The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
1920Visninger
AA

23. Kapitel 21.

      Han faldt. Han faldt og faldt uden at ramme noget. Hvor længe han var faldet, havde han ingen idé om, det eneste han vidste, var at han skulle dø. For uanset hvor han landede, ville det ikke være noget kønt syn fra den højde. Men hvor højt var det? Han havde ingen fornemmelse af, hvornår han var begyndt at falde, eller hvor højt oppe han var. Han vidste bare, at han faldt. Faldt og faldt igennem et alt opslugende mørke, der hele tiden lukkede sig mere og mere sammen om ham.

      

      ”Der er den…” Jeg stod bag nogle træer og kiggede ind imod byen. For nogle dage siden havde den virket så smuk og ren, men nu så den grå, trist og forladt ud. Hvilket fik de små hår til at rejse sig i min nakke. ”Jamen, skal vi så ikke bare komme af sted?” Knips skulle lige til at flyve af sted, da jeg greb ham i nakken. ”Vi bliver nødt til at have en plan for, hvordan vi kommer op til slottet først.” Knips så ikke videre tilfreds ud med, at jeg havde stoppet ham i at flyve, men han kom da ikke med nogle indvendinger, selvom han lagde armene tvært over kors.

      ”Hvad med at prøve skryning?” Heksen smilede let, mens billeder begyndte at flimre igennem mit hoved. En skål med vand, en kande med vin, ja selv en kop med te. Alle viste de billeder af forskellige scenarier. En høj ridder, der red af sted på sin hest, en spinkel fyr med en bog i hænderne og en lille pige der legede i skoven. Jeg blinkede let, for at stoppe strømmen af heksens minder. Jeg var ikke engang i tvivl om, hvem de forskellige personer, jeg havde set var. Ridderen havde været Minho, selvom den rustning måtte være mindst to hundrede år gammel. Fyren der læste var Key, og ud fra hans tøj at dømme, var også dette for meget længe siden. Dog havde den lille pige i skoven været iført det samme tøj, som jeg havde som barn. ”Hvordan virker det?”

      Efter heksens instrukser, fik jeg lirket et stykke bark af et træ, som vi kunne bruge som skål. Derefter samlede heksen den mest fugtige luft med sin magi og trykkede den sammen, så det regnede ned i bark skålen, lige indtil den var fyldt helt op med vand. ”Godt så. Det du nu skal gøre, er at fremkalde din aura. Lade den flyde igennem dig, og ned i vandet. Du skal visualisere det, som du gerne vil se for dig.” Jeg lukkede mine øjne, mens jeg koncentrerede mig om at vække min aura til live. Duften af jasmin begyndte at hænge i luften omkring mig, hvorefter jeg åbnede mine øjne, blot for at se et hvidt skær rundt om min krop. Forsigtigt rørte jeg ved vandets overflade, så min aura kunne løbe ned i vandet, og fik overfladen til at lyse let op. Jeg forestillede mig, at jeg kunne se byen fra oven. At jeg kunne se, hvordan de forskellige gader snoede sig, og hvor der var posteret vagter i byen. Jeg havde dog ikke helt været forberedt på det billede, der begyndte at danne sig i skålen.

      Byen var tom. Der var ingen mennesker på gaderne, ingen lyde, ingen ting. I stedet for så det ud som om, at der var en kæmpe edderkop, som var gået igennem byen. For rundt omkring lå der store spindelvæv af klistrede hvide tråde, og rundt omkring i kanten af husene, lå der noget, der mindede om kokoner. Jeg ville gerne se nærmere på dem, og bare ved tanken alene zoomede billedet i skålen ind på en af kokonerne. Knips gispede, men Beatrice sad med et udtryksløst ansigt. Jeg derimod kunne mærke rædslen løbe igennem mig. Kokonerne havde ansigter. Ansigter fordrejet i gruopvækkende og skrækindjagende lydløse skrig. Det var først der, at jeg opdagede, hvor mange kokoner der egentlig var. Alt alt for mange.

      ”Er det..?” Knips kunne ikke engang færdiggøre sætningen, og skrækken i hans stemme var mere end tydelig. ”Ja. Det er byens borgere.” Heksens stemme var blottet for alle følelser, og jeg kunne mærke, hvordan det fik en sten til at lægge sig tungt i mit hjerte. Hvad var der sket med dem? Og hvad med Onew? Minho? Key? Var de også blevet forvandlet til sådanne kokoner? Tanken alene var ved at bryde min koncentration, så billedet i skålen begyndte at flimre. Med et dybt åndedrag fik jeg styr på mig selv igen, og billedet blev endnu en gang roligt.

