The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
1913Visninger
AA

4. Kapitel 3.

      Der var helt mørkt i huset. Med undtagelse fra et enkelt værelse, hvor et lys brændte let. Det var placeret på det lille bord ved siden af spejlet, som hang på væggen. Den lille flamme sørgede for at lægge det gamle ansigt foran spejlet i let mørke folder. Man kunne endda ikke fornemme de grå stænk i hendes hår, der hang i en lang fletning ned over brystet på hende.

      ”Jeg er bange for, at det er ved at være tid.” Den ældre dames spejlbillede svarede hende igen. ”Jeg ved det. Den Sorte sværmer stadig om hende, men jeg kan begynde at se hende igen.” Agathe nikkede lettere bekymret. ”Det var jeg bange for. Jeg ved ikke, hvad Den Sorte vil hende. Men det må have noget med de drømme at gøre.” Et let suk forlod den ældre dames læber, hvorefter hun vendte sine trætte øjne imod spejlet. ”Send hende til mig. Så skal jeg se, hvad jeg kan gøre.” Agathe nikkede let, hvorefter hun tog fat i lyset på bordet. Hun så en sidste gang på spejlbilledet med et let smil spillende på sine læber. ”Pas på dig selv.” Som hun pustede lyset ud, forsvandt al lyset i rummet, og henlagde endnu en gang huset i totalt mørke.

      

      ”Jeg smutter nu Agathe! Vi ses senere!” Jeg havde dårligt nok nået at få morgenmad, før end jeg var på vej ud ad døren. Jeg havde aftalt at mødes med Knips igen i dag, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Bare det at vide, at der fandtes væsner derude, som alle mente hørte til i sagnene, fik mig til at spekulere på, hvad mon der ellers fandtes derude?

      ”Riah, vent…!” Agathe stod i døren og så efter mig med et lettere bekymret blik. Hun troede sikkert, at jeg havde haft endnu et mareridt, som jeg skulle ud og ryste af mig. Så jeg sendte hende bare et stolt smil med løftet om, at jeg nok skulle være tilbage før end solen gik ned igen.

      Bladene var bløde og jorden let mudret under mine støvler, hvilket betød at vi havde haft en fugtig nat. Noget der ikke var helt normalt på den her årstid, hvor der stort set altid var nattefrost. Det fik mig til at tænke tilbage på min drøm fra i nat. For første gang nogensinde havde jeg ikke kunnet huske noget sne. Faktisk havde jeg været omgivet af mørke i stedet for. Kvælende mørke, jeg ikke havde troet, jeg kunne slippe fra. Lige indtil en rød pil var dukket op. Den havde snurret rundt i en evighed, lige indtil den stoppede og pegede på mig.

      Det havde været sådan en underlig drøm, som slet ikke passede ind i mønsteret med mine tidligere drømme. Betød det, at jeg endelig var sluppet af med dem? Jeg følte mig faktisk en smule vemodig ved tanken. For betød fyren i mine drømme ingenting så? Medmindre at den drøm jeg havde haft i nat var et tegn? Men det var måske også lige i overkanten. Alligevel kunne jeg ikke lade vær med at koble min drøm i nat til mit møde med Knips. Måske havde han nogle af de svar, som jeg manglede?

      Mit blik gled rundt imellem træerne, da jeg nåede stedet, hvor jeg mente, at træet havde været dagen før. Umiddelbart var der dog ingen lille gylden kugle at se nogen steder. ”Knips?! Knips er du her?!” Jeg så lidt rundt i forventning om at se det orange hår befinde sig på en gren, og de mosgrønne øjne smile til mig. Men det var der ikke. Jeg pustede en smule skuffet til en lok af mit pandehår, hvorefter jeg sparkede let til nogle af bladene på jorden. Det fik dem til at hvirvle let op i luften, for blot at lægge sig på den mudrede jord igen. Jeg gentog bevægelsen, selvom det mudrede mine støvler til, så jeg kunne betragte bladene falde til jorden. Ligesom mit humør.

      Da jeg sparkede til endnu en bunke blade, bemærkede jeg at noget glimtede i luften, inden det fald ned mellem de mudrede blade igen. Jeg satte mig stille ned i hug og gav mig til at undersøge skovbunden. Mit hjerte hamrede let, da jeg var sikker på, at jeg havde set noget. Og med tanke på Knips i går, kunne det jo være hvad som helst. Selvom jeg nok ville blive skuffet, hvis det bare viste sig at være et glasskår. På den anden side havde jeg ingen idé om, hvordan et glasskår skulle kunne havne herude midt imellem træerne.

