The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
2039Visninger
AA

21. Kapitel 19.

      Jeg kørte træt en hånd igennem mit hår. Jeg havde været oppe hele natten sammen med Minho, Knips og Key i et forsøg på at regne ud, hvordan vi skulle få Onew ud af Nebula’s klør. Der var bare lige det faktum, at det ikke var så simpelt. Især fordi at vi nu kun havde nogle få timer til at få lagt en plan. Ellers ville det være for sent, når hun giftede sig med Onew. Hvorfor hun overhovedet ville gifte sig med Onew, forstod jeg ikke. Var det fordi, at Onew betød noget for mig? Eller var det på grund af noget andet? Jeg havde en idé om, at Den Sortes planer måtte være større end bare det. For så vidt jeg havde forstået, så måtte hun jo være flere tusind år gammel. Hvilket betød at hun nok ikke bare gjorde noget, medmindre der var en større plan med dig. Og at genere mig bare fordi, jeg var Den hvide, eller hvad det nu var, som Knips og Beatrice havde kaldt mig, virkede bare barnligt.

      ”Det her nytter ikke noget! Vi er ingen vegne kommet, og ceremonien skal finde sted om et par timer!” Jeg var frustreret, træt og følte mig elendigt til mode. Samtidig var jeg også vred. Vred på mig selv, fordi jeg følte skyld ved, at Onew nu skulle til at gifte sig med hende. Og så var jeg vred på hende. Hende der havde sørget for, at jeg led af mareridt et helt år, bare fordi jeg ikke måtte huske Onew. Minho lagde stille sin hånd på min skulder i et forsøg på at berolige mig, da jeg knyttede begge mine næver, klar til at hamre dem ned i det nærmeste bord.

      ”Som du selv sagde, har vi et par timer endnu. Så vi skal nok finde ud af det.” Hans ord var opmuntrende, men jeg kunne høre håbløsheden i hans stemme. Selv Minho havde mistet håbet for, at vi skulle kunne finde en måde at få Onew til at huske igen. Og hvad endnu vigtigere var, forsøge at afsløre Nebula’s sande jeg, så alle kunne se, hvem hun var. Hvad hun var. Selvom det var den sværere del af det.

      Vi havde kigget samtlige bøger igennem hele natten, som Key måtte have omkring magi og auramagi. Og ikke en eneste bog indeholdt noget brugbart. Ikke engang de gamle skriftruller, der var skrevet på et sprog, ældre end nogen nu til dags ellers ville kunne læse. Men selvfølgelig. Key og Minho var jo lige så gamle som skriftrullen selv, eller måske endda endnu ældre.

      ”Jeg bliver nødt til at tale med ham…” De så alle tre på mig, og jeg vidste, hvad de tænkte. At det ville blive praktisk talt umuligt, og at det ingenting ville hjælpe, medmindre jeg vidste, hvordan jeg skulle få ham til at huske igen. Der var bare det, at min mavefornemmelse fortalte mig, at jeg var nøglen til hans hukommelse. Ligesom min aura havde været nøglen til min. Det var lyset i min aura, der havde fået mig til at huske. Så mit lys kunne vel også fjerne det mørke, der var rundt om Onew nu?

      ”Jeg tror, jeg ved hvordan…” Det var Key, der talte, mens han gennemgik en bog, hvor alle detaljer for et kongeligt bryllup stod skrævet. ”Ifølge den her, så skal gommen og bruden være adskilte indtil ceremonien. Og faktisk skal gommen være helt alene, så han kan forberede sig mentalt. Hvilket betyder, at ingen burde kunne forstyrre jer, men…” Jeg vidste det. Der skulle selvfølgelig være et men. For intet kunne jo få lov til at være let for mig for en gangs skyld. ”Der er med garanti sat vagter udenfor værelset, hvor han befinder sig.” Skønt. Og hvordan skulle jeg så komme forbi et par vagter, der afgjort vil være både større og stærkere end mig.