      Jeg koncentrerede mig om at se mere af byen. Det eneste jeg kunne se, var sne, kokoner og skygger… Skygger som bevægede sig. Mine øjne gled let hen over de forskellige sorte skabninger, der i starten blot havde lignet skygger skabt af husene. Efterhånden som jeg bemærkede de forskellige skyggers bevægelser, gik det op for mig, hvor mange der egentlig var. De var over det hele. Sorte klæbrige skygger, der uden tvivl kun ventede på en ting. Og jeg var ret sikker på, at den ting var mig.

      ”Hvordan skal vi nogensinde komme forbi de tingester?” Knips lød helt modløs nu, som om at han var klar til at opgive det hele. Noget jeg ikke ligefrem havde forventet af ham, der ellers var den evige optimist. Uden at svare ham zoomede jeg ind på en af skabningerne. Jeg måtte finde ud af, hvad det var for nogen. Den lignede meget den tanius, vi var stødt på i skoven, og til min lettelse kunne jeg ikke så nogle imortus nogen steder. ”Det er indogos. Sporskygger. Deres næser er formidable, og afgjort deres bedste våben. Til gengæld er deres hørelse og syn forringede.”

      Med et lod jeg min aura gå ud, så billedet i skålen var forsvundet. Kort før det, havde jeg set, hvordan flere af indogosne havde vendt sig alle sammen i den samme retning. Imod os. ”De ved, vi er her…” Med et kom jeg på benene, og vendte mit blik imod byen. Sorte skygger var begyndt at dukke op i udkanten, og de havde alle sammen den samme kurs. ”Nå, nu din duft hænger så tungt i luften, hvorfor så ikke forære dem en gave?” Et let smil spillede på heksens læber, hvilket blot fik mig til at lægge hovedet på skrå. Hvis hun ville have, jeg selv skulle gætte, hvad der kunne bruges imod den kæmpe flok af indogos, der var på vej imod os, så ville jeg ikke nå at finde ud af det, før end de nåede frem. Medmindre…

      

      Hendes øjne fulgte de mange skygger, der bevægede sig af sted ned af gaden i samme retning. Et grumt smil formede sig på hendes læber. Hun vidste, at pigebarnet ikke kunne undgå at bruge sin aura før eller siden, og med så mange indogos var det umuligt for pigen at stikke af. Hun var færdig. Ingen længe ville hendes hær have fået fat i pigen, og føre hende op til sig. Så hun selv kunne få fornøjelsen at se svarene falde på plads i pigens øjne, som hun ville få hende til at brænde op.

      Hun skulle lige til at vende ryggen til vinduet, da noget fangede hendes opmærksomhed. En enorm sky af tåge svævede ind mod byen, og ingen længe havde den opslugt de første huse, for blot at forsætte videre op imod slottet. Tågen var så tæt, at selv ikke hun kunne se husene i byen længere.

”Så det skal være på den måde? Jamen, så kom dog herop pigebarn… Jeg venter på dig…”

      

      ”Genialt Riah! Hov, pas på!” Knips trak hårdt nok i mig, til at få mig til at undgå at støde ind i en af de indogos, som forvirrede søgte rundt i tågen efter os. Det gode ved tågen var, at den tog deres syn fuldstændig fra dem, og samtidig duftede tågen kraftigt af jasmin, ligesom min aura, så jeg kunne uden problemer gå igennem tågen, uden at de vidste præcis, hvor jeg var. ”Så genialt var det ikke… Beatrice har gjort det her før for flere hundrede år siden.” ”Tusind, for at være mere præcis.” Heksen gik tæt op af mig, da hun havde fat i min ene arm. Hun var trods alt blind, men til gengæld gjorde hendes skærpede hørelse, at vi snildt kunne undgå at støde ind i indogosne. Jeg ville sikkert også kunne have gjort det, men mine øre søgte efter en anden lyd end den fra indogoserne. For indogos var ikke i stand til at skabe den slags kokoner, som borgerne i byen var spæret inde i. Hvilket betød, at vi ikke anede, hvilke andre sorte væsner, der ventede på os i byens gader.

      Mit hjerte hamrede nervøst af sted, mens vi gik tæt omsluttet igennem den tætte tåge. En kuldegysning løb hen over min ryg, da jeg huskede sidste gang, jeg havde stået i sådan en tåge, var da jeg var omgivet af Imortus. Dengang havde jeg ikke vidst, hvad de var, eller hvad jeg var, men nu var alting forandret. Skulle jeg støde på sådanne skabninger igen, ville jeg være forberedt.

      Først halvvejs inde i byen stoppede jeg med at skabe tåge, så jeg kunne nå at samle kræfter igen. At skabe tåge var ikke en af de mest energikrævende ting, jeg havde prøvet med min aura. Jeg var bare sikker på, at uanset hvad der ventede os, var jeg nødt til at have så meget energi som muligt til senere.

