The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
1967Visninger
AA

3. Kapitel 2.

      Som alle andre morgener satte jeg mig op med et sæt. Min vejrtrækning var hurtig, og selvom jeg lige var vågnet, arbejdede min hjerne på højtryk. Jeg behøvede ikke engang at gribe ud efter min dagbog for en gangs skyld, da jeg tydeligt kunne huske noget, som fik min mave til at fyldes med sommerfugle. Om de var gode eller dårlige, kunne jeg dog ikke rigtig bedømme. Alligevel stod en ting lysende klart for mig. Jeg havde drømt om en person. Jeg kunne ikke huske hans ansigtstræk eller tøj for den sags skyld, men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at personen jeg havde drømt om, var Onew. Faktisk var jeg ret sikker på, at han også havde været med i alle mine andre drømme. Men hvorfor kunne jeg så først huske der havde været nogen nu?

      ...

      Med et sad han ret op og ned i den store dobbeltseng med mørkerøde fløjls gardiner hængende over sig. Hans hjerte hamrede som besat, og hans ene hånd knugede let om den silkebløde dyne. Han havde set hende. Han vidste ikke hvordan, men han var sikker på, at det ikke havde været en drøm. Han fugtede stille sine læber og lukkede sine øjne. Hun stod stadig så brændende klart på hans nethinde, at det næsten gjorde ondt. Hendes mælkehvide hud, det lange rødbrune hår, der krøllede let som det faldt ned over hendes skuldre. Hendes fersken farvede fyldige læber og hendes strålende kastanjefarvede øjne. Han kunne ligefrem fornemme den søde duft, som havde hængt ved hende, men som han aldrig havde kunnet bestemme, hvad var.

      Hans knoer var næsten hvide, fordi han havde strammet grebet så meget om dynen, som han havde. Idet et suk fuld af smerte forlod hans læber, mærkede han en hånd blive lagt på sit lår under dynen. Han åbnede øjnene, og lod sit blik glide ned til kvinden ved hans side. Hendes hår var sort som natten, og hendes øjne næsten mørkere. Hendes læber var rosenrøde, og alt i alt ville mange sige, hun var perfekt. Hun havde velformede kurver, var intelligent, kunne spille fire forskellige instrumenter, og var velset i hele landet. Han havde endda et rimelig godt udsyn til hendes barm, som hun lå der under dynen, med den ene arm over den.

      "Havde du mareridt?" Hendes stemme var blid som en bæk, mens hendes øjne udstrålede bekymring. "Ja, men jeg har det fint nu." Han bøjede sig ned og gav hende et let kys på munden. Hun smagte endnu af den vin, de havde fået til maden aftenen før. "Er du sikker? Eller skal jeg få dine tanker på noget andet?" Et skævt smil spillede sig på hendes læber, mens hendes stemme var forførende. "Gør endelig det." Det var en god måde at fjerne tankerne fra drømmen. For det var jo bare en drøm, ik'? Som kvinden ved hans side fik tippet dem rundt, fyldte en anden lugt rummet. Den var kraftig, og sveg lidt i hans næsebor. Men han tænkte ikke mere over det, da den rødhårede pige forsvandt for hans øjne igen og ud i glemslen igen.

      ...

      Lyden af blide penselstrøg fyldte mit lille atelier, som jeg og et par af nabobørnene havde bygget for nogle år siden i haven. Til at starte med skulle det være ligesom en hemmelig klub, men vi blev hurtigt for gamle til den slags og i stedet for endte jeg med at bruge det som atelier. Jeg havde dog sat vinduer i efterfølgende, da jeg malede bedst i dagslys, og det ganske simpelt var for koldt om vinteren til at male udenfor. Desuden passede det Agathe fint, da hun helst ikke så nogle malerpletter inde i selve huset.

      Jeg dyppede penslen endnu en gang i den blå maling for at tilføje skygger til sneen. Langs væggene i atelieret stod adskillelige malerier af forskellige snelandskaber, som jeg havde malet igennem det sidste år. Men for første gang fremstod den sneklædte skov, jeg altid drømte om, foran mig på mit lærred. Jeg havde tit forsøgt at frembringe lige netop det landskab, når jeg malede, men jeg havde bare ikke kunnet huske detaljerne før nu. Nærmest som om, at der var blevet åbnet et vindue i min hjerne på klem, så jeg kunne få lov til at tage et smugkig igennem det og ind på min drøm. Eller i hvert fald brøkdele af den.