      Det var et rent tilfælde, at jeg bemærkede noget glad imod min ene finger i stedet for den bløde mudrede underside på et af de blade, som jeg havde fat i. Forsigtigt lod jeg bladene falde ned i min anden hånd, så jeg kunne pille dem fra enkeltvis, lige indtil der kun lå en lille skive af noget der lignede guld tilbage. Jeg holdt den lille skive så tæt på mit ansigt, at jeg var ved at blive helt skeløjet af at kigge på den. For mig var skiven alt for lille til, at jeg kunne se nogen former for detaljer, og det derfor blot virkede som en lille flig af et stykke guld, nogen måske havde tabt.

      ”Jeg ville ønske, det var større… Så kunne jeg købe et godt skin til Agathe.” Jeg smilede let ved tanken. For hvis jeg havde penge til at købe et skin til Agathe, så kunne hun ikke brokke sig over at fryse eller noget i den stil. Mit blik gled let rundt, da min næse opfangede en sær duft. Den var sød og mindede mig om forår og sommer. Noget der ikke ligefrem burde være muligt på denne årstid. Til sidst faldt mit blik ned på den lille skive i min hånd, som var begyndt at vokse. Jeg blinkede voldsomt, da jeg ikke troede mine egne øjne, og derfor tabte skiven. Den blev ved med at vokse, lige indtil den havde en størrelse, som kunne fylde næsten hele min hånd.

      En klump havde samlet sig i min hals, som jeg stille sank, inden jeg forsigtigt rakte min hånd frem for at samle genstanden op i min hånd igen. Ganske forsigtigt børstede jeg det mudder af, som den havde fået, da jeg tabte den på jorden. Synet der mødte mine øjne var helt utroligt. Nu kunne jeg se detaljerede og indviklede mønstre i guldet, som udgjorde det meste af ydersiden. Altså undtagen den runde glasskive i midten, der fik mig til at tænke på et lommeurs udseende. Der befandt sig da også to visere inden under glasset. En blå og en rød viser. Der var dog ingen tal at se på det. Bare de to visere.

      Mine bryn rynkede sig en smule skeptisk, mens jeg så kort rundt. Der var ingen i nærheden til at tage gas på mig, var der? Kunne det være Knips? Eller var det her måske den ting, som Knips havde ledt efter? Men hvad skulle han med et lommeur uden tal, og som slet ikke gik? Og hvad mærkeligere var… Hvor var den duft kommet fra før? Den var godt nok væk igen, men jeg var stadig ret sikker på, at den havde været der.

      En lille metallisk lyd fik mig til at se ned på uret igen. Mit hjerte begyndte at hamre helt vildt, og pludselig havde jeg det som om, at jeg blev suget tilbage til nattens drøm. Den røde viser snurrede rundt i et faretruende tempo, indtil den stoppede brat op. Der var ingen tvivl om, at viserens spids pegede direkte imod mig. Mine ben fik mig hurtigt op at stå, da det her var en smule for urealistisk for mig. Det kan godt være, at jeg troede på sagnvæsner. Men at se ens drøm udfolde sig for én i vågen tilstand, var ikke lige mit domæne.

      Jeg skulle lige til at sætte i løb tilbage mod landsbyen, men da jeg vendte mig om, undslap i stedet for et forskrækket skrig mine læber, og uret havnede endnu en gang nede i mudderet for mine fødder. ”Gider du lige?! Et almindeligt ’goddag’ havde måske været på sin plads?” Knips så på mig med et lettere fornærmet udtryk, som fik varmen til at stige let i mine kinder. Mit hjerte sank stille farten igen, og jeg pustede let ud. ”Det må du undskylde… Jeg havde bare ikke hørt dig komme.” Et let smil formede sig på de små læber, hvorefter Knips blinkede let til mig. ”Det er ikke meningen, at du skulle kunne høre mig.”

      De små øjne rettede dog hurtigt deres opmærksomhed ned imod uret for mine fødder. Jeg havde ikke forventet, at den lille fyrs øjne kunne blive så store, som da han spærrede dem op. Faktisk var jeg sikker på, at de havde været meget tæt på at trille ud ad hovedet på ham. ”Hvordan har du gjort det?!” Knips pegede rædselsslagent ned uret, som jeg stille samlede op fra mudderet. Dog uden at kigge på viserne, da jeg havde på fornemmelsen, at den røde viser pegede på mig endnu. ”Jeg har ikke gjort noget. Den voksede bare!”