      Resten af vejen op til slottet, begav vi os i skyggen fra de omkring liggende huse. Vi stødte heldigvis ikke ind i flere indogos undervejs, da de nok alle stadig ledte efter os inde i den enorme tåge sky i udkanten af byen. Alligevel havde jeg den her underlige fornemmelse. En fornemmelse af at blive overvåget. Kort missede jeg op imod skyerne, som for at se, om der mon var nogen, der brugte skryning til at følge os, ligesom jeg havde kigget ud over byen tidligere. Men da der var ingenting at se, gled mit blik op på slottet i stedet for. Det var enormt, og befandt man sig det rigtige sted, ville man kunne se selv de mindste og mest kringelkrogede gader af byen. Så uanset hvem eller hvad, der befandt sig deroppe, så vidste de, at vi var på vej.

      "Skal vi tage bagvejen, som vi også har taget de andre gange?" Knips så på mig med et let smil, som havde han forventet, at vi tre alene kunne lave et overraskelsesangreb. Problemet var bare, at vi var i et ekstremt undertal, og samtidig var jeg overbevist om, at vi blev overvåget. Desuden anede vi ikke, hvilke sorte væsner der begav sig rundt inde i gangene, for slet ikke at tale om, at Nebula befandt sig derinde et sted. Men det samme gjorde Onew, Minho og Key... Måske kunne Onew stadig ikke huske mig, men jeg ville aldrig ønske, at han skulle havne i Nebula’s klør. Så var der Minho, der havde beskyttet mig, og Key der havde hjulpet mig. Hvor jeg dog ville ønske, at de var ved min side lige nu. De kendte slottet ud og ind, og som ridder ville Minho have mange års erfaring med kampstrategier.

      "Bagvejen er sikkert blokeret eller bevogtet på nuværende tidspunkt. Desuden... Jeg er træt af at skjule mig. Træt af at stikke halen mellem benene." En vrede blomstrede op inden i mig. Alle de ting der var sket, lige siden Agathe havde sendt mig af sted. Jeg havde flygtet fra Imortuserne, hvilket havde kostet Agathe livet for at redde mig. Jeg havde fået opvakt mine sanser, så jeg kunne bruge min aura, hvilket stadig gjorde ondt, blot for alligevel ikke at være stærk nok til at kunne klare Imortuserne. Jeg havde gemt mig, da Onew ikke genkendte mig på torvet, og jeg havde siddet og ventet i stedet for at gøre noget ved det dumme bryllup. For slet ikke at tale om, at jeg stak af fra Onew, sidst jeg så ham. Lige siden det her startede, havde jeg set passivt til eller flygtet fra det hele i stedet for at tage kampen op. Det skulle være slut nu.

      "Hvad forslår du så, at vi gør?" Knips der så en smule forvirret ud, mens Beatrice blot stod og lyttede. Hendes ansigt var ulæseligt, og alligevel havde jeg en god idé om, at hun ville have sagt de ord, der forlod mine læber. "Vi bruger hovedindgangen selvfølgelig."

      ...

      "Det her er simpelthen for pinligt!" Key forsøgte irriteret at sparke ud i luften, selvom hans ben kun kunne bevæge sig omkring en centimeter. Tunge kæder holdt hans ben spændt fast til jorden, mens store tunge metal handsker, sørgede for at han ikke kunne bruge sine hænder, og derved havde sværere ved at benytte sig af sin aura til at komme fri.

      "Hold nu op med at brokke dig. Vi bliver nødt til at finde en måde at komme ud herfra på."  Minho forsøgte at lyde optimistisk, selvom hans fætter havde ret. Det her var ikke bare pinligt. Det var ydmygende og skuffende. I modsætningen til Key, der dårligt nok kunne bevæge sig, var der kun en lænke, rundt om Minho’s ankel, der holdt ham tilbage. Men da han ikke kunne benytte sig af sin aura, som Key kunne, var han lige så ubrugelig. Især fordi de befandt sig i hver deres ende af den grå kedelige celle, de var spærret inde i. Hvis bare han havde haft sit sværd. Så kunne han have hugget kæderne over, og de kunne være undsluppet.

      "Jeg håber, at Riah er i sikkerhed..." mumlede Minho for sig selv. Han havde stået vagt ude foran værelset, hvor Riah havde sneget sig ind til Onew, da han blev overmandet. Han ikke engang så sin angriber, da den var sprunget ud af skyggerne i kanten af døren. Hvilket betød han ikke havde haft en chance for at reagere, inden han var blevet slået bevidstløs. Hvis der var noget, som var pinligt måtte det da være det. En ridder der ikke engang kunne finde ud af at holde vagt.

