The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
1914Visninger
AA

19. Kapitel 17.

      Mørke. Altomsluttende og ædende mørke. Sådan så verden ud omkring ham. Han forsøgte at bevæge sig fremad, men det var som om, han ingen vegne kom. Intet forandrede sig, og det eneste han var sikker på, var mørket der omgav ham. Havde han nogensinde kendte andet? Han kunne ikke huske det. Han var ikke engang sikker på, hvor længe han havde fået. Var det dage? Uger? Eller måske år, at han bare havde gået alene af sted i mørket?

      Blodet i hans krop frøs mere og mere til is. Hans hjerte slog langsommere, var det ved at fryse til. Som om at han var ved at gå i dvale. Det var der han mærkede det. Noget vådt imod hans kind. Det var kun ganske let, men det fik ham til at stoppe op. Ganske forsigtigt lod han sin hånd røre ved sin kind. Da han fjernede den igen og så dråben på sin finger, gik det op for ham, at det var en tåre. Men han græd da ikke, gjorde han? Hvorfor skulle han?

      Han mærkede efter en ekstra gang. Nej, det var ikke ham der græd. Men hvem gjorde så?

      

      Jeg knugede stille min hånd om lagnet på den seng, jeg lå på. Jeg havde ikke lukket et øje hele natten, selvom Minho havde skaffet os et værelse på byens kro. Gårdagens oplevelser havde simpelthen været for overvældende for mig. En ting var alle sanseindtrykkene fra byen. De alene fik mit hoved til at snurre og min krop til at gøre ondt. Det var dog ingenting i forhold til, hvor ondt det gjorde, da Onew ikke havde genkendt mig. Hele min krop havde længtes efter at kaste sig ind til ham i et varmt knus. At stå i hans arme og føle verden være et trygt sted. Selvom vi aldrig havde været så tætte.

      Vi ikke engang krammede dengang, men nu hvor jeg kunne huske igen, vidste jeg, at jeg havde længtes efter det. At jeg havde håbet allerede dengang, at han ville tage mig i sin favn. Holde om mig og aldrig give slip igen. Nu var han forlovet, og hele byen kunne ikke tale om andet. Jeg havde hørt folk på gaden efter bekendelsen snakke om, hvor godt et par de var. Hvor god en konge Onew ville blive, og hvor godt det ville være at få Nebula som dronning. Selv da jeg havde lagt mig i sengen, kunne jeg høre, hvordan folk snakkede nedenunder og i værelserne rundt om mig.

      Det var forfærdeligt. Det at kunne høre så mange mennesker og alligevel føle mig så alene. En tåre trillede stille ned ad min kind, og jeg snøftede ganske let. I det øjeblik var jeg glad for, at Minho havde taget Knips med sig. Han havde sagt aften før, at han ville forsøge at finde ud af, hvad der foregik. Efter at han havde forklaret mig den lille detalje, at Onew var prins, og ikke bare en hvilken som helst prins, nej han var Kronprinsen. En lille detalje både han og Onew havde undgået at fortælle mig. For Onew’s rigtige navn var Jinki. Onew var bare et kælenavn, som Minho havde givet ham for mange år siden, fordi han plejede at være ret klodset som barn. Grunden til at Onew, eller rettere Jinki, havde givet mig det navn dengang i stedet for sit rigtige navn, var fordi han ikke ville have, at jeg skulle vide, han var prinsen.

      Spørgsmålet var så bare nu, hvorfor han ikke ville have, at jeg skulle vide det? Fordi han troede, at jeg ville have behandlet ham anderledes? Jeg ville egentlig have taget ham med hjem, men han var for såret på det tidspunkt til, at jeg selv kunne transportere ham, og at forlade ham for at hente hjælp. Jeg var bange for, at han ville have været død til den tid. Så hvordan skulle jeg kunne have behandlet ham anderledes? Hvad kunne jeg have gjort, så han ikke havde lukket mig ude, da han tog af sted igen? Så jeg ikke følte mig så sønderknust lige nu?

      

      ”Hvem er det lige helt præcist, at vi skal snakke med igen??” Knips sad gemt i Minho’s hætte, der var trukket godt op, så man ikke kunne se ham. Selvom han ikke ligefrem brød sig om at blive mast, eller for den sags skyld, at være tvunget til at lugte til Minho’s beskidte hætte hele tiden. Godt han ikke havde Riah’s forstærkede lugtesans. Så ville han da være gået omkuld.

