The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
1910Visninger
AA

14. Kapitel 13.

      ”Onew?” Han snurrede rundt på stedet. Han befandt sig endnu en gang i den snedækkede skov. Han var ellers begyndt at tro, at forbindelsen mellem dem var blevet brudt, men her var han igen. Da han så hende, var han lige ved at tabe både næse og mund. Hun havde været smuk i hans øjne før, men nu… Det var næsten som et hvidt lys stod omkring hende, og fik hende til at se ud som en engel. Hendes smil nåede hele vejen op til hendes øjne, hvilket blot fik hans hjerte til at slå hårdt. Hun løb imod ham, så det så ud som om, at hun ikke rørte jorden. Som om hun fløj.

      Han blinkede forvirret, da hun kastede sig om halsen på ham i et varmt knus. Sidst han havde set hende, anede hun ikke, hvem han var, og nu stod hun der og krammede ham. Det gav ingen mening. ”Jeg kan huske! Jeg husker dig!” Lyden ad hendes stemme, varmen fra hendes krop, og den lette duft af jasminer fra hendes hår. Den var god nok. Det var hende. Han lagde sine arme omkring hende og holdt hende tæt ind til sig. Han havde ikke i sinde at slippe igen. I hvert fald ikke før end, han fik fortalt hende noget meget vigtigt.

      ”Riah… Jeg..” En buldrende lyd overdøvede hans ord, og fik dem begge til at se sig omkring. Før en han vidste af det, fordampede hun i hans arme, og efterlod ham alene tilbage.

      

      Den mørke skikkelse stod ved siden ad den store fornemme dobbeltseng. Dens blik var rettet ned imod Prinsen, som lå så trygt og sov med et lille smil spillende på hans læber. Det der dog var foruroligende ved ham, var det faktum at et blidt hvidt lys skinnede omkring ham. Næsten som havde det været hans aura. Skikkelsen vidste dog bedre. Skikkelsen havde endda forsøgt at bryde igennem den hvide masse for at spolere kontakten. Men af en eller anden årsag kunne skikkelsen ikke komme igennem. Lyset var for kraftigt til at lade mørket slippe igennem.

      Den mørke skikkelse kunne ligefrem mærke, hvordan vreden boblede indvendig. Den lille nævenyttige tøs havde overlevet styrtet. Hvordan havde skikkelsen ingen anelse om, men én ting var sikkert og vist. Den skulle nok gøre sit for at slukke det lys, der var blevet tændt.

      

      ”KNIPS!!” Jeg så muggent på den lille fyr, der blev ved med at flyve udenfor mine hænder rækkevidde, så jeg ikke kunne få fat på ham. Han havde åbenbart syntes, at det kunne være sjovt at vække mig ved, at slå på et grydelov han havde stjålet i køkkenet med en grydeske. ”Jeg vil have dem nu!!” Han lød beklagende, lidt ligesom et lille barn. Han var vel egentlig på sin vis også et. Jeg tog en dyb indånding, hvorefter jeg sprang op og lukkede min hånd rundt om hans lille spinkle krop. ”Jeg har ikke været oppe det meste af natten for at bage nok småkager til dig, for at du skal vække mig, når jeg sover!”

      Den lille fyrs ansigt var næsten ved at blive blåt, før end det gik op for mig, hvor stramt jeg egentlig holdt om ham. Så jeg slap han straks igen, og hørte tydeligt hvordan han hev efter vejret. ”Jamen, jeg vil bare have mine småkager…” Han så på mig med et såret blik og hundehvalpe øjne. Hvordan skulle jeg kunne blive ved med at være sur på ham, når jeg næsten havde kvalt ham, og han så sådan ud? Også selvom han havde ødelagt en god drøm. ”Fint… jeg skal nok give dig dine småkager…” Julelys blev straks tændt i de små øjne, mens jeg bevægede mig hen over det kølige gulv for at finde dem. Jeg havde valgt at gemme hans småkager i nogle dåser, som jeg havde stoppet ned i min rygsæk.

