The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
1919Visninger
AA

13. Kapitel 12.

      Han sad med buen i sin ene hånd, mens han kørte den anden hen over hans ansigt. Han havde fundet buen siddende fast på en klippe nede ved floden. Det havde da også taget ham sin kreativitet at få den op, men det var lykkedes. Nu var spørgsmålet bare, hvor dens ejer var blevet af. Sandsynligheden for at hun havde flydt med strømmen var meget stor. Især hvis hun ikke havde overlevet springet, men nu var hans teori i det mindste bekræftet.

      Ace stod og spise af de visne blade, selvom han ikke virkede lettere tilfreds. Han savnede sikkert høet og foderet tilbage i stalden. Han havde da heller ikke rigtig noget andet valg, end at tage tilbage nu havde han? Han havde fulgt alle spor, og dette var det sidste. Mere kunne han ikke gøre. Selvom han dog ikke brød sig om tanken, når han skulle fortælle Jinki, at hun var væk. Hans mavefornemmelse sagde ham dog, at hun ikke var død, men på den anden side hvordan skulle hun kunne have overlevet? Han havde ikke set nogen steder, hvor det skulle være muligt at klatre op heller.

      Et suk forlod hans læber, som han rejste sig fra jorden og begav sig over til Ace. Han kunne lige så godt komme af sted. At udskyde det var bare dumt i sidste ende.

      

      Jeg lod min tunge glide hen over mine læber for at fugte dem lidt. Smagen fra brødet og syltetøjet, jeg havde spist til morgen sad der endnu. Næsten som havde jeg spist en hel krukke syltetøj. Stolen jeg sad på havde en blød pude, selvom det gjorde ondt at sidde ned alligevel. Det gjorde ondt at være til. Min hjerne havde svært ved at håndtere alle de nye indtryk jeg fik hele tiden. Farverne, lydende, lugtene, smagene og følelserne. Det gjorde bare at min krop led last i stedet for. Min hud kløede helt vildt, men kløede jeg mig, gjorde det ondt. Mine muskler føltes spændte, og mit hoved dunkede. Det var et sandt mareridt.

      ”Hvordan får jeg det til at holde op?!” Min stemme lød mere pint, end jeg ville have den skulle. Hvilket betød at jeg overhovedet ikke, var i stand til at skjule den smerte, som løb igennem min krop. Faktisk var det lige før, at selv min vejrtrækning gjorde ondt. ”Det kommer aldrig til at holde op, medmindre du accepter smerten og lærer at leve med den.” Lære at leve med den? Beatrice lavede forhåbentlig sjovt med mig. Dog var der ingen tegn i hendes ansigt på det. ”Hvorfor fortalte du mig ikke om det her noget før?” Svaret var nok indlysende. Havde jeg vidst, hvor ondt det ville gøre, ville jeg aldrig have gået igennem det. Ikke engang for at huske Onew. Onew. Bare tanken om ham fik en let varme til at strømme igennem min krop. Den føltes helt lindrende, men forsvandt desværre hurtigt igen.

      ”Du spurgte ikke.” Den ældre dames ligegyldige tone, gik mig på nerverne. Hvordan skulle jeg kunne spørge, når jeg ikke anede, hvad det egentlig gik ud på? Og hvis hun vidste, at det her ville være ved at drive mig til vanvid, hvorfor havde hun så gjort det? Var jeg virkelig så vigtig en brik i spillet mod Den Sorte, eller hvad det nu end var, der foregik? ”Riah, fald nu ned. Du skal bare lige vende dig til tingene.” Knips så bekymret på mig, men hans medfølelse fik mig kun til at få det endnu værre. ”Vende mig til tingene? Det kan du sagtens sige! Det er ikke dig, som har ondt i hele kroppen, og ingenting kan gøre ved det!”

      En smældende lyd kom fra gulvet, da Beatrices stok ramte det. Jeg havde dog allerede hørt stokken bevæge sig, inden den ramte gulvet, og var derfor forberedt på lyden i forhold til Knips. ”Nu tager du dig sammen unge dame! Det er meget muligt, at du har ondt. Men hvis du ikke acceptere det, kan jeg ikke lære dig noget som helst. For tro ikke, at bare fordi din aura er blevet opvakt nu, at du kan alting. Faktisk kan du kun ganske få basis ting. Resten er noget, du bliver nødt til at lære.” Skulle jeg nu også i lære? Hvor mange ting var der lige, som den dame ikke fortalte mig? ”I lære? Jeg har ikke tid til at skulle ’i lære’. Jeg kom for at få svar på mine spørgsmål. Ikke for at blive din elev.” Jeg rejste mig op fra sengen, selvom smerten nu rykkede sig fra min bagdel og lår til mine fødder. Det føltes lidt, som hvis jeg gik på glasskår. Så fint følende var mine fødder blevet nu, og jeg ville for alt i verden ønske, at jeg kunne finde mine gamle slidte støvler igen.

