The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
1880Visninger
AA

24. Kapitel 22.

      …

      Hvad skete der? Hvor er jeg? Min krop føltes så tung, at jeg ikke engang kunne sige mine tanker højt. Jeg lå bare der i mørket og flød rundt. Hvad jeg egentlig lavede der, kunne jeg ikke huske, og det betød heller ikke noget. For jeg var for svag til at bevæge mig. Jeg havde det som om, at min krop blev suget ned i mørkets dyb, der ingen ende ville tage.

      Da jeg træt lukkede mine øjne, klar til at overgive mig til mørket, hørte jeg noget, der fik mig til at åbne mine øjne. En stemme. Stemmen var velkendt, men så fjern at jeg ikke kunne genkende den. Var det en kvinde eller en mand? Ung eller gammel? Jeg havde ingen idé. Den eneste ting jeg var sikker på, var at stemmen kaldte på mig. Med et formål begyndte jeg at kæmpe mig op ad i mørket. Stemmen. Jeg havde ingen idé om, hvem det var, men jeg kunne høre noget i den. Sorg. Desperation. Modløshed. Følelser der fik det til at stramme let i min brystkasse. At nogen kunne sige mit navn med de følelser. Jeg kunne ikke lade dem blive ved med at føle sådan. Jeg måtte finde den. Stemmen. Jeg måtte sørge for, at der kom lys tilbage i den.

      Ud af den blå luft støtte jeg pludselig på en mur over mig. En mur der spærrede min vej videre frem i mørket. Det føltes lidt som at være fanget under isen på en frossen sø. Ingen mulighed for at komme op, mens mørket forsøgte at trænge mig ned igen. Det var umuligt. Jeg kunne ikke finde en vej gennem muren, og blev ved med at føle vægten fra et anker omkring mine fødder. Jeg slog på den usynlige mur i mørket over mit hoved, men det nyttede ikke noget. Det sveg i mine muskler og mine lunger snørede sig mere og mere sammen.

      Til sidst mærkede jeg min krop give efter, og selvom min hjerne forsøgte at få min krop til at reagere, havde jeg ingen energi tilbage. Det var slut. Som jeg sank længere ned i dybet, nåede stemmen mig igen. Jeg vendte mit blik op imod mørket over mig, og måtte knibe mine øjne sammen da et billede pludselig brød frem oppe på den usynlige mur, jeg ikke kunne bryde igennem for et øjeblik siden. Jeg hørte min egen stemme råbe et navn, og som ved kraften fra det, blev min krop trukket direkte op i billedet.

      Jeg befandt mig i en stor overvældende sal, selvom det hverken var de mange overdådige malerier på væggene, de marmorbelagte gulve, eller den store trone af guld, der fangede min opmærksomhed. Nej, det var personen siddende på tronen. Hans krop var nærmest sunket sammen og det brune hår hang ned over hans ansigt. Jeg tænkte ikke engang over det, da min krop automatisk begav sig over til ham. Mine hænder løftede hans ansigt op, blot for at se at hans øjne var lukkede. Hans ansigt var febervarmt og hans åndedrat tungt og besværet. ”Onew vågn op!” Desperation og angst fyldte min stemme, og jeg mærkede, hvordan der blev dannet tåre i mine øjenkroge. Han reagerede slet ikke på min stemme, og var nærmest som en kludedukke i mine hænder.

      ”Spar på kræfterne, han kan ikke høre dig pigebarn.” Stemmen alene fik det til at skære i mine øre og mit hjerte hamrede allerede derud ad for fulde drøn. Jeg snurrede rundt på stedet, og selvom jeg vidste, hvem der ville stå foran mig, chokkerede synet mig stadig. Hendes sorte hår, der virkede glansløst og fladt, klistrede næsten til hendes ligblege ansigt. Hun havde sorte rande under øjnene, der virkede tunge, og de var endnu mørkere, end jeg huskede dem. Hun var iført noget, der lignede en brudekjole. Den eneste detalje var bare, at kjolen ikke var hvid, men fuldstændig kulsort som natten. Hun lignede slet ikke den Nebula, jeg havde set på gaden sammen med Onew for blot nogle dage siden. Nej, hun lignede noget taget ud fra et af mine mareridt.

