The Christmas Promise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2015
  • Status: Igang
Riah bor i en landsby, hvor der ikke sker det store. Igennem det sidste år har hun haft utydelige drømme, men efterhånden begynder små detaljer at dukke op. Heriblandt en fyr hun aldrig har mødt.

Langt væk fra landsbyen lever en fyr, som er forlovet, selvom hans tanker er et helt andet sted. En pige er nemlig begyndt at dukke op i hans drømme. En pige han har afgivet et løfte til.

Men når der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro, hvordan skal man så kunne holde sit løfte?

15Likes
37Kommentarer
1880Visninger
AA

2. Kapitel 1.

      "Onew!!!"

      Jeg sad ret op og ned i min seng med sveden piblende ned ad min pande. Min dyne føltes fugtig og klam af sved, mens min lyseblå natkjole klistrede ind til min krop, ligesom mit pandehår klistrede til mit ansigt. Jeg trak vejret dybt nogle gange, mens jeg gav mig til at ryste denne nats drøm af mig.

      Inden for det sidste års tid, havde jeg haft problemer med at sove generelt, og når jeg så endelig sov, så havde jeg de særeste drømme. Den eneste ting som alle drømmene dog havde til fælles var sne. Sne og en følelse af at være alene eller efterladt. Jeg kunne aldrig rigtig huske selve indholdet af drømmen, selvom jeg forsøgte. Jeg havde endda lagt min dagbog ved siden af sengen, så jeg kunne skrive mine drømme ned, når jeg vågnede.

      Jeg tog fat i dagbogen og den fyldepen, som lå på mit natbord, hvorefter jeg slog op på en tom side. Hurtigt fik jeg skriblet ordet "sne" ned på den tomme side, hvorefter jeg lukkede mine i et forsøg på at huske. Jeg kunne ligefrem se de hvide glitrende krystaller for mig, mens jeg forsøgte at fremkalde drømmen igen.

      "Angst" Pennen kradsede næsten automatisk ordet ned, da det kom frem i min bevidsthed. Jeg havde følt mig bange. Men hvorfor? Jeg forsøgte at søge efter svaret, men min hjerne ville ikke lade mig komme tilbage til drømmen. Et let suk forlod mine læber, inden jeg lukkede dagbogen sammen igen. Det rødbrune lederbind bar tydelige tegn på slid, og havde nogle skrammer hist og her. Den var efterhånden også ved at være halvandet år gammel, da min far havde givet mig den til min 17-års fødselsdag sidste år.

      En let banken hørtes fra min dør, og inden jeg nåede at svare, gled den op med en let knirken og lod en ældre dame komme indenfor. "Godmorgen Agathe." Jeg smilede til den ældre dame, som blot gik over for at trække gardinet fra i mit værelse. Solens stråler badede værelset i et varmt skær, og gav Agathes hår et specielt skær, som solens stråler ramte hendes mørke grå stænket hår. Som altid var det samlet i en lang fletning, der gik hende til midt på ryggen, og som endnu en gang fik mig til at spekulere på, hvor langt det mon egentlig var. Da hun vendte sit ansigt imod mig, kunne jeg se den mørkeglød i hendes hud, ligesom det varme smil og de omsorgsfulde øjne, som jeg havde kendt så længe.

      "Godmorgen min pige. Hvad drømte du så om i nat?" Agathe behøvede ikke engang at spørge, om jeg havde sovet godt, da hun allerede kendte svaret. Hun var den, der holdt om mig, når jeg havde mareridt som lille, og den eneste jeg havde fortalt om mine drømme igennem det sidste år til. Faktisk er jeg ret sikker på, at hun vidste mere om mig, end jeg selv gjorde. Men hun havde også været en del af familien, så længe jeg kunne huske. Min far havde vist ansat hende, da jeg var spæd, fordi min mor døde i barselssengen. Så Agathe var på sin vis min mor, selvom jeg nok mere opfattede hende som en form for bedstemor, fordi hun var så gammel og vis.

