The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
1972Visninger
AA

16. Kapitel 15.

      Han havde forventet at finde hende der. Han havde forventet at se hende igen. Fortælle hende, at han var på vej. I stedet for var han blevet mødt at en mørk skov. Skoven havde ellers altid været lys, som hvis drømmen forgik om dagen. Nu var det nat. Der hørtes ikke en lyd i området, ingen vind, ingen fodtrin. Ingenting. Kulden derimod var bidende. Han havde aldrig frosset før og lagde da også sine arme omkring sig for at holde varmen.

      Med et slog en vind ham i ansigtet, så han faldt bagefter, mens sneen begyndte at styrte ned fra himlen. De små iskrystaller gjorde ondt. Skar sig ind i hans hud, mens vinden holdt ham nede, så han ikke kunne komme op igen. Han var fanget. Det var der, den skingrende latter brød igennem stormen. En latter der fik det til at gøre ondt i ørene, og som næsten fik blodet til at fryse til is i hans krop. En mørk skikkelse trådte ud ad skyggerne, og begav sig over til ham. Dens hår var langt og sort som natten, og dens hud så bleg som sneen. Men det han ikke kunne fjerne sit blik fra, var de kulsorte øjne, der opslugte ham, indtil der ikke var andet tilbage end mørke…

      

      Jeg havde følelsen af at være ude og sejle, selvom min far aldrig havde taget mig med på en af sine rejser. Det gyngede let, men føltes ellers rimelig behageligt, indtil alle mine sanser begyndte at vågne op. Det første der vågnede, var min lugtesans. Lugten af hest, blandet med læder og uld satte sig i mine næsebor. Den næste var mine øre. Lyden ad hove imod den bløde knasende sne, lyden ad hviskende stemmer. Den ene mørkere end den anden. Lyden ad små vinger, der bevægede sig, og et par store fødder træde hen over sneen, blandet med hestens vejrtrækning. Jeg fugtede stille mine tørre læber, som smagte en smule salt. Det var vist længe siden, at jeg havde fået noget at spise og drikke.

      Lyset begyndte at trænge ind igennem mine øjenlåg, og jeg missede derfor let med øjnene. Det første, mine øjne så var farven hvid. Sne lå over det hele som et stort tykt vattæppe, der var blevet lagt ud over hele området. Det næste der slog mig, var det faktum, at jeg befandt mig på en vej. Rundt omkring var snedækkede marker og enge, og ind imellem lå der en enkelt gård, som markerne hørte til.

      ”Hey! Hun er vågen!” Knips havde åbenbart opdaget, at jeg havde slået mine øjne op, og fløj nu direkte ud for mit ansigt. Blinkede let, mens jeg fik kæmpet mig op at sidde. Hele min krop føltes tung og øm, og jeg var stadig en smule træt. Vendte dog mit blik ned imod det, jeg lå på, da det gik op for mig, at læderduften kom fra sadlen, jeg halv sad halvt lå på hen over hesten. Over mig var et varmt uldtæppe, som jeg holdt om mig, som jeg fik sat mig helt op.

      ”Godt at se dig vågen igen.” Jeg vendte straks mit blik imod den fremmede stemmede. En høj mørkhåret fyr med en forholdsvis kort frisure og store frø agtige øjne, så op på mig med et smil, der sikkert kunne få de fleste piger til at dåne på stedet.  ”Hvem er du?” Min hals snørede sig sammen, fordi den var så tør, og jeg kom derfor til at skære en let grimasse. Straks rakte den fremmede fyr mig en dunk med vand, mens han endnu blot smilede til mig. ”Når ja, vi nåede aldrig at hilse ordentligt på hinanden i går. Mit navn er Minho.” Jeg tog en smule modvilligt imod flasken, mens jeg så en anelse mistænksomt på ham.

      Billeder fra gårsdagens hændelser løb hen over mine nethinder. Det var ham, som var dukket op foran mig, lige i tide til at redde mig fra de forfærdelige monstre. En lidt for god timing, hvis jeg skulle være ærlig. Et let grin formede sig på hans læber, mens jeg tog en slurk af dunken. Dog begyndte jeg straks at bælde i mig, da jeg først mærkede det forfriskende kølige vand fugte mit svælg. Jeg havde virkelig brug for det. Og jeg var faktisk også ret sulten.

      ”Du kollapsede i går, så snart jeg havde dræbt den sidste Imortus. Det var ellers noget af en kamp, du forsøgte at kæmpe.” Måden han sagde det på fik mig til væmmes en smule ved både ham, men også ved mig selv. Han sagde det som om, at det havde været ham en smal sag at ordne de monstre, og jeg bare havde ’forsøgt’ at kæmpe. Nærmest som havde det været en leg, og ikke faktummet at jeg kunne have været død nu. Men sandheden var jo, at hvis jeg ikke havde samlet de sidste kræfter, jeg havde i mig, så ville hesten jeg sad på lige nu, nok ikke have det alt for godt, hvis den da stadig havde været her. Selvom jeg ikke ligefrem havde det specielt godt med, at udmattelsen var kommet sådan bag på mig.