      Ligesom han sukkede, begyndte cellen at ryste. Små sten faldt ned fra loftet, og både Minho og Key så sig forvirrede omkring. "Hvad sker der?" Minho der havde siddet på det kolde gulv, kom nu op at stå, selvom han stadig ikke kunne bevæge sig særlig langt med kæden om sin fod, der holdt ham tilbage. Key snusede dybt ind, hvorefter et let grin undslap hans læber. "Det ser ud som om, at Bedste stadig ikke har lært at banke på."

      ...

      Jeg hostede en smule takket være støvet i luften, efter Beatrice havde blæst den enorme metalport af hængslerne med en imponerende orkan vind, så porten var ramlet direkte ind i slottet, hvor den havde efterladt sig en bunke af murbrokker fra den væg, den var braset ind i. "Ingen velkomst komité? Jeg er skuffet.." Den ældre dame begav sig ind på slotspladsen, mens Knips og jeg blot sendte hinanden et usikkert blik. Beatrice kunne muligvis ikke se det, men porten havde på sin vej imod slottets mur samlet, det der nok var den forhenværende velkomst komité op, for blot at kvase den imod selve slottet. "Jeg tror, du allerede har ordnet den..." Jeg kløede mig let i håret, hvorefter jeg trådte ind igennem den nu manglende port til slotspladsen.

      Selvom Heksen havde taget sig af de ventende væsner i slotspladsen, kunne jeg alligevel mærke det vende sig uroligt i min mave. Det her virkede let. Alt for let. Forsigtigt begav jeg mig efter Beatrice, mens Knips havde taget plads på min skulder. Der var noget galt. Jeg kunne mærke det. Her var alt for stille. Især taget i betragtning, at Beatrice lige havde afsløret vores position. Jeg havde regnet med, at alle de sorte væsner der måtte være på slottet, ville styrte her til, men der kom ingen. Næsten som om de vidste, hvad der skulle ske.

      Det var i det øjeblik, en solstråle brød igennem de grå skyer, og jeg bemærkede det. Slotspladsen glimtede let i lyset, da den var dækket i lange tynde silkeagtige tråde. Lidt ligesom et gigantisk edderkoppespind. Og heksen var ved at vade direkte ind i det.

      "Beatrice stop!" Min reaktion kom ikke hurtigt nok, og jeg så, hvordan den tråd Heksen havde trådt på, løftede sig op fra jorden, for at give sig til at sno sig om hende. "Hvad er det for noget stads?" I sit forsøg på at få tråden af sig, ramte hun endnu en tråd på jorden, som også gav sig til at sno sig om hende. Det løb koldt ned af min ryg, da det gik op for mig, at det var det samme spind, som de kokoner borgerne var fanget i, var lavet af.

      Duften af gamle bøger flød igennem luften, ligesom en mini tornado rejste sig for at feje alle spindelvævene væk. Men tornadoen rørte dem ikke. Trådene var for klistrede og tykke, til at vinden havde nogen speciel effekt på dem, og jeg vidste, at hvis jeg ikke gjorde noget, ville heksen snart være spæret inde i en kokon ligesom resten af byen.

      "Hvis bare vi havde noget ild.." Jeg kunne høre desperationen i Knips stemme, og han havde ret. Måske vind ikke kunne fjerne spindene, men jeg var overbevist om, at ild nok skulle kunne brænde de tråde væk. En idé slog ned i mig, og jeg lukkede derfor øjnene. Jeg søgte tilbage i heksens erindringer. Langt langt tilbage. Helt tilbage til dengang, hvor hun begyndte at lære om vindmagi. For der fandtes fire elementær magier. Vind, ild, vand og jord. Hun havde fundet vinden mest interessant, og var derfor gået i gang med at studere den. Det var bare ikke den viden jeg søgte.

      "Riah gør noget!" Ud fra desperationen i Knips stemme og lyden af heksens bevægelser der blev mindre, gjorde mig klar over, at jeg ikke havde længe igen til at finde frem til noget ild, før end det ville være for sent. Jeg gav mig derfor til at koncentrere mig om varme. Jeg forsøgte at skubbe al varme i min krop ved hjælp af min aura over i min højre hånd. Jeg forstillede mig, at varmen blev stærkere og stærkere, og kunne næsten fornemme hvordan det begyndte at syde og sprutte i min hånd.

      "Riah!" Da åbnede jeg mine øjne, og uden at være i tvivl om varmen i min hånd, slyngede jeg en stråle af ild ud over de glitrende tråde på slotspladsen. De sprang en efter en, da de blev fortæret af ilden, der nu løb hen over slotspladsen som en steppebrand. Takket være ilden, kunne heksen nu begynde at kæmpe sig fri af trådene, der en efter en blev løse af varmen. Jeg satte straks i bevægelse over mod hende, for at hjælpe hende ud af trådene.

