Shattered Dreams | Harry Styles

26-årige Anna Wochester studerer til lærer, og er i gang med sit afsluttende praktikforløb, før hun er færdiguddannet. Hendes liv kører på skinner; hun er flyttet sammen med sin ældre, og tiltrækkende kæreste Josh, hvor spørgsmålet om ægteskab ikke er en fremmed tanke. Hun står til at få jobbet som fastansat lærer, når hun har fået sit diplom, og hun bor midt i centrum, af den mindre by Folkestone. Alle brikker er faldet på plads, og alt lover fryd og gammen – lige indtil hun skal på forberedende studietur med sin klasse, og kærligheden viser sig i skikkelse af en noget yngre fyr, som ikke nok med det, også er en international popstjerne.

121Likes
167Kommentarer
11170Visninger
AA

13. Dag 95

Efter chokket havde lagt sig og min stemme ikke længere kørte på autopilot, var Harry og jeg blevet enige om, at jeg skulle tjekke ud fra mit lejede værelse, da det alligevel var min sidste nat i London – og også det faktum, at mit forræderiske stemmebånd havde indvilliget i at sove hjemme hos ham. Det var sådan jeg var endt med et værelse der lignede Hiroshima, håbløst bagud i forhold til den tidsplan Harry havde givet mig, og det havde derfor resulteret i, at han stod og hang i dørkarmen og ventede. Han sagde ikke noget, han var ganske tålmodig, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at stresse. Slet ikke når han stod og betragtede mig og kunne se hver og en af mine bevægelser.
Jeg havde selvfølgelig udskudt at pakke indtil om morgenen, da jeg havde været alt for træt og udmattet til det om aftenen. Hvilket var idiotisk, da det eneste jeg havde opnået var overspringshandlinger i form af shopping, og at jeg selvfølgelig ikke kunne komme op klokken syv, selvom jeg højt og helligt havde lovet mig selv at jeg ville. Det havde bidt mig bagi (som det altid gjorde), og hele pointen i at komme hjem til Harry hurtigst muligt - fordi det jo var så vigtigt, at jeg fik arbejde og gjort de sidste detaljer færdige på mit eksamensprojekt - faldt til jorden.
”Jeg er færdig om et øøøøøjeblik” sagde jeg, og kiggede opgivende på alt tøjet på gulvet og shoppingposerne fra i går på sengen.
”Jeg skal bare lige finde ud af hvordan jeg gør” fortsatte jeg med at forsikre mig selv og Harry om. Han hverken svarede mig, eller sagde nogle andre lyde for at lade mig vide, hvad han tænkte om mig. I stedet kunne jeg mærke hans brændende blik i min nakke, der fortalte mig, at han synes jeg var en tabt sag. Jeg kastede et hurtigt blik i hans retning, og fangede ham med den ene mundvig trukket op i et skævt smil. Han grinede af mig. Jeg vendte mig mod ham med et fornærmet udtryk i ansigtet, og armene over kors som en tvær teenager.
”Hvad?” spurgte jeg surt.
”Du er utrolig Anna - et komplet nervevrag” grinede han, og lod sig selv komme ind i rummet, hvorefter han begyndte at organisere tingene for mig. ”Hvordan du nogensinde har klaret dit voksenliv så godt indtil videre, er mig en gåde” fortsatte han. Han havde det meget sjovt over sig selv og sine bemærkninger.
Jeg kiggede surt på, at han fik ordnet mit rod på ingen tid. Jeg kunne dog se hvad han mente. Især fordi jeg var iført en forvasket og nusset t-shirt, som jeg havde sovet i, og mit hår sad i en kage ovenpå mit hoved. Ikke den mindste smule elegant, eller forsovet nuttet som nogle piger kunne være.
Da Harry ankom var jeg netop væltet ud af sengen, og havde ikke nået meget andet end at gå på toilettet og børste mine tænder. Jeg havde sovet igennem min alarm, som jeg altid gjorde, og blev først vækket da han bankede på døren. Der havde jeg brugt ti minutter på at diskutere med mig selv, om hvorvidt jeg ville lukke ham ind eller ej, da jeg højst sandsynligt lignede en muldvarp, der for første gang i en uge kom op til jordens overflade. Til sidst havde jeg dog lukket ham ind, da det ville virke tosset og barnligt at lade ham stå og hænge ude på gangen. Jeg var trods alt den der skulle forestille at være mest voksen, hvis man kiggede på aldersforskellen imellem os, som jeg egentlig helst undgik at tænke på. Desuden skulle jeg også sove hjemme hos ham, så det var uundgåeligt at han så mig morgengrim i den nærmeste fremtid. Især fordi jeg var typen der blev i nattøjet hele dagen, hvis ikke jeg havde noget andet at tage mig til uden for hjemmets fire vægge.
”Dine ord siger fornærmelse, men dit toneleje siger kompliment. Jeg ved ikke hvordan du vil have mig til at reagere” var det eneste jeg kunne komme på at svare ham, hvor tørt det end lød. Han kiggede op fra kufferten med et glimt i øjet og det stadig skæve smil om munden.
”Det er begge ting, er det ikke smart? Forestil dig, at det er krydderi til din personlighed. Hver for sig ville krydderierne være klamme, men kombineret på den rigtige måde bliver de til et mesterværk” sagde han. I et øjeblik stod jeg mundlam, og kunne ikke tyde om han lavede sjov eller ej, indtil jeg så hans stolte udtryk i ansigtet. Han følte sig virkelig klog med den forklaring i ærmet.
”Åh gud. Så dyb” sagde jeg sarkastisk og tog mig til brystet, og kunne ikke nære mig fra at sende ham et nedladende smil. Han ignorerede mig bare og fortsatte sit arbejde på mine ting.