      ”Jeg skal snakke med en ven. Eller ven og ven. Man kan vel kalde ham for familie.” Minho kløede sig en smule i håret, hvilket betød at Knips måtte undvige hans hånd, som Minho stak ind under hætten. ”Hey! Vi er faktisk nogen, som forsøger at være her!” Minho lo blot en smule undskyldende overfor den lille fyr, som han havde med som ekstra bagage, mens Knips derimod skulede ret fornærmet under hætten.

      ”Hvordan kan det egentlig være, at du ikke blev tilbage hos Riah?” Minho ville have set sig over skulderen, men da det var ret besværligt, og han ikke ville vække opmærksomhed, begav han sig blot videre igennem slottets gange. Han var blevet på kroen, og havde våget over Riah det meste af natten. Så vidt han kunne bedømme, havde hun vist ikke rigtig fået mere søvn end ham, hvilket var forståeligt nok. Hendes reaktion på markedspladsen havde været nok til at afsløre for ham, den mistanke han i forvejen havde. Ligesom Onew var forelsket i hende, var hun også forelsket i ham. Nu var problemet bare, at Onew havde glemt hende. Selvom det vigtigste næsten var spørgsmålet, hvorfor?

      ”Som du ved, har hun ikke lukket et øje i nat, så jeg er ret sikker på, at hun ikke forlader sengen det næste lange stykke tid.” Selvom Knips forsøgte at få det til at lyde som om, at han bare ville have kedet sig, hvis han var blevet tilbage, kunne han ikke helt skjule bekymringen i sin stemme. ”Du har sikkert ret.”

      Selvom Minho ikke havde brugt lige så lang tid sammen med Riah, som Knips havde, så var han også bekymret for hende. Hun virkede som en god person. Hun var smuk på sin egen naturlige måde, der ikke var for perfekt ligesom Nebula. Riah havde en skønhedsplet på det ene kindben, og hun savlede en smule, når hun sov. Hun var både venlig og ilter, og så havde hun en gnist af kampånd samt en masse viljestyrke. Hvordan skulle hun ellers være nået så langt? Især efter hun havde været igennem opvækningen af sin aura. Noget han virkelig beundrede hende for. Ja, faktisk så fandt Minho hende langt bedre egnet til at være sammen med Onew end Nebula. Ikke fordi at Nebula ikke var skøn. Hun var bare for perfekt. Hvilket han kun havde erfaringer med aldrig var noget godt tegn.

      ”Så er vi her.” Minho fugtede sine læber let, inden han bankede på døren en smule tøvende. ”Bare træd ind.” Lød en rolig stemme fra døren. Knips kunne ikke forstå Minho’s uro, da han trådte indenfor. De befandt sig i det, der måtte være, det nordøstlige tårn, hvor der både var udsigt over byen, men hvor man samtidig kunne se bjerget bag slottet ordentligt også. Rummet de var trådt ind i havde nogle meget sælsomme sten i væggene, var Knips første tanke, indtil det gik op for ham, at det var hylder med bøger. Hylde efter hylde, så der ingen anden vægplads var i hele rummet. Rundt omkring stod der borde, endnu en gang fyldt med bøger, der lå spredt over det hele sammen med et ton af skriftruller. Selvom det der fik Knips øjenbryn til at hæve sig undrende, og Minho til at smile nervøs, stod ovre ved en pult med en opslået bog.

      Det var en ung fyr, der ikke kunne være meget ældre end Minho i sidste ende. Alligevel var der noget ved hans mørkebrune katte øjne, der fik ham til at virke ældre. Fyren var spinkel, hans hår var kulsort, og hans tøj lignede enhver anden fyrs tøj. Bortset fra at stofferne var af langt bedre kvalitet, og så havde det en smule anderledes snit hist og her.

      ”Det var også på tide, du kom!” Fyrens stemme var ikke længere rolig, og Knips forstod nu hvorfor, at Minho havde virket så nervøs ved at gå herind. ”Rolig nu, jeg er først lige nået tilbage til byen fætter!” Fætter? Knips troede ikke rigtig sine egne øre, men den lettere skulen, der forvandlede sig til en lidt irriteret grimasse hos fyren ved bogen, betød vist at Minho’s ord, var sande. ”Det er meget muligt, men du burde stadig være kommet noget før. Især med de ting der foregår her.” Key gøs let, inden han bladrede lidt rundt i sin bog.

      ”Hvad mener du med det?” Minho trådte over ved siden af sin fætter, for at følge hans blik i bogen. ”Kan du huske, jeg nævnte for dig, den der fornemmelse af, at blive overvåget?” Minho nikkede let, da det var noget, som hans fætter havde plapret løs med i omkring et års tid nu. Minho havde været overbevist om, at hans fætter var paranoid, men da han så siden i bogen, som der blev slået op på, kunne han mærke det glide koldt ned af ryggen på ham. ”Er du sikker?”