      ”Nu klapper du i, og lytter til hvad jeg har at fortælle dig!” En brun vind fyldt med duften fra gamle bøger, væltede mig tilbage i sengen med et ordentligt ryk. Jeg så lettere chokeret på den ældre dame, som ikke længere så ældre ud i mine øjne. Hun var gammel. For selvom hun ikke havde så mange rynker igen, så var hendes rynker dybe, og hendes hud bar tegn på de forskellige miljøer, hun havde levet i igennem de sidste mange tusind år.

      ”Spørgsmålene du søgte, har du kun fundet delvise svar på, fordi de ikke alle sammen findes her. Nogen af svarene findes kun ved kilden selv. I dit tilfælde er det Den Sorte, og Den Sorte er ikke til at spøge med. Hvis du tropper op i den tilstand, som du er i nu, kan du være evigt forvis om, at du vil være død inden for de næste par minutter. Måske timer, hvis Den Sorte ønsker at torturere dig i stedet for, men det giver det samme i sidste ende.”  Jeg sank stille en klump, da jeg ikke ligefrem havde givet det en tanke. Faktisk havde jeg slet ikke brugt mit hoved den sidste time igennem. Min krop havde simpelthen gjort for ondt til, at jeg kunne fokusere på at tænke klart. Så det var altså ikke en af de ting, som hørte med til opvækkelsen.

      ”Er du klar til at lære nu?” Jeg nikkede stille af det, hvorefter Beatrice rakte sin ene hånd frem imod mig. ”Så lad os begynde.” Forsigtigt tog jeg hende hånd, da jeg endnu ikke havde prøvet at røre ved nogle andre. Jeg havde endda givet Knips strenge ordre på, at han ikke måtte sætte sig på mig under nogen omstændigheder. Ellers ville jeg klaske ham, som var han en flue. Beatrices hånd føltes blød og varm, og det prikkede let i mine fingre, da hun tog fat rundt om min hånd.

      Hun lukkede sine øjne, og en let vind susede igennem lokalet. Den lagde sig omkring os, og skabte en form for brunt bånd imellem os. Jeg skulle lige til at spørge, hvad der skete, da det begyndte. Billeder flimrede for mine indre øjenlåg. Tusindvis af informationer om de gamle tider, om besværgelser og auramagi. Der gik lidt inden det gik op for mig, at al den viden der pludselig flød i hovedet. Alle de erfaringer, og alle de minder. De var alle sammen Beatrices. Til sidst havde jeg helt svært ved at skelne mine egne minder fra hendes. Hun havde endda holdt øje med mig op igennem min barndom. Holdt øje med min aura. Havde sørget for at skjule den så godt hun kunne for at beskytte mig. Så det var ikke kun Agathe der havde passet på mig i alle de år.

      Da vinden lagde sig igen prikkede det stadig i min hånd. Men slet ikke på samme måde som før. Beatrices erfaring havde vist mig, hvordan jeg skulle kontrollere smerten. Hvordan jeg skulle vende alt, hvad der gjorde ondt på mig om til positiv energi, som jeg kunne bruge i min aura. ”Jeg har nu givet dig luftens hemmeligheder min tøs. Ser du, der findes fire elementer, hvis besværgelser er stærkere end noget andet. Jeg vil endda vove at påstå, at luftens gaver er de mægtigste af dem alle.” Jeg nikkede stille, da jeg indså at alle de besværgelser, som løb igennem mit hoved, alle de måder hvorpå jeg kunne bruge min auraenergi. Det var ved at udnytte luften omkring mig.

      ”Ser du. Luft kan slukke brande. Luften kan forvandle vand til tåge, og den kan få jorden til at slå revner. Men den kan også puste ild til live, skubbe en båd over stille vand og forme landet. Luften kan rense sår eller pille en splint ud ad din fingerspids. Luft kan dræbe.” Hendes ord fik en kuldegysning til at løbe igennem min krop. Alt det her var ikke for sjov. Hun mente hvert et ord, og jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville få brug for al min nye viden, for at kunne overleve de næste dage.

