The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
1920Visninger
AA

22. Kapitel 20.

      Jeg missede let med øjnene, da solens stråler stak mig i øjnene. Øm i hele kroppen så jeg rundt på mine omgivelser. Træer stod rundt omkring mig og gav læ fra vinden ved den sten, som jeg havde sat mig ned bag ved aftenen før. Min mave vendte sig ved tanken om, hvad der var sket dagen før. Jeg havde tabt. Nebula havde vundet. For måske havde jeg fået fjernet mørket fra Onew, men han kunne ikke huske mig, og ville derfor være gift med hende nu. Bare tanken om at de sikkert lå i samme seng lige nu, var som jeg havde taget den nærmeste istap og stukket ind i brystet på mig selv. Hvilket faktisk føltes en smule fristende lige nu.

      For hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg havde fået opvakt min aura, fordi min skæbne åbenbart var forbundet med Den Sorte, som jeg var overbevist om var Nebula. Kvinden der nu kunne kalde sig selv for den fyr, jeg elskedes, hustru. Mine øjne føltes tørre, og jeg kunne ikke få flere tårer frem. Jeg havde opbrugt dem alle sammen i går og i løbet af natten. Faktisk havde jeg ikke fået sovet særlig meget, da tankerne havde kørt rundt i mit hoved. Det var måske heller ikke det smarteste at sove i sneen. Alle andre ville sikkert have bygget et bål, hvis de havde været mig, men jeg havde slet ikke mærket kulden i går. For den var ingenting sammenlignet med kulden, der løb igennem min krop.

      Jeg havde mistet ham. Og ikke bare ham. Når jeg kom hjem, ville Agathe være væk, og landsbyen havde sikkert et ton af spørgsmål. Jeg havde ikke hørt fra min far i ugevis, og der ramte ensomheden mig virkelig for alvor. Hvad jeg skulle gøre nu? Hvor jeg skulle tage hen? Hvad jeg skulle lave i fremtiden? Jeg anede det ikke. Det eneste jeg vidste, var at jeg ikke havde lyst til at tage tilbage. Det ville gøre for ondt. Selv for bare at se ham en sidste gang, ville kun gøre min smerte endnu værre.

      Stille lagde jeg mine stive arme om mig selv, inden jeg hvilede min hage imod mine knæ igen. ”Riah?!” Jeg var lige ved at lukke mine øjne i, da jeg hørte nogen kalde mit navn. Instinktivt skulle jeg til at svare, men ikke en lyd forlod mine læber. For hvad nyttede det. Det var jo ikke ham. ”Riah! Der var du!” Knips dukkede op i mit synsfelt, men jeg vendte hurtigt mit blik væk. Jeg havde ikke lyst til at tale med ham. Jeg ville bare være alene og dø langsomt i min egen elendighed. ”Riah? Hvor længe har du siddet her? Dit hår er fyldt med sne!” Knips øjne var urolige, men der var noget i hans ansigt, der tyede på, at det ikke var fordi, han var bekymret, at han havde ledt efter mig. ”Det ved jeg godt…” Min stemme lød fuldstændig monoton, og jeg kunne ligefrem se noget forandre sig i den lille fyrs ansigt. Var det frygt jeg kunne se? Var han bange for mig?

      ”Du bliver altså nødt til at komme med mig lige nu!” Knips forsøgte at hive i mit ærme for at få mig op at stå, men det hjalp ingenting. Min krop føltes lige så tung som den sten, jeg sad lænet op ad. ”Hvorfor skulle jeg… Det nytter alligevel ikke noget.” Et suk forlod mine læber, mens jeg slog blikket ned imod jorden. Det var der, at lyden af knasende sne ramte mine øre, hvorefter jeg vendte mit blik op. Knips havde ikke bemærket lyden, fordi den var så let, men for mig kunne nogen lige så godt have trådt på sneen med store tunge vinterstøvler.

