The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
1968Visninger
AA

11. Kapitel 10.

      I nat havde jeg ikke drømt om Onew. For jeg havde slet ikke kunnet sove. I stedet for havde jeg ligget i sengen i det værelse, Beatrice havde ladet mig låne og blot stirret op i nogle af alle spejlene, der hang i loftet.

      ”Agathe?” Den ældre dame lo blot sagte ad mig, mens hun vinkede mig tættere på. ”Ikke ligefrem. Jeg er hendes søster Beatrice. Og jeg kan fornemme, du har taget en ven med?” Den ældre dame lagde hovedet på skrå, som om hun stod og så på mig igennem det mørke stof. Jeg vendte blot mit ansigt imod Knips letter forundret over, at hun vidste, at han var til stede i rummet. Han var jo så lille, og larmede ikke når han fløj. ”Længe siden Miss Beatrice.” Knips lød helt galant, hvilket ikke lige var en side, jeg havde set komme fra den lille ballademager.

      ”Så det er dig Knips. Jeg havde også på fornemmelsen, at du ville følge med hende.” Et let smil spillede sig over den ældre dames læber, mens jeg blot så undrende fra den ene til den anden. ”Følg med denne vej… Så skal jeg fortælle dig alt, hvad du har behov for at vide min pige.” Jeg nikkede let, men da det gik op for mig, at Beatrice sikkert ikke kunne se det, rømmede jeg mig let. ”Tak. Og det er et ret flot hus du har… men hvorfor er der så mange spejle?” Den ældre dame fniste blot let, hvorefter hun uden et ord førte os hen langs en gang. Denne gang var også fyldt med spejle på væggene og i loftet. Jeg kunne bare ikke se, hvad hun skulle med dem, når hun lod til at være blind? For det var hun vel, når hun havde det stof foran sine øjne?

      Hun stoppede først, da vi nåede ind i endnu et rum fyldt med spejle, men herinde var der også en blussende kamin, en lænestol, en sofa og et lille bord foran dem, hvor der stod en tekande og en tallerken med småkager. Nærmest som om, at hun havde vidst præcist, hvornår vi ville være her. ”Du kan bare sætte din rygsæk op ad væggen, og så komme over for at få te.” Knips var allerede fløjet over til tallerkenen med småkagerne, for at snuppe en i håbet om at den ældre dame ikke opdagede det. ”Kan du så lægge den ned igen! Har jeg måske budt dig en småkage, hva’? Mage til frækhed!” Jeg blev helt forskrækket over, hvor skrap hun lød. Nej, hun var bestemt ikke Agathe.

      Efter at have sat min rygsæk ned, tog jeg plads i sofaen, mens Knips blot satte sig oppe på ryglænet af den. Lettere tvær over ikke at have fået en småkage endnu. ”Du ville gerne vide, hvorfor her er så mange spejle i mit hus, ik’?” Den ældre dame førte sine hænder om bag hovedet for at løsne det sorte stykke stof for hendes øjne. Da det faldt ned fra hendes øjne, blev jeg helt chokeret. Der hvor der normalt ville sidde to øjne, sad der i stedet for to spejle. Hun vendte sit blik op imod et af spejlene, indtil hun fandt et hvor jeg var i. ”Luk dog munden pigebarn! Har min søster ikke lært dig, at det er ubehøvlet af stirre?”

      Som jeg nu lå i sengen og så op i spejlene, kunne jeg ikke fatte, at det var måden hvorpå Beatrice så. Hun fortalte, at for at lære hemmeligheden om tidens magi, havde hun givet sine øjne. Så det kunne godt være, at hun nu kun kunne se igennem spejle. Men det var også igennem disse spejle, at hun kunne se både fortiden, nutiden og fremtiden.

      ”Vil det sige, at du kan fortælle mig, hvad der skete i december sidste år?!” I løbet af de sidste par dage var jeg blevet overbevist om, at de manglende sider i min dagbog måtte have noget med Onew at gøre. Ergo kunne jeg ikke huske ham, fordi jeg havde mødt ham sidste år i december måned. En måned der var som slettet fra min hukommelse. ”Det kan jeg.” Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte satte farten op i spænding, mens jeg så afventende på hende. Hun sagde dog ikke mere, og jeg vendte mit blik op imod det spejl, som hun kiggede i for at få en form for øjenkontakt med hende. ”Vil du så gøre det?” ”Nej.” Jeg kunne ikke tro mine egne øre. Havde jeg virkelig rejst så langt for ingenting? Det kunne da ikke være rigtigt. Agathe havde jo sagt, at hendes søster ville kunne svare på mine spørgsmål.