      ”Beatrice… hvor er din aura?” Jeg blinkede lettere forbløffet, da det gik op for mig, at det brunlige lys, jeg havde set om Beatrice, lige siden jeg vågnede, pludselig var væk. Hun virkede desuden også både gammel og træt. ”Jeg har ikke mere energi tilbage nu. Al den energi jeg havde, har jeg brugt på at give dig den nødvendige viden.” Hun holdt en hånd op, da jeg skulle lige til at protestere. ”Du skal ikke bekymre dig. Om nogle dage vil jeg have lidt kræfter igen. Og når den tid kommer, vil vi mødes igen. Lige nu vil jeg råde dig til at slappe af og afprøve dine evner en smule, men du må også pakke. Du har trods alt noget, du skal, hvis jeg ikke tager fejl?” Den gamle dame blinkede let til mig, og jeg kunne mærke hvordan blodet flød en smule hurtigere igennem min krop, og fik varmen til at stige i mine kinder.

      Hun havde ret. Jeg var nødt til at skulle videre i morgen. Jeg måtte ud for at finde Onew, og få de svar som jeg manglede. Desuden var jeg sikker på, at fandt jeg Onew, ville jeg også finde Den Sorte.

      

      Jinki var ved at gå ud ad sit gode skind, som han vandrede frem og tilbage ude foran den store dobbeltdør. Landsrådet var blevet kaldt til samling for at kigge de gamle love igennem, så de kunne finde ud af, hvornår han skulle giftes for at kunne overtage tronen fra den syge Konge. Han vidste godt, at det var hans pligt. At det var det, som landet forventede af ham, at folket forventede af ham, at Nebula og hans fader forventede ad ham. Men han havde ikke lyst. Han ville langt hellere sadle sin hest og tage af sted.

      Han havde brugt de sidste par dage på at overveje sine muligheder. At tænke sin fremtid godt og grundigt igennem. Han vidste, at han var nødt til at gifte sig med Nebula, der ville være den perfekte hustru, inden for en kort tidsramme. Garanteret kortere, end han håbede på. Medmindre at han fandt hende. Pigen der havde stjålet hans hjerte. Hvis hun da ville have ham. For sådan som tingene så ud lige nu, kunne hun vidst ikke engang huske ham. Han vidste da heller ikke, hvorfor der var den her forbindelse imellem dem. For det kunne da ikke bare være tilfældige drømme, som han havde haft, kunne det? Det foregik jo altid det samme sted, og var aldrig det samme som skete.

      Da de store dobbeltdøre gik op, blev hans tankerække afbrudt. Han tog en dyb indånding, inden han vandrede ind til rådet, som alle sad med store bøger om landets love slået op. Han forberedte sig mentalt på det svar, han skulle få. Selvom ordene ramte ham langt hårdere, end han havde troet. ”Hvis den nuværende Konge bliver syg, og han har en søn, der er klar til at overtage tronen, må og skal denne Prins ægte en passende kvinde, inden den tiende solnedgang efter hans næste fødselsdag.” Jinki havde det som om, at nogen havde taget en af de store bøger fra bordet og klasket ham i hovedet med den. Hans fødselsdag var i overmorgen! Hvilket betød at han kun havde tolv dage til at gifte sig i.

      

      Luften var endnu koldere, end den plejede at være. Små snefnug dalede ned fra himlen, og jeg kunne ligefrem skelne dem fra hinanden i bitte små detaljer. Både i luften, men også som de landede i mit hår. Jeg vidste præcist, hvor hvert enkelt lille snefnug var, om det havde tænkt sig at smelte, eller blot blive siddende. Det var en overvældende oplevelse, som jeg stod der og betragtede skoven under mig. Verden virkede så meget klarere heroppe fra.

      Jeg var klatret op på toppen ad bjerget for at udfordre mig selv. Jeg var nødt til at vende mig til, at jeg pludselig følte alting mere intensivt. Det betød at mine hænder nærmest dunkede, som jeg havde klatret, og mine skrabede knæ havde skreget. Det gjorde så ondt i hele min krop, men samtidig så nød jeg det. Nød at kunne mærke, hvordan musklerne vitterligt arbejdede i min krop. Mærke de små forskelle i bjergarten, hvor den var blød, og hvor der var revner store nok til at holde fast i. Mine næsebor blev fyldt med duften af sne, da jeg tog en dyb indånding. Det var ikke en duft jeg nogensinde havde tænkt over, at sne havde før. Men sne duftede rent faktisk. Det duftede af det vand, det var lavet af. Så noget var lidt mere salt end andet i duften.