      Knips så lettere mistroisk på mig og lagde sine arme over kors. ”Du ville gerne have den til at vokse?” Hans blik irriterede mig en smule, da jeg intet havde med urets vokseværk at gøre. ”Ja, men jeg gjorde altså ingenting!” Knips øjne var stadig mistroiske. Så gjorde han noget, jeg ikke lige havde set komme. Han snusede først til uret i min hånd og derefter til mig. Eller rettere mit hår. Jeg viftede ham lidt væk fra mig. ”Hvad er det, du har gang i?!” ”Jasmin,” svarede han bare uden videre. ”Du dufter af Jasmin… ligesom den essens, der stadig hænger ved uret.” Jeg anede ikke, hvad Knips snakkede om. Skulle jeg dufte af Jasmin? Men de voksede ikke på denne årstid og da slet ikke her i omegnen. Man skulle længere mod øst for at finde et eksemplar af den.

      ”Prøv ikke at fortæl mig, at du ikke kender til magi! Det var jo sådan, du fik kompasset til at vokse!” Nu måtte det da fuldstændig rable for den lille fyr. Siden hvordan skulle jeg kunne udføre nogen som helst former for magi? Det fandtes vel ikke blandt mennesker som mig? Og hvis det gjorde, havde jeg sikkert vist noget om det på nuværende tidspunkt. ”Er du sikker på, at du ikke har kigget lidt for langt ned i Skovvogter øl tønden, inden du kom herhen?” Knips ansigtsudtryk var en blanding af irritation, vrede og fortvivlelse. ”Hvis du ikke er involveret i magi, hvorfor peger den røde pil så på dig?”

      

      Samtidig i en krypt langt væk fra skoven, hvor Riah befandt sig med Knips, stod en mørk silhuet. De mørke øjne betragtede et gammelt udseende kar i sten, hvor der var indgraveret en masse bogstaver på sprog, der for længst var uddøde blandt menneskeracen. Vandet i karet var en smule sløret til at starte med, indtil billedet i vandoverfladen ændrede form, og nu viste en skov fyldt med nøgne træer. Nede imellem træerne stod en pige og diskuterede med en skovvogter. Dog var det ikke vogteren, som havde fanget skikkelsens opmærksomhed. Det var kompasset i pigens hånd, der fik det til at vende sig i skikkelsens mave. Der var ingen tvivl om, at den røde pil pegede på pigen. Det mest foruroligende var dog den blå pil. For fulgte man kursen den blå pil havde, ville den føre pigen hen over floden, videre igennem skove, over bjerge, over isørken og til sidst ende i byen, som denne krypt befandt sig.

      ”Sciger a sonno nocturnum amina!” Skikkelsens stemme ville have fået ethvert væsen til at ryste. Hadet og vreden i stemmen var ikke til at tage tvivl af, selvom ordene var på et sprog ældre end det første nedskrevne sprog af menneskene. Mørke skygger gled hen over loftet, som lugten af svovl begyndte at sprede sig i krypten. Sorte klistrede klatter begyndte at dryppe fra loftet og ned på gulvet, indtil det blev stort nok til at antage skikkelsen af en mand. En mand iført helt sort tøj og med en stor hat, som skjulte hans ansigt. Da der først var dukket fem af disse væsner op, hang stanken af svovl som en tyk sort giftig tåge i hele lokalet.

      ”Hun må ikke forlade den landsby...." Skikkelsens stemme var lige så giftig som lugten i lokalet. Dog formede læberne sig i et ondskabsfuldt smil. " Gør hun... Så tag jer af hende…”

      

      ”Jeg har altså ikke magi, eller hvad det end er, du siger, at den der røde pil viser!” Jeg stod med mine arme over kors og så lettere irriteret på Knips. Et hav er spørgsmål havde formået sig i mit hoved, selvom den fornuftige del af min hjerne pænt sorterede dem fra. Selvfølgelig havde jeg ikke magi. Kompasset, eller hvad det nu var, måtte selv være magisk og have skiftet størrelse, så det passede til mig. Alt andet gav jo ikke mening. Selvom det her ingen mening gav for en almindelig landsby pige alligevel.

      Knips så på mig med et lettere opgivende blik, inden han knipsede med fingrene, og kompasset krympede i min hånd, så det igen var i den oprindelige størrelse. Han tog det fra min hånd, og gav sig til at ryste det lidt. ”Måske er det i stykker?” Han mumlede lidt af det, selvom han vist kom frem til med sig selv om, at det ikke burde kunne gå i stykker, men nok var det alligevel. ”Nå men… tak fordi du fandt det.”

      Jeg nåede ikke engang at sige noget som helst, før end Knips fløj af sted med så høj fart, at han var uden for synsvidde i løbet af et øjeblik. ”Hey! Jeg har nogle spørgsmål!!” Mine ben satte sig alt for langsomt i bevægelse, da jeg forsøgte at følge efter Knips, selvom det var håbløst. Den lille fyr var langt hurtigere end nogle af de dådyr, jeg nogensinde havde jaget.

