The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
1932Visninger
AA

12. Kapitel 11.

      ”Intet nyt?” Knips fløj stille over ved siden ad den ældre dame, der sad og halvsov på en stol. Hun så endnu ældre ud nu, end hun havde gjort dagen før. ”Lad nu vær med at være så utålmodig! En opvækning tager sin tid.” Beatrice så ind i et af spejlene, hvor hun kunne se Knips, der stille fløj over til sengen. På sengen lå Riah og så ud som om, at hun sov. Dog vidste de begge bedre end det.

      ”Hvad så, hvis hun aldrig vågner igen?” Knips lød mere bekymret, end han nok ville indrømme, at han var. Beatrice valgte dog ikke at kommentere på det. ”Jeg vil ikke være urolig for om hun vågner… men om hun kan klare verden omkring sig, når hun først er vågnet.”

      

      Hvem er jeg? Hvad er jeg? Hvor er jeg? Spørgsmål som disse fyldte mit hoved, mens jeg faldt videre ned igennem mørket. Lige siden jeg var endt her, havde jeg bare faldet og faldet. Men hvad lavede jeg overhovedet før det? Jeg kunne ikke huske det. Betød det, at jeg ikke havde eksisteret før det? Var jeg en nyfødt?

      Langsomt begyndte et rum at tone frem under mig. Det var mørkt, og virkede egentlig ikke som et rum, da der ingen vægge var. Der var ingen døre, men i stedet for op til flere spejle som dannede en cirkel. Mine fødder ramte stille overfladen, der egentlig ikke var lavet af noget andet end luft. Mit blik gled stille rundt i cirklen af spejle. Inde i dem befandt sig en ung kvinde. Hendes hår var bronzefarvet og havde ganske små svage krøller, hendes øjne kastanjefarvede, og hendes hud var bleg. Hun var iført en let silkekjole med små stropper, der gik hende til lige over anklerne. Kjolen var snehvid. Ligesom det lys der omgav hende. Lyset fulgte hendes kurver og bevægelser, som om det var klistret fast til hendes krop.

      Det var der, det gik op for mig at kvinden var mig. Det føltes som om, at jeg fløj, da jeg begav mig over til det ene spejl, for at se bedre efter. Var det virkelig mit ansigt? Jeg kunne se hvert eneste hår, og selv den lille bule jeg havde i hovedet. Men hvor havde jeg fået den fra? Ganske forsigtigt ville jeg røre ved bulen, men i stedet for at røre mit eget hoved, rørte jeg ved spejlet. En smule hvidt lys flød over i spejlet, da jeg rørte det, så det begyndte at lyse. Faktisk begyndte alle spejlene omkring mig at lyse. I starten skar det mig i øjnene, så jeg mætte klemme dem sammen for at kunne se noget. Lige indtil lyset fortog sig og i stedet for skabte billeder.

      I det spejl jeg så ind i stod en kvinde. Hendes hår var bronzefarvet, og det fik hende ned til lænden. Hendes øjne var blå som himlen, og hendes hud næsten grå at se på. Hendes mave var stor, og der var ingen tvivl om, at hun var gravid. Et gyldent lys omkransede hende og fulgte også hendes krop, ligesom det hvide fulgte min. Kvinden virkede så velkendt, da hun gik over og satte sig i gyngestolen inde i stuen. En stue der virkede alt for bekendt. Lige fra de lyse vægge til et mørkt loft, til væg pynten og til sidst til kaminen, hvor der manglede en sten i det ene hjørne. Det var mit hjem. Min stue.

      Jeg kunne mærke vand samle sig i mine øjne, da det gik op for mig, at kvinden, jeg så, var Lucy. Min mor. Inde i den store mave hun havde, måtte jeg ligge og havde det varmt og trygt. Det var første gang nogensinde, at jeg havde set min mor. Et virvar af følelser løb op igennem mig. På den ene side var jeg oven ud lykkelig, fordi jeg endelig så min mor. På den anden side var jeg fuldstændig sønderknust. For når jeg forsøgte at røre ved hende, støtte jeg blot på spejlets kolde overflade. Det var forfærdeligt at være så tæt på hende, at jeg ligefrem kunne fornemme hendes rene duft af appelsiner, der blandede sig med en duft af rød gran.

      ”Hvordan har du det i dag kære?” Stemmen var så velkendt, at jeg straks vendte mit blik over imod et af de andre spejle. Stemmen fulgte en middelaldrene kvinde med langt mørkt hår, der var flettet ned over hendes skulder. Omkring hende befandt sig et mørkegrønt lys, og hendes øjne var varme og milde. Der var ingen tvivl om, at denne kvinde var Agathe. Dog virkede hun højere, selvom alderen dog kunne have sit at sige til dette. Endnu en gang mærkede jeg sorgen røre på sig i mit hjerte. For også Agathe var ikke længere til. Hun havde ofret sit liv for min skyld.

