The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
2007Visninger
AA

20. Kapitel 18.

      ”Onew?!” Mørket omkring mig var klistret og koldt. Det føltes som en stor klæbrig masse, og hvis jeg stoppede op et øjeblik, ville jeg sidde fast. Mørke skygger slikkede sig op ad min hud, mens jeg forsøgte at kæmpe mig fremad igennem mørket. Af en eller anden årsag var jeg havnet her. Og den eneste som mine tanker kunne dreje sig om, var ham. Jeg måtte finde ham. Få det hele til at falde på plads igen. Få ham til at huske mig.

      Mørket omkring mig var for intenst. Det føltes som om, at det forsøgte at kvæle mig, og jeg kunne mærke mine ben begynde at skælve, jo længere jeg gik. Men jeg ville ikke give op. Han måtte være her et sted. ”Onew?!” Min stemme rungede ud i mørket, mens min hals gjorde ondt, for hver gang jeg sagde hans navn. Næsten som om at skyggerne omkring mig forsøgte at snige sig ned i min hals. Stoppe den til, så jeg ikke kunne kalde på ham.

      ”Riah vågn op!!” Jeg satte mig op med et sæt og hev efter vejret. Dynen omkring mig var gennemblødt af sved ligesom natkjolen, jeg var iført. Min krop skælvede let, mens min hjerne langsomt vågnede op. Kroen. Jeg befandt mig i et værelse på kroen. Onew var kronprinsen, og han skulle giftes i morgen. Det hele føltes nytteløst, da nattens drøm kom tilbage til mig. Jeg havde ledt efter ham. Ledt efter grunden til, at han ikke kunne huske mig længere. Dog var det eneste jeg havde fundet et altopslugende mørke.

      ”Godt du er vågen nu. Vi har ikke hele dagen trods alt!” Det var først nu, at jeg bemærkede den lille fyr, der fløj lige foran mit ansigt. Det var alvorligt, men samtidig var der en vis uro i hans øjne. Jeg sukkede blot let af det, hvorefter jeg kravlede ned under den klamme dyne og trak den op over mit hoved. ”Gå med dig Knips…” Mit humør var for elendigt til, at jeg kunne kravle ud af den klamme seng. Det hele føltes så nytteløst.

      ”Fint. Så fortæller jeg ham Key, at du ikke vil have, at Onew skal kunne huske dig og i stedet gifte sig med hende Nebula.” De ord fik mig til at slå dynen til side, og praktisk talt vælte ud af sengen. ”Hvad sagde du? Og hvem er ham.. Key??” Jeg blinkede let, mens jeg så mig rundt i værelset for at få øje på Minho. Han havde siddet og våget over mig, den nat jeg ikke kunne sove i går, men jeg havde ikke hørt hverken ham eller Knips vende tilbage i går, efter at de var taget af sted. Udmattelsen havde nok fået bugt med mig til sidst, og jeg derfor var havnet i den mørke drømmeverden.

      ”Key er Minho’s fætter, og så er han Onews lærermester og slottets hoflæge. Men det er ikke det vigtige. Det vigtige er, at jeg så noget i går!!” Jeg hævede mit ene øjenbryn en smule skeptisk, mens jeg begav mig over til et kar, der stod i den ene side af værelset, som Knips på en eller anden måde allerede havde fyldt med varmt vand. Jeg smed den gennemblødte natkjole og kravlede ned i karret for at få vasket al sveden af mig. Af en eller anden årsag generede det mig ikke at bade, når Knips var der. Havde Minho derimod været der, havde jeg nok bedt ham forlade værelset. Selvom Knips alligevel vendte ryggen til mig, så jeg kunne bade i fred. ”Hvad så du så?” Det var sikkert bare et bjerg af småkager eller noget andet i den stil.

      ”Du kan godt huske skæbnekompasset ik’? Det hvis røde pil pegede på dig?” Selvfølgelig kunne jeg huske det. Selvom ikke ligefrem kunne se det relevante i det, som jeg sad der i karret og forsøgte at fjerne den klamme fornemmelse, sveden havde efterladt på min hud. ”Og hvor vil du hen med det?” Jeg kunne ligefrem fornemme, hvordan Knips lavede himmelvendte øjne, selvom han havde ryggen til mig. ”Der var en rød og en blå pil. Den røde peger på dig, mens den blå peger på den, som din skæbne er forbundet med. I går gjorde den virkelig udsving og til sidst fandt den sit mål. Gæt hvem det var!” Knips lød begejstret, og jeg kunne ligefrem fornemme hvordan en klump bevægede sig lidt i min mave. ”Hvem?”