      ”Hun har fanget dem Riah! Dem alle sammen!!” Jeg blinkede en smule ved Knips ord, da min hjerne arbejdede utrolig langsomt. ”Hvem?” Knips slog sin lille hånd imod sin pande, som om at jeg ikke forstod det indlysende. ”Tandfeen, hvem ellers?” Knips ord var skarpe, men sarkasmen i hans stemme var ikke til at tage fejl af. ”Den Sorte! Nebula? Husker du hende? Hun har fanget Minho, Key, Onew og alle borgerne i landsbyen!” Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte hamrede let ved hans ord, selvom han ikke ligefrem talte særlig pænt til mig. Men i sidste ende var det nok præcis, hvad jeg havde behov for. At nogen vækkede mig fra den dvale, min krop var gået i aftenen før, og nu var jeg vågen. Urolige tanker begyndte at løbe igennem mit hoved. Hvordan kun hun fange dem alle sammen? Og havde hun mon gjort dem ondt? Bare tanken skar i mit hjerte, så frisk varmt blod løb igennem min krop, og fik den til at bevæge sig.

      Lyden af knasende sne ramte mine øre igen, og jeg kunne mærke mit hjerte begynde at pumpe adrenalin rundt i kroppen, hvorefter jeg stivnede. En klæbrig skygge på størrelse med en hest haltede igennem skoven. Den lignede mest af alt en uformelig sort slimklat, selvom der var noget ved den, der fik det til at løbe koldt ned af min ryg. Et par ildrøde øjne lyste inde i den mørke klat, og var heldigvis ikke rettet imod os endnu. Men det betød ikke, at den ikke havde hørt os.

      Knips og jeg udvekslede blikke, selvom jeg ikke var så meget som i stand til at røre mig. Selv nu hvis vi blev opdaget? Min krop føltes stadig stiv af kulde, og alle mine muskler nærmest skreg, da jeg rejste mig op for et øjeblik siden, fordi jeg havde siddet på den samme måde hele natten igennem. Så hvordan skulle jeg kunne hamle op med et væsen, jeg ikke engang vidste, hvad var? Sidst jeg var støt på et sort væsen med røde øjne, uden at vide hvad jeg var oppe imod, havde jeg kastet mig ud over en klippeskrænt. Noget jeg ikke havde tænkt mig at gøre igen.

      Grene raslede og istapperne på dem klirrede let som små spilleklokker, da en blid brise strøg igennem skoven. Dog var lyden jeg koncentrerede mig om, lyden af det rallende åndedrag fra den mørke skabning, der stod og åndede tungt ud ikke særlig langt væk fra mig og Knips. Hvis det ikke var fordi, at mine sanser var blevet opvakt, havde jeg aldrig hørt dens åndedrag, og ville derfor nok have troet, det bare var en stor sort ækellugtende slimklat. Hvorfor jeg ikke havde bemærket den afskyelige stank noget før, var sikkert fordi jeg havde brugt hele natten på at lukke ned for mig selv. For alle mine sanser og ikke mindst for mine følelser.

      Med et knækkede en gren, som var der nogen, der havde trådt på den. Skabningen vendte straks sit hoved i retningen hvor lyden var kommet fra og satte af sted. Hvilket var den modsatte retning af, hvor Knips og jeg stod og holdt vejret. Først da der kun hang en ganske svag stank tilbage i luften åndede jeg lettet op, for blot at mærke rynket hud lægge sig foran min mund. ”Nu ikke noget med at skrige, vel?” Jeg havde været lige ved det, da hånden var blevet lagt for min mund, men nu slappede jeg af igen. I stedet for fjernede jeg hånden og vendte mig om for at tage den ældre kvinde i øjemål. Hun så endnu ældre ud end sidst jeg så hende. Ja, faktisk så hun ældgammel ud. Hendes hår var næsten helt hvidt, og rynkerne nærmest sloges om pladsen hen over hendes hud.

      ”Beatrice, hvad laver du her?” Kvinden lagde en sigende finger på sine læber, hvorefter hun begyndte at gå. Knips og jeg så blot på hinanden, men fulgte efter hende uden yderligere spørgsmål. Hun var iført en lysegrå vinterkappe, der sammen med hendes hvide hår næsten fik hende til at gå i et med sneen, hvis det ikke havde været for hendes mørkglødede hud. For sine øjne havde hun da også et tyndt hvidt stykke stof, hvilket undrede mig. I sit palads i bjerget, havde kvinden spejle over alt for at kunne se, hvor hun gik, og nu gik hun nærmest ubesværet uden at støde ind i et eneste træ.