      ”Lad nu vær med at spise for mange på én gang.. Vi tager af sted om ikke så længe.” Knips nikkede bare, da hans mund allerede var fuld af den første småkage, og han derfor ikke kunne sige noget som helst. Jeg himlede blot let af ham, inden jeg begav mig ud fra værelset og imod køkkenet. Knips havde godt nok stadig ikke fortalt mig, hvordan jeg skulle kunne finde Onew, så jeg var begyndt at tvivle en smule. Godt nok stolede jeg på ham, men han kunne sagtens finde på at snyde mig, bare for at få småkager. Den sukkergris.

      

      ”FJOLSER!” Den mørke skikkelses stemme lød som en slange, der hvæsede. Foran den stod de Imortus, den havde fremmanet netop til det formål at tage sig af pigebarnet. Hvilket de ikke havde gjort ordentligt. ”I skulle tage jer af hende! Og se nu hvad der er sket?! Lyset i hende brænder!” Skikkelsens vrede var ikke til at tage fejl det. Det var sådan så de fem Imortus var ved at ryste af skræk. De var ellers væsner, der ikke selv kunne føle angst. ”Nogen må have opvakt hendes aura… men det kan være lige meget… For denne gang sørger I for at flå hjertet ud ad brystet på hende… Og kom ikke tilbage, før end det er lykkedes for jer… Om I så skal springe ud fra klipper for at gøre det!”

      Stemmen tordnede så gulvet rystede, og det svage lys der var i rummet flakkede. De fem Imortus forsvandt straks ind mellem skyggerne, og et ondskabsfuldt smil gled hen over skikkelsens ansigt. Den knejsede let med nakken, inden den lod det lange sorte hår falde ned langs ryggen, og snoede en enkelt tot om sin finger. Nu skulle den bare tage sig af ham.

      

      ”Så hvad vej skal vi? Ud over ned på en eller anden måde?” Jeg stod og kiggede ud over kanten på den ene bjergvæg. Det virkede langt mere stejl, end jeg huskede det. Måske fordi jeg bare fulgte Beatrices vind dengang, eller for den sags skyld at min verden så anderledes ud. Dengang. Hvor det dog lød, men sådan var det jo. Det var dengang, hvor jeg var et almindeligt menneske. Selvom jeg ikke havde nogen som helst idé om, hvad jeg egentlig var nu.

      ”Lad mig se…” Knips fiskede det lille bitte kompas frem fra sin bluse, da han havde det hængende i en guldkæde om halsen. Til min store overraskelse kunne jeg denne gang se alle detaljerne på kompasset, ligesom det havde været i stor størrelse igen, selvom det var mindre end min lillefingernegl. ”Vi skal mod nord.” Jeg så undrende på den lille fyr, der stoppede kompasset ind under sin bluse igen. ”Knips… hvad viser det kompas egentlig helt præcist?” Knips så på mig lidt, inden hans blik gled rundt, og han så blot fløj af sted. ”Hvem kommer først?”

      Jeg himlede let af ham, mens jeg gik i gang med at klatre. Det var noget helt andet at klatre med rygsækken på, end det havde været dagen før. Min krop føltes tynget af rygsækken, så det nærmest sved i alle mine led, som jeg klatrede. Beatrice havde lovet mig, med tiden ville jeg føle mig mere let, end jeg ville føle mig bebyrdet, som jeg gjorde lige nu. Min krop skulle ganske simpelt vende sig til forandringerne i den. Eller rettere min hjerne skulle. For det var egentlig min hjerne, hvor hele opvækkelsen var sket. For det var den, der samlede oplysninger fra sanserne. Man kunne vel se det som, en tåge der før havde befundet sig i mit hoved, men som nu endelig var drevet over.

      Et let suk undslap mine læber, da det var frustrerende, hvordan det her påvirkede mig. Jeg havde aldrig følt mig så fortabt før. Fyldt med så mange voldsomme følelser. Det var nærmest som om, jeg kunne eksplodere, hvornår det skulle være. Hvilket bestemt ikke var særlig sjovt.

      Med et gled min fod på bjergvæggen, og jeg mærkede, hvordan jeg mistede grebet, før end mine hænder havde forladt bjergvæggen. Vinden susede i mit hår, og et skrig var ved at forme sig på mine læber. Men i det sekund var det som om, jeg så tiden gå langsommere. Min hjerne arbejdede ekstremt hurtigt, og før jeg vidste af det, havde jeg samlet hænderne foran mig og rettet dem direkte ned mod jorden. Det skabte et lufttryk, der holdt mig oppe, og sørgede for at jeg dalede stille og roligt ned, lige indtil jeg kunne plante mine fødder solidt på jorden igen.