      ”Onew selvfølgelig! Han stod sammen med hende der Nebula og snakkede med en eller anden fyr, men den pegede helt sikkert på ham!” Mit hjerte slog så hårdt imod mit bryst, at jeg troede, det ville springe ud af brystkassen på mig. ”Men hvordan skulle det dog være muligt? Jeg mener… Han kan jo ikke engang huske mig.” Bare ved tanken så jeg hans ansigt for mig igen, som han så på mig med uforstående øjne. Det gjorde stadig ondt at tænke på. ”Det var ikke kun pilen, jeg så i går. I et kort øjeblik, da jeg så den pegede på Onew, så jeg noget omkring ham. Det lignede en sort flamme, men jeg er ikke sikker.” Knips ord fik det til at løbe koldt ned af min ryg, mens jeg hurtigt gjorde mig færdig i badet. Nu kunne jeg ikke vente længere.

      En sort flamme om Onew? Mine tanker gled tilbage på det Agathe havde fortalt mig, om da jeg havde mistet min hukommelse om Onew. At jeg var omgivet af en mørk aura. Hvad nu hvis det var den selv samme aura, der nu omgav Onew? Det betød, at hvem der end havde slettet min hukommelse dengang, nu havde slettet Onew’s hukommelse. Som om at vedkomne ikke ville have, at vi skulle finde hinanden igen.  Men jeg havde fået min hukommelse tilbage, da min aura var blevet opvakt. Så hvordan skulle jeg nu kunne få Onew til at huske mig?

      ”Hvis det passer, det du siger, hvordan skal jeg så få Onew til at huske mig igen?” Jeg så på Knips med et fortvivlet blik, da jeg først havde trukket den underkjole over hovedet, som Minho havde skaffet mig, sammen med en kjole, der var tilstrækkelig fin nok til, at jeg burde kunne komme ind på slottet, hvis det skulle blive en nødvendighed. ”Det er der ham Key kommer ind i billedet.” Sagde Knips bedre vidende, som om at han havde alle de svar, jeg hele tiden havde søgt, men bare havde undgået at fortælle mig dem. ”Hvordan det?” Jeg trak kjolen over hovedet, hvorefter jeg sørgede for at ordne mit hår.

      ”Det er lidt svært at forklare, medmindre du ser det med dine egne øjne… Men lad os bare sige, at han har fundet en måde, hvorpå du måske kan finde ud af, hvem det er, du er oppe imod.”

      

      ”Minho, godt du er her!” Jinki så på Minho med et bredt smil, da han trådte ind i rummet, som Jinki havde kaldt ham op til, så snart han havde hørt at Minho var tilbage. ”Hvordan står det til ude i landsbyerne?” Jinki var glad for at se sin bedsteven tilbage på slottet. For det betød at Minho kunne være med til hans bryllup i morgen. Hvilket ville gøre det perfekt. Selvom det afgjort ville være bedre, hvis hans far var vågnede og også kunne være til stede, som han skulle vie sit liv til den kvinde, han elskede over alt andet.

      ”Det står fint til. Jeg fandt også det, som du bad mig om.” Minho’s ansigt var alvorligt, hvilket fik Jinki til at lægge sit hoved en anelse på skrå. ”Hvad mener du?” Så vidt Jinki kunne huske, havde han bedt Minho se til landsbyerne i landet, og se hvad de syntes om ham, uden at vise at Minho var hans ridder. Så han kunne få folkets ærlige mening. Så hvad skulle Minho have fundet?

      ”Jeg fandt hende Onew. Kan du slet ikke huske det?” Jinki blinkede en smule forvirret. Hende? Hvad mente Minho dog med det. Et eller andet dundrede dog ganske svagt i hans hukommelse. Lidt ligesom et fjernt ekko der kommer tilbage som en mumlen. Måske havde han bedt Minho finde en pige til sig selv? Minho var trods alt hans bedsteven, og han ville gerne se hans bedsteven leve lykkeligt. ”Det siger mig ingenting desværre. Men tillykke med det. Du må endelig tage hende med i morgen! Du har vel hørt nyheden?”