      Jeg kunne huske sneen, træerne, måden sneen lå på grenene og istapperne hang, samt hvordan lyset havde leget i iskrystallerne. Penslen stoppede stille foran lærredet, mens jeg så indtrængende på det. Jeg ville male ham. Male fyren i min drøm. Men jeg kunne bare ikke huske, hvordan han så ud. Hverken hans øjne, læber, hudfarve eller sågar højde. Jeg vidste bare, at det var en fyr. At det var Onew.

      "Riah, kan jeg ikke få dig til at gå ud og hente brænde? Jeg tror, vi kommer til at mangle noget i morgen, og det er bedst, hvis du ikke skal rende rundt i skoven i mørke." Jeg vendte mig om og smilede til Agathe, som var iført et varmt sjal, da hun var en smule kuldskær. "Selvfølgelig. Jeg skal nok sørge for, at vi har nok brænde inden mørket falder på."

      Jeg stillede min pensel i blød og lukkede for malingen, mens Agathe stod og betragtede mig. Jeg smilede til hende, da jeg sprang udenfor for at komme om og hente reb og økse. Hvad jeg ikke bemærkede, var den ældre dame, der blev stående og stirrede på maleriet, jeg var gået i gang med. Hendes mund var formet i en bekymret linje, mens øjnene så urolige ud, og hendes hår syntes mere gråt end normalt.

      Jeg derimod kom hurtigt om til brændeskuret, hvor øksen og et reb lå. Jeg smed rebet over den ene skulder og lod øksens skaft hvile mod den anden, hvorefter jeg begav mig over imellem de bare træer. Som regel fældede jeg ikke et træ, da det var alt for meget arbejde, når jeg var alene. Så i stedet ledte jeg som regel efter faldne træer, som bare skulle hugges til en størrelse, så jeg kunne trække det med tilbage til huset.

      De visne blade knaste en smule under mine støvlers såler. Det var ganske almindelige brune læder støvler, som min far havde haft med hjem til mig fra et eller andet land mod øst eller vest. De skulle være ekstra slid stærke, hvilket nok skulle passe, da de havde overlevet både klatre ture i træerne, mudder, sne og hvad jeg ellers måtte have udsat dem for.

      Mine øjne spejdede rundt i skoven efter et væltet træ, selvom mine tanker kredsede i alle mulige andre retninger. Ville jeg komme til at se det, jeg havde set ved skovkanten i går? Eller havde min fantasi taget overhånd? Og hvad med Onew? Var han også bare en del af min fantasi? Eller stak der noget mere under?

      Tanker som disse løb igennem mit hoved, mens jeg vandrede rundt mellem de nøgne træer. Jeg vil tro, der var gået omkring en halv times tid, før end jeg støtte et væltet asketræ, som så ud til at have lidt last fra et par bævere. De havde taget nogle enkelte grene med sig, men selve stammen lå der endnu. Jeg lod rebet lande med et blidt bump på jorden, inden jeg gav mig til at svinge øksen. De fleste ville nok ikke tro, at jeg havde kræfterne til den her slags arbejde, men når man bor sammen med en ældre dame, som ikke kan klare denne slags opgaver, bliver man jo selv gøre det. Og da der ingen mand i huset er til at tage sig af det, så var det jo meget naturligt, at det var blevet mig, som gjorde det. Jeg havde da heller ikke noget imod det. Jeg kunne godt lide fysisk arbejde, selvom mange mente, at det var sådan noget en "dame" ikke skulle beskæftige sig med. Jeg fnøs let af ordet.