      ”Din manglende hukommelse har noget at gøre med den auramagi, du har opdaget for nyligt. Eller opdaget og opdaget… Jeg går ud fra, at det var dig, Knips, som fortalte hende om den?” Knips nikkede straks med munden fuld af den småkage, som jeg havde givet ham i medlidenhed. Skovvogtere havde åbenbart en svaghed for søde sager.”Jeg tænkte det nok. Men selvom du besidder en ganske særlig form for aura, så er dine magiske evner ikke blevet vækket endnu. De ligger og slumre inden i dig. Og for at du kan klare, at opdage din glemte hukommelse, bliver du nødt til at få opvakt den magi i dig.” Tanken alene om, at jeg havde magi inden i mig, var både virkelig spændende, som en drøm der gik i opfyldelse, samtidig med at jeg ikke kunne være mere angst. ”Hvordan kan jeg vække den?” Den ældre dames latter rungede i hele lokalet. ”Du kan ikke vække den selv min pige. Du er jo blot et menneske.”

      ”Og det er du ikke?” Spørgsmålet fløj bare ud ad munden på mig, da jeg var ret sikker på, at Beatrice måtte være et ganske almindeligt menneske ligesom Agathe. Selvom det undrede mig, at Agathe aldrig havde fortalt, hun havde en søster. Eller at hendes søster for den sags skyld var en heks. ”Nej.”

      Det viste sig, at både Beatrice og Agathe var børn af de væsner, der var blevet forvist til skyggeriget for flere tusind år siden. Hvilket betød at den kvinde, som havde taget sig af mig hele mit liv, var mere end titusind år gammel. Det var lidt af en mundfuld at sluge og blot endnu en af de ting, som havde holdt mig vågen igennem natten.

      ”Men hvis Agathe også kunne bruge auramagi, hvorfor fortalte hun mig så ikke bare det her? Hvorfor vækkede hun ikke mine kræfter?” Beatrices ansigtsudtryk havde været ulæseligt i spejlet, som jeg så ind i for at holde øjenkontakt med hende. Dog bemærkede jeg, at hendes skuldre sank en smule. ”Min søster nægtede at bruge sine kræfter, da menneskene fik deres frihed igen. Hun ønskede, at de skulle leve et trygt liv, uden at vide hvilke grufulde ting som fandtes derude. Så hun håbede vel på, at du heller ikke skulle høre om det.” Det gav rimelig god mening i mit hoved, selvom jeg ikke kunne lade vær med at tænke på alle de historier, jeg havde hørt igennem årenes løb. Var nogen af dem overhovedet myter? Eller var det mon ting, som Agathe selv havde oplevet engang for flere tusind år siden?

      ”Hun lod som om, at hun havde glemt alt om, hvordan man brugte sin aura. Hun kunne da heller ikke se auraer til sidst. For jo længere tid man bilder sig selv ind, at man ikke kan, så ender man sådan. Alligevel lykkedes det hende, at bruge en sidste besværgelse for at bringe dig ud ad limbo.” Alt inden i mig frøs ved de ord. Jeg havde været tæt på døden, ja, og Knips havde fortalt, at en eller anden grøn vind havde været med til at fjerne den sorte skygge omkring mig. Havde den grønne vind været Agathes værk? Og hvad mente Beatrice helt præcist med en sidste besværgelse? ”Hvad mener du?”

      Denne gang sukkede Beatrice højlydt, og jeg kunne nu se, hvordan hendes ansigt lagde sig i triste folder. ”Den form for auramagi hun brugte, er en ganske særlig slags auramagi. Hun kanaliserede det hele, og sendte det af sted for at redde dig. Man kan vel sige, at den vind der ramte dig, var min søsters sjæl.” Tårer samlede sig stille i mine øjenkroge, mens jeg allerede havde på fornemmelsen, hvor det her ville ende henne. ”Hun brugte det sidste af sin livsenergi og sin aura til at sende dig væk fra limbo ved at overtage din plads.”