      "Riah kastede med ild!" Knips stod på min skulder med åben mund og polypper. "Ret imponerende." Heksen nikkede anerkendende, selvom også hun virkede lettere overrasket over mit lille ild nummer. "Du kastede med ild!!" Knips stod stadig og så ud som om, at han ikke troede sine egne øjne. Hvilket fik et let smil til at spille hen over mine læber. "Ja, jeg gjorde. Er du færdig nu?" Knips nikkede, hvorefter han sendte mig et stort smil.

      Hans smil forsvandt dog lige så hurtigt, som det var kommet ved lyden af noget, der mindede om et dyrisk skrig. Mit blik fløj straks op mod taget, hvor noget der lignede en gigantisk sort edderkop, sad og så olmt ned på mig. Problemet var bare, at i forhold til en almindelig edderkop, så havde den her tre hoveder, med røde øjne, for slet ikke at tale om de otte behårede ben, der hver især måtte være på højde med mig.

      "Knips... Find Minho, Key og Onew... Vi får brug for al den hjælp, vi kan få." Han skulle lige til at sige mig imod, men mit bestemte blik fik ham vist til blot at nikke let af det. Der var vist ikke særlig meget han alligevel ville kunne stille op mod kæmpe edderkoppen. "Pas på jer selv." Og af sted fløj den lille orange lys kugle.

      Endnu et skrækindjagende skrig kom fra edderkoppen, der derefter begyndte at klatre ned oppe fra taget. "Jeg håber, du stadig har mere ild i dig. Det lyder som om, at vi godt kunne få brug for det." Det var tydeligt at se på heksen, hvordan hun koncentrerede sig om den ubehagelige klikkende lyd fra edderkoppens kæber, der ligesom store sakse, blev ved med at lukke sammen. De ville sikkert kunne hugge hovedet af én, hvis man var så uheldig at komme for tæt på.

      Duften af gamle bøger blussede op, da en kraftig hvirvelvind blæste op, ligesom et af edderkoppernes hoveder slyngede en af sine tråde ud imod os. Tråden så dog anderledes ud, end dem der havde ligget på jorden for et øjeblik siden. Den her tråd var tykkere, og så var den fyldt med form for boblende slimgrøn væske. "Pas på! Der er gift på trådene!" Mine øjne havde observeret, hvordan den giften nærmest syrede på tråden, og jeg tøvede derfor ikke med at kalde min egen aura frem. En tyk fed duft af jasmin lagde sig omkring mig, og jeg var klar. Eller det troede jeg i hvert fald. Jeg så varmen for mig, men den samlede sig ikke hurtigt nok i mine hænder til, at jeg kunne nå at reagere. En giftig tråd blev slynget imod mig, og da der ingen flammer kom, da jeg rettede min hånd imod tråden, var jeg nødt til at springe til siden. Jeg mærkede, hvordan tråden snittede kanten af min arm, så stoffet på mit ærme blev ætset væk af giften.

      Et kraftigt vindstød ramte edderkoppen fra siden, hvilket fik dens ene ben til at vakle et kort øjeblik. "Se så at få gang i den ild!" Jeg blinkede let, da jeg fik set over på heksen, der så fuldstændig anderledes ud. Hun bevægede sig adræt rundt om edderkoppen, og kastede den ene vind på den efter den anden. Hendes hår var mere glinsende, og rynkerne syntes næsten helt at forsvinde i hendes ansigt. Hele hendes krop var indhyllet i en varm efterårsbrun farve, der blot fremhævede hendes mørkhudede glød. Hendes aura gjorde hende stærk.

      Irriteret over Heksen, tog kun det ene af de tre edderkoppehoveder sig af mig. Den slyngede endnu en tråd efter mig, men denne gang så jeg den komme, og undveg uden nogen problemer. Duften af jasmin hang stadig tungt i luften, og nu begyndte jeg at trække på den. Jeg bevægede mine hænder, som jeg trak energi fra min aura, der hang i luften, for at presse den sammen i mine håndflader. Uden at ændre mine hænders bevægelse, undveg jeg endnu en giftig tråd, da jeg havde bemærket, hvordan edderkoppen, trak de sorte behårede kinder let sammen, inden den slyngede en tråd af sted. Jeg vidste nu, hvornår den angreb, hvilket gav mig en fordel. Jeg førte mine håndflader helt imod hinanden, hvor jeg gned dem let op og ned af hinanden, mens jeg mærkede varmen stige i dem.

      Et let smil løb hen over mine læber, da jeg mærkede det. Lidt ligesom en gnist, der tændtes imellem mine hænder, mærkede jeg, hvordan det blussede op. Straks blev hele edderkoppens opmærksomhed rettet imod mig, ligesom jeg skruede op for varmen på gårdspladsen. I stedet for at kaste ilden direkte imod edderkoppen, lod jeg den ramme jorden. Jeg så for mig, hvordan vinden ville forme ilden, føre den med sig, og gøre den så kraftig at edderkoppen ikke ville have en chance. Foran mig rejste sig nu en tornado bestående af rødglødende ild. Den spruttede og sydede, hver gang edderkoppen forsøgte at kaste en tråd ind i ilden for at stoppe den.

