Shattered Dreams | Harry Styles

26-årige Anna Wochester studerer til lærer, og er i gang med sit afsluttende praktikforløb, før hun er færdiguddannet. Hendes liv kører på skinner; hun er flyttet sammen med sin ældre, og tiltrækkende kæreste Josh, hvor spørgsmålet om ægteskab ikke er en fremmed tanke. Hun står til at få jobbet som fastansat lærer, når hun har fået sit diplom, og hun bor midt i centrum, af den mindre by Folkestone. Alle brikker er faldet på plads, og alt lover fryd og gammen – lige indtil hun skal på forberedende studietur med sin klasse, og kærligheden viser sig i skikkelse af en noget yngre fyr, som ikke nok med det, også er en international popstjerne.

121Likes
167Kommentarer
11164Visninger
AA

12. Dag 94

”I want you to staaaaaay” sang jeg højt, uden en tone i livet og uden skyggen af skam. Hvilket var til stor gene for dem på naboværelset, som besvarede min tonedøve godmorgenhilsen med en høj banken og et råb, der snarere lød som en dæmpet mumlen, igennem væggen. Jeg smilede for mig selv. Jeg havde været vågen og frisk siden klokken syv, med en boblende lykkefornemmelse der spredte varme rundt i hele kroppen på mig. Siden jeg var ankommet til London havde den følelse permanent huseret i min krop; men det var slet ikke til sammenligning med når jeg var i Harrys nærvær.

På trods af vores uheldige sammenstød angående ringen og forlovelsen, var aftenen endt hyggeligt. Vi havde talt en lille smule mere om det hele: omkring os og omkring den sidste episode inden jeg rejste sidst, og var kommet frem til at lyve for hinanden og os selv, med jokes og affejende kommentarer, da det blev for smertefuldt at snakke om. I hvert fald var min halvdel af samtalen gået med det. Noget sagde mig at Harry havde det på samme måde, men ingen af os turde berøre det følsomme emne mere end nødvendigt, af frygt for, hvad der videre kunne ske.
Jeg vidste godt at et forhold skulle bygges op på ærlighed, og med et grundlag der var så sikkert at man kunne snakke om alt. Josh og jeg var et glimrende bevis på at det ikke fungerede, hvis ikke man kunne tale ud om tingene, eller turde vise sit sande jeg og være ærlig. Bare den lille episode med ringen forleden, havde gjort hele forholdet mere vakkelvornt, kejtet og ustabilt. Det var som at spille klodsmajor, og hver gang en af os trådte ved siden af, blev endnu en brik taget fra tårnet, der ville hælde mere og mere til venstre, på vej til at falde og ødelægges hvert øjeblik det skulle være.
Med Harry var det anderledes. Det var ikke fordi vi ikke havde lyst til at snakke om tingene, men netop forlovelsen og hele vores situation var bare et svært emne, da det var så stor en brist i vores ”forhold” - både på baggrund af hvordan det var endt sidst, og så fortsættelsen på vores umulige og ulykkelige historie med min forlovelse. Vi snakkede om alt andet åbent og frit; han dømte ikke når jeg sagde noget lidt upassende eller grænseoverskridende om mig selv, og vice versa. Hvis vi havnede i en situation som min og Josh’s, hvor man skulle træde på listetå omkring hinanden og ændre vigtige aspekter af sig selv for at tilpasse sig, ville jeg vove at påstå, at Harry (eller jeg selv) straks ville sige noget, eller snakke ud om det. Ingen af os ville slippe så let. Også selvom jeg ikke kunne forestille mig, at det ville komme så vidt med ham, som det var endt med Josh - men muligheden var der altid. Mennesket forblev aldrig det samme, det var i konstant ændring, og der var perioder hvor man helt kunne glemme hvordan man skulle opføre sig, og hvem man overhovedet var til at starte med.

