The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
1911Visninger
AA

18. Kapitel 16.

      Lyden ad hove der blidt bevægede sig hen over jorden var ganske beroligende. Faktisk føltes det helt godt at være kommet i følgeskab med Minho og Ace. Bare det at han havde sagt, at Onew havde sendt ham, havde fået sommerfuglene til at flyve helt vildt rundt i min mave. Det eneste problem havde bare været, at efter det havde Minho nærmest klappet i som en østers. Som om han vidste en hel masse, men ikke vidste, hvad han kunne fortælle mig. Han havde fortalt mig, at Onew og han var bedstevenner, og Onew derfor ikke selv var taget ud for at lede efter mig. Selvom det ingen mening gav i mit hoved. Hvorfor skulle han bede en anden om at lede efter mig, hvis han ville se mig?? Det var trods alt ham selv, der havde lovet, at det skulle være hans tur til at komme og finde mig.

      Et smil spillede let på mine læber, mens jeg betragtede Minho og Knips, der var i dyb samtale omkring, hvordan det gik i skovene, hvor jagtområderne var bedst, om nogle handelsrejsende var blevet overfaldet af røvere og den slags. For som skovvogter vidste Knips praktisk talt næsten alt, hvad der skete i de forskellige skove. Sådan næsten da. Alligevel føltes smilet på mine læber fuldstændig malplaceret. Mit smil var varmt og fyldt med glæde, hvorimod mit indre føltes som var det frosset til is.

      Jeg havde forventet, at jeg skulle mødes med Onew i min drøm. Havde set for mig allerede inden, jeg lagde mig til at sove, hvordan jeg ville omfavne ham, og fortælle at jeg var på vej. At Minho havde fundet mig, og vi nu sammen tog af sted for at mødes med Onew. Men scenen der mødte mig havde jeg ikke set komme. Den sneklædte skov havde altid været lys, når jeg havde besøgt den. Selv mens tågen herskede i mine drømme, havde himlen været lys, som hvis solen stod højt på den. Men denne gang havde himlen været kulsort.

      Onew havde stået med ryggen til mig ovre ved nogle træer, og uanset hvor meget jeg forsøgte at kalde på ham, så hørte han mig ikke. Jo tættere på ham jeg bevægede mig, jo tungere havde sneen under mine fødder føltes at træde igennem. Lidt ligesom jeg havde været ved at synke ned i kviksand. Det var der, jeg havde set det. Han var ikke alene. Sammen med ham havde stået en skikkelse indhyllet i lange mørke krøller. Jeg havde ikke kunnet set ansigtet, men der var ingen tvivl om, at det var en kvinde. Det værste ved synet, var ikke at Onew ikke var alene, at jeg ikke kunne komme hen til ham, at kvinden havde kulsort hår, og hun fik det til at krible koldt ned ad ryggen på mig. Nej, det var det faktum, at grunden til jeg ikke kunne se kvindens ansigt, var fordi hende og Onew stod fuldstændig omsluttede af hinanden, mens deres læber grådigt løb hen over hinanden, som om jeg slet ikke var der.

      Synet havde fået det til at vende sig i min mave, og jeg var vågnet med kold sved på panden. Hele min krop havde været anspændt, og mit hjerte føltes tungt. Noget sagde mig, at der var en grund til det jeg havde set. De andre gange havde jeg mødt Onew alene i drømmene. Som om der havde været en direkte forbindelse imellem os. Som om det sted udelukkende var skabt for os. Men denne gang havde det føltes anderledes. Det havde føltes som om, at jeg havde trængt ind på en privatgrund, og havde stået og luret igennem vinduet. Havde luret på Onew og kvinden med det mørke hår.

      Knuden i min mave strammedes ved tanken, og jeg forsøgte at slå det ud af hovedet igen. Det så ikke ud til, at hverken Minho eller Knips, havde bemærket hvor forfærdeligt jeg havde det, mens Ace derimod kiggede op imod mig med sine blide varme hesteøjne. Jeg klappede ham stille på siden af halsen, som for at fortælle ham, at det hele var i orden. At jeg havde det fint. Selvom den jeg forsøgte at overbevise nok nærmere var mig selv.

      ”Aquilone… så er vi her endelig.” Ved lyden af Minho’s ord faldt jeg ud af den trance, som jeg ellers havde været i, og mine øjne rettede sig mod byen længere fremme. Den var gigantisk og bygget halv på land, halv op ad et bjerg. Øverst lå et prægtigt hvidt slot, man ikke kunne undgå at se, selv fra den afstand vi endnu havde til byen. De andre kunne sikkert ikke se det, men selv på denne afstand kunne jeg se en hel del detaljer i byen. Jeg kunne se, hvordan de fleste huse var bygget af solide granitsten, der var blevet malet hvide, så hele byen så lys ud, næsten som var den dækket af et fint lille lag sne på væggene. Tagene derimod var rent faktisk dækket af et tykt lag sne, som også lå hen over byens brostensbelagte gader. Ind imellem stod der træer, og alt i alt syntes byen at være så uendelig smukt. Så hvidt og rent.