      Jeg gav mig til at hugge løs, mens jeg tænkte over, hvad det egentlig indebar at være en "dame". Man skulle gå pænt klædt, og helst med nogle af de der afskyelige korsetter, som nogle af nabokonerne snakkede lidt om. Man skulle kunne lave mad, skrive og læse, og så helst også kunne spille mindst et instrument. Klaver, fløjte og harpe blev fortrukket af de fleste, selvom der vist ikke var en eneste i de nærliggende landsbyer, som ejede sådan et. Når ja, og så skulle man blive derhjemme og tage sig af børnene, sy og vaske, og generelt alle de kedelige ting, som jeg slet ikke gad tænke på. Jeg var fyldt 18 i sommers, og havde ikke tænkt mig at skulle have børn foreløbig. Uanset hvad alle andre sagde.

      Da jeg havde hugget omkring halvdelen af stammen i mindre stykker, stoppede jeg op for at få en pause. Jeg lod min håndryg tørre sveden af min pande, hvorefter jeg sank ned ad et træ i nærheden. Barken føltes tør og ru imod min ryg, da jeg kun havde en simpel langærmet mat grøn kjole på, som ikke var specielt tyk. Jeg frøs dog ikke. Faktisk frøs jeg aldrig. Selv når der lå et tyk lag sne udenfor, kunne jeg finde på at gå ud og hente ekstra brænde kun iført natkjole. Agathe skældte mig altid ud for det, da jeg kunne blive syg af det. Selvom det aldrig skete. Af en eller anden årsag var det bare som om, at kulde ikke kunne røre mig.

      En svag lyd af raslende blade, når en let vind løb mellem de nøgne træer, var den eneste lyd, jeg kunne høre. Stort set alle skovens fugle var trukket længere sydpå på det her tidspunkt af året, og selvom der løb en flod igennem skoven, måtte jeg være et godt stykke væk fra den.

      Jeg var lige kommet på benene igen, da en anderledes lyd ramte mine øre. Det mindede mig om lyden på en klokke. En meget fin lille klokke. Mine øjne gled automatisk søgende rundt, mens jeg ledte efter årsagen til lyden. Jeg blinkede let, da jeg fik øje på den lille gyldne kugle fra i går. Jeg havde langt fra forventet, at jeg ville se den igen, og havde da også endt med at blive enig med mig selv om, at det havde været min fantasi, der havde spillet mig et puds. Dog var den der ikke særlig langt væk fra mig. Den fløj lidt rundt i luften, indtil den landede på jorden. Da den først var landet forsvandt noget af det gyldne lys, og jeg kunne se en lille person med orange strit hår, små spidse øre og fine guldagtige vinger rende rundt og løfte på bladene, mens den så ud som om, at den ledte efter noget.

      "Det var da her omkring? Det er jeg sikker på... Hvor kan den dog være?"  I forhold til det lille væsens størrelse, talte den ret højt. I hvert fald så højt, at jeg ingen problemer havde med at høre den.

      "Hvad leder du efter?" Det lille væsen for sammen ved lyden ad min stemme. Det lettede med det samme og med det, kom det stærkere gyldne lys tilbage.

      "Vent! Jeg vil ikke gøre dig noget! Jeg vil bare gerne hjælpe..." Den gyldne kugle var allerede på vej væk, men stoppede op i luften. Jeg ville enormt gerne vide, hvordan jeg mon så ud i det lille væsens øjne. Garanteret ret skræmmende min størrelse taget i betragtning.  Tøvende kom den lille kugle alligevel tættere på, lige indtil den stoppede op ud for mit ansigt. Nu kunne jeg se, det lille væsens mosgrønne øjne, og sågar et par fregner hen over den lille spidse næse. Øjnene betragtede mig intenst med en ret stor skepsis.

      ”Hvordan kan jeg vide, at du ikke bare er ude på at fange mig? Stoppe mig i en krukke, og sælge mig på markedet til højest bydende?” Jeg blinkede let, da han lød ret skrap. Mine læber formede sig dog i et bredt smil, inden en latter undslap mine læber. ”Hvad er det, som er så morsomt?!” Det lille væsen så endnu mere surt ud, end det gjorde i forvejen, mens jeg stille fik tørret mine lattertåre væk, der havde samlet sig i mine øjne. ”Tja.. Hvis jeg ville have fanget dig, ville jeg nok have forsøgt at lukke mine hænder om dig, eller have taget en krukke med.” Nu kunne jeg se den lille fyrs skepsis stille blive opløst, og i stedet for erstattet af et smil på de små læber.