Det var blevet en forfærdelig vane at sammenligne alt det dårlige med Josh, i perspektivering til alt det gode med Harry. Det gjorde at jeg blev endnu mere led og ked af, at jeg var lovet væk til ham, end jeg havde været i forvejen. Det gjorde, at det kom frem i min bevidsthed, frem for kun at finde sted i min underbevidsthed, som ellers kun var blevet blottet i de sene nattetimer. Derudover måtte jeg ofte tøjle mig selv fra mine vanvittige forestillinger om superhelten Harry, for han havde også fejl, ligesom skurken Josh. Det vidste jeg han havde, jeg var bare alt for forblændet af ham, til at se dem. I min verden var han perfekt. Selv hans fejl var en del af hans helstøbte person, og gjorde ham uovervindelig.
Græsk mytologi havde ord for de fejl jeg med sikkerhed vidste, at jeg ville begå, og i sidste ende ville betyde komplikationer for alle involverede. Forblindelse blev kaldt for ate, og min forblindelse af Harry gjorde ham til noget overmenneskeligt - nærmest til en gud - hvilket af grækerne blev kaldt for hybris. Tilbage var kun nemesis, som var min straf for at sætte et menneske op mod guderne, da græsk mytologi gjorde det klart, at intet menneske nogensinde kan få den status. De var for svage, de var af lavere standard og de var en underudviklet og dum art - så hvis de prøvede at snyde guderne ved at begå hybris, altså satte sig selv i lighedstegn med overmennesket, blev de ramt af nemesis; også kendt som straf.
Den overbevisning havde jeg altid ment havde været en let forklaring, for at få borgerne i det antikke Grækenland til ikke at gøre noget overilet. Langsomt, som jeg tænkte over det, kunne jeg dog se meningen med den. Det gav mening, hvis man tillagde det en dybere filosofisk forklaring, frem for at se det som en irrationel myte. Min forblindelse ville på et tidspunkt få jorden til at skride under mig, da jeg ikke kunne se hvor jeg gik hen – og jeg ville tage alle parterne med i faldet. Problemet var bare, at jeg ikke kunne se hvor jeg gik hen, så jeg ville aldrig have chancen for at vide, hvor jeg skulle stoppe.

Min telefons skarpe ringetone hev mig brat ud af mine tanker og overvejelser. Jeg havde været så fordybet i dem, at jeg var på nippet til at få et hjerteanfald da den ringede, og måtte genvinde pusten og kontrollen over mig selv, før jeg besvarede opkaldet.
”Hallo?” spurgte jeg ind i røret, stadig en anelse fraværende og med galopperende hjerte.
”Hej Anna” lød Harrys velkendte stemme, med et ekstra strejf af optimisme i.
”Åh hej, jeg fik et chok” svarede jeg åndeløst. Jeg satte mig ned på sengen, for at samle mig selv igen.
”Hvorfor? Sov du? Kom jeg til at vække dig?” spurgte Harry, nu bekymret.
”Nej nej, jeg var bare lidt fortabt i mine tanker” sagde jeg, med stadig åndsfraværende stemme, der lod sætningen hænge i luften. Jeg havde været langt væk og fordybet i mit kludrede tankespind om græsk mytologi.
”Du må godt nok have været langt væk så” konstaterede Harry. Han grinede lidt bagefter for at lette stemningen. Jeg stemte ikke i, og det fik lukket munden på ham. Der gik noget tid med stilhed, før jeg endelig fik svaret ham.
”Ja undskyld, jeg er stadig lidt væk, jeg sidder lige og stener. Mine øjne kan heller ikke fokusere” sluttede jeg af med, og fik ved den sidste bemærkning genvundet fatningen, og kunne derfor grine af mig selv, for at gøre stemningen knapt så trykket og mærkelig.
”Det er jeg altså virkelig ked af, du må ikke tro jeg lider af månesyge nu” fortsatte jeg, stadig med en spillende latter under mine ord.
”Det tror jeg næsten i forvejen Anna. Du er for meget inde i dit hoved” svarede han bare. Jeg kunne høre smilet i hans stemme, hvilket også fik mig til at smile.
”Mener du det? Jeg troede jeg var meget jordnær” sagde jeg. Der var et stik af skuffelse i min stemme over Harrys observation. Jeg ville virkelig gerne virke rolig og samlet - eller i det mindste bare fuld af overskud.
”Det kan jeg så fortælle dig, at du ikke rigtig er. Du skifter meget i din… åndsnærvelse, eller hvad man kan kalde det” konstaterede han. Igen med et hørbart smil, som jeg aldrig havde regnet med ville være en legitim ting.
”Man lærer noget nyt hver dag” svarede jeg bare tørt. Det havde gjort mig en anelse mut, for jeg havde virkelig arbejdet på at virke som en superkvinde. Hvilket jeg måtte indse, ikke lå til min natur. Slet ikke med den lille bemærkning fra Harry, der fortalte mig, at mine anstrengelser havde været spildt arbejde.