      En tåre ramte min knyttede hånd, der lå i mit skød. Så endnu en. Mine skuldre begyndte at skælve, mens jeg huskede, hvordan Agathe var dukket op på engen. Hvordan hun havde stået der, præcis som jeg huskede hende, og havde bedt mig om at lade vinden vise mig vej og åbne mit sind. Inden hun bad mig om at vågne op. Koppen, jeg før havde siddet med i min ene hånd, faldt nu mod gulvet, hvor den gik i stykker. Sorgen og skyldfølelsen havde ramt mig så hårdt i brystet, at jeg var overbevist om, at nogen måtte stå og hamre på den med en hammer.

      Jeg kunne mærke, hvordan tårerne gerne ville komme frem igen, da jeg tænkte på det igen. Tænkte på at når jeg engang kom hjem, ville jeg komme hjem til et tomt hus. Godt nok havde jeg min far, men han var der jo aldrig. Faktisk var den eneste person, jeg altid havde haft, været Agathe, og nu var hun væk, fordi hun valgte at redde mit liv. Noget jeg ville stå i evig gæld til hende for.

      En let banken hørtes ovre fra min dør, og jeg satte mig derfor straks op i sengen. Mit hoved føltes tungt, fordi jeg ikke havde sovet, og jeg var overbevist om, at der måtte være nogle ordentlige poser under mine øjne. Beatrice stak sit hoved indenfor. I dag havde hun valgt at beholde stoffet af, lod det til. Måske fordi det var lettere at gå rundt, når hun kunne se i spejlene. Faktisk var jeg ret sikker på, at den eneste grund til, at hun havde haft det på, var for ikke at skræmme mig fra vid og sans, når vi mødtes.

      ”Er du klar min tøs?” Jeg nikkede let, inden jeg rejste mig fra sengen. På en stol lå en simpel hvid kjole, der gik mig ned til anklerne, og som kun havde tynde stropper. Beatrice havde fundet den frem til mig, så jeg kunne have den på, når min auramagi skulle vækkes til live i dag. Vi var nemlig blevet enige om i går, at jo hurtigere det gik, jo bedre var det.

      ”Men vær forberedt! Når din auramagi er blevet opvakt, er der ingen vej tilbage. Verden vil aldrig blive den samme for dig igen. For din krop både ser, hører, dufter, smager og føler ingenting i forhold til det, som du kommer til at føle, når din auramagi først er blevet vækket.” Jeg havde blot nikket af det, mens jeg tog en dyb indånding. Der var en grund til, at jeg sad her nu. En grund til at Agathe havde sendt mig ud på den her rejse. En grund til at jeg åbenbart besad den her auramagi. Og en grund til at Agathe havde ofret sit eget liv for min skyld. Hvilket jeg bestemt ikke havde i sinde at spilde.

      Da jeg først havde iført mig kjolen, forlod jeg stille værelset og begav mig ud på den øde gang. Beatrice havde fortalt mig, at hun i forvejen skulle være i lokalet, hvor opvækkelsen skulle finde sted, inden jeg begav mig derind. Så snart hun havde vækket mig, skulle jeg komme til hende. Ikke noget med at spise morgenmad først, da det bare kunne føre til opkast, havde Beatrice sagt. Noget der ikke lød specielt lækkert som en bivirkning i mine øre.

      Man kunne dårligt nok høre mine skridt, mens jeg bevægede mig igennem gangen. Jeg havde ladet mit hår hænge løst ned over mine skuldre, da jeg altid foretrak at det hang på den måde. Men jeg havde heller aldrig været en af de piger, som gad bruge tid på at sætte hår og gøre mig i stand. Hvorfor skulle jeg også? Jeg havde det jo fint med at se ud, som jeg nu engang gjorde.

      Da jeg nåede døren indtil det rum, som Beatrice havde udpeget for mig i går aftes, havde Knips endnu ikke vist sig. Han lå garanteret et eller andet sted og sov, og hvis ikke så havde Beatrice nok bedt ham holde afstand, så jeg kunne få ro. Så jeg kunne åbne mit sind og forberede mig på den omvæltning, min verden snart ville få.

      Med en dyb indånding lukkede jeg af for alle mine tanker, inden jeg beslutsomt tog fat i dørhåndtaget. Rummet jeg trådte ind i var fuldstændig mørklagt, så jeg ikke havde nogen som helst anelse om, hvor midten af rummet var. Eller Beatrice for den sags skyld. ”Sig mig dit navn!” Beatrices stemme lød et sted længere fremme i mørket, og jeg begav mig derfor stille i retningen af den. ”Riah Avner.” Jeg sank stille en klump, og valgte så at stoppe op, da jeg ikke havde nogen idé om, hvor langt jeg skulle gå. I det samme hørtes en stemme bag mig. ”Og dine forældres navne?” Jeg havde ikke hørt Beatrice bevæge sig, og derfor kunne jeg mærke, den nervøse knude i min mave begynde at røre på sig. ”Charles og Lucy Avner.”