      ”Hvad er det??” Knips var alt for nysgerrig, og valgte derfor at smutte ud fra hætten, så han kunne få en mundfuld frisk luft. De smalle katteøjne blev næsten lige så store som Minho’s ved synet af Knips, hvilket blot fik Minho til at sukke let af det. ”En skovvogter? Her?!” Fyren virkede meget forvirret over dette, og Knips rettede derfor sin opmærksomhed imod ham et øjeblik. ”Navnet er Knips.” Fyren nikkede let, inden han skulede af Minho, der tydeligvis lod som om, at det ingenting gjorde, at der pludselig befandt sig en skovvogter i deres private samtale. ”Jeg er Key. Hoflæge og prinsens læremester, og uheldigvis den klodrian hers fætter”

      ”Nå, men hvad var det, vi kom fra?” Knips blik faldt tilbage på siden i bogen. Han rynkede brynene let, hvorefter han så op på de to meget store fyre i forhold til sig selv. ”En Simulac? Hvor?” Knips kiggede sig straks omkring, selvom han ikke ligefrem blev mere tryg af det. Nok snarere tværtimod. ”Bare rolig, den kan ikke gøre dig noget. I hvert fald ikke længere.” Key’s stemme lød, som om det var ingenting at tage sig af, at han snakkede om en Simulac. ”Hvordan det?” Minho så en smule skeptisk på sin fætter, der begav sig over til et af bordene, hvor han havde nogle forskellige flasker med alt muligt forskelligt at stå i. Han rodede lidt rundt, inden han fiskede en lille klar flaske op. Inde i flasken befandt sig en klæbrig klistret sort masse, der nærmest hele tiden forsøgte at trænge op igennem proppen, men den sad ganske simpelt for godt fast til, at den kunne flytte sig nogle steder.

      ”Jeg har forsøgt at spore, hvor den tingest kommer fra, men det eneste jeg har kunnet finde, er en barrikade af sort magi. Sort auramagi for at være mere præcis.” Uden at nogen af de tre behøvede at sige det højt, tænkte de alle sammen det samme. Simulacen måtte være Den Sortes værk. Hvilket ikke ligefrem var noget godt tegn. For hvorfor skulle Den Sorte ønske at holde øje med Key? Den lille sladretante kunne alligevel ikke gøre meget andet, end at samle oplysninger og sladre til sin herre.

      ”Apropos sort auramagi. Der er noget i vejen med Onew.” Minho var ikke i tvivl om, at Onew, Riah og Simulacen måtte have en eller anden form for forbindelse. For det her kunne næppe være en ren tilfældighed, at så mange ting dukkede op efter hinanden i træk. ”Hvad mener du med det?” Key hævede let sit ene øjenbryn, men inden Minho kunne nå at svare, var Knips allerede på banen. ”Han kan ikke huske Riah! Og nu har vi ellers lige brugt så mange kræfter på at opvække hendes aura, og få hendes minder tilbage om ham, og så når vi når frem, kan han ikke huske hende længere.”

      Key afbrød Knips talestrøm ved at stikke en hånd op foran den lille fyrs ansigt. ”Stop lige en halv. Hvem er Riah? Og hvad mener du med, at I har opvagt hendes aura? Minho, hvad har du nu rodet dig ud i?!” Key lød temmelig vred, selvom Minho vidste, at hans ansigtsudtryk snart ville skifte. Så længe han bare kunne få lov til at tale færdigt før end Key afbrød ham.

      ”Det er en lang historie, men den korte version er, at Riah reddede Onew sidste år. Du ved, der hvor han skulle klare sig selv i skoven? Han blev angrebet af en bjørn, og hun fandt ham. Så hun tog sig af ham, og det lader til, at de forelskede sig i hinanden. Onew sendte mig ud for at lede efter hende for noget tid siden, og da jeg fandt hende, var hun og Knips i gang med at kæmpe mod en flok Imortus.” Key lyttede opmærksomt til Minho’s forklaring, selvom Minho blev afbrudt af en ivrig Knips, der fortalte alt om, hvordan Riah næsten havde været død i skoven, omkring hans tur til Beatrice sammen med Riah, og om det faktum, at hun var Den Hvide.

      ”Så tiden er ved at være inde…” Et dystert blik gled ind over Key’s ansigt, mens spørgsmålet formede sig på hans læber, som både Minho og Knips ledte efter svaret på. ”Men hvad har vores prins med det hele at gøre?” Minho trak let på skuldrene, inden han lagde sine arme over kors. ”Det er det, vi forsøger at finde ud af. Især fordi det var ham selv, der bad mig lede efter Riah. Så det undre mig, at han pludselig har glemt alt om hende.” Key nikkede enstemmigt.