      Vi gik længe, indtil vi nåede en lysning, hvor et par enkelte store sten var spredt rundt omkring, dækket af et tykt lag sne. Den gamle dame tog plads på en sten, hvorefter hun vendte hovedet lidt rundt, som for at se hvor Knips og jeg befandt os. ”Vi burde være langt nok væk fra den tingest nu… Fortæl mig. Hvordan så den egentlig ud?” Lettelsen næsten løb igennem mig, da den gamle dame talte igen. Så vi havde gået i stilhed, fordi vi ikke skulle tiltrække os opmærksomhed. Selvfølgelig. Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg ikke selv havde tænkt på det. Måske fordi kulden endnu sad i min krop, så det føltes som om, at alting inden i den bevægede sig langsommere end normalt. Selv mine tanker.

      ”Den lignede mest af alt en sort slimklat. Bare på størrelse med en høj hest og med røde stikkende øjne.” Beatrice nikkede let og fugtede sine læber let med sin tunge. ”En Tanius.” Knips øjne havde nær rullet ud ad hovedet på ham, hvorefter han skælvede over hele sin lille krop. ”En drømme æder?” Ordene undslap min mund, uden jeg egentlig var klar over det. Jeg blinkede lige så overrasket som Knips, mens Beatrice blot sad og fniste lidt for sig selv. ”De fanger deres ofre i deres kroppe, og næres af ofrenes drømme, der bliver forvandlet til mareridt, indtil mareridtet bliver så slemt, at man aldrig kan vågne igen… Men.. hvordan ved jeg det?” Jeg tog mig til hovedet, da et billede af et par store sorte slimklatter med stikkende røde øjne løb hen foran mine øjne. Problemet var bare, at det ikke var noget, som jeg selv havde oplevet.

      ”Kan du huske, da jeg lærte dig luftens hemmeligheder?” Jeg så mig selv blive svøbt i det brune bånd, der var opstået imellem Beatrice og min krop, da hun havde lært mig om luft magi. Med et forstod jeg, hvad Beatrice hentyd til. Den dag lærte hun mig ikke kun om vindmagi. Hun gav mig også al siden viden og sin erfaring. Indtil nu havde jeg kun anvendt hendes viden inden for vindmagi til at forsvare mig med, og ellers havde jeg ikke skænket de minder, hun havde givet mig en tanke. Jeg havde jo fået viden om meget mere end bare vindmagi. Så snart hun havde sagt, at væsnet vi lige havde set var en Tanius, var alt hvad hun vidste om dem, dukket op i mit hoved, lidt ligesom hvis nogen havde tændt en tændstik med navnet på.

      ”Du gav mig al din viden om vindmagi… Men du gav mig også din viden om alt andet. Om væsner som Taniuserne, Skovvogtere, hvilke planter der er helbredende, og hvilke der er giftige…” Heksen smilede let, mens hun nikkede af mine ord. ”I sidste ende burde du jo nok blive oplært i alle de fire elementær magier, men da jeg kunne fornemme at tiden var knap, ville jeg give dig gaven af at vide, hvad du har med at gøre. Din verden har forandret sig over nogle få uger, og selvom Agathe har fortalt mig, at du altid har haft en livlig fantasi, så er det ikke det samme som at vide, hvilke ting der er sande.”

      Jeg knugede min hånd en anelse, mens jeg kunne mærke en nervøs knude samle sig i min mave. ”Så du vidste, at det her ville ske? At Nebula var Den Sorte? At hun ville gøre Onew ondt?!” Jeg kunne mærke vreden boble op inden i mig, som en vulkan der lignede et almindeligt bjerg uden på, men som kunne være ved at eksplodere inden i. ”Som sagt, kunne jeg kun fornemme at tiden var Knap. Hvis du gennemsøger mine minder, vil du også se, at jeg aldrig har mødt Den Sorte. Selv ikke tilbage i de gamle dage for flere tusind år siden. Det eneste jeg vidste, var at din hvide skæbnetråd og den sorte skæbnetråd har bevæget sig tættere på hinanden meget drastisk siden starten af denne måned. Hvorfor aner jeg ikke, men med den fart, er det kun et spørgsmål om, hvornår de to skæbnetråde vil kollidere.”