      Med et irriteret suk vendte jeg derfor snuden hjemad i stedet for. Jeg havde et ton af ubesvarede spørgsmål i mit hoved, og ingen at stille dem til. Hvorfor havde jeg set pilen i min drøm? Var det slut med at drømme om sne og en fyr ved navn Onew, som jeg intet anede om? Havde jeg virkelig fået kompasset til at vokse? Og i så fald hvordan var det muligt?

      En let hovedpine var begyndt at trænge på, så jeg besluttede mig for at skubbe alle spørgsmålene til side, indtil jeg kunne komme hjem til min dagbog. Jeg var ganske simpelt nødt til at lave en liste, hvis jeg nogensinde skulle kunne få ro nok på tanker til at begynde at lede efter svar i stedet for at stille flere spørgsmål.

      Det tyndede hurtigere ud i træerne, end jeg havde forventet, og derfra gik der kun et par minutter, inden jeg kunne trække mine mudrede støvler af, for at lade dem stå ude foran døren. ”Riah, er det dig?” Agathes stemme lød inde fra stuen af, som jeg blot begav mig forbi. ”Ja, det er mig. Jeg går ind og lægger mig lidt.” Normalt ville jeg nok være gået ind til Agathe og have fortalt hende alt, hvad der var sket. Have håbet på, at hun måske kunne svare på nogle af mine mange spørgsmål. Men min hovedpine gav mig ikke ligefrem lysten til at sidde og sludre muntert om sagnvæsner og magi.

      ”Vi skal snak…” Jeg gad ikke engang høre, hvad Agathe havde at sige, og lukkede bare døren i til mit værelse med tilstrækkelig meget kraft, så hun kunne høre, at jeg ikke havde lyst til at sludre lige nu. I stedet for smed jeg mig på sengen og hev min dagbog ned fra natbordet. Jeg åbnede den på den næste tomme side, og gav mig til at skrible nogle af mine mange spørgsmål ned. Indtil i nat havde jeg haft den samme drøm i ufattelig lang tid. Så dukkede Knips og hans kompas op, og pludselig drømte jeg om en pil i stedet for. Hvad kunne det betyde?

      Jeg bed mig stille i min underlæbe, mens jeg gav mig til at bladre igennem min dagbog. Stort set hver eneste side startede med ordet ’sne’ eller noget, der mindede om sne. Mit blik gled hen over datoerne i et forsøg på at regne ud, hvor længe jeg egentlig havde haft de har drømme. Jeg nåede helt tilbage til den første dag i det nye år, inden jeg stoppede op. Det var den dag jeg første gang, havde nedskrevet noget om mine drømme. Men i stedet for sne, fik ordet på siden min mave til at vende sig. ”Onew.” Hvordan kunne det stå der? Jeg havde jo ikke kendt til navnet før end i forgårs? Mit hjerte hamrede hårdt, og jeg bladrede om på dagen før, for at se om jeg havde skrevet noget, som kunne hjælpe mig på vej. Hvis min mave havde vendt sig før, så var den pludselig blevet til is i stedet for. Datoen på siden sagde slutningen af november sidste år, og hvis jeg kiggede rigtig godt efter, kunne jeg se, at der var revet nogle sider ud ad min dagbog.

      Min hjerne arbejdede på højtryk, da jeg ikke kunne mindes, at jeg skulle have hevet nogle sider ad den. Og da slet ikke så fint, at det næsten så ud som om, at de aldrig havde været der. Nu formede der sig nogle nye spørgsmål i mit hoved. Havde jeg revet siderne ud? Eller var der en anden, som havde gjort det? Og hvorfor? Selvom det vigtigste spørgsmål nærmere var, hvad der var sket i december måned sidste år… For jeg kunne ikke huske det.

 

_________________________

Hej med jer! :D

Hvad synes I om min julekalender indtil videre? Kan I lide den?

Jeg er i hvert fald selv spændt på at se, hvor det her vil ende henne.

Er der forresten andre end mig, som synes at Agathe virker som en lidt tosset gammel kone, eller er det bare mig? Jeg mener... at sidde og snakke med sit eget spejlbillede.

Selvom jeg vil da hellere møde hende, end den der skikkelse, og de der fik de der creepy mænd frem som lugter. Eiv...

Men hvem ville I helst møde? Skriv en kommentar herunder med jeres svar, eller blot giv mig lidt respons på, hvad I synes om julekalenderen indtil videre ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...