***

”Ja du har jo været her før –” startede Harry ud, men lod resten af sætningen hænge i luften. Han stak nøglen i låsen, drejede den om og trak ned i håndtaget. Han rystede på fingrene og der var en kant af anstrengelse i hans stemme. Det var her det var gået så galt sidst, og jeg tror at vores tanker kredsede om præcis det samme, men det måtte for alt i verden ikke nævnes, eller tænkes på. Alligevel var det alt jeg kunne; tænke på hvad der var sket sidst, og høre alle ordene der var blevet sagt. Jeg kunne se en perfekt gengivelse af begivenheden i spøgelserne fra fortiden, der befandt sig omkring i lejligheden. Jeg sukkede, tog et langt åndedræt, og lukkede øjnene et langt sekund, i håbet om at alt var udvisket, med det øjeblik af mørke.
Jeg åbnede mine øjne igen, og kiggede mig omkring, for at se om jeg kunne få øje på vores skikkelser, eller høre ordene for mine øre, men der var intet. Jeg åndede lettet og tungt ud, da jeg opdagede at jeg havde holdt vejret. Jeg smilede igen og slappede af. Det var en ny tid. Der var sket meget siden sidst, og det skulle lægges bag os. Det var forkert at dvæle i fortiden, og det vidste jeg godt. Vi var slet ikke i samme situation nu, med misforståede signaler omkring en middag og den uforklarlige kemi imellem os. Det var gjort klart forinden, hvad der skulle ske og efter sidste gang trådte jeg også mere varsomt, og lod være med at komme mine forkerte antagelser til livs.

