The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
1888Visninger
AA

15. Kapitel 14.

      Dæmpede hovslag hørtes imod den snedækkede jord. Han havde valgt i løbet af de sidste par dage, at tage et kig forbi forskellige landsbyer langs floden. Ingen af dem havde fundet spor efter en ung kvinde. Hverken levende eller død. Så til sidst havde han besluttet, at det måtte være på tide at vende tilbage til slottet. Han havde nok omkring en dags ridt igen, og han håbede inderligt, han kunne nå frem i tide. For hvilken ven går dog glip af ens fødselsdag?

      

      ”Den virker da solid nok.” Efter at have vandret over marker og tilfrosne enge, var vi nået frem til den store sø i nord. Jeg kunne ikke engang se dens ende ude i horisonten fra bredden, men en ting var sikkert. Det ville tage flere dage, hvis vi skulle gå uden om. Og hvorfor skulle vi også gøre det, når kulden havde været så markant de sidste dage, at der lå sne over alt, og søen den var bundfrossen.

      ”Er du nu sikker på, at det er en god idé? Vi aner ikke, hvor lang søen her er, og at skulle slå lejr på en isblok, er ikke verdens bedste idé.” Knips så på mig med tvivlende øjne, hvorefter jeg beslutsomt gik de første skridt hen over isen. Den rokkede sig ikke en millimeter, og med mit nye og forberede syn, kunne jeg ligefrem se, hvor tyk isen var. Selv hvis det skulle blive varmere i vejret, ville de tage dage før end isen her ville smelte. ”Har du måske en bedre idé? Du sagde selv, at det var den her vej, som kompasset viste. Ergo er det den vej vi går.” Med det sagt hankede jeg en smule op i rygsækken og forsatte videre ud på isen. Den var ikke engang specielt glat eller noget, da der lå omkring fem centimeter sne på isen. Et perfekt underlag til mine støvler. Desuden var det jo slet ikke Knips, der skulle brokke sig. Han kunne flyve hele vejen og garanteret i løbet af ingen tid. Jeg derimod var tvunget til at gå, medmindre mine opvækkede kræfter også kunne give mig vinger. Det tvivlede jeg dog stærkt på.

      ”Hvad har du egentlig tænkt dig at gøre, når vi når frem?” Knips så på mig med et spørgende blik og en småkage mellem hænderne. Han havde lokket en dåsefuld ud af Beatrice, inden vi var taget af sted, som han nu kunne spise lidt af hver dag. Hvilket måtte betyde et rent paradis for ham. Hvem der bare havde en småkage, der var større end ens hoved. Så ville jeg i hvert fald nok ikke blive sulten igen foreløbig. ”Det kommer an på, hvem kompasset føre os til.” Sandt nok, var jeg gået i gang med at overveje mine muligheder. Hvis det var Onew, jeg fandt, havde vi en del at indhente. Hvad havde han lavet igennem det sidste år? Hvorfor optrådte han i mine drømme? Ja, en masse spørgsmål. Var det derimod Den Sorte, jeg stødte på… Ærligt indrømmet havde jeg ingen idé om, hvordan jeg skulle forberede mig på det møde.      

      Den Sorte var kraftfuld og besad flere tusind års erfaring og evner, mens jeg… Jeg havde godt nok fået alle Beatrices erindringer, men jeg tvivlede stærkt på, at det kunne være nok, når jeg ingen erfaring selv havde. Altså ud over at vælte træer og dale ned fra himlen. Det skulle nok gå godt, når jeg endelig mødte Den.

      

      Billeder af et par fødder, der begav sig hen over isen, var en smule sløret. Sikkert fordi det var sværere at se igennem is end igennem klart vand. Det var den mørke skikkelse, der stod og så på billederne dog fuldstændig ligeglad med. ”Fandt dig…” Et ondskabsfuldt smil gled hen over skikkelsen læber, inden den pustede let på billedet. Så det blev endnu mere sløret, da en sort tåge samlede sig om billedet, blot for at blive opslugt af det. En sort tåge, der stank langt væk af rådne æg.

      

      ”Kan du også lugte det?” Jeg så mig omkring i et forsøg på at finde kilden til lugten. Eller rettere stanken. Knips så bare på mig med et forvirret blik, hvilket betød at det måtte være min forberede lugtesang, der havde opfanget stanken. En stank der mindede om rådne æg. ”Jeg kan ikke lugte noget? Hvorfor ser du så bleg ud? Er der noget galt??” Mine øre registrerede Knips stemme, men jeg var for koncentreret til at bide mærke i ordene. I stedet for lyttede jeg efter noget helt andet. Det var dog mine øjne, der først fik øje på den. Inde fra landjorden omkring en times gang fra, hvor vi var nu, gled en klæbrig tåge frem hen over isen. Den snoede sig af sted, som var tågen lavet af klæbrige fangarme, der blot ventede på at få fat i et bytte, som den kunne kvæle.