      ”Tja.. nogen glemte at fortælle mig, hvor udmattet jeg ville blive…” Jeg så på Knips med en let hentydning til, at han var en af dem, som havde glemt at fortælle mig om det. Han smilede dog blot og trak let på skuldrene af det, som om det ikke betød noget. Typisk ham. ”Sådan noget kan jo ske… Jeg er bare glad for, at jeg nåede frem i tide.” Han sendte mig et smil, så det gjorde helt ondt inden i. Hvorfor var det, at jeg ikke brød mig om ham? Han havde trods alt reddet mit liv, og i går havde jeg næsten været overbevist om, at han måtte være en engel, da han bekæmpede de monstre med det blå sværd.

      Mit blik gled automatisk ned til Minho’s side, hvor han havde sværdet hængende i sin skede. Sådan som det hang der, virkede det ikke som om, at der var noget specielt over det. Men jeg vidste bedre. ”Det er ellers et flot sværd, du har? Det er ikke hver dag, man ser et sværd lyse blåt.” Jeg lagde hovedet let på skrå, mens Minho blot så op på mig med et let smil. Det var tydeligt, at han kunne se, hvor mistænksom jeg var. Hvilket betød at jeg ikke ligefrem havde lært at kontrollere min ansigtsmimik helt igen efter den opvækning. Hvorfor skulle jeg også være til at læse som en åben bog?

      ”Nej, det er det ikke, og normalt kan ingen se det… Du er den første, jeg har mødt, der har kunnet det… Hvilket minder mig om… Hvad var det for en hvid kugle, du kastede med i går?” Den havde jeg ikke lige set komme. Havde han overhovedet set det? Han var jo travlt beskæftiget med de andre Imortus. Medmindre han havde et tredje øje i nakken i den stil. Mit blik gled over til Knips, der havde valgt at slå sig ned på hesten hoved, hvor han sad og mumlede en munter melodi, og lod som om han ikke ville deltage i vores samtale. Og så nysgerrig som den lille fyr var, kunne det kun betyde, at det måtte være ham, som havde åbnet sin mund en smule for meget. Han havde garanteret pralet af, hvad jeg kunne, eller at han selv var bedre. Det skulle ikke undre mig.

      ”Ærligt indrømmet… jeg ved det ikke…” Jeg vidste godt nok, at den var blevet skabt af min auraenergi, men hvad det egentlig var, havde jeg ingen idé om. For det var ikke ligefrem noget, der havde med luft at gøre, som Beatrice havde lært mig. Faktisk var jeg ret sikker på, at den lille kugle jeg havde lavet, kunne have gjort langt mere skade end den gjorde. ”Hvis jeg ikke tager meget fejl, var det så ikke en aurakugle?” Jeg så ned på Minho med lettere store øjne af overraskelse. Vidste han noget om auraenergier? Og det sjove var, at i mit hoved ville jeg også have kaldt det for en aurakugle. Det var trods alt en kugle lavet af min rene aura. ”Hvorfra kender du til auraenergi?”

      En let latter undslap Minho’s læber, hvorefter han trak hesten ind til siden og rakte mig en hånd. ”Hvad med at jeg fortæller dig det, mens vi får en bid mad?” Han virkede jo venlig nok, og Knips havde af en eller anden årsag ikke stukket halen mellem benene og havde gemt sig. Så fyren måtte jo være til at stole på, ik’? Jeg tog tøvende imod hans hånd, hvorefter jeg kom ned fra hesten. I et øjeblik var jeg blevet nervøs for at få stød op igennem fødderne, når jeg landede på jorden, da mine nye følsomme sanser ikke lige havde vænnet sig til hop og spring endnu. Men i stedet for tog Minho fat i mine hofter og løftede mig ned fra hesten for at sætte mig på jorden, som om jeg ikke vejede meget mere end en fjer.

      Vi satte os til rette i den sneklædte grøftekant, efter at Minho havde fundet noget mad frem fra en af saddeltaskerne. Min egen rygsæk lå også hen over hestens ryg, selvom den så mildest talt ramponeret og ubrugelig ud. ”Nå… fortæl så?” Jeg så på ham, mens jeg tog en bid af det brød, som han havde givet mig. Min mave nærmest skreg i bøn om, at jeg skulle skynde mig med at spise det, men jeg ville ikke virke som om, jeg aldrig havde lært at spise ordentligt. Desuden så mindede smagen mig om brødet, jeg plejede at hente os bageren derhjemme. Det var luftigt og svampet, og så havde han en tendens til at putte for meget salt i dejen.