”Kommer du?” spurgte Harry, og stak sit hoved frem, rundt om hjørnet, med et dybt forvirret udtryk i hovedet og røde kinder. ”Jeg har bare gået og snakket til dig, og så var du der ikke engang” grinede han svagt, før det faldt til jorden med en død klang. Han så stadig beklemt ud og hans tone, og ikke mindst grin, lød hult og malplaceret. Han gik med skuldrene oppe om ørerne, og hele hans krop lyste af anspændthed. Han havde ikke gjort brug af samme tilgang som mig, og jeg følte at jeg trængte mig på ved at se ham sådan. Det var forkert af mig at komme, trods han selv havde inviteret mig. Jeg tog en dyb indånding, før jeg skruede op for min behagesyge charme og gik over dørtærsklen, som jeg havde stået ved imens Harry havde gået og snakket til mig. Jeg klistrede mit bedste smil i ansigtet, og gik med raske skridt hen ad gangen mod Harry.
”Ja undskyld, jeg stod bare lige og tænkte. Det er jo lidt specielt at være her igen” sagde jeg friskt. Jeg tog tyren ved hornene, fjernede tabu og prøvede med den metode at gøre Harry mere afslappet. Han kiggede bare forbløffet på mig, men hans skuldre sænkede sig alligevel.
”Jeg skulle bare lige samle lidt mod og så videre, men så tænkte jeg, at man ikke kan slette fortiden – sket er sket – og at jeg skulle tage mig sammen. Der er ingen grund til at være mærkelige omkring hinanden, for vi kan jo ikke rigtig ændre det” fortsatte jeg. Jeg understregede mine ord, ved at trække på mine skuldre; hvis jeg slog det væk som en bagatel og med et skuldertræk, ville det på en eller anden måde lette presset for ham, håbede jeg. Jeg havde en idé om, at hvis jeg viste overskud og overblik, uden at bære nag, ville det på en eller anden måde smitte af på Harry. Det virkede i hvert fald altid på mig selv, også hvis det ikke en gang var oprigtigt. Måske ville min tilgang til problemet også få ham til ikke at ønske mig hen hvor peberet groede, eller se hele den her plan som den største fejltagelse i hans liv.
Jeg kiggede op på ham igen, for at se om min teori havde virket. Han slappede relativt meget af igen.
”Du har ret” sagde han bare og smilede ned til jorden. Han rystede på hovedet af sig selv, og vendte så rundt og gik videre fra hvor han var kommet til. Jeg småløb efter ham. Mine små ben kunne knap følge med ham – men igen, hvornår kunne de nogensinde følge med nogen?
”Jeg viser dig lige dit værelse. Du kan både arbejde derinde, men jeg har faktisk også et kontor hvis du hellere vil arbejde der?” sagde han spørgende, da jeg nåede op på siden af ham.
”Kontoret lyder fint” svarede jeg, småforpustet.
”Fint” sagde han. Han drejede skarpt til højre og ind på et lille gæsteværelse. Jeg var lige ved at gå ind i ham, da han drejede, men i min forvirring gik jeg i stedet ind i dørkarmen.
”Tak for advarslen” mumlede jeg og gned mig i panden, hvor en bule allerede var ved at tage form. Jeg blinkede ihærdigt for at fjerne de tårer der samlede sig i mine øjenkroge. Jeg var ikke ked af det, men i stedet for at bande højlydt over sådanne ting som at støde hovedet ind i noget, eller give sig selv et trælår, var min reaktion altid at græde. Han spruttede af grin, som han (meget dårligt) forsøgte at undertrykke. Derefter slap han alt han havde i hænderne, og var henne hos mig på nul komma fem. Han lagde sine arme omkring mig, for at trøste mig.
”Undskyld, jeg tænkte slet ikke over, at du ikke vidste hvor jeg gik hen. Men i hvert fald: det her er dit soveværelse” sagde han ind i mellem sine undertrykte grin. Han strammede grebet om mig, og kiggede ned på mig. I stedet for et smil i ansigtet, var hans udtryk blevet ømt og hans bryn rynkede.
”Er du okay?” spurgte han med forsigtig stemme. Jeg nikkede og fik denne gang tørret tårerne væk med min hånd, før jeg lænede mig ind til hans bryst. Jeg blev nødt til at hvile mit hoved der. Bare et øjeblik; ligegyldigt hvor uetisk mit hoved skreg på mig, at det var. Jeg kunne høre hans hjerte. Det bankede i en stabil, men hurtig rytme, og beroligede mig.
Jeg nåede knap at opfatte hans bløde læber, der strejfede min pande i et kys. Jeg lukkede øjnene, indåndede hans duft som gjorde mig så ør i hovedet, og slappede af. Han hvilede sit hoved på toppen af mit hoved.
I det øjeblik stod tiden stille. Vi var havnet i en tidslomme, hvor kun vi eksisterede og der intet spørgsmål om morale var. Der var kun os, følelsen af hinandens kroppe i omfavnelsen og trygheden.

