var fuldstændig mørkebrunt, og alle rynkerne omkring hendes øjne og mund var væk. Hun så endda ud som om, at hun havde tabt en del kilo. ”Du har allerede opdaget, at ikke alting er, hvad de ser ud til i denne verden. Og er der nogen, som ved mere om det end nogen andre, så er det min søster.”

      Med et var Agathe sit gamle ældre jeg igen, og et svagt smil spillede på hendes læber. ”Efter den drøm du har haft i nat, vil jeg gerne have, at du nøjes med at gøre klar til at rejse i dag. Men i morgen må du tage af sted så snart solen står op.”

      

      ”De kaldte, Deres Majestæt?” En høj rank ridder gik på knæ foran fyren, der endnu en gang stod og så ud ad sit vindue. Ved lyden ad den andens stemme vendte han sig dog om og sendte sin ven et smil. ”Du behøver ikke nogen høfligheds fraser. Her er ingen andre.” Ridderen nikkede let af det, inden han kom på benene igen med et smil. Han var høj, havde gode træk, store frø-agtige øjne, og så var han den bedste ridder i hele kongeriget.

      ”Hvad er der Jinki?” Jinki’s smil forsvandt stille, mens han vendte sit blik ud imod horisonten. ”Kan du huske min træningsperiode sidste år?” Den høje ridder nikkede let af det, mens han så opmærksomt på Jinki. ”Ja, du klarede dig to uger i den skov, selvom dit eneste hjælpemiddel, var din daggert. Hvorfor?” Et let suk forlod Jinki’s læber, mens hans øjne blev sorgmodige. ”Alle tror, at jeg klarede mig selv al den tid. Men det gjorde jeg ikke…” Ridderens store øjne blev endnu større, som han stod der og hørte sin ven og prins fortælle noget, han aldrig troede, han skulle have hørt.

      ”Allerede efter to dage kom jeg i kambolage med en bjørn. Det lykkedes mig at flygte fra den, men jeg var såret. Jeg var stædig og nægtede at drage tilbage mod byen. Og så dukkede hun op.” Han kunne mere end tydeligt huske, hvordan hun var dukket op. Han havde ligget der i sneen, halvt bevidstløs, fordi han havde mistet mere blod, end han havde forventet. Hans syn havde været sløret, lige indtil hun var dukket op for hans øjne. Hun havde bragt ham i ly ved at bygge et læ sted til dem. Hun havde renset og forbundet hans sår. Og hun havde taget sig af ham.

      ”Hun?” Jinki nikkede let, hvorefter et suk forlod hans læber. ”Hun var som en engel. Hun tog sig af mig og sørgede for mig, mens jeg var såret.” Han skulle lige til at tilføje noget mere, men han kunne bare ikke få sig selv til det. Ridderen kendte dog sin prins alt for godt og gættede selv resten. ”Du blev forelsket, ik’?” Ridderen kunne huske, at have hentet prinsen efter sin prøvelse. Han havde smilet og virket stærk og selvsikker. Men et eller andet sted, havde ridderen kunnet fornemme, at hans prins virkede mere trist end glad.

      ”Jeg har ikke tænkt på hende længe… men på det sidste har jeg haft nogle drømme. Nærmest som om det i virkeligheden var møder. Og der var noget ildevarslende over dem…” Jinki vendte nu sit blik imod sin ridder og ven. Hans øjne var bekymrede. Mere end han nok selv var klar over. ”Hvad vil du have, jeg skal gøre?”

      

      Jeg stod ude i mit atelier, og betragtede alle mine malerier. Det var et skræmmende syn. Uden jeg selv havde været klar over det, var det som om, at jeg havde malet en skygge. En sort skygge, der næsten ikke var til at se på malerierne, men som i sandhed var der. Jeg ved ikke engang, om det mest skræmmende var skyggerne, eller det faktum at en sort skygge havde omgivet mig. At den skygge jeg havde set i min drøm ikke bare var en indbildning. Den havde været ægte.

      Det løb koldt ned ad min ryg, som jeg stille tog penslen imellem mine fingre for at male lidt igen. Jeg havde tænkt mig at male Onew, eller i hvert fald forsøge på det. Jeg kunne endnu huske hans lidt spinkle kropsbygning, som måske gemte på flere muskler end man lige kunne se. Jeg kunne huske hans brune hår, og måden hvorpå hans pandehår nærmest selv faldt ned imod den ene side ad hans ansigt. Desværre kunne jeg ikke helt huske hans ansigt. Jeg vidste, at hans øjne var varme, og hans smil vidunderligt. Men jeg kunne ikke huske det i detaljer.

      Penslen gled stille hen over lærredet, lidt ligesom jeg strøg hans pandehår til siden med en kærlig hånd. Mine øjne blev store, mens penslen faldt ned mod gulvet, for blot at lave pletter, som den landede. Mit hjerte hamrede for fulde gardiner, mens min hånd rystede ganske svagt. Jeg havde følt det. Havde følt hans bløde pandehår, som jeg havde stået og malet det. Men hvordan kunne det være muligt? Jeg drømte jo ikke nu? Og hvorfor skulle jeg have den fornemmelse? Medmindre… Var det et minde? Men hvordan skulle det dog kunne være muligt?

      Jeg bed mig stille i min underlæbe, mens jeg rakte ned efter penslen med rystende hånd. Der skete bare alt for mange ting på en gang. Hvorfor skulle det her lige ske for mig? Og hvorfor havde Agathe ikke fortalt mig om skyggen før? Og hvad kunne hendes søster gøre for at hjælpe mig?

      Jeg efterlod penslen på det lille bord ved siden ad lærredet, inden jeg forlod mit atelier. Jeg havde aldrig haft klaustrofobi, men i det øjeblik havde det lille atelier føltes alt for omklamrende. Mine fødder stoppede stille op, inden jeg nåede døren, der førte ind i huset igen. Af en eller anden grund reagerede min krop, uden jeg selv havde nået at fornemme følelsen. Følelsen af at blive iagttaget. Automatisk snurrede jeg rundt, for at se mig omkring. Det eneste der var at se, var de nøgne træer i skovkanten. De virkede så almindelige. Så hvorfor fortalte min hjerne mig noget andet?

      

      Pigen havde stoppet op på sin vej tilbage til huset. Nærmest som om, at hun havde kunnet fornemme kulden, der trillede imod landsbyen. Kulden der medbragte en stank af rådne æg…



________________________

Så fik I endelig at vide, hvem "fyren" var ;) Så Jinki er altså prins. Men hvem er hans forlovede? Og hvem er hans ridder?

Jeg vil gætte på I har mange flere spørgsmål end dem, jeg har stillet. Så jeg vil gerne høre, hvad I er nysgerrige omkring indtil videre, og ellers så skriv gerne en kommentar omkring, hvad I ellers synes om denne julekalender :)

Elsker konstruktiv kritik, så kom endelig med en masse ^^ Jeg venter på det ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...