      Mit blik sagde vist det hele, da Minho trådte til med et let skævt smil denne gang. ”Den burde jeg kunne ordne. Jeg er trods alt øverste rang, og burde kunne få dem til at gå et øjeblik, hvis jeg siger, at det er min tur til at bevogte døren. Når de så er gået, kan jeg lukke dig ind.” Jeg nikkede en smule ivrigt af det, da det endelig begyndte at lyde som en plan. Der var et problem. Et problem som Knips påpegede for mig. ”Hvad har du tænkt dig at sige til ham? At han har glemt alt om dig, men at du faktisk har reddet hans liv, og at hans forlovede er ondskaben selv?” Jeg trak let på skuldrene, da jeg ikke havde den fjerneste idé. ”Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg er nødt til at forsøge at komme igennem til ham. I andre kan forsøge at finde på en plan imens, men jeg vil bare hade mig selv for ikke at have forsøgt noget, før end det er for sent.”

      

      Han stod og så på sig selv i spejlet. Han var iført den traditionelle dragt, som gommen skulle have på til et royalt bryllup. Hans hår var pænt friseret, og hans støvler nypudset. Alligevel var det som om, at han stod og så på en helt anden person i spejlet. Ham i spejlet smilede, som om han var verdens lykkeligste mand. Men hvorfor følte han sig så ikke sådan? Han havde haft en underlig fornemmelse i maven, lige siden hans samtale med Minho den foregående dag.

      ”Jeg fandt hende Onew.” Hvem var det, som Minho havde snakket om? Og hvorfor spøgte det overhovedet i hans tanker nu? Burde han ikke tænke på den kvinde, som han snart kunne kalde sin hustru? På kvinden han elskede mere end alt andet på jorden? Der var bare et problem. Når han var sammen med hende, glemte han alt omkring sig. Han så kun hende, elskede kun hende og havde ikke lyst til andet nogensinde. Men når han var alene som nu, så føltes hans hjerte hult. Som om at der manglede noget. Eller nogen.

      I det samme hørte han døren til værelset gå op, og han så sig automatisk over skulderen i spejlet. Døren lukkede blidt i igen, og der så han hende stå. Den unge kvinde fra byen. Han snurrede rundt på stedet og så på hende med både forvirring og irritation. ”Hvordan er du kommet herind?” Han trak det juvelbesatte sværd, der sad i hans bælte. Hvor var vagterne? Hvordan kunne de lade en fremmed gå ind til ham, når de vidste, at det var tradition, at han skulle bruge sin sidste tid som ugift alene?

      Hendes kastanjebrune øjne så på ham med et sørgmodigt blik. Der var ingen frygt at spore i dem, selvom hun var ubevæbnet, og han stod med sit sværd trukket. ”Du kan virkelig ikke huske mig, kan du?” Hendes stemme var smuk, og samtidig lød den så trist. Som om hun havde mistet noget, der betød meget for hende. ”Du er hende fra byen.” Han fugtede let sine læber, mens han tænkte tilbage på det. Hun havde kaldt ham for Onew. Noget ingen andre end Minho kaldte ham. ”Kan du slet ikke huske det?” Minho’s spørgsmål gav genlyd i hans hoved. Hans hjerte hamrede let, og han kunne fornemme en underlig følelse i sin krop. Han havde ikke lyst til at skade hende. Selvom han stod der med sit sværd trukket, kunne det aldrig falde ham ind at svinge ægget imod hende.

      ”Onew… Jeg ville ønske, du kunne huske mere end det. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal kunne få dig til at huske…” Det glitrede let i hendes øjenkroge, og det gik op for ham, at det var tårer. Et eller andet rørte sig inden i ham. Han ville ikke se hende græde. Han vidste ikke hvorfor, men de fersken farvede læber var født til at smile og le, og øjnene til at stråle om kap med solen. Ikke til det bedrøvede ansigt han så nu, hvor tårerne trillede ned ad kinderne på hende.