      Jo tættere på byen vi kom, jo højere begyndte byens lyde at blive. I forhold til at jeg kun havde været vant til lyden fra vinden, dyrene i skovens lyde, sneen der knasede under mine fødder, og Knips vingeslag, var det meget overvældende. Pludselig kunne jeg høre hundrede vis af fødder, der bevægede sig hen over sneen, hjerter der slog, stemmer der talte, døre der åbnede og lukkede, stof der flagrede. Jeg tog mig stille til ørene, da det gjorde ondt. Jeg havde næsten kun lige vænnet mig til skovens lyde, men pludselig at træde ind i en af de travleste byer i hele landet. Det havde jeg ikke været helt forberedt på.

      Og det var ikke bare for mine øre. Der var så mange farver, så mange detaljer i husene, i alle menneskernes ansigter, tøj, hår, stenene på gaden, og hvad der ellers var. Samtidig overrumplede dufte af frisk bagt brød, nyvasket tøj, sved, røget kød, sten, jord og meget andet min næse. Opvækningen i sig selv havde været svær nok, og jeg troede ellers, at jeg lige var ved at vende mig til mine forbedrede sanser, men det her gjorde virkelig ondt.

      Knips havde gemt sig i under hætten, som Minho havde trukket op, da vi var nået til byen, for at ingen skulle se Knips. Alligevel var det som om, at Minho kunne fornemme, hvor meget alle sanseindtrykkene påvirkede mig, og han derfor stille hjalp mig ned fra Ace. Hans varme arm om min skulder fik det til at føles som om, den var ved at brænde op, men det gjorde ikke ondt. Faktisk var det helt rart at vide, at han vidste, hvad jeg gik igennem. Og at han nok skulle hjælpe mig igennem det.

      Der var et ton af mennesker på gaden, og jo tættere på byen midte vi nåede, jo flere lod der til at være. Minho førte mig om bag en række af mennesker, der stod og så meget forventningsfulde ud. Som om de spejdede efter noget bestemt. Det var på det tidspunkt, at det gik op for mig, at vi var nået ind til en stor plads, der måtte udgøre byens centrum. På et podie stod en fyr og læste et eller andet højt, men selvom mine øre kunne opfange hvert eneste ord, kunne min hjerne ikke forstå dem. Der var så mange stemmer omkring mig, at jeg havde svært ved at finde ud af, hvor de kom fra, og hvem der sagde hvad.

      Lige indtil lyden af mit dundrende hjerte overdøvede dem alle. Oppe på podiet trådte en fyr med brunt hår, der sad på den helt rigtige måde, smalle smukke mørke brune øjne, og et bredt smil, der fik hans øjne til kun at se endnu smallere ud. Han var iført noget der mindede om en uniform. Det var en rød frakke broderet med små tråde af guld, og der sad også nogle emblemer på hans bryst, som jeg ikke anede, hvad betød. Han trådte frem på podiet, og jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte hamrede til rytmen fra folks bifald, indtil der blev helt stille, så alle kunne høre, hvad han havde at sige.

      ”Det er mig en glæde, at kunne meddele jer alle, at jeg snart vil indtage min faders plads. Og ved min side vil jeg have landets smukkeste kvinde.” En elegant kvinde iført en kongeblå lang kjole, med ærmer, der sluttede tæt om hendes håndled, trådte nu frem og stillede sig ved hans side. Hun var helt utroligt smuk, med den blege hud, og de mørke krøller der indrammede hendes ansigt, og et smil spillede på hendes rosenrøde læber. ”Brylluppet vil stå om præcis tre dage fra nu, og kroningen om fem. Så der vil jeg indtræde, som jeres nye konge, og Nebula vil blive jeres dronning!”

      Folk omkring mig begyndte at huje og råbe tillykke til parret på podiet. Jeg derimod stivnede på stedet. Min mave blev til en hård knude, og jeg kunne mærke, hvordan det begyndte at snurre rundt i mit hoved. Intet af det her gav mening. Foran mig på podiet stod Onew. Onew!!! Ikke en eller anden kommende konge, der lige havde offentliggjort sit bryllup med kvinden ved sin side. Jeg havde kvalme. Billeder fra nattens drøm, hvor Onew stod tæt omsluttet af en kvinde med lange mørke krøller. Var det hende?