      "Mit navn er Riah." Stille løftede jeg min hånd, så han kunne lande på den, og det gyldne lys forsvandt igen. Han var iført tøj lavet af blade, og selve stilen mindede mig om noget Robin Hood kunne have haft på. "Mit navn er Knips. Sig mig... Bor du ikke i menneskelandsbyen ved skoven?" Jeg nikkede med et smil, mens jeg ikke kunne fatte, at det her virkelig skete. At der virkelig stod et væsen, der ikke var mere end 7 cm højt i min hånd.

      "Er du en alf?"

      "En alf? Må jeg være fri!” Pludselig lød Knips meget fornærmet, inden han forsatte: ”Alfer har mere sommerfugle-agtige vinger, som er klare eller grønne i farverne, og så har de gult, grønt eller blåt hår. Jeg er en skovvogter!" Skovvogter? Min hjerne kørte rundt i et forsøg på at huske, om jeg nogensinde havde hørt det før. Så slog det mig, at Agathe havde fortalt mig som lille, at der var små væsner i skoven, som tog sig af den. De plejede de syge træer, vandede de blomster som ikke fik nok vand om sommeren, og som sørgede for at sende alle træer og blomster i dvale om vinteren. Hun havde vidst kaldt dem for skovens beskyttere, men det var vel også tæt nok på skovvogter.

      "Så… Du passer på skoven her?" Det lille væsen så ret stolt ud, som han stod der i min hånd. "Det kan du lige tro!"

      "Hvad var det, som du ledte efter lige før?" Så snart spørgsmålet havde forladt mine læber, så Knips ned mod jorden fra min hånd med et lettere panisk udtryk. "Det er noget, som de andre skovvogtere bad mig passe på. Så jeg skjulte det her omkring. Men jeg kan bare ikke finde det igen!” Han satte sig med et let irriteret suk på min hånd. Jeg smilede dog bare af ham, da han var alt for nuttet til, at jeg kunne tage det specielt alvorligt i sidste ende.

      ”Måske kan jeg hjælpe dig med at finde det?” Den lille fyrs ansigt så op på mig med store forundrede og glitrende øjne. ”Mener du virkelig det?!” Jeg nikkede blot let af det, hvorefter jeg førte min hånd ned til jorden, så han kunne stå af. ”Hvordan ser det ud?” Det vidste sig at være en lille bitte genstand, som mest af alt mindede om en blanding af et lommeur og et kompas. Det var i hvert fald den bedste beskrivelse af det, Knips kom med, som jeg kunne forstå. Problemet var bare, at det nok var for lille til, at jeg kunne se det. Men det skulle ikke forhindre mig i at hjælpe ham med at lede.

      ”Vi finder det aldrig… Og solen går ned om lidt.” Jeg så på knips, der havde taget plads på min skulder med en smule store øjne. Solen. Jeg havde fuldstændig glemt tiden, og alt om at jeg skulle hente brænde for Agathe. Mit blik drejede op imod skovens top, for at fornemme hvor på himlen solen stod, men så vidt jeg kunne se, var den vist ret langt nede.

      ”Så kommer vi bare tilbage og leder efter det i morgen. Men jeg bliver nødt til at gå nu. Jeg skal nå hjem med noget brænde, inden solen går ned.” Mens jeg satte kurs tilbage imod træet, lettede Knips fra min skulder og fløj lidt i forvejen. Så da jeg nåede frem til træet, jeg var gået i gang med at hugge i, var det allerede hugget ud til en perfekt størrelse brændestykker det hele, og endda bundet sammen i et ordentligt bundt med rebet.

      ”Hvordan gjorde du det?” Knips stod på bundet af brænde og smilede blot op til mig. ”Det er min lille hemmelighed. Men der er visse fordele ved at være skovvogter.” Jeg grinede blot lidt af det, inden jeg sagde farvel til Knips, og lovede ham at komme tilbage igen i morgen, for at hjælpe ham med at lede. Derefter skiltes vores veje. Han fløj dybere ind i skoven, mens jeg søgte tilbage mod landsbyen. Hvad ingen af os dog bemærkede, var den lille guldskive hvis røde viser fulgte mig, som lå tilbage på jorden, hvor træet havde ligget for et øjeblik siden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...