      "Sne. Og følelsen af angst. Jeg kan ikke huske andet." Et let suk forlod mine læber, mens Agathe tog plads på kanten af min seng. "Det lyder ikke så behageligt. Men er du sikker på, at du ikke kan huske mere?" Jeg rystede blot opgivende på hovedet og kørte en hånd igennem mit klistrede hår. "Hvis jeg kunne, ville du være den første til at få det at vide." Agathes øjne så en smule betænksomme ud, som hun sad der og betragtede mig. Så sendte hun mig blot et smil, inden hun klappede mig let på håret, som havde jeg stadig været en lille pige, inden hun rejste sig.

      "Jamen så er jeg sikker på, at 'Onew' heller ikke giver megen mening i dine øre?" Jeg blinkede rimelig forundret, mens jeg så efter den ældre dame, der bevægede sig over imod døren igen. "Hvad mener du med det?" Af en eller anden grund var mit hjerte hoppet over i en uregelmæssig rytme, og jeg følte mig en smule anspændt. Som om at det skulle betyde noget for mig. "Du råbte det i hvert fald i søvne."

      Den ældre dame forlod blot værelset med et smil og lukkede døren efter sig. Så der sad jeg med forbløffede øjne og åben mund, mens min hjerne forsøgte at bearbejde denne information. "Onew?" Mumlede jeg for mig selv, og kunne mærke, at der var et eller andet inden i mig, som reagerede.

      ...

      Et sted langt borte stod en ung mand og kiggede ud af et par vinduer, som strakte sig fra hans hofter og hele vejen op til loftet. Mange ville have troet, at han stod og betragtede byen, som der efterhånden var kommet liv i op ad formiddagen. I virkeligheden så hans smalle mørke øjne ud mod horisonten. Ud mod bjergene og et minde, som havde forfulgt ham i snart et år. Selvom det kun var et år siden, så havde det år forandret ham.

      I starten havde alting været fint. Alt var som det plejede, og den ene dag tog den anden. Sommeren kom og gik, men da efterårets gyldne farver spredtes, var ingenting det samme længere. De rødlige blade mindede ham om velduftende hår, og kastanjer om varme milde øjne. Et par øjne han var sikker på selv i dag, at han aldrig skulle se igen...

      ....

      "Agathe fortalte mig, at jeg råbte i søvne. Onew giver bare ikke nogen mening i mit hoved. Agathe mener, det kan være noget fra et gammelt sprog, eller måske noget jeg selv har fundet på, da ingen af os har hørt det før. Alligevel har jeg en ide om, at det kan være et navn. Et eller andet sted giver det mere mening i mit hoved, at det skulle være et navn. Men hvor skulle jeg kende det navn fra?"

      Jeg lod mit blik glide ned over siden, mens jeg ventede på at blækket tørrede. Det var første gang, at jeg havde støt på et navn. Normalt var ordene jeg skriblede ned enten "sne", "krystaller", eller "hvid", og hvis jeg var heldig kunne jeg tilføje en følelse så som "efterladt", "alene", og "forvirrende". Kun en enkelt gang eller to havde jeg prøvet at vågne med en boblende fornemmelse i maven og et smil på læberne.

      Agathe mente jeg ikke burde tænke så meget over det, men allerede efter en måned med de samme utydelige drømme, havde jeg været sikker på, at der stak noget mere under. Der måtte ganske simpelt være en forklaring på mine drømme. Om det så var min underbevidsthed, som bare spillede mig et puds eller ej.

      Et let suk forlod mine læber, mens jeg lagde min dagbog tilbage på plads ved mit natbord. Jeg havde som sædvanligt siddet og skrevet i den på min seng, selvom jeg havde et ganske fint skrivebord stående ved siden af vinduet. Det føltes bare mere rigtigt at skrive i sengen. Som om at de bløde lagner og den varme dyne, kunne opsuge drømmene, og måske give mig lov til at skrive dem ned. Selvom det ikke rigtig var sket endnu.

      Mine ben svingede sig ud over kanten af sengen, og jeg lod mine fødder ramme det kølige trægulv. Mit værelse var egentlig holdt meget enkelt med de lyse træmøbler og få nips ting, min far havde bragt med hjem fra sine mange rejser. Der var små figurer af elefanter fra syd, en porcelæns vase fra øst, og sågar små krystaller fra bjergene i Nord. Jeg brugte dog stort set kun min tid herinde, når jeg sov, eller skrev i min dagbog. Ellers holdt jeg mest af at være udenfor eller i mit atelier.