      ”Hvad har du gjort ved ham?!” Jeg knyttede mine hænder let, mens jeg kunne mærke vreden blusse op i mig. Hun stod bare skødesløst og så på mig med et smil, der fik de små hår til at rejse sig i nakken på mig. ”Som du kan se, befinder han sig i en dvalelignende tilstand. Du kan vel sige, at han ligger lige på grænsen mellem liv og død.” Smilet der spillede på hendes læber viste mere end tydeligt, at bare tanken om det alene morede hende. Mit hjerte derimod gjorde ondt som bare pokker. Han måtte ikke dø. For enhver pris. Jeg skulle lige til at åbne min mund, da jeg blev afbrudt af hendes skingre stemme: ”Hvorfor? Nogen skal jo dø for at porten til skyggeriget kan blive åbnet, og hvem er mere velegnet end den person med det mest ædle hjerte i landet?” Hun kom med en latter, der skar så voldsomt i mine følsomme øre, at jeg var nødt til at presse mine negle ind i min håndflade for at fokusere smerten et andet sted hen. ”Det giver jeg dig ikke lov til. Du får ikke lov til at tage hans liv!”

      Jeg pressede mine hænder frem, og en voldsom vind skød frem og direkte imod hende. Hun smilede blot mere af det og blev stående, fuldstændig upåvirket af den kraftige vind, der fik dørene bag hende til at flyve op og malerier til at falde ned fra væggene. Da vinden lagde sig igen, hev jeg en smule efter vejret. Jeg var stadig tapet for kræfter fra min kamp tidligere mod Amodentusen, selvom jeg ikke engang var i tvivl om, at denne kamp ville kræve langt mere af mig. ”Er det virkelig det bedste, du har?” Hun sagde det hånende, mens jeg lod varmen stige i min krop lige indtil, der befandt sig en ildkugle i mine hænder. Uden videre kastede jeg den mod hende. Hun flyttede sig ikke, og et øjeblik løb et smil over mine læber, da jeg var sikker på, at den ville ramme hende hårdt. I stedet for så jeg, hvordan hun greb ildkuglen med sin ene hånd, for derefter at knuse den.

      ”Ynkeligt.” Det var alt jeg hørte, inden jeg mærkede, hvordan min krop fløj igennem luften, for blot at ramme ind i væggen bag mig. Jeg kunne ligefrem mærke, hvor voldsomt trykket var, ved at murstene bag mig smuldrede let imod min ryg, inden jeg faldt ned på gulvet. Hele min krop rystede, da jeg forsøgte at komme på benene, og en pludselig smerte skar igennem min ene arm, da jeg forsøgte at bruge den til at komme op fra jorden med. En skadefro latter lød i hele salen, da hun så over på mig med et giftigt smil. ”Hvordan et ynkeligt lille pigebarn som dig kan besidde den hvide aura, er noget jeg aldrig kommer til at forstå. Du kaster dig jo ligefrem i døden ved at udfordre mig, og så endda når du er blevet ramt af mit kæledyrs gift.” Hendes ord fik mit blik til at glide ned på min arm, hvor der var et hul i min trøje fra tidligere. Min hud var helt sort under stoffet, og det var mere end tydeligt, at giften måtte have strejfet mig, selvom jeg troede, at jeg var sluppet hel skindet fra det.

      ”Det eneste du er i stand til, er at dø. Ligesom dine venner, der bravt kæmper for at redde deres prins, og din elskede. Hvis du er heldig, virker giften så langsomt, at du får lov til at se ham dø først, blot for at følge med ham i graven.” Hendes ord fik modløsheden til at løbe ind over mig, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Ikke før end ordene selv forlod mine læber. ”Brug mig i stedet for ham…” Hendes blik sagde tydeligt, at jeg havde fanget hendes opmærksomhed. Jeg kæmpede mig på benene og holdt min hånd, på det sted hvor giften var ved at sprede sig. ”Et ædelt hjerte kan ikke bruges til at åbne porten til skyggeriget. I det tilfælde havde du gjort det for mange år siden. Nej. Det du har behov for er en aura lige så stærk, som den der forseglede den for alle de år siden. Du har brug for mig.” Jeg så op på hende med et fast blik, hvorefter jeg brugte den smule energi, jeg havde tilbage, til at forme en daggert ud af ild, som jeg derefter holdt op imod min brystkasse. ”Få ham ud af dvalen… og jeg overgiver mig til dig. Gør det ikke… og jeg skærer halsen over på mig selv her og nu, så du aldrig vil være i stand til at åbne porten.”