      En svedperle løb ned af mit ansigt, som jeg skubbede mine hænder frem ad, der fik tornadoen til at bevæge sig frem mod edderkoppen. Ilden fik hurtigt et tag i edderkoppen, så man kunne høre dens skrækindjagende skrig over hele gårdspladsen. Jeg trak så meget på min aura, at det føltes som om at hele min krop brændte, som stod jeg sammen med edderkoppen inde i ilden. Det var det her væsen, der havde spærret alle byboerne inde. Det her væsen, der havde lagt byen øde, og næsten havde gjort det samme med heksen. Og hvis jeg ikke stoppede det, ville den også gøre det samme med mig.

      ...

      "Hvad foregår derude?" Både Minho og Key forsøgte ihærdigt at se ud af det ene lille vindue, der befandt sig oppe i kanten af cellen, men det var nyttesløst. Vinduet vendte ikke ud imod gårdspladsen. Både Minho og Key kunne dufte deres bedstemors aura, men den var svag i forhold til en kraftige duft af jasmin, der havde fundet vej ned til dem, sammen med skrig der kun kunne stamme fra et monster. "Vi må derud og hjælpe dem!" Minho havde forgæves forsøgt at rykke kæden, der holdt hans ben fast ud af væggen, men til ingen nytte. Den her celle var speciel fremstillet til at holde på personer som ham og Key. Stærke og magiske.

      "Der var I!" De så begge op, da en lille orange gylden bold fløj ind mellem tremmerne i cellen, blot for at stoppe op i luften og se fra den ene til den anden. "Knips!" Lettelsen var tydelig at høre i Minho’s stemme, selvom Key ikke ligefrem så særlig fortrøstningsfuld ud. "Hvad sker der derude?" Key så anspændt på Knips, der havde givet sig til at studere de forskellige kæder, der holdt både Key og Minho lænket. "Riah og Heksen kæmper mod Amodentus." Knips forsøgte at lyde upåvirket, men det var tydeligt, at han ikke var særlig glad for situationen. Minho hævede blot sit ene øjenbryn spørgende, mens Key’s katte øjne blev store af rædsel. "En sjælesuger?" Det fik det til at løbe ubehageligt ned af Minho’s nakke, der straks gav sig til at flå i lænken igen. "Vi må ud til dem!"

      "Rolig nu.. I er fri om lidt." De så begge uforstående på Knips, der blot smilede til dem. Han fandt en lille pose frem, der ikke var meget større, end Knips egen hånd. Ud af den tog han en smule støv, der kun lige kunne ses a det trænede øje. Støvet havde en sølvagtig farve, og så snart det ramte kæderne, begyndte metallet af skifte fra grå til orangerødt. Med en kraftig bevægelse, knækkede lænken, der holdt Minhos fod fanget, hvorefter han gik over og slog kæderne, der holdt Key i stykker. "Hvad var det stads?" Knips smilede blot til dem og smed den tomme pose fra sig. "En gave fra vandfeerne.. Kan få metal til at ruste hurtigere, end du kan nå at drikke en mundfuld vand."

      ...

      Edderkoppens smerteskrig blev blandet med lyden fra den buldrende ild. Hele min krop var dækket af sved, og hver eneste af mine muskler skreg af smerte. Jeg var nødt til at holde ud bare lidt endnu. Bare indtil væsnet var væk. Jeg så, hvordan dens lange behårede ben begyndte at være hudløse, men det stoppede den ikke fra at sætte kurs imod mig alligevel. Dens røde øjne lyste morderisk inde i den store tornado af ild, og jeg kunne høre hvordan dens tre kæber klikkede, mens skrig endnu lød fra dem.

      En hånd blev lagt på min skulder, og jeg mærkede hvordan energien flød over i mig, som duften af gamle bøger lagde sig omkring mig. Heksen stod ved min side, og hendes brunlige aura flød sammen med min hvide. Hun lod mig trække på sin aura, hvilket gav ilden fornyet kraft. Alligevel lød det ikke som om, at edderkoppen havde i sinde at bukke under for den. Den tog endnu et skridt imod os, og jeg vidste, jeg ikke kunne flytte mig, hvis jeg skulle blive ved med at holde koncentrationen.