      Ubevidst gik han over til hende endnu med sværdet trukket i sin højre hånd. Hun rørte sig ikke ud af stedet, mens tårerne blot trillede ned af kinderne på hende. Hendes krop skælvede let, og det var tydeligt at se, at hun ledte efter ordene. Ordene der skulle få ham til at tro på hende. Men hvorfor? Hvorfor var det så vigtigt for hende, at få ham til at huske sig? Hvad skulle han da huske om hende?

      I stedet for at vise hende døren, som han egentlig havde tænkt på til at starte med, tog han i stedet for sin hånd op til hendes ansigt og fjernede nogle af hendes tårer. De glitrede med et besynderligt hvidt skær, og han blinkede let ved synet. Tårer? Pludselig var han tilbage i mørket. Mørket der trak ham tilbage, men hvor en tåre alligevel var landet på en hans kind. Tåren havde ikke været hans. Den havde været hendes…

      

      Jeg havde svært ved at se noget igennem tårerne, der ingen ende ville tage. Hvert eneste hjerteslag gjorde ondt, som jeg stod der og så på ham. Han havde ingen idé om, hvem jeg var. Hvordan kunne jeg nogensinde tro, at han skulle kunne huske mig sådan her? Hele min krop skælvede ved tanken alene om, at jeg nok var nødt til at gå igen. At jeg var nødt til at se mig slået af Nebula. At jeg var nødt til at give slip på Onew. Lige indtil jeg mærkede den. Varmen fra hans hånd, der strøg mig blidt over kinden for at fjerne nogle af mine tårer. Når Minho eller Knips rørte mig, gjorde det stadig en smule ondt, fordi min hud var så følsom, men da Onew rørte mig. Det føltes lindrende. Som om at den mindste af hans berøringer var helbredende.

      ”Onew…” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Hvad jeg skulle gøre, for at få ham til at forstå. Jeg knyttede stille min ene næve i fortvivlelse. Han sagde ingenting, men igennem tårerne kunne jeg alligevel se en smule genkendelse i hans blik. Som om at han kunne huske noget. Dog var det ikke mig, han så direkte på. Han så på mine tårer. Det var først der, jeg opdagede, at jeg kunne se min egen aura i tårerne. At lyset fra dem var varmt og blidt, hvilket fik en vanvittig idé til at poppe op i mit hoved. Jeg var nødt til at fjerne den mørke aura fra Onew, som Nebula måtte have efterladt rundt om ham. Og hvis det skulle lykkes, var jeg nødt til at være helt tæt på ham.

      Mens han endnu stod og betragtede tåren på sin finger, trådte jeg helt ind til ham og lagde mine hænder fladt på hans brystkasse, mens jeg pressede mine læber imod hans. Kysset chokerede ham, men han trak sig ikke væk. I stedet stod han som stivnet på stedet. Stivnet som om, han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Jeg lukkede mine øjne og forsøgte at koncentrere alle de følelser, jeg havde for Onew i mine hænder. Forsøgte at kanalisere al min aura og min kraft i mine hænder, der begyndte at lyse op. Det hvide lys strømmede fra mine hænder og ind i hans brystkasse, hvor jeg kunne mærke, at lyset støde på noget. Jeg ligefrem kunne se mørket inden i ham, selvom jeg havde lukkede øjne.

      I starten kæmpede mørket hårdt imod, men jo længere tid mine læber var trykket imod Onews, kunne jeg mærke, hvordan mit hjerte begyndte at slå let. Med hvert hjerteslag strømmede en bølge af varme igennem mig, og instinktivt vidste jeg, at bølgen strømmede fra mig og over i Onew. Den fik mørket i ham til at vride sig, før end det var nødt til at trække sig tilbage. Det smuldrede inde i ham og efterlod kun et varmt lys.