      De stod et stykke tid alle fordybet i tanker i et forsøg på at finde ud af, hvad der foregik. Til sidst kunne Knips ikke holde det ud længere. Det var i det øjeblik, at den lille fyr opdagede noget, som ingen af de andre ville have bemærket. En vild snurrende effekt i den lille fyrs lomme, der fik ham til at trække skæbnekompasset frem. Hans øjne blev store, og han så kort op på de to høje fyre ved siden af ham. De var begge for fordybede i deres tanker til at bemærke, hvordan den røde pil sitrede, mens den blå snurrede rundt, som om den snart ville springe ud fra kompasset.

      Pludselig stoppede den blå pil brat op i retningen mod et af vinduerne. Uden at Minho eller Key bemærkede det, fløj Knips stille over til vinduet og kiggede ud af det. Ud af vinduet kunne han se slottets gårdsplads. Den var fyldt med mennesker, der kom med vogne fyldt med ting, der skulle bruges til brylluppet. Men det var noget helt andet, som Knips havde fået øje på. For nede i gården, præcis hvor den blå pil pejede, stod Onew. Ved hans side var hans forlovede, mens de forsøgte at forklare en eller anden mand noget. Uanset hvad så fik synet det til at sitre let i Knips vinger. For som pilen pejede ned mod dem, var han sikker på, at han så en svag sort flamme stå rundt om Onew. Den var der kun et kort øjeblik, men han var ikke i tvivl om, at han havde set den.

      Knips så sig tilbage over skulderen på de to fyre, der stadig stod og grublede. Af en eller anden grund kunne Knips ikke få sig selv til at fortælle dem, hvad han lige havde set. De ville sikkert ikke tro på ham i sidste ende. Den eneste der sikkert ville tro hans ord, ville være Riah. Hun var nødt til at få det her at vide.

      Mens Knips kiggede ud af vinduet og spekulerede på, hvordan han skulle få fortalt det til Riah, uden at Minho også fulgte med, da det virkede som om, at Minho næsten havde valgt at blive Riah’s beskytter eller noget i den stil. Selvom han dog blev en smule lettet, da han hørte Key’s ord.

      ”Uanset hvad er vi nødt til at få gjort noget ved det bryllup. Hvis Riah virkelig er Den Hvide, og hvis det virkelig er Den Sorte, som har holdt øje med mig, så er det ikke til at vide, hvilke fare vores prins kan være i. Især hvis Riah holder af ham og omvendt.” Minho nikkede let, da han udmærket godt viste, hvor det her ville bære henad. ”Jeg melder min tilbagekomst hos Onew, når jeg går ud af døren her. Han finder sikkert ud af det alligevel, da Ace er tilbage i stalden.” Key nikkede let af det, hvorefter han vendte sit blik imod Knips. ”Det er vigtigt, at du får Riah til at komme herop i morgen, uden at nogen ser jer. For hvis Riah virkelig er Den Hvide, kan hun muligvis være i stand til at få noget mere ud af den Simulac, så vi ved noget mere om vores modstander.” Knips nikkede let, da det skulle blive ham en smal sag. Den eneste grund til at han havde gemt sig under hætten hos Minho, var fordi at han skulle følges med dem. Ellers ville han kunne flyve så stærkt, at han ingen problemer havde med at komme tilbage.

      ”Hvad vil du så gøre imens?” Minho så på Key med et let hævet øjenbryn, der gik over til et af de andre borde, hvor han fandt et spejl frem. ”Jeg har på fornemmelsen, at vores kære bedstemor ikke vil sidde i sit kedelige isslot, når Den Sorte og Den Hvide mødes.”

 

 

 

 

____________________________________

Uh, så sker der lidt igen ;)

Nå, nu har I så også lige mødt Minho's fætter Key xD Nogen der havde gættet, at han ville være Onew's "læremester"? Selvom jeg kun har nævnt Onew's læremester en gang tror jeg... Ja okay, jeg vidste det heller ikke selv, før end han dukkede op nu ^^'

Men hvad synes I? Er der nogen af jer, som er begyndt at kunne lægge puslespillet sammen? Hvorfor kan Onew ikke huske Riah? Hvad var den sorte flamme, som Knips så? Hvorfor skulle den Simulac overvåge Key? Og vil Knips kunne få Riah til at tage sig sammen og komme ud af sengen?

Ja, det finder I jo ud af undervejs ;)

Skriv endelig en kommentar, da det vil gøre mig supper glad som altid ^^

God onsdag til jer :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...