      ”Frys den ned med en arktisk vind!” Stemmen kunne kun svagt høres igennem den buldrende ild, men alligevel nåede den mig. Den var så velkendt, at jeg nær havde mistet koncentrationen helt af ren og skær lettelse. Mine øjne fandt Key og Minho, der befandt sig i den anden ende af slotspladsen på den modsatte side af edderkoppen. Dens øjne blev rettet imod dem, da den hørte dens stemmer ligesom mig. I det øjeblik hvor dens opmærksomhed var væk fra mig, lod jeg ilden dø, hvorefter jeg pustede en kraftig vind, der duftede af både jasmin og gamle bøger ud ad min mund. Jeg kunne ligefrem mærke i mine tænder, hvor kold luften var, men jeg blev ved med at puste alligevel, som havde jeg uanede mængder af luft i mine lunger.

      Både Minho og Key styrtede ud til siden, som vinden løb hen over gårdspladsen for til sidst at støde sammen med edderkoppen. Mine øre opfangede lyden af noget der knustes, og kort efter gav edderkoppens otte ben efter under den. Lyden af knogler der knustes til pulver skar mig i ørene, som jeg så det store dyr falde sammen på jorden som en stor sort livløs brændt hårbold.

      Mine ben gav nu efter under mig og jeg faldt ned på rystende knæ. Det havde været meget anstrengende at benytte mig af ildens magi, siden jeg ingen oplæring havde i den, men bare havde skabt den ud af ingenting. Heksen blev stående ved min side, og hun så nu endnu ældre ud end hun havde gjort før. Der var flere rynker i hendes ansigt, og et par enkelte sølvfarvede hår dalede ned til jorden.

      ”Er I uskadte?!” Minho og Key kom styrtende over til os, mens Knips allerede befandt sig med vingerne baskende i luften foran mig. Jeg sendte ham et let smil, som han straks gengældte. ”Se hvem jeg fandt lænket i fangekælderen.” Knips sagde det stolt, som Minho og Key nåede over til os, og så ned på os. ”Længe siden Bedste.” ”Og hvis skyld er det?” Heksen sagde det en anelse koldt, selvom jeg også kunne høre den bedrøvede tone i hendes stemme. ”Så længe siden er det da ikke..” Begyndte Minho, men Heksen afbrød ham. ”273 år for at være helt præcis. Og så kontakter I mig først, når I roder jer selv ud i ballade.” Hun sagde det en smule vrissent, lidt ligesom hun stod og skældte ud på to små uartige drenge. Efter det tog den ene undskyldning hinanden, efter fuldt af bebrejdelse efter bebrejdelse, som fik det hele til at føles så almindeligt.

      En let latter startede med at rumle i min mave og op igennem min hals, indtil den løb ud imellem mine læber, og jeg kunne mærke, hvordan det fik hele min krop til at slappe af. De andre så blot fra den ene til den anden, inden også de begyndte at grine en smule af det. Her befandt vi os på slotspladsen, hvor der hvert øjeblik kunne komme alle mulige sorte uhyre myldrende, men i stedet for diskuterede de, hvorfor de ikke havde snakket sammen i flere hundrede år.

      ”Nå, det ser ud som om, at vores veje skilles her så.” Heksen sendte os et blidt smil, men hendes stemme lød alvorlig. ”Hvad mener du med det?” Key hævede sit ene øjenbryn, hvilket var en bevægelse Minho efterlignede, så man kunne ane, hvorfor de var i familie med hinanden. "Pladsen her vil snart være fyldt med spind igen." Heksen sagde det med et lille smil, der nærmest fik hjertet til at synke i livet på mig. ”Fik vi den ikke?” Mine øjne gled straks over på den livløse sorte klump, der stank af brændt hår og kød. ”Jo jo, men har I ikke glemt en vigtig detalje omkring Amodentusen?” Hendes smil var let, og hendes stemme en anelse munter. Både Key og Minho derimod så fuldstændig forvirrede ud, mens en af heksens erindringer dukkede op i mit hoved. "Dens mage..."

      I det samme hørtes et dyrisk brøl, der flænsede igennem luften og fik samtlige hår til at rejse sig i min nakke. ”Den lyder ikke særlig glad..” Minho brummede det let, mens han så sig omkring efter noget, han kunne bruge som våben. I modsætningen til os andre var han den eneste, der ikke kunne bruge sin aura, og nu hvor hans sværd var væk, var han så godt som forsvarsløs. Eller rettere det troede jeg.

      En skygge gled hen over gårdspladsen, da en enorm edderkop landede på jorden, så den rystede. Dens otte ben var dobbelt så høje som mig, og i stedet for tre hoveder havde den fem med blodrøde øjne og et blik, der lovede hævn. ”Jeg går ud fra, at det er dens mage…” Jeg sank en klump ved tanken om, hvilken kraftanstrengelse det havde været, at tage hånd om den første, og den her var mindst dobbelt så stor. ”Key, tag Riah og led efter Onew.” Minho stillede sig i kampposition, mens han vurderede Amodentusens størrelse. ”Bedste og jeg skal nok tage os af den her.” Med den forsikring angreb han. Amodentusen kastede giftige slyngtråde efter ham, men det blev blot skudt tilbage imod den selv takket være en kraftig østenvind, der duftede let af gamle bøger. ”Se så at komme af sted. Og det kan kun gå for langsomt!” Heksens stemme lød selvsikker, selvom de dybe fure i hendes hud afslørede, at kampen før også havde taget ganske hårdt på hende.