      Stille trak jeg mig væk fra ham igen med rødmende kinder. Jeg havde ingen idé, om han overhovedet kunne huske mig, eller om jeg bare havde fjernet mørket fra ham. Alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at se på ham. Det havde været grænseoverskridende at kysse ham. Jeg vidste ikke engang, hvordan han havde det med mig, og alligevel havde jeg lige givet Onew mit første kys.

      ”Hvorfor gjorde du det??” Jeg vendte mit blik op imod Onew og kunne se det forvirrede udtryk i hans øjne. Mine hænder rystede let, da jeg indså, at jeg muligvis havde fjernet mørket fra Onew, men det gjorde ikke, at han kunne huske mig. Tårer samlede sig i mine øjne, hvorefter jeg styrtede ud af lokalet. Jeg ikke engang så mig over skulderen for at se, om Minho havde opfanget, hvad der foregik, da jeg bare styrtede videre ned af gangen med tårerne løbende ned af mine kinder. Der var ikke mere, jeg kunne gøre. Jeg havde gjort mit bedste, og jeg havde da bekæmpet mørket i Onew. Det eneste problem var, at jeg ikke kunne få ham til at huske mig. Så kysset jeg lige havde givet ham, havde ikke betydet noget som helst for ham.

      Mit bryst gjorde ondt ved hvert hjerteslag, og jeg vidste, at jeg var nødt til at komme væk herfra. Jeg ville ikke engang finde Knips eller gå tilbage til Key, og slet ikke tilbage til Minho, der sikkert var i gang med at forklare Onew, hvordan jeg var sluppet ind i værelset. Så mine fødder bar mig hen over de hvide brosten, mens larmen fra gaden fyldte mine øre. Jeg kunne ikke holde det ud. Alt hvad jeg gjorde, alt hvad jeg så, hørte, duftede, følte… Det føltes på samme måde, som hvis nogen havde stået og kastet knive efter mig, som jeg løb forbi. Jeg måtte bare væk herfra…

      

      Hans blik faldt på vinduet, hvor han kunne fornemme gaden længere nede i byen. Folket måtte efterhånden være begyndt at stimle sammen, så de kunne få et glimt af det nygifte par, når ceremonien var overstået. Hans blik faldt tilbage på præsten, der stod og talte til ham og kvinden ved hans side. Da hun var trådt ind i rummet, havde hun været den smukkeste skabning han nogensinde havde set. Med hendes mørke krøller under det hvide slør og omgivet af den smukke hvide kjole, havde hun i sandhed lignet en engel. Der var bare et problem.

      Hans hjerte slog hårdt lige nu, men det var ikke fordi, at kvinden ved hans side snart skulle blive hans elskede kone. Nej. Han tænkte på hende. Hendes lysende tårer af sorg, hendes bløde ferskenfarvede læber, der pressede sig imod hans, og varmen der var steget i hans krop, så han havde følt sig helt let. Da hun havde trukket sig væk og styrtede ud af døren, havde han bare stået og set efter hende. Han havde ingen idé om, hvem hun var, og alligevel var han overbevist om, at det var hende. Hende der udfyldte tomrummet i hans hjerte. Hvis dog bare han kunne huske hvorfor.

      ”Lee Jinki. Søn af hvor elskede Konge, og eneste arving til tronen. Fremsig dit løfte over for denne smukke kvinde. Lad hende vide, hvilken plads hun har i dit hjerte, og hvad hun kan forvente som din brud.” Præstens ord gav genlyd i hans hoved. Han vidste udmærket godt, hvad han skulle sige, men i stedet tav han. Hvilken plads havde Nebula i hans hjerte? Han så dybt ind i hendes mørke øjne, der altid havde virket fortryllende på ham. Havde fået ham til at glemme tid, sted, alt og alle, men lige nu følte han ingenting. Han lod sit blik glide ud over salen og spejdede rundt efter et par genkendelige ansigter. Minho havde aldrig dukket op til ceremonien, hvilket havde undret ham, men det var ikke hans bedstevens ansigt, han ledte efter. Han ledte efter hende.