      ”Jeg fortalte Charles, at jeg har det fint. Men jeg kan mærke, hvordan min energi svinder ind dag for dag.” Min mors ansigt bar et lille smil, men hendes øjne var sorgmodige. ”Jeg ved, jeg aldrig kommer til at se hende vokse op. Jeg ved godt, jeg ikke burde være selvisk, men jeg ville ønske, at jeg kunne se hende vokse op.” Mit hjerte slog hårdt, mens min hjerne gennemarbejdede ordene. Så hun vidste det? Min mor vidste, at hun skulle dø? ”Alle forældre ønsker at se deres børn vokse op. Men skæbnes tråde er ikke til at komme uden om.” Lucy nikkede let, inden hun vendte sine sorgmodige øjne mod Agathe. ”Så Beatrice er sikker nu? Det er virkelig den lille skabning i min mave, som skal bringe lyset?” Bringe lyset? Hvad mente hun med det? Jeg forsøgte at råbe min mors navn, men det var som om min hals slog knuder på sig selv. Ikke et eneste ord kunne forlade mine læber.

      ”Min søsters forudsigelser er aldrig sikre, men alt tyder på det. De sorte skæbnetråde er ved at blive tydeligere, hvilket kun kan betyde, at de hvide er på vej. Med din sjældne aura er der ingen tvivl om, at de hvide skæbnetråde må tilhøre dit afkom.” Skæbnetråde? Det fik det til at løbe mig ubehageligt ned ad ryggen. Og ligefrem sorte og hvide? Jeg var ikke i tvivl om, at de sorte skæbnetråde måtte tilhøre Den Sorte. Hvem den så end måtte være. Men hvad havde de at gøre med mig? Og hvorfor var min mors aura så speciel?  ”Jeg ved det. Jeg ville bare ønske, at jeg kunne være der til at vejlede hende. Til at tage mig af hende og beskytte hende.” Små tårer samlede sig i Lucys øjenkroge, og jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte var ved at briste endnu en gang. Jeg ville også ønske, at hun havde været der. At hun havde kunnet holde far hjemme, så vi kunne være en familie. Så jeg ikke var alene nu. ”Jeg skal nok tage mig af hende kære, og tro mig når jeg siger, at jeg intet ondt vil lade ske hende, så længe jeg lever.” Kvinden der havde taget sig af mig hele mit liv, havde lige afgivet det løfte til min mor, som senere hen skulle få hende til at blive ansat af min far til at tage sig af mig. Så begge kvinderne i spejlet var mine mødre.

      Billedet i spejlet begyndte at fordampe. Jeg forsøgte panikslagent at fremkalde billedet igen. Fremkalde billedet af de to kvinder, jeg ville ønske mere end noget andet i denne verden var ved min side nu. I stedet for var det som om, at nogen slog på en gongong lige ved siden ad mit øre. Det tordnede og buldrede i mine øre, så det skar i dem. Jeg kunne høre, hvordan lyn flænsede himlen, og med et gik det op for mig, at et andet spejl nu viste mig et uvejr. Jeg kunne mærke den kraftige vind i mit ansigt piske mit hår bagud med en sådan kraft, at jeg havde svært ved at holde mine øjne åbne.

      Foran mig i spejlet lå en slagmark, jeg aldrig havde set mage til før. Faldne krigere lå spredt ud over det hele, men det fik ikke de kæmpende til at stoppe op. Det der var det gruopvækkende ved dette billede, var langt fra selve krigen. Det var de faldne. Der lå mennesker med katte agtige hovedet, med næb og klør som fugle. Der lå gigantiske vildsvin på størrelse med elefanter, mens hestene havde hvide glitrende horn. Der var ikke et eneste almindeligt menneske på den slagmark. Ikke ét. Med undtagelse for hende…

      En kvinde iført noget der mindede om en sæk, stod midt imellem alle de kæmpende. Alligevel var det som om, at de ikke bemærkede hende. Hun havde kort sølvfarvet hår, selvom hun ikke kunne være meget ældre end mig selv. Hendes krop var sygeligt tynd, og man kunne tydeligt se de mange ar fra pisk, og hvilke ubehagelige ting, hun ellers måtte være blevet pryglet med. Hun rørte sig dog ikke ud ad stedet og blev blot stående på slagmarken. Hendes øjne var lukkede, og hun foldede nu sine hænder som i en bøn. Jeg kunne se hende bevæge læberne, men selvom jeg kunne høre skrigene fra fugle, hvæsende fra katte og de skrækindjagende hyl hver gang et væsen blev ramt igennem tordenbragene og vinden susens, så kunne jeg ikke høre hende.