      Minho’s mistanke blev bekræftet. Jinki havde ikke den ringeste idé om, hvem Riah var. Hvilket betød, at der var sket et eller andet, mens han var væk. Da Jinki begyndte at snakke om sit bryllup med Nebula, var Minho overbevist om, at han i et kort øjeblik havde set noget sort i Jinki’s ellers så brune øjne.

      

      ”Du vil have, at jeg skal hvad?!” Efter at have sneget mig ind på slottet sammen med Knips, havde han ført mig op i et tårn, der var fyldt til randen med bøger, og hvor der tydeligvis havde stået en masse borde for ikke så lang tid siden. Nu var bordene dog fjernet, så gulvet var helt frit. Med undtagelse fra det sted hvor Minho’s fætter Key stod med en lille flaske i hånden.

      Jeg havde haft svært ved at fatte helt, at Minho og Key var i familie, og ydermere at Key skulle være ældre end Minho med omkring tohundrede år. Selvom det jeg dog havde sværest ved at fatte, var det som Key lige havde bedt mig om at gøre. Flasken han havde i hånden indeholdt noget, der mest af alt lignede en tyk sort klæbrig masse. Lidt ligesom skyggerne fra den mørke drøm jeg havde.

      ”Jeg ved godt, at alt det her er nyt for dig. Men jeg er ikke i stand til at få den til at fortælle noget som helst. Du derimod burde være i stand til at forme den til en dør. Når først du har gjort det, skal du træde ind i den og søge igennem al den information, som den bærer på. Dit ønske om svar, burde være nok til at guide dig på rette kurs.” Bare tanken om at skulle røre ved den klamme tingest, som han havde kaldt for en Simulac, fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Så at det at skulle gå igennem den? Det kunne han da virkelig ikke mene.

      ”Vil du ikke gerne vide, hvem det er, du kæmper imod? Hvem det er, som har fået prinsen til at glemme dig?” Key’s ord var hårde, men noget i hans katteagtige øjne var varmt. Lidt ligesom en mor der ser bekymret på sin datter. Det gav mig et let sug i maven, da mine tanker gled tilbage til glimtet, jeg havde fået af min egen mor. Hun ville sikkert også have haft, at jeg skulle give det et forsøg. Have at jeg skulle holde modet oppe og ikke giver efter for den frygt, jeg følte bore i min mave.

      Jeg nikkede let, hvorefter Key gik over til mig. Han trak proppen af den lille glasflaske, hvorefter han hældte den slimede Simulac ned i hænderne på mig. Jeg greb straks fat i den for, at den ikke skulle stikke af. Selvom det virkede som om, at den var rolig i mine hænder. Uden at ane hvad jeg lavede, begyndte jeg så småt at trække i den lille skygge. Den var klæbrig som tjære og føltes iskold mod mine fingre. I starten arbejdede den en smule imod, at jeg forsøgte at forme den, indtil jeg til sidst fik trukket så meget i den, at den blev til en stor sort åbning, der mindede lidt ligesom en uhyggelig sort port fra et mareridt. Eller måske til et mareridt.

      Instinktivt stak jeg min hånd ind i mørket og ledte efter noget, der kunne åbne den. Jeg blinkede let, da jeg fandt noget, som mindede om et håndtag, hvorefter Simulacens indre åbnede sig, og lod en stank af rådne æg og mug slippe ud af den. Jeg havde ikke ligefrem lyst til at træde indenfor, men jeg vidste, at jeg var nødt til det. Så jeg tog en dyb indånding, inden jeg trådte indenfor og hørte, hvordan Simulacen lukkede i bag mig.

      Med et stod jeg helt alene i en mørk gang, hvor der stank helt forfærdeligt. Det var sådan så mine øjne begyndte at svie, så jeg næsten ingenting kunne se foran mig. Dog blev stanken mildere jo længere ind i mørket jeg bevægede mig. Hvad jeg egentlig helt præcist ledte efter, havde jeg ikke rigtig nogen idé om. Key havde sagt, at jeg ledte efter svar. Men svar på hvad? Hvorfor Onew ikke kunne huske mig? Hvorfor han valgte Nebula over mig? Hvorfor det lige præcis var mig, som alt det her skulle ske for? Så mange spørgsmål formede sig i mit hoved, men et eller andet sted havde jeg på fornemmelsen, at svaret på et enkelt spørgsmål, ville få mig til at forstå det meste.