      Key’s slanke fingre lagde sig dog om mit håndled, hvorefter han trak af sted med mig. Min krop føltes stadig tung efter at have brugt så meget af min aura før, og alligevel kunne jeg ikke lade vær med at bekymre mig om Beatrice og Minho. ”Kan de virkelig godt klare den selv?” Min stemme afslørede min urolighed, hvorefter Key så tilbage på mig med et skævt smil. ”Der skal mere end det til at få dem ned med nakken. Så fokuser du bare på Onew.” Onew. Tanken om ham gav mig fornyede kræfter, og så styrtede vi ellers af sted ned gennem gangene med Knips lige i hælene. ”Jeg har tjekket den østlige og sydlige fløj, der var ingen spor af ham eller Nebula.” Key nikkede let af det, hvorefter han drejede ned ad en gang. ”Han befinder sig højst sandsynligt i tronsalen eller i et af tårnene. Knips tjek tårnene, så tjekker vi tronsalen.” Knips nikkede af det, hvorefter den lille orange hårbold forsvandt ned ad en anden gang.

      Lidt længere fremme delte gangen sig i to, og vi drejede skarpt til højre, hvor stanken af rådne æg slog os i ansigtet, og fik os til at bremse brat op. Foran os befandt sig to Imortus, hvis røde øjne slikkede sig op af vores kroppe, som så de på dagens forret, hvilket fik de vildeste myrekryb til at løbe langs min ryg. Med det samme bølgede en frisk og smule eksotisk duft op ved min side, der mindede mig om sommer, når min far havde haft de her grøntsager med hjem længere nede sydfra. Tomater, blev de vist kaldt. En lyserødlig aura glødede nu rundt om Key, hvilket blot så ud til næsten af få Imortusernes tænder til at løbe i vand. ”Jeg skal nok tage mig af dem her, og så forsætter du. Hører du mig?!” Key sagde det som en ordre, og jeg nikkede blot som svar. Det eneste problem var, at jeg først skulle forbi Imortuserne.

      I det næste øjeblik kastede den første Imortus sig frem imod os. Min krop reagerede instinktivt ved at bevæge sig til siden for at undvige, men Imortusen kom ikke engang i nærheden af mig. En lyserødlig mur havde delt gangen i to og omsluttede nu Imortuserne, der kastede sig imod væggene og kradsede deres barberblads fingre imod dem. ”Den vil ikke holde dem længe, så skynd dig!” En sveddråbe trængte frem på Key’s pande, da det krævede al hans koncentration at opretholde muren, så jeg kunne forsætte.

      ”Oh, og Riah… gør nu ikke noget dumt.” Et let smil løb hen over Key’s læber, inden jeg vendte mit blik imod gangen foran mig. Så snart jeg var nået forbi den lyserøde mur ændrede den sig og dannede en klistret barriere, som spærrede gangen så Imortuserne ikke kunne sætte efter mig. ”Tænk ikke på mig! Løb!” Key’s aura var begyndt at hærde omkring hans ene arm, nærmest som havde en lang handske på. Bortset fra det faktum, at handsken ikke havde fingre, men i stedet for løb ud i en lang spids, som var det et sværd.

      Jeg havde ikke lyst til at efterlade Key med de skabninger. Stanken af rådne æg sad stadig i mine næsebor og gav mig kvalme. Men jeg var nødt til at forsætte. Min hjerne ville have mig til at blive, men både min krop og mit hjerte forsatte fremad. Fremad imod den destination, som det længtes efter. Eller rettere den person det længtes efter…

 

 

 

___________________________________________

Hey guys!!!

Beklager virkelig meget tiden det har taget mig at skrive det her kapitel ^^' Havde en længere skriveblokade, og så nyttede det heller ikke noget, at jeg arbejdede fuldtid med intet overskud fra januar til august, og siden da har jeg studeret på Københavns Universitet. 

Så jeg beklager virkelig, hvis I synes, der er noget her i kapitlet, der ikke rigtig hænger sammen. Har arbejdet på det længe, og ja... havde squ svært ved at få det afsluttet, hvilket også er grunden til, at det er over dobbelt så langt som alle de andre kapitler jeg har skrevet indtil nu ^^'

Jeg har tænkt mig at arbejde videre på den her, når jeg har tid, og jeg krydser kraftigt fingre for, at jeg vil kunne nå at færdiggøre den, inden året er omme :)

Glædelig jul alle sammen! ^^

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...