***

”Pis” mumlede jeg.
Jeg bladrede irriteret igennem mine papirer, så voldsomt at de fløj til alle sider. Derefter klikkede jeg så bestemt på alle mine dokumenter, at min computer gik i stå under presset fra min irritation. Jeg havde siddet og arbejdet nogenlunde koncentreret et par timer, før jeg opdagede at jeg manglede et vigtigt dokument. Jeg håbede at jeg bare havde glemt at tage det med mig ind på kontoret, og at det lå forlagt eller tabt inde på gæsteværelset. Hårdt skubbede jeg mig selv ud fra bordet, så stolens ben skrabede hen ad jorden med et hvin. Jeg sukkede frustreret og rejste mig så op for at lede efter det vigtige stykke papir - at læse til eksamen gjorde mig anspændt og pirrelig. Jeg var ikke særlig hyggelig at være sammen med, og jeg havde faktisk lidt ondt af, at Harry skulle være vidne til det her; men hvad kunne han gøre, det var hans egen idé at jeg brugte min tid her. Han havde ikke forstyrret mig siden jeg erklærede, at jeg ville gå ind og arbejde, hvilket måtte betyde at han godt kunne forestille sig hvad der var i vente, og nødig ville havne på krigsstien. Vi eksisterede ikke for hinanden imens jeg arbejdede, men lige så snart jeg tog en pause ville han komme tilbage, og jeg ville være mere afslappet og kunne opføre mig ordentligt igen.
Da jeg kom ud på gangen, kunne jeg høre bruseren være i gang i den modsatte ende af lejligheden, hvilket mindede mig om at tiden ikke stod stille, bare fordi jeg læste op til eksamen og forberedte mig. Harry måtte kede sig gevaldigt, uden rigtigt at kunne foretage sig noget. Han var fanget i limbo, for han havde mig på slæb; han kunne ikke rigtig gå nogen steder, fordi han skulle tage hensyn til mig, men han kunne heller ikke bruge tid sammen med mig, da jeg havde travlt og samtidig var et monster.
Jeg listede hen ad gangen – hvorfor jeg listede ved jeg ikke, Harry var godt klar over at jeg var her – og hen mod det værelse der var mit for natten, for at lede efter det papir jeg havde mistet. Jeg rodede febrilsk rundt i mine ting, og fik også det værelse til at ligne Hiroshima.
”HA!” udbrød jeg triumferende da jeg endelig fandt mit papir. Jeg smilede over hele hovedet. Stoltheden over mit fund pumpede rundt i mig, og med ny motivation og energi rejste jeg mig op, for at gå ned og læse videre. Jeg gik med det udfoldede papir foran mig, og skimmede det en ekstra gang igennem, inden jeg ville folde det sammen, for at være sikker på, om det nu også var det rigtige papir.
Jeg nåede ikke at kigge op, før jeg gik direkte ind i noget der føltes som en våd mur. Forvirret rystede jeg på hovedet og rettede mit blik mod det jeg var gået ind i.
”Pas nu på hvor du går” grinede Harry til mig, med hænderne omkring mine skuldre. Han var kun iført et håndklæde omkring livet og tatoveringer på huden til at dække sin nøgne krop. Jeg gik ud fra at han lige var trådt ud fra badet.
”Undskyld, jeg glemte det her og…” undskyldte jeg svagt, imens jeg løftede papiret op mod Harry. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle kigge hen, og jeg prøvede ihærdigt at holde Harrys øjenkontakt. Jeg vidste godt at det mislykkedes, og at jeg nærmere stirrede på hans bare overkrop. Jeg kunne ikke lade være med at kigge omkring det lavtsiddende håndklæde, al blækken på hans hud og hans knap så veltrænede krop, som jeg ellers havde forestillet mig var som hugget i sten, med vaskebræt og spillende brystmuskler. Men når nu jeg tænkte mig om, gav det mening at det ikke var sådan, og jeg kunne egentlig ikke forestille mig at han ville spankulere rundt som en anden Arnold Schwarzenegger.