      Billeder susede igennem mit hoved. Minder om de gange, heksen havde set skæbnetrådene bevæge sig tættere og tættere på hinanden, uden at hun kunne sætte et ansigt på nogen af trådene. Så hun talte sandt. Beatrice havde ikke vidst, at Nebula var Den Sorte, og kunne derfor ikke have advaret mig. Hvilket i sidste ende havde bragt mig derhen, hvor jeg var nu.

      Jeg lukkede mine øjne, og koncentrerede mig om de gange, hvor Beatrice havde betragtet skæbnetrådene. Den hvide og den sorte tråd sno sig tæt om hinanden, indtil de endelig kolliderede, og heksens syn derefter blev sløret. Hun vidste ingenting om, hvad der ventede, når det her var forbi. Det var foruroligende, men samtidig gjorde det mig kun mere målrettet. Der var håb. Fremtiden stod ikke klart, og var derfor ikke bestemt på forhånd. Så der var stadig en chance for, at jeg kunne få Onew tilbage. At jeg kunne stoppe det her. Hvordan havde jeg ingen idé om, men en ting var sikkert. Jeg blev nødt til at tage mig sammen og i stedet for at flygte tage kampen op.

      ”Vil du tage med mig til Aquilone?” En let latter lød fra heksens læber, inden hun rejste sig fra stenen. ”Jeg var lige ved at tro, at du aldrig ville spørge.”

      

      Aquilone var så lille oppe fra det store vindue i tronsalen. Alt alt for småt. Heldigvis var det kun et spørgsmål om tid, inden at hele landet ville ligge under hendes kontrol. Og når budskabet først var blevet spredt ud over kloden, ville hendes søskende give sig i kast med at erobre de lande, de havde bosat sig i tilbage. Verden ville snart tilhøre Den Ældste races børn. De væsner som menneskene havde forvist fra denne verden. Bare tanken alene var afskyelig. Mennesker var ikke andet end slaver og føde, selvom de i visse tilfælde kunne være ret underholdende.

      I flere årtusinde havde hun ventet på dette øjeblik. Hendes far, tidens herrer, havde forudset dette, mens han endnu befandt sig i denne verden. Den Hvide var nøglen. Hun havde ledt efter den i mange år, og havde da også fået et par enkelte rene auraer ind imellem, men ingen så kræftfulde som denne. Hun havde vidst det, i det samme øjeblik som det uduelige pigebarn var blevet født. Selvom et utal af beskyttelsesformularer havde forhindret hende i at lokalisere Den Hvide indtil sidste år.

      Hun havde altid nydt at lege med magten, men at tøsen skulle dukke op lige netop den dag på det tidspunkt? Et tilfælde? Sådan noget fandtes ikke. Hun vidste, at det var skæbnen, at de skulle mødes, at det var Den Hvide, som hun havde behov for. Og som hun kun kunne få ved at knuse den.

      Et let støn af smerte hørtes fra tronstolen, der fik et grumt smil til at sprede sig på hendes læber. ”Din lille veninde skal nok dukke op, og når hun gør… skal jeg nok ende dine kvaler…”


________________________________

Jeg beklager meget, at der er gået så lang tid siden, jeg sidst har opdateret historien. Og tænk at det skulle have været en julekalender ^^' Heldigvis har jeg vist endelig fået den inspiration, som jeg manglede til at skrive de sidste kapitler, og så er jeg også ved at få tiden til det, da jeg det meste af måneden har fået korte vagter, og så har jeg fået et tastatur til min tablet, så det gør det lettere for mig, at kunne sidde og skrive i toget, så det ser jeg meget frem til ^^

Håber I stadig vil læse med, og vente spændt på slutningen af denne movellas, da der trods alt kun er 4 kapitler endnu!!! ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...