      Mine fødder havde båret mig over til vinduet, hvis karm jeg satte mig på, mens jeg betragtede synet udenfor mit vindue. Jeg boede i udkanten af en lille landsby, hvor alle kendte hinanden, og det hele var så fredeligt. Alligevel var jeg glad for, at min far havde givet mig værelset som vendte ud imod skoven, der lå bag landsbyen. De høje asketræer, som stod nærmest huset, havde ikke længere nogen blade, da de alle lå og gav skovbunden en rødbrun farve. De glitrede en smule i sollyset, hvilket var tegn på, at frosten allerede havde begivet sig ind over landet.

      Som jeg stod der, lod jeg mine tanker flyde. Jeg havde altid haft en vild fantasi ifølge min far. Men selv om jeg var blevet ældre, kunne jeg alligevel ikke lade vær med at forestille mig små væsner begive sig rundt nede mellem skovbundens blade. Bitte små væsner med spidse øre, strittende rødt hår, strålende mosgrønne øjne og vinger så fine, at de så ud som om, de var lavet af edderkoppespind. Som lille var jeg overbevist om, at jeg havde set en af dem, og billedet havde sat sig fast på min nethinde lige siden. Agathe havde sagt dengang, at det jeg havde set, nok havde været en alf, men at det måtte forblive vores lille hemmelighed.

      For at tro på væsner, der hørte til i myter og sagn, var ikke noget man skulle gå rundt og snakke højt om. For selvom landsbyen var fredelig, så går sladder ekstremt hurtigt. Og skulle nogen få nys om noget som helst, kunne man hurtigt blive sat i et dårligt lys. Jeg ville nok blive betragtet som latterlig eller skør, hvis nogen vidste, at jeg stadig tænker på det lille væsen ind imellem. Det ville nok også skuffe min far ret voldsomt. Selvom han nok ville være den sidste til at få det at vide alligevel.

      Min far var handelsrejsende og derfor stort set aldrig hjemme. Hvis jeg var heldig, så jeg ham måske et par dage hver måned. Hvis jeg var heldig altså. Alligevel var jeg ret sikker på, at han havde store forventninger til mig. Når han endelig var hjemme, pralede han i hvert fald med, at alle unge mænd, han havde fortalt om mig, var mere end villige til at gifte sig med mig. Af en eller anden grund mente landsbyens kvinder og kvinderne i landsbyen ved siden af også, at jeg ville være den perfekte brud for deres sønner. Hvorfor kunne jeg dog ikke se. Ja, jeg hilste på alle og havde ikke noget imod at hjælpe til, men jeg var ikke engang køn, og vidste de, at jeg sommetider gik på jagt, eller for den sags skyld blot klatrede i træer, ville de jo gå helt amok. Jeg kan ligefrem forestille mig, hvordan de ville skælde mig ud for "upassende" opførsel. Hvor jeg dog var træt af de ord.

      Mine øjne var stadig rettet ud ad vinduet, da de fangede en svag bevægelse i skovbunden. Ved første øjekast lignede det bare vinden, der legede med nogle af de visne blade i skovbunden, selvom det lige så godt kunne være en mus, der ledte efter mad. Alligevel var der noget, som fik mig til at beholde mit blik rettet mod bladende. Mine øjenlåg blinkede et par gange, og jeg gned mig endda i øjnene, for at sikre mig, at jeg ikke så forkert. Midt imellem bladene var der en lille bitte orange prik med et let gyldent omrids, nærmest som om at det lyste.

      "Riah, der er mad!" Jeg så kort over imod døren, hvor Agathe stod og smilede til mig. Jeg skulle lige til at fortælle hende, hvad jeg havde set, da jeg vendte mit blik ud mod skoven igen. Den orange prik med det gyldne skær var væk...

 

 

 

 

___________________________

Hej alle sammen ^^

Så er jeg i gang med en julekalender igen. Jeg håber, at I alle vil nyde dette eventyr lige så meget som mig :D

Og husk endelig at "like" og "følge" historien, hvis I kan lide den, og så må I meget gerne komme med kommentarer: Både feetback, ros, eller hvad I nu end har lyst til at skrive, skal være meget velkommen ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...