      ”Hvis mig hvem du arbejder for!” Min stemme lød langt mere selvsikker end jeg følte mig, og alligevel mærkede jeg pludselig et friskt vindpust i mit ansigt. Med et var det som om, at jeg svævede igennem luften med en fart så voldsomt, at mit hår piskede bag mig, og jeg ligefrem måtte klemme mine øjne hårdt i. Lige indtil jeg landede i noget der lignede en mørk grotte. Her stank endnu værre af rådne æg, end Simulacen havde gjort, da den åbnede sig, og med et gik det op for mig, hvad den stank egentlig var for noget. Svovl. En ætsende og ubehagelig lugt, som også havde hængt ved de forfærdelige skabninger, som havde været efter mig i skoven, og som Minho havde hjulpet mig med at besejre ude på isen.

      Nu stod skabningerne foran mig igen, og jeg kunne mærke, hvordan isen spredte sig i min krop. Hvordan var det overhovedet muligt? De var jo væk, var de ikke? Hvordan kunne de så være her? Jeg blinkede let, og det gik op for mig, at de slet ikke kiggede i min retning. I stedet for stod de med bøjede hoveder, så deres røde øjne var skjult under de store sorte hatte, vendt imod en skabning, der var gemt af skyggerne.

      ”Hun må ikke forlade den landsby….” Skabningens stemme var lige så giftig som lugten i lokalet, og jeg kunne mærke det skære let i mine øre. Alligevel var der noget over den, som virkede bekendt. Jeg trådte stille nærmere, så jeg kunne fornemme et par læber i mørket forme sig i et ondskabsfuldt smil. ”Gør hun… Så tag jer af hende…” Med de forlod Imortuserne grotten og efterlod skabningen, der havde fremmanet dem tilbage i mørket. Mine øjne var ved at vende sig til mørket, og med et kunne jeg se det hele. Den lange sorte elegante kjole, den fine hud, de lige øjenbryn, de sorte krøller og de endnu mørkere øjne. Kvinden foran mig virkede så bekendt, og alligevel var der noget anderledes over hende. Hendes hud var ikke bleg, som jeg huskede den. I stedet for var den lige så mørk som natten, og jeg kunne mærke, hvor hårdt synet slog mig.

      Med et blev grotten revet væk under fødderne på mig, og jeg kunne mærke, hvordan jeg faldt. Jeg faldt og faldt, lige indtil jeg mærkede, hvordan jeg landede på et hårdt stengulv. Til at starte med var jeg desorienteret og kunne ikke rigtig forstå skyggerne, jeg så rundt omkring mig. Indtil jeg fik øje på den mørke stjernefyldte himmel udenfor. Jeg var tilbage i tårnværelset med de mange bøger, og foran mig lå Simulacen, jeg var trådt igennem i bitte små stykker. Nærmest som om, at den var blevet slået itu, da jeg var fløjet ud af den igen.

      I det ene hjørne af lokalet havde Key og Minho stået og snakket, mens Knips derimod allerede fløj rundt om mig, for at sikre sig at jeg var uskadt. Min krop begyndte at ryste, da alle brikkerne faldt på plads i mit hoved, og jeg mærkede, hvordan tårerne vældede op i mine øjne. Minho gik over og lagde en hånd på min skulder, mens Key skyndte sig at samle Simulacen sammen igen for at få den tilbage i flasken, så den ikke kunne stikke af.

      ”Hvad så du?” Både Minho og Knips så på mig med bekymrede øjne, men den eneste følelse, der løb igennem min krop var ren og skær vrede. Vrede over den skæbne, der var tildelt mig, vred over skabningen, jeg havde set i Simulacen, og vred over hvor meget smerte den skabning var skyld i. ”Hun skal bøde for alt det, hun har gjort….”

      Jeg var ikke længere i tvivl. Grunden til at jeg var vokset op uden en mor, grunden til at Agathe havde måttet ofre sit liv for at redde mig, grunden til at min aura var blevet opvagt, grunden til at jeg havde glemt Onew og grunden til han nu havde glemt mig, var alt sammen hendes skyld. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke havde set det, da jeg mødte hende i byen. Men nu stod det lysende klart for mig. Den blå pil havde ikke peget på Onew, som Knips troede. Den havde peget på hans forlovede. Nebula var Den Sorte.

 

 

__________________________

UFF!!! Er det lige spændende nu eller hvad XD

Håber I har fået svar på en del af jeres spørgsmål nu ved denne afsløring. Tænk at en perfekt kvinde som Nebula, kan være Den Sorte....

Men måske er alting ikke, som det ser ud? Hvad siger I? ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...