      Mine øjenlåg gled stille i, som jeg nu gik i gang med at koncentrere mig. Duften af jasmin brusede op omkring mig, som stod jeg på en eng kun fyldt med jasminblomster. En let varme flød igennem min krop, og jeg kunne høre, hvordan vinden omkring blev opmærksom. Den nærmest afventede mit bud. Jeg åbnede mine øjne igen, og koncentrerede mig om at samle luften under mine hænder. Jeg havde set Beatrice gøre det samme i en af hendes erindringer. Luften samlede sig i to kugler, der ikke kunne ses med det blotte øje. Jeg derimod kunne tydeligt se, hvordan vinden piskede rundt inde i de to kugler.

      Da mine hænder kastede de to kugler af sted lød et øredøvende brøl fra vinden, så det skar i mine trommehinder. Alligevel fjernede jeg ikke mine hænder, men betragtede blot hvordan luften susede ned ad bjergets side blot for at kollidere med nogle af de store træer i kanten af skoven. Et brag af den anden verden lød, da vinden skar sig igennem flere træer, og fik dem til at vælte ned over hinanden, så det lød som et helt tordenvejr. Det gjorde så ondt i mine øre, at jeg endte med at fjerne mine hænder og presse dem imod mine øre. Mit tag om luften ophørte straks, og vinden gled tilbage til at være, som den plejede.

      ”Har du tænkt dig at fælde hele skoven eller hvad?” Knips sad på jorden et stykke fra mig, mens han så ned imod de væltede træer. Man kunne tydeligt se, at han ikke var videre tilfreds med, at jeg lige havde væltet nogle sikkert rimelig gamle træer, deres størrelse taget i betragtning. ”Undskyld… Jeg tænkte bare, at det måske var bedst, hvis jeg øvede mig på noget, jeg kunne bruge til at forsvare mig selv med…” Jeg kløede mig en smule forlegent i nakken, mens Knips rejste sig op på sine små ben for at gå lettere surt hen til mig. ”De træer havde måske tænkt sig at angribe dig?”

      ”Nej… undskyld…” Knips betragtede mig lidt, inden han sukkede af det. Så lettede han fra jorden, fløj op og stillede sig på min skulder. Det var underligt, at den lille fyr pludselig føltes så tung. Jeg vidste helt præcist, hvor hans små fødder stod, hvor store de var, om han bevægede tæerne i skoene, og hvor vægten på hans fødder lå for at holde balancen. ”Det er okay… men øhm… har du tænkt over, hvordan du skal finde ham der dimsen og Den Sorte?”

      Det var faktisk en ting, jeg ikke rigtig havde tænkt så meget på, men Knips havde ret. Hvordan skulle jeg kunne finde Onew? Eller Den Sorte for den sags skyld? De kunne jo være hvor som helst. Jeg trak let på mine skuldre, mens jeg pustede let til en lok at mit lange pandehår. ”Ærligt indrømmet… Så har jeg ingen idé…” Et skævt smil bredte sig på Knips små læber, så jeg ligefrem kunne se, hvordan fregnerne på hans kinder bevægede sig let. ”Hvad hvis jeg siger, at jeg måske kender en måde?” Jeg blinkede let forbløffet, mens jeg så på Knips. ”Hvorfor har du ikke sagt det før?! Ud med det!” Knips grinede blot let af det, mens et drillesygt smil spredte sig på hans læber. ”Hvad får jeg for det?”

      Jeg skulede let af ham, da han åbenbart var i humør til at drille mig i stedet for bare spytte det ud. ”Fint, hvad vil du have?” Knips læber formede sig i et stort uskyldigt smil, mens hans øjne nærmest funklede. Så hvad han end ville have, måtte det være noget, som jeg skulle en del igennem for at give ham.

 

 

____________________________

Så for den da.... Jinki skal altså være en gift mand inden for 12 dage. Gad vide om ham og Riah når at mødes inden...

Men det som jeg egentlig godt kunne tænke mig at høre jeres tanker omkring... Hvad tror I, det er, som Knips gerne vil have?

Skriv jeres svar hernede. Glæder mig til at se jeres bud ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...