Jeg kiggede op på hans ansigt igen, og blev straks så flov at jeg rødmede. Han kiggede på mig, der kiggede på ham. Jeg slog blikket ned, ude af stand til at komme med en forklaring på, hvorfor jeg studerede hans krop så detaljeret; jeg tænkte på at bruge hans tatoveringer som forklaring, men jeg vidste godt at det ville falde til jorden, og at vi begge vidste, at det ikke var derfor jeg kiggede på ham.
Og så rykkede han tættere på mig.
Forvirret kiggede jeg op på ham. Han kiggede på mig, stadig med et smil, men denne gang lå der noget andet bag. Usikkerhed, begær, eller en form for ømhed. Jeg kunne ikke helt bedømme det, men der var et spørgsmål bag hans smil og hans øjne skinnede.
”Harry..” sukkede jeg. Min hånd skød op og landede på hans brystkasse, helt automatisk, for at tage afstand fra ham.
Men jeg ville ikke have, at han tog afstand fra mig. Jeg ville have ham endnu tættere på og jeg ville have at den elektrisk ladede luft omkring os omsluttede os så tæt, at vi ville have problemer med at trække vejret, ved mindre vi gav hinanden mund-til-mund. Min krop kørte på autopilot, med moralen som programchef; min hjerne var slået fra og det eneste der gik igennem mit hoved var begær. Alt i Harrys blik og bevægelser, kunne jeg spejle tilbage på mig selv og nikke genkendende til.
Han bukkede sig ned mod mig, og lige så stillede jeg mig på tæer og tiltede nakken bagud, for at stå ansigt til ansigt med ham. Hans blik flakkede fra mine øjne til mine læber. Jeg kunne næsten smage ham, så tæt på var han. Jeg lukkede øjnene, klar til at give mig hen til begæret og lysterne, da moralen tog roret igen og skubbede ham væk i takt med at jeg tog et skridt tilbage.
”Jeg skal arbejde” sagde jeg bare, uden at kigge på ham, og vendte rundt på hælen, væk fra ham. Jeg knyttede hårdt mine hænder, hvilket gik ud over papiret i min hånd, og skar utallige grimasser til luften foran mig. Hans blik i nakken brændte sig fast; hvis jeg vendte mig om og kiggede på ham, fik øjenkontakt, ville jeg ikke kunne genvinde kontrol igen. Jeg kunne ikke holde det skjult meget længere, hverken for ham eller for mig selv. Jeg ville så gerne have ham.

***

Hej guys,
Undskyld ventetiden, jeg prøver så godt jeg kan, men det er ikke altid at skole og fritid bliver adskilt (hvilket betyder at hele mit liv stort set går ud på skole. ja så klam er jeg faktisk)
Jeg er dog blevet fyret fra mit job, så har en del mere tid nu - indtil jeg self får et igen, hvilket jeg håber jeg gør. Men hvis ikke der sker noget nu, sker det nok først til marts (har et es i ærmet lol)
Anywho, enjoy, skriv gerne hvad i synes - og nu er der ikke lang vej tilbage, før den slutter, og så har jeg en ny historie klar (nok også min sidste), som jeg skriver på sideløbene. Hvad den handler om kommer senere. Måske.

Hasta la vista (Spansk på A i ved)

P.S. I kan se inde på min profil hvor langt jeg er med mine kapitler, hvis det skulle interessere nogen.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...