      ”Jeg kommer fra en familie, hvor udnyttelse af auraenergi har været flittigt brugt igennem alle generationer. Ja med mig som undtagelse altså. Jeg kan ikke bruge auraenergi, og jeg kan kun se den, når den bliver gjort synlig. Som da du lavede den kugle i går.” Jeg huskede, hvordan min mor også havde haft en aura ligesom jeg selv, bortset fra at den var gylden. Så Minho kom altså fra en familie, som også havde den samme slags auraenergi som min? ”Min bedstemor skabte sværdet, så det kunne udnytte den auraenergi jeg måtte have, men som jeg ikke var i stand til at bruge. Det var grunden til det lyste blåt. Sådan en klinge er stærkere end alt andet metal i verden, og kan være et pokkers farligt våben i de forkerte hænder.” Jeg nikkede let af det. Så sværdet var et specielt magisk sværd, og grunden til det var blåt, var fordi Minho’s aura måtte være blå. Nu hvor jeg tænkte mig om, havde der faktisk været en ganske svag duft i luften i går. Den havde dog været meget skjult bag stanken fra Imortusne, og duften af min egen aura, men den havde været der alligevel. En duft af saltvand.

      ”Ja, så kan jeg godt se, at det var heldigt, at du kom forbi…” Jeg smilede let af det, mens jeg færdiggjorde brødet i mine hænder. Det gjorde godt at få noget i maven, selvom jeg stadig var sulten. Dog ikke noget, jeg havde specielt meget lyst til at indrømme. ”Det må man sige… Især fordi jeg har ledt efter dig.” Jeg blinkede en smule uforstående, da Minho’s ansigt blev lagt i lidt mere alvorlige folder. ”Hvad mener du?” Efter alt hvad jeg havde oplevet på det sidste, ville jeg have forventet, at jeg havde fået de vildeste kuldegysninger, da han sagde det, men det gjorde jeg. Faktisk begyndte små sommerfugle at røre på sig i min mave i stedet for. ”Onew bad mig om at lede efter dig.”

      

      Han stod og så ud over forsamlingen. Hele landsrådet var samlet i tronsalen sammen med hans bedste soldater og mest betroede tjenere, selvom hans bedsteven manglede. ”Jeg har kaldt jer til samling for at annoncere noget meget vigtigt. Noget der har betydning for ikke blot jeg selv, men også for resten af landets befolkning.” Man kunne se forventningen i nogles øjne, mens der var en smule forvirring i andres. I sidste ende vidste de nok alle sammen godt, hvad det var, han skulle til at sige. ”Om præcis ni dage fra nu, agter jeg at gifte mig med Lady Nebula.”

      Ligesom han havde sagt hendes navn trådte hun ud fra skyggerne bag hans trone med et let smil spillende på sine læber. Alle de tilstedeværende smilede af det og klappede let, mens Jinki tog plads på sin trone igen med sin forlovede stående ved sin side. ”Jeg forventer, at I gør jeres bedste, for at stable det mest perfekte bryllup riget nogensinde har set på benene. Sørg for at alle adelsmænd for en invitation og informer borgerne i landsbyerne.”

      Landsrådet nikkede let af Jinki’s kloge beslutning, hvorefter de stimlede sammen i små grupper for at gå i gang med at arrangere det hele. I mellemtiden stod Nebula ved Jinki’s side, hvor hun blidt masserede ham på den ene skulder. ”Det klarede du flot min elskede. Jeg glæder mig sådan til brylluppet!” Jinki nikkede blot let af det, hvorefter han svarede med en let metallisk klang: ”Det gør jeg også.” Et smil gled let hen over hans læber, ligesom det gjorde hos hans forlovede. Det som ingen i hele lokalet dog lagde mærke til, var den sorte tåge, der klistrede til Jinki’s krop, og som gav ham et tomt udtryk i øjnene.



________________________

Så fik jeg endelig opdateret igen ^^

Sorry for den lange ventetid... men har virkelig haft stress på, og pga. stress fik jeg simpelthen en skriveblokering x3 Noget af den er vist forsvundet lidt nu, så vil forsøge at gøre alt, hvad der står i min magt for at få indhentet det forsømte, selvom det nok kommer til at tage lidt tid, før end jeg er med igen ^^'

Så helt en julekalender blev det altså ikke til... jo der kommer 24 kapitler, og vil virkelig forsøge at gøre den færdig inden juleaften, men nu hvor jeg er så langt bagud, og stadig har en smule skriveblokade, er jeg ikke sikker på, om jeg kan nå det x3 Men jeg vil forsøge!!!

Derfor er kapitlet i dag heller ikke blevet så langt, som de andre dage, fordi jeg ganske simpelt bare har skrevet, indtil jeg følte, at det var nok. For for at kunne indhente noget igen, bliver jeg nødt til at skrive på den måde, ellers kan det være, at jeg køre død i det igen x3

 

Men over til noget helt andet... Hvad synes I? Så fik vi endelig præsenteret vores ridder for Riah ^^

Jeg vil meget gerne høre kommentarer fra jer. Især fordi jeg kan se, at I læser historien, men kun Grisling er så sød at kommentere på historien... hvilket får mig til at tænke, at I måske ikke kan lide historien, universet eller noget andet i historien? Jeg vil meget gerne høre jeres tanker, hvis der er noget, som I ikke synes fungere i den, og hvad der fungere. For det gør mig lidt trist til mode, ikke at få nogen respons....

men anyway... glædelig jul :0)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...