”Nå, men det var ikke derfor jeg ringede” sagde Harry friskt, for hurtigt at skifte emne. Jeg spidsede øre, uden at sige noget. Jeg ventede på han fortsatte, hvilket tog ham tredive sekunder at opdage.
”Jeg ville høre om du ville med ud og spise morgenmad med mig? Altså nu. Jeg tænkte at du ville gå ud alligevel, så det var egentlig bare om jeg måtte gøre dig selskab” forklarede han. Han lød nervøs, som han havde gjort hver gang han foreslog noget, der til forveksling kunne ligne en date. Hans søde invitation fik et smil frem på mine læber, og igen glemte jeg at svare, før han sagde ”hallo” ind i røret.
”Ja, undskyld. Helt sikkert. Du har ret, morgenmaden her er klam. Du må gerne mig selskab” svarede jeg.
”Fantastisk! Jeg er der om… Tyve minutter, er det ok?” spurgte han. Nu knap så nervøs, efter han havde fået min accept.
”Helt fint. Vi ses” sagde jeg i et toneleje der var otte oktaver højere end normalt, og smækkede derefter røret på, uden at give ham tid til at sige farvel. Jeg var iført nogle gamle grå joggingbukser og en hullet top, som havde været det, jeg havde tænkt mig at gå ud og spise morgenmad i. Det kunne ikke blive aktuelt alligevel.

***

Butterdejsflagerne fra min croissant dryssede ned i mit skød, hver gang jeg brækkede et nyt stykke af, for at dyppe det i min kaffe, som efterhånden havde fået en overflade af selv samme dej. Så meget for at have pænt tøj på og være feminin.
Jeg havde taget en af mine sommerkjoler på, og da Harry havde fortalt mig at jeg så godt ud, havde jeg viftet ham af og sagt at det var noget, jeg bare lige havde kastet over hovedet lige inden jeg gik ud af døren. Hvad han ikke vidste, var, at jeg havde stillet et hold af kjoler op, og derefter afholdt kvart – og semifinale for hvilken en jeg skulle vælge. Det havde ledt til en finale mellem to kjoler, hvor den jeg havde endt med at iføre mig selvfølgelig havde vundet. Det havde taget mig de tyve minutter, det tog for Harry at komme hen til mig. Og derefter yderligere fem for at være sikker, hvilket havde gjort, at jeg var kommet for sent ud af døren – og i sidste ende var grunden til at han ikke troede mig over en dørtærskel. Han var dog for respektfuld og nænsom til at sige det til mig, men hans ansigt lyste tydeligt af morskaben ved min løgn og glimtet i hans øjne fortalte mig, at han godt vidste at det ikke var sandt.

Forsigtigt trak jeg mit gennemvædede stykke croissant op af kaffen, og tog det ligeså forsigtig ind i munden for ikke at spilde mere end nødvendigt. Harry rynkede på næsen, hvilket gav ham et løftet øjenbryn fra mig som svar.
”Hvorfor gør du det der?” spurgte han, stadig med væmmelse malet i ansigtet.
”Min morfar er fransk, så han har lært os at spise dem på den måde. Det er faktisk noget jeg har fra barnsben af. Hver sommer var vi nede og besøge min mormor og morfar, og hver morgen fik vi friskbagte croissanter, som man bare havde at indtage sådan her, ellers kunne man spise sin sure yoghurt i stedet for” forklarede jeg, og kunne ikke lade være med at smile af mindet. Jeg lagde croissanten fra mig og børstede mine hænder mod hinanden, før jeg gav mig til at fjerne croissantkrummerne fra min kjole.
”Spiser franskmænd seriøst croissanter sådan der?” spurgte Harry mistroisk. Væmmelsen havde forladt hans ansigt, og var erstattet af vantro i stedet for.
”Åbenbart. I hvert fald ifølge min morfar og ifølge de steder jeg har besøgt i Frankrig” svarede jeg, stadig optaget af at rense min kjole.
”Wow, selvfølgelig, kan det blive mere stereotypisk?” udbrød Harry retorisk, hvilket fik mig til at grine.
”Men nu forstår jeg, hvorfor du er så lille og mørkglødet. Alt giver mening!” fortsatte han. Jeg kiggede op på ham. Han sad og smilede til mig.
”Har du seriøst tænkt over det?” spurgte jeg, en anelse forbløffet, og stoppede øjeblikkeligt med at børste min kjole ren.
”Ja, for du er så lille og har de der varme, mørke øjne, som man ikke ser så tit i Nordeuropa” svarede han, stadig med et smil. Jeg følte, at jeg var sat under lup og blev på en og samme tid overvældet med en varm følelse over hans opmærksomhed, men også usikker og vaklende. Det