      ”Løftet, min herrer…” Præsten stemme var lavmælt, så kun Jinki og Nebula, der stod lige foran ham kunne høre det. Hele lokalet var tavst og summede af forventning. Da han igen vendte sig blik mod Nebula, kunne han se forvirringen i hendes øjne.  Hans hjerte gjorde ondt ved tanken om, at han var nødt til at knuse hendes hjerte, men han var nødt til det. For han hans hjerte tilhørte en anden.

      ”Jeg afgav et løfte til en kvinde for et år siden… Et løfte om at jeg ville finde hende igen.” Hans ord var klare og tydelige, og han talte nu ikke bare til Nebula, men til hele salen. ”Hvilket jeg agter at gøre. Det er den kvinde, jeg elsker, og gengælder hun mine følelser, agter jeg at gifte mig med hende. Derfor bliver jeg nødt til at aflyse denne vielse!” Hans ord fik hele salen til at gispe i chok. Han vidste, at det ikke var et smart træk, at det ikke var det, der blev forventet af ham som den næste Konge. Men hvordan skulle han kunne være en god konge, hvis han levede sit liv på en løgn?

      Han vendte beklagende blikket imod Nebula med forventning om at se tårer, at se et knust hjerte, som han havde været skyld i. I stedet for så han raseriet lyne i hendes blik, mens et grusomt smil løb hen over hendes læber, inden en hæs rungende latter fik hele salen til at forstumme. ”Du afviser mig? Mig? Hvad er det, som hun har, som jeg ikke har?” Vreden i hendes stemme var forståelig, men den her side havde han aldrig set af Nebula før. Han var ikke engang klar over, at kvinden der havde virket som en skrøbelig smuk sommerfugl, kunne forvandle sig til denne blodtørstige panter.

      ”Jeg beklager. Du er stadig den smukkeste kvinde, jeg nogensinde har mødt. Du er perfekt på så uendelig mange punkter, men hun…” Han fugtede sine læber let, mens han overvejede sine ord. ”Hun er Riah… Hun er den kvinde, som stjal mit hjerte, og som jeg så længe har forsøgt at undertrykke mine følelser for. Jeg beklager virkelig. Men jeg elsker dig ikke Nebula. Ikke på samme måde som hende.” Han havde forventet, at hun måske ville bryde sammen, slå ham eller noget i den retning, da han aldrig i sin vildeste fantasi, havde forudset det, der skete for øjnene af ham.

      Skygger fra alle afkroge af salen løsrev sig fra deres ejere, for at suse imod kvinden foran ham. De formede sig i en stor sort sky over hendes hoved, og med dem bølgede den mest afskyelige stank af rådne æg ud i hele salen. Ingen forstod hvad der skete, da ingen af alle de tilstedeværende adelige eller tjenestefolk nogensinde havde fået beskrevet ting som dette. Jinki derimod kunne mærke, hvordan hele hans krop frøs, da hans læremester Key’s ord genlød i hans hoved: ”Der findes mere mellem himmel og jord, end hvad vi lige går og tror.”

 

 

 

______________________

Buja, det var så kapitel 19! XD Hvilket betyder der kun er 5 kapitler tilbage!! God jeg føler, at jeg er presset... altså medhensyn til alt som skal ske i løbet af de 5 kapitler, og samtidig er jeg nervøs for, at det bliver for kort..... Nå, vi får se xD

Men en ting jeg da er spændt på, er hvad I tror, der kommer til at ske nu? Hvor tager Riah hen? Hvad blev der af Minho? Hvad med Knips og Key? Og hvad sker der med Onew, nu han har opdaget, at Nebula nok ikke lige er den, hun udgiver sig for at være?

Kom med nogle bud!!! Er nysgerrig efter at høre jeres tanker og eventuelt få lidt inspiration til de sidste kapitler xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...