      En sølvfarvet aura omgav hende, som hun stod der og bad. En aura der hele tiden voksede, og til sidst flød ud over hele slagmarken. Den flød af sted som en bølge af stille vand, der beroligede de kæmpende, og vendte alle deres blikke imod hende. Selv himlen syntes at falde til ro, som det sølvfarvede lys bølgede roligt ud fra hende. Lige indtil det øjeblik, hvor hun åbnede sine øjne. Hendes øjne havde den nøjagtig samme sølvfarve, som hendes aura, hvilket fik dem til at se spøgelsesagtige ud. Hun slog sine arme ud til siden og med det, rejste bølgerne sig med sådan en kraft, at alle de kæmpende blev slået tilbage. Dog var det ikke de kæmpende, men nogle skikkelser der havde stået i baggrunden, som blev hårdest ramt. Det var mørke skikkelser af de væsner, som menneskeheden havde betragtet som guder.

      De sølvfarvede bølger væltede guderne om kuld, lige indtil de tog dem med sig ind i noget, der mindede om et spejl. Et spejl af den menneskelige verden. Skyggeriget. Ordet kom frem til min bevidsthed igen, og jeg var sikker på, at jeg havde ret. Det her var den historie, som Knips havde snakket om. Det her var sådan, at de gamle guder blev forvist fra denne verden. Dog så det ikke ud til at åbningen ville lukke igen, så guderne ikke havde mulighed for at vende tilbage. Da skreg kvinden af en smerte så skærende, at det fik mig til at slå hænderne op for ørerne. Den sølvfarvede aura opslugte hende, lige indtil hun eksploderede i bitte små sølvfarvede lys stumper. Stumper lukkede indgangen til skyggeriget, mens de stille dryssede ned over fra himlen. Som en sølvfarvet sne.

      Så det var altså sådan, at det var gået til for flere tusind år siden. Spejlene omkring mig blev helt klare endnu en gang, og et eller andet rørte sig inde i mig. Hvordan kunne det være, at jeg havde set det her? For det første jeg havde set, havde haft noget at gøre med mig selv. Jeg havde faktisk været til stede dengang, selvom det havde været i min mors mave. Men jeg havde været der. Så jeg forstod ikke, hvorfor jeg lige havde set den historie, som Knips havde fortalt mig. Knips? Hvor var Knips egentlig henne? Og hvad vigtigere var… hvor var jeg?

      Spejlene lyste op endnu engang og dannede et billede. Det var mig, der vandrede igennem skoven. Det så ud som om, at jeg var på eventyr, da rygsækken mindede meget om den, jeg havde båret rundt på de sidste dage. Det her var dog længere tid siden. Eller rettere et år. Mit hjerte slog uregelmæssigt, allerede før jeg fik øje på skikkelsen under det ene træ. Han så ikke ud til at have det for godt, og jeg kunne se mig selv, gå i gang med at behandle hans sår. Hans ansigt var dækket i mudder og blade, men han trak vejret, og derfor var det vigtigere at tage sig af såret. Jeg vidste dog godt, hvem det var. Jeg behøvede ikke at se ham, for at vide det. Det var Onew. En let kuldegysning gled ned langs min ryg, og fik mig til at snurre rundt. I et af de andre spejle stod en skikkelse indhyllet i mørke bag et træ. En skikkelse der holdt øje med mig og Onew.

      Billeder skiftede hen over spejlene fra dagene, der var gået siden da. Jeg havde taget mig af Onew, passet hans sår, lavet mad til ham og generelt bare hygget med ham. Han var så let at snakke med, og i modsætningen til fyrene tilbage i min landsby, forsøgte han ikke, at få mig til at ægte sig. Nej, han var blot glad for mit selskab, og det faktum at vi kunne snakke om alt. Jeg fortalte ham nogle af alle de historier, Agathe havde fortalt mig som barn, mens han sang for mig. Hans stemme var som ren sød honning. Gylden og vidunderlig. Jeg kunne ligefrem mærke, hvordan jeg havde følt dengang. Hvordan hans stemme fik det til at kilde i hele min krop, og hvordan jeg ikke kunne andet end at smile, når jeg var sammen med ham. Han havde en underlig form for humor, men jeg kunne ikke lade vær med at grine alligevel.

      Som var jeg blevet suget ind i spejlet, overvældede minderne mig pludselig. Jeg kunne huske! Jeg kunne huske, vi tilbragte omkring ti dage dage sammen, inden han var nødt til at drage hjem. Jeg havde fulgt ham det meste af vejen, indtil han havde sagt, at det var fint. Vi havde set ind i hinandens øjne, og jeg havde spurgt mig selv, om jeg nogensinde ville få ham at se igen? Det var der, hvor han havde overrasket mig.