      Mine ord fik hendes blik til at blive hårdt og hendes læber smalle. Hun gik derefter over mod Onew, og holdt sin hånd over ham. Noget der lignede en sort substans, begyndte nærmest at flyve ud af Onew, som om hun suede den til sig. Da først den var ude, blev hans vejrtrækning almindelig, og jeg kunne ligefrem fornemme, hvordan han begyndte at vågne. Afkræftet forsvandt ilddaggerten i min hånd og en tåre løb ned af min kind, som den sorte substans, der før havde befundet sig i Onew, nu fløj direkte imod mig. Den susede ind i mine næsebor og ned i min hals og igennem mine øre. Trykket var overvældende, lugten ætsede og jeg kunne ikke få luft ned i mine lunger. En høj rungende latter fyldte lokalet, som mine øjenlåg begyndte at blive tomme, og inden alt blev mørkt omkring mig, ramte hendes ord mig som en pil igennem brystkassen. ”Stupide pigebarn. Du gav mig lige det, jeg manglede… et frivilligt offer.”

      Mørket trak mig ned endnu en gang, og jeg mærkede, hvordan jeg sank længere ned igen. Lige indtil jeg hørte nogen kalde mit navn endnu en gang. Så det den forbistrede heks havde behov for var et frivilligt offer? Noget hun havde fået, da jeg var villig til at give mit liv i bytte for Onews. Men hvad nyttede det, at jeg gav mit liv for hans, hvis portalen til skyggeverdenen blev åbnet og alle de gamle guder kunne vende tilbage. De ville sikkert være hævntørstige, og der var ingen tvivl om, at det ville gå ud over menneskene. Hvilket betød at mit offer kunne være forgæves. Noget der virkelig irriterede mig.

      ”Riah… du kan godt. Find styrken i dig selv min pige.” Stemmen lød klar som blæk denne gang, og jeg kunne mærke tårer forme sig i mine øjne. Over den usynlige mur befandt sig en kvinde med en gylden aura, der stod og rakte sin hånd ned imod mig. ”Mor!” Jeg kunne mærke, hvordan mørket forsøgte at synke ned i mine lunger, men det påvirkede mig ikke. Ikke når kvinden over mig stod og så ned på mig med et mildt blik og et smil fuld af forhåbning. ”Alt er muligt, så længe du bruger din fantasi.” Hendes ord gav mig ny styrke, og jeg knyttede mine hænder. Forestillede mig hvordan hvidt lys omringede dem og førte mig op imod den usynlige mur. Så snart jeg nåede muren, slog jeg til den af alle mine kræfter, og min hånd brød igennem overfladen og greb fat i min mors varme hånd. ”Jeg er så stolt af dig… Riah…”

      Med de ord trak hun mig op gennem muren, der smuldrede omkring mig, mens mørket sank sammen med resten af muren. Jeg derimod steg op imod lyset, der spredte sig over mig. Velvidende, at de alle sammen ventede på mig. Knips, Key, Minho, Beatrice, Onew.. Mine nye venner og den person, jeg elskede allermest, troede på mig. Så hvordan skulle jeg nogensinde kunne give efter for mørket?

 

____________________________________

Hey Guys, længe siden ^^

Beklager meget, jeg ikke har fået færdiggjort historien her endnu. Har haft travlt med studier, og så gik min gamle pc endda ned, og det tog mig lang tid at få dataene igen, og da det endelig lykkedes, så var der flere studier, arbejde og så den her forbistrede hede. Nå, men det lykkedes mig alligevel at få skrevet kapitel 22 ud af 24 i dag, så håber, at I vil kunne lide det.

Nu vejret bliver dårligere i den kommende uge, vil jeg se, om jeg ikke kan få skrevet den her movella færdig, selvom jeg også skal have syet et cosplay og nogle andre ting. Men nu må vi se. Vil ikke love jer noget, nu jeg ikke har været så god til at holde det, men kan sige så meget, at jeg vil forsøge ^^'

- Icigo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...