      Det var der jeg hørte dem. Lyden ad deres tunge rallende åndedræt og deres næsten lydløse bevægelser. Ting jeg aldrig ville have hørt, hvis ikke min hørelse var blevet skærpet. Og selvom lydende var nye fra mig, var jeg ikke i tvivl om, hvem de lyde tilhørte. ”Flyv!” Mine ben havde allerede nået at sætte i løb, før end ordet forlod mine læber. Jeg så mig tilbage over skulderen, og så hvordan den kæmpemæssige klump af tåge, skød hen over isen. Den var så hurtig, at det nok ikke ville tage den særlig lang tid at nå frem til os. Det som dog fik hårene til at rejse sig i min nakke, var de fem par røde stikkende øjne, der lyste i starten af skyggen.

      Sneen knasede højlydt under mine støvler, som jeg styrtede af sted. Jeg var allerede klar til at smide rygsækken igen, selvom mit problem var, at jeg denne gang ingen våben havde. Alferne havde ikke fundet min bue sammen med hverken rygsækken eller mig, hvilket betød at det eneste jeg havde at forsvare mig med ville være en lille dolk. Og så selvfølgelig min ny opvækkede auramagi. Mens mit hjerte hamrede for fulde gardiner, så pulsen dunkede hårdt i min tinding, forsøgte jeg at erindre, om Beatrice havde stødt på disse skabninger før. Og haft en måde at besejre dem på.

      ”Knips… kender du en måde at dræbe dem på?” Knips så bare på mig, da han fløj lidt foran mig. Han forsøgte at virke rolig, selvom frygten i den lille fyrs ansigt ikke var til at tage fejl af. ”Hvordan vil du dræbe en skabning, som intet hjerte har?” Det var ikke ligefrem noget, jeg havde tænkt på før. Og ærligt indrømmet, så havde jeg ingen idé. ”Flyv din vej! Du kan nå væg herfra… det er mig, de er efter!” Jeg vidste, at Knips kunne flyve hurtigt. Jeg havde set det før. Desuden var jeg blevet jagtet en gang før, så jeg var ret sikker på, at de ville forsøge at afslutte deres arbejde. ”Nul og niks. Jeg bliver ved din side, så længe jeg hedder Knips!” Ikke ligefrem det bedste tidspunkt at forsøge at rime på, men alligevel fik det et smil til at bryde frem på mine læber.

      Jeg kunne lugte jo tættere de kom på os, hvilket fik mig til at stoppe op på isen. De ville indhente os før eller siden alligevel. Så hvorfor forsøge at flygte i stedet for at tage kampen op? Jeg lod rygsækken dumpe ned på jorden, og placerede mine fødder så de stod ordentligt fast. De afskyelige bæster var garanteret endnu mere blodtørstige end sidste gang, men de var ikke de eneste. ”Kan du købe mig en smule tid?” Knips sendte mig et skævt smil, og nu kunne jeg se, hvordan den lille selvsikre fyr dukkede op i ham. ”Det skal være mig en fornøjelse.”

      Den lille gyldne kugle skød af sted hen over isen med en vældig fart. Han fiskede noget støv frem fra en lille brun pose, han havde bundet til sit bælte. De fem Imortus så ham ikke engang, da han fløj ind over hovederne på ham. Deres øjne var kun rettet imod mig. Hvilket gav Knips fri mulighed til at kaste støvet ind over dem, hvad det så end var. Jeg kunne dog godt se, at det krævede sit af Knips, at få ramt rigtigt, da han havde svært ved at holde øjnene åbne. Stanken måtte svie noget så forfærdeligt, når han så sådan ud i ansigtet. Men uanset hvad så virkede det, han havde gang i, da monstrenes fart blev sænket noget så kraftigt.