      ”Uanset hvad der sker fra nu af, vil jeg ikke glemme dig. Det har virkelig været nogle vidunderlige dage.” Jeg nikkede og smilede en smule genert til ham. Af en eller anden årsag gjorde det ondt, at tænke på, hvad der ville ske, hvis jeg aldrig så ham igen. For han var så anderledes. Han forstod mig. Forstod min humor, og jeg hans. Han holdt af de gamle historier, og syntes det var interessant, at jeg troede på, at der var mere mellem himmel og jord. ”Lad os mødes igen! Denne gang fandt jeg dig. Så næste gang må du komme og finde mig, ik’?” Et grin havde løbet hen over Onews læber, da han havde taget min lille finger i sin, som for at forsegle vores aftale. ”Det lover jeg.”

      Mindet spredte en varme i min krop, der fik den til at føles så let som en fjer. Hvordan havde jeg dog nogensinde kunnet glemme Onew? Han var min ven. Og ud over det… Så fik han den her varme til at sprede sig i mit bryst. Mit hjerte slog hurtigere, og jeg smilede, når jeg tænkte på ham. Han var uerstattelig. Men hvorfor havde jeg så glemt ham?      

      Spejlene lyste op igen, og denne gang så jeg mig selv vandre hjem igennem skoven. Tæt efter mig fulgte en skikkelse indhyllet i mørke. Den selv samme skikkelse, der havde stået og betragtet Onew og mig, da jeg havde fundet ham. Jeg havde åbenbart fornemmet skikkelsens tilstedeværelse, da jeg vendte mig om i spejlet og så på den. Foran mig havde der stået en skabning så sort som natten, og kigget på mig med sine modbydelige øjne. Jeg nåede ikke at åbne munden for at skrige, før end skikkelsen sagde nogle ord på et sprog, jeg aldrig havde hørt før. En sort tåge lagde sig om min krop, og gjorde mine øjne mærke. Tågen slettede alle mine minder fra dagene med Onew. Og mens tågen gjorde, hvad den skulle, fandt skikkelsen min dagbog og rev de manglende sider ud ad min dagbog. I skikkelsens hånd blev siderne til aske, hvorefter den sendte mig videre hjemad.

      Så det var derfor, at Agathe havde fundet mig indhyllet i mørke! Den sorte skikkelse ville ikke have, at jeg kunne huske Onew. Derfor havde tågen i mine drømme forsøgt at holde os adskilt. Men hvorfor? Hvad fik den ud af at holde os adskilt? Hvorfor var det, at jeg ikke måtte huske ham?

      Af en eller anden årsag havde jeg på fornemmelsen, at det havde at gøre med min aura. Min aura var hvid, hvorimod skabningens havde været kulsort. Den Sorte. Og jeg var den hvide. Noget sagde mig, at det var på tide, at jeg slog øjnene op. Den Sorte havde pillet ved mine minder, og holdt mig adskilt fra Onew. Men nu hvor den ikke længere havde fat i mig, var det på tide, at jeg fandt Onew, og fandt ud af hvorfor Den Sorte ville holde os adskilt. For noget sagde mig, at når jeg fandt Onew, ville jeg også finde Den Sorte.

      

      ”Hun er ved at vågne!” Knips stemme virkede skinger i mine øre, og jeg kunne straks fornemme, hvordan alting var forandret. Jeg slog stille mine øjne op, blot for at se en helt ny verden. Det var som om, at der havde været et slør rundt om min krop før, som nu var blevet fjernet. Alle farver virkede skarpere, alle lyde lød klokkeklare i mine øre, smagene i min mund var mere rene, jeg kunne mærke meget mere, end jeg nogensinde før havde kunnet, og alle lugte var så intense, at jeg ligefrem kunne lugte, hvor de forskellige møbler i lokalet stod placeret.

      Knips fløj let i luften oppe over mig og se ned på mig, mens Beatrice sad på en stol ved siden ad sengen, og så hen i et spejl, så hendes spejløjne kunne møde mine. ”Velkommen tilbage du hvide opvakte barn.”

 

 

___________________________________

Buja, nu skal jeg bare skrive 1 kapitel mere i dag, og så er jeg med igen ^^ Eller i hvert fald forsøge på det, da jeg ikke vil for sent i seng x3

Men jeg håber, at I kan lide kapitlet! Og for den sags skyld ikke er blevet forvirret over noget. Har virkelig forsøgt at beskrive de her ting godt, som Riah ser i spejlet, og.... HUN KAN HUSKE ONEW!!! Er det ikke fantastisk?!! Det er vist også på tide, at vi får lidt mere at se til ham.. eller noget xD

Anyway, fortæl mig hvad I synes om dette kapitel, og jeg vil blive rigtig glad ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...