      Hvert hjerteslag gjorde mere ondt end folks råb i mine øre, og jeg kiggede ikke engang på Minho og Knips, inden mine ben havde sat sig i bevægelse. Jeg var nødt til at vide hvorfor. Hvorfor han skulle giftes, hvorfor han stod og snakkede om at blive konge, og hvorfor han havde sendt Minho ud for at lede efter mig, hvis det bare var for det her? Jeg kunne høre en eller anden råbe mit navn bag mig, men jeg så mig ikke over skulderen. I stedet for maste jeg mig igennem mængden af mennesker, lige indtil jeg var lige ved at støde ind i en høj mørkebrun hingst, hvor Onew netop lige havde svunget sig selv op på.

      ”Onew, hvad foregår der?!” Jeg så på hans ansigt, og hver eneste detalje fra drømmene var virkelige. Han var så smuk, men blikket i hans øjne var forvirret, som han sad deroppe og kiggede ned på mig. ”Undskyld, kender jeg dig??” Som havde han trukket sværdet i sit bælte og stukket det direkte igennem mit hjerte, kunne jeg mærke, hvordan hele min krop frøs til is. Den frøs så kraftigt, at det var lige før, den begyndte at ryste af kulde. 

      ”Er der noget i vejen Jinki?” Den mørkhårede kvinde, som Onew hvis havde sagt hed Nebula, sad nu på en sort hoppe ved hans side. Hendes mørke øjne havde virket så venlige over for alle, da hun stod på podiet, og også da hun så på Onew, var hendes blik varmt. Men så snart hendes øjne mødte mine, blev de mørke øjne endnu koldere, end jeg følte mig inden i. ”Onew, kan du virkelig ikke huske mig?” Onew så fra Nebula af og ned på mig igen. Han fik ikke engang chancen for selv at svare, inden hun svarede for ham. ”Hvor vover De at tale sådan til Kronprinsen! Vagter få hende væk herfra, så vi kan komme tilbage til slottet!” Jeg kunne ikke nå at sige noget, inden et par høje mænd stod foran mig, og så på mig med blikke der tydeligt sagde, at hvis jeg ikke smuttede i en hvis fart, så ville jeg kunne få lov til at overnatte i fangekælderen.

      ”Undskyld min vens opførsel. Det vil ikke gentage sig.” Minho var pludselig dukket op ved min side med hætten trukket så godt hen over hovedet, han havde bøjet for vagterne. Sikkert for at de ikke skulle få et glimt af Knips, der gemte sig under hætten også. Minho’s hånd lagde sig om min arm, og begyndte at trække mig væk fra det hele. Det eneste jeg var i stand til, var at se tilbage på Onew, der red af sted mod slottet sammen med sin forlovede. Uden så meget som at se sig over skulderen og tilbage på mig.

      

      ”Tænk at hun kunne finde på at tale til dig på den måde! Det er jo slet ikke acceptabelt. Næsten som om, at hun ikke vidste, at du var prinsen.” Nebulas stemme var en smule rystet, som de red tilbage imod slottet. Jinki derimod var i dyb undren. Pigen var praktisk talt dukket op ud af ingenting i bymidten, og så havde hun brugt det kælenavn, som hans bedsteven havde givet ham. Hvordan kunne det være muligt? I alle andres øjne, havde han altid været Jinki, Kronprinsen. Hun havde dog virket så ægte i sit blik. Han havde ydermere set, hvor forfærdet hun var blevet, da han ikke genkendte hende. Men han havde jo aldrig set hende før. Han var god til at huske ansigter og var sikker på, at han ville kunne have husket hende. Hun havde vist været et par år yngre end ham selv, men det gjorde hende ikke mindre pæn i hans øjne. Faktisk var det lige før, at han syntes, hun havde været smuk. Langt fra på samme niveau som Nebula, men der havde alligevel været et eller andet over hende.

      ”Hun kan jo være en af de mange rejsende, som der besøger byen. Måske lignede jeg bare én, som hun kendte.” Han trak let på skuldrene af det, selvom hendes stemme stadig rungede i hans øre. Hvem var hun? Og endnu vigtigere, hvor kendte hun ham fra?

 

 

_______________________________

Så fik jeg endelig skrivelysten tilbage!!! Yes ^^ Hvilket betyder at det næste stykke tid, vil jeg arbejde mig hen imod at få afsluttet denne historie, ligesom jeg har lovet jer :)

Dog har jeg fået arbejde, hvilket betyder at jeg ikke har så meget tid til at skrive i, så bær over med mig, hvis det kommer til at tage noget tid, men så ved I, at det er undervejs ^^

Hav en rigtig god mandag alle sammen :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...