      ”Riah! Datter af Charles og Lucy, af klanen Avner, af menneske racen. Jeg opvækker denne frygtindgydende kraft i dig.” Jeg kunne nu se, da Beatrice trådte ind i lyset, og det fulgte med hende hele vejen hen til mig. Hun gjorde tegn til, at jeg skulle lukke mine øjne, hvilket jeg gjorde. Og forberedte mig så godt jeg kunne på det, der skulle til at ske nu.

      ”Dette er de sanser, som menneske racen har været nægtet adgang til…” Jeg kunne mærke, hvordan den ældre dames tommelfingre trykkede let imod mine øjenlåg. ”At se med skarphed..” Jeg åbnede mine øjne, og pludselig var det mørklagte rum badet i et skærende lys, hvor hver eneste skygge stod frem i nøjagtige detaljer. Da mit blik landede på Beatrice, kunne jeg ligefrem se hver en tråd i hendes mørkebrune kjole, skelne hvert enkelt hår fra hinanden på hendes hoved, og følge samtlige små rynker i den ældre dames hud.

      ”At høre med klarhed…” Da Beatrices fingre rørte mine øre, var det, som om at noget var blevet trukket ud ad mine øre. Forskellen var så stor som lyden fra den rislende bæk til den brusende flod. Hver eneste lyd i rummet blev forstørret og forstærket. Jeg kunne tydeligt høre Beatrices åndedræt, og langt væk en snorkende lyd, der sikkert stammede fra Knips.

      ”At smage med renhed…” Beatrices fingre rørte ved mine læber, og straks begyndte min tunge at prikke. Jeg lod den køre hen over mine læber, og kunne smage spor fra teen jeg havde drukket i går. Jeg kunne ligefrem smage at luften var kølig og tung. Ja endda skelne vanddråber i atmosfæren, som var usynlige for det blotte øje.

      ”At røre med følsomhed…” Det var føltes, som hvis min hud var blevet vakt til live. Kjolens silkebløde stof omkring min krop efterlod et aftryk på min hud, så jeg kunne fornemme, hvordan den bevægede sig helt præcist med mine bevægelser.

      ”At lugte med intensitet…” Eksplosionen af dufte i min næse, blev for meget for mig. Jeg kunne dufte fugten i lokalet, Beatrices genkendelige duft af gamle bøger, min egen duft af jasmin, resterne af teen, der sad på mine læber.

      Det hele var så overvældende, at jeg knugede mine øjenlåg hårdt i, mens jeg tog mig til hovedet. Men selv det gjorde ondt. Ekstremt ondt. Smerten var så voldsomt, at jeg endte med at kaste mit hoved bagover og slå armene ud til siden i et forsøg på at få dem væk fra min krop. Min hud kløede, mine muskler brændte og mit hoved dunkede. Jeg kunne fornemme den hvide aura vokse omkring min krop, som mine fødder stille forlod jorden.

      ”Det er disse sanser, din aura har vakt i dig! Og nu… skal du igennem en rejse for at forstå dine nye kræfter!” Beatrices hænder ramte mig hårdt i brystkassen, og jeg kunne mærke, hvordan jeg blev slynget igennem rummet. Alligevel følte jeg aldrig, at jeg ramte væggen. I stedet for forsvandt lyset, da det blev fortæret af mørket.

 

 

_________________________________

Se, nu er jeg ved at få indhentet det xD Forhåbentlig kan jeg nå at skrive to kapitler i morgen, og så er jeg med igen ^^

Nå, men Agathe var altså ikke menneskelig. Havde I set den komme?

Og hvad synes I om hele "opvækningen"? Ville I selv gå igennem sådan noget, hvis det var jer, der havde mistet den eneste person, som egentlig havde været der for jer, for at redde jer?

Fortæl mig jeres tanker i en kommentar herunder, og husk nu at "like" historien, hvis I synes den er god naturligvis, samt følg den hvis I glæder jer til, at der kommer mere ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...