      ”Bare fordi du vil ned først, er det ikke ensbetydende med, at du skal forsøge at slå dig selv halvt ihjel.” Knips var straks ved min side og så på mig med et smil, som om jeg aldrig nogensinde havde været i fare. Det var sjove var bare, at jeg vidste, hvor tæt på det var, før end jeg kunne have brækket nakken og mange af mine knogler. Alligevel så slog mit hjerte sin almindelige rytme, som om der intet var hændt. Jeg valgte dog blot at ryste det af mig og i stedet for forsætte mod skovens udmunding.

      

      Jinki sad på sin trone med et tænksomt blik i øjnene. De var rettet imod hans hånd, hvor han holdt en simpel ring af guld imellem sine fingre. Det var den ring, hans fader havde friet til hans moder med, og nu den ring som han skulle frie med. Problemet var bare, at han ikke havde lyst. For han vidste, at når han først havde friet, kunne han ikke trække det tilbage. I hvert fald ikke uden at miste folkets tillid, hvilket var vigtigere end hans giftermål.

      Alligevel kunne han bare ikke få sig selv til at gå ud og finde Nebula. For ville han virkelig kunne leve med, at skulle vågne op ved siden ad hende resten af sit liv? Især nu han vidste, at Riah var derude et sted, og hun kunne huske ham. Han var dog langt fra sikker på, om hun ville have ham. Godt nok havde hun kastet sig om halsen på ham, hvilket havde fået hans hjerte til at springe et par slag over. Men hvis hun nu afviste ham, vidste han også, at hans hjerte ville være knust. Kunne han mon lede landet med et knust hjerte?

      Han knugede let sin hånd om ringen, mens han inderligt ønskede, at hans moder havde været der, så hun kunne vejlede ham. Desværre var hun gået bort et par år tidligere. Hun var ellers den af hans forældre, som forstod ham bedst. Var den der så mildt på tingene og altid havde ment, at han skulle følge sit hjerte. For når han var lykkelig, kunne folket mærke det, og det ville smitte af på dem, og få landet til at blomstre. Ville han stadig kunne få landet til at blomstre, hvis ikke han var lykkelig? For han var jo glad sammen med Nebula. Han elskede hende jo. Eller rettere det forsøgte han at fortælle sig selv gang på gang.

      Hvordan han ikke havde kunnet indse, at han ikke elskede hende, vidste han godt. Han havde forsøgt at fortrænge den person, som i virkeligheden havde stjålet hans hjerte. Havde forsøgt at glemme det smil, der smittede af på ham, og den latter der fik hans hjerte til at danse af lykke. I starten var det gået fint. Men uanset hvad han gjorde, kunne han jo ikke glemme hende. Hvis bare han vidste, hvor hun var nu.

      Han rejste sig beslutsomt fra sin trone med ringen i hans knyttede hånd. Han gik med taktfaste skridt ud ad tronsalen og videre ned ad de lange korridorer, så hans skridt kunne høres på lang afstand. Han ville ud og bede staldkarlene om at sadle sin hest op. Han ville ud og finde hende. Han kunne altid give det et forsøg, og hvis hun så ikke ville have ham, så måtte han jo ægte Nebula. Nebula behøvede ikke at få noget at vide. Han kunne bare finde sin bedsteven og lave en aftale om, at han havde sendt bud efter Jinki, fordi der var noget, som han skulle tage sig af. For han ønskede ikke at såre hende unødvendigt, hvis det kom dertil. Ellers håbede han bare, at hun ville kunne forstå og tilgive ham for hans handlinger.