      Jeg tog en dyb indånding, mens jeg lukkede mine øjne. Min hjerne arbejdede på fuld hammer, da alle mine sanser var blevet endnu mere fintfølende med adrenalinet pumpende igennem min krop. Selvom der endnu var et godt stykke imellem monstrene og mig, kunne jeg allerede mærke stanken af rådne æg svie i mine næsebor, så det fremkaldte små tårer i øjnene. Men så snart jeg fokuserede min auraenergi blussede den op omkring mig som i en hvid beskyttende boble. Den søde duft af jasmin overdøvede den forfærdelige stank og fyldte min krop med velbehag. Luften omkring mig begyndte at sitre, som om den blot afventede min ordre.

      ”Riah pas på!” Mine sanser var allerede i alarmberedskab, og jeg nåede lige akkurat at springe til side, inden den ene Imortus langede ud efter mig med sine barberbladsagtige klør. Jeg svarede blot igen, ved at bevæge mine hænder i forskellige mønstre foran mig, så vinden pludselig piskede op omkring mig, og kastede de fem Imortus tilbage. I det øjeblik benyttede jeg lejligheden til at samle mine hænder, for at koncentrere min auraenergi i dem. Duften af jasmin blandede sig med stanken fra de rådne æg, mens min hvide aura oplyste den sorte slange af tåge, der havde lagt sig rundt om os.  Som var den klar til at kvase livet ud af os.

      Så snart den første Imortus var på benene igen, kastede jeg en luft kugle, magen til den jeg havde afprøvet i mod træerne i forgårs. Imortusen fløj baglæns med så voldsom en kraft, at jeg så, hvordan dens ene arm nærmest blev flået af. Det var et virkelig grumt syn. Dens blod lignede mest af alt sort klæbrigt snot, der faldt ned og plettede den hvide sne under den. Dog sinkede det den ikke særlig meget, før end den var på vej i angreb igen sammen med dens kompagnoner, der i mellemtiden var kommet på benene.

      Knips der ikke kunne meget, havde valgt at gemme sig i mit hår, hvor han så en smule skræmt ud fra det ind imellem. Hvis jeg havde været ham, ville jeg også have været angst, men lige nu kunne jeg bare ikke tillade mig det. Jeg var nødt til at holde hovedet koldt og fokusere, hvis jeg skulle overleve det her. Jeg krydsede mine arme foran mig, så en hvirvelvind skabte en form for beskyttende kugle omkring mig. I min ene hånd havde jeg samtidig trukket den lille dolk, jeg havde haft med, da det var mit eneste våben, hvis de skulle komme for tæt på.

      Så snart Imortusne kaste sig imod mig og ind i den beskyttende barriere, jeg havde lavet, eksploderede den nærmest. Vinden susede for mine øre med så voldsom en kraft, at jeg troede, mine øre skulle flås af. Alle mine muskler var spændte, og hvert et led i min krop brændte. Jeg var nødt til at klemme mine øjne hårdt sammen, da det hvide lys omkring mig blev for kraftigt til, at jeg kunne holde ud at se på det. Det gjorde ondt. Stanken af rådne æg og duften af jasmin, der kæmpede om at dominere min følsomme næse. Alting gjorde ondt.

      Lige indtil vinden fortog sig igen. Jeg kunne mærke mine ben giver efter under mig, og smerten skyde op igennem mine knæ, da de ramte isen, der havde været skjult af sneen. Mit hjerte hamrede for fulde gardiner og mine lunger kæmpede for at få ilt nok. Jeg åbnede stille mine øjne, og så mig omkring. Eksplosionen af luft havde skyllet den sorte klæbrige tåge væk. Imortusne derimod lå en del meter fra mig, og begyndte at røre på sig igen. ”Knips… hvad sker der med mig?” Min krop føltes tung, og selvom jeg vidste, at hvis ikke jeg kom op fra isen i en hvis fart, så ville det snart være slut, så kunne jeg ikke få mine ben til at lystre. ”Du er ikke vandt til at bruge din aura på den her måde… Så den tapper dig for energi, jo mere du bruger den…” Knips stemme var bange, og jeg forstod ham godt. Jeg havde ikke mere energi til at kæmpe imod. Uanset hvor meget jeg end ville.

      Den ene Imortus var allerede kommet på benene igen. Jeg så, hvordan den slentrede hen imod mig. Dens kranieagtige ansigt fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Det kunne da ikke slutte sådan her? Der var stadig så mange ubesvarede spørgsmål. Jeg måtte ikke give op. Alligevel var min krop som forstenet, mens Imortusen bevægede sig imod mig. Dens røde øjne skinnede af blodtørst og var låst fast i mine. Angsten greb fat i min krop, da jeg indså, at det var de øjne, som skulle blive det sidste jeg så.

      Jeg knugede mine øjne hårdt i, da den hævede sine lange barberblads fingre. Jeg vidste, nu var det slut. Jeg ville aldrig få mine svar. Jeg ville aldrig se Onew igen. Lyden ad barberbladende, der susede igennem luften skar i mine øre, men så stoppede den brat med et metallisk klonk, efter fulgt af lyden fra en klinge, der skar igennem ulækker klæbrig hud. Min puls dunkede voldsomt i min tinding, og overdøvede næsten lyden ad klinger der mødtes. Hvilket fik mig til at slå mine øjne op.

      Foran mig stod en høj mørkhåret fyr med ryggen til mig. Han var iført mørkebrune bukser af god kvalitet, gode solide støvler og en varm brun kappe. Han bevægede sig adræt og sørgede for at parere enhver af monstrenes bevægelser. Næsten som var han et monster selv. Det var dog ikke ham, som havde fanget mit blik. Det var klingen, der skar sig igennem Imortusnes kroppe, som var de lavet af smør. Klingen ville måske se normal ud for de fleste, men med mine skarpe øjne så jeg tydeligt, hvordan klingen lyste blåt, hver gang den kom i kontakt med en af Imortusne.

      Fyren foran mig havde allerede fået hugget hovederne af to af dem, hvilket gjorde, at de nu lå som klæbrige sorte slimklatter på jorden under de store sorte hatte. ”Se at komme væk!” Fyrens stemme var mørk, og i det øjeblik lød han lidt som min frelsende engel. Dog kom jeg hurtigt til mig selv igen, da jeg hørte lyden ad hove et stykke bag mig. En hvid prægtig hingst havde åbenbart ikke turdet komme tættere på de forfærdelige monstre. Desværre havde en af dem dog begivet sig over imod den med sine skarpe fingre løftet faretruende i vejret.

      Jeg foldede mine hænder, så jeg kunne mærke en let åbning imellem dem. Den søde duft af jasminer blussede endnu en gang op omkring mig, mens en hvid kugle samlede sig i mine hænder. Jeg tog kuglen i min ene hånd og kastede den så af alle kræfter imod Imortusen. Den havde ikke ligefrem set det komme, og så snart den lille hvide kugle ramte dens ansigt, fløj hovedet af med en ubehagelig knase lyd, hvorefter den faldt til jorden som klæbrigt sort snask, mens den sorte hat stille dalede ned på jorden.

      Lyden ad endnu et hoved, der faldt, ramte mine øre, og fik mig til at vende mit blik imod den kæmpende fyr foran mig igen. Det betød, at der kun var en Imortus tilbage. Den kastede sig frem med et skrig, der skar voldsomt i mine øre, og med skrækindjagende røde øjne, der kun søgte død. Alligevel lykkedes det fyren foran mig at slå til på det nøjagtige tidspunkt, inden dens barberblads klør ramte ham. Som var det den blå klinge, der selv havde skudt frem ivrig for at gøre en ende på monsteret.

      Endelig forsvandt alle de ubehagelige lyde omkring mig. Mine øre fik ro igen, og min puls sænkede sig stille. Hele min krop føltes lige så tung, som havde nogen placeret et bjerg oven på den. Jeg nåede lige at se et par venlige store øjne rette sig imod mig, inden mine egne gled i. Al min energi var fuldstændig væk, og jeg kunne mærke, hvordan min krop kollapsede på jorden af udmattelse, samtidig med at min hjerne lukkede ned.

 

 

____________________________________

Så kom der endelig et kapitel igen xD

Ja, sorry jeg har været lidt langsom om at opdatere, men forsøger ihærdigt at indhente det fortabte... tro mig.. I'm trying hard x3

Nå, men havde egentlig håbet på, at jeg også kunne skrive lidt om Jinki's fødselsdag.... men den blev desværre sprunget lidt over... måske I kommer til at høre lidt om den i et flash back, men syntes at denne jagt var lidt vigtere, end hans fødseldag.... Mianhae... ^^'

Og hvis I gerne vil vide betydningen af "Imortus", så har jeg skabt det ord, ud fra det latinske ord: "Immortui", som betyder "udød". Så ja... Imortus er vel på sin vis en form for Zombie.. den har intet hjerte og ingen sjæl. Blot en ufattelig blodtørst, og så gør de, som de får besked på af deres skaber x3 Ja, sådan en har jeg bestemt ikke lyst til at møde i en mørk gyde.... *gyser*

Nå, men fortæl mig, hvad I synes, I ved, jeg værdsætter det ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...