      ”Jinki?” Han strammede sit greb om ringen en smule, inden han vendte sig om med et smil på sine læber. ”Ja, min kære Nebula?” Ordene virkede så kunstige i hans mund og smilet påklistret, men det lod ikke til at den mørkhårede skønhed bemærkede det. Tværtimod. ”Hvad sagde landsrådet egentlig til dig i går? Vi fik jo aldrig snakket om det.” Hun gik helt tæt på ham, så hun kunne rette hans skjorte. Hun havde en sød kvalmende parfume på som for at dække over, at hun ikke havde nået at tage et bad den morgen. Den generede ham lidt, men han var nødt til at tænke hurtigt nu. Han vidste, at hun forventede, at han snart ville frie til hende. De havde trods alt været sammen et godt stykke efterhånden. Desuden havde det været hendes drøm fra starten af, at blive gift i en tidlig alder, så hun kunne stifte en familie og tage sig godt af den. Det var alt hvad hun ønskede. Så hvorfor var det så svært for ham at give hende det?

      ”Ifølge de gamle love skal jeg giftes, før den tiende solnedgang efter min næste fødselsdag. Hvilket vil sige elve dage fra nu.” Han kunne se, hvordan glæde skinnede i hendes øjne af forventning. Hun troede, at han ville frie til hende nu. Ringen brændte hans knyttede hånd bevidst, mens han stod der og overvejede sine muligheder. ”Betyder det… at vi skal giftes?” Han sank stille en klump, mens hans smil blev mere og mere kunstigt. ”Det ser sådan ud.” Hun ligefrem klappede i sine hænder, inden hun kastede sine arme om halsen på ham for at give ham et stort kys på læberne. Mens hun gjorde det, benyttede han lejligheden til at få smuglet ringen ned i sin bukselomme.

      Han afbrød kysset og sendte hende et undskyldende smil, mens han tog hendes hænder. ”Der er dog opstået noget, som jeg bliver nødt til at tage mig af først. Men hvis du sørger for at gå i gang med forberedelserne, så lover jeg at sende en med bud om, hvornår jeg er tilbage, så vi kan gifte os.” Hun nikkede ivrigt, selvom han kunne se spørgsmålet forme sig i hendes øjne. Et spørgsmål han helst ville undgå at svare på. ”Hvad er der sket?” Han trak let på skuldrene af det, hvorefter han sendte hende endnu et undskyldende smil. ”Der er blevet sendt bud efter mig. Det ville ikke være sket, medmindre det var vigtigt. Men bare rolig. Jeg skal nok være tilbage inden tiden er gået.” Hun nikkede let af det, selvom smilet forsvandt fra hendes læber.

      ”Er der noget i vejen?” Hun bed sig en smule i underlæben, mens hun så sig lidt over skulderen, som for at sikre sig at her ikke var nogen andre i nærheden. ”Det er bare… kan du ikke vente med at tage af sted til efter i morgen? Hoffet har brugt lang tid på at forberede din fødselsdag, så at tage af sted nu ville virkelig såre deres følelser. Kan det ikke vente en dag?” Hendes øjne var bedende, og han kunne mærke den dårlige samvittighed røre på sig. Han vidste godt, at hoffet som regel gjorde det helt store nummer ud af det, når han havde fødselsdag, så selvfølgelig var i år ikke en undtagelse.

      Han nikkede let af det, og sendte hende et let smil. ”Så lad gå da. Men fortæl dem ikke, at jeg ved det.” Nikkede med et bredt smil, mens hun gav hans ene hånd et klem. ”Det lover jeg.” En enkelt dag skadede det vel ikke at vente? Han kunne vel godt nå at finde Riah på ti dage, kunne han ikke? For noget sagde ham, at hun nok ikke var så langt væk igen…

 

 

 

___________________________

Troede lige, jeg skulle være med igen, men havde problemer med at få skrevet det her kapitel færdigt... ja, det er ikke ligefrem et af mine yndlings x3

- I morgen skal jeg ud og fælde juletræ, rafle om pakker og sådan nogle ting, da det er en tradition i min familie, så ved ikke lige hvor meget jeg får skrevet... Men vil forsøge at se, om jeg ikke kan se at få indhentet den dag, jeg er bagud... Ellers har jeg fri mandag, og der skal det lykkes, hvis det ikke lykkes i morgen!!! XD

Men altså.... hvad synes I ellers??? Nogen bud på, hvem den sorte er??? Jeg får i hvert fald gåsehud ved tanken om de Imortus, den har sendt efter Riah igen... fy forn... godt jeg ikke er Riah, siger jeg bare x3

Og havde I gættet, at Knips ville have småkager?? Jeg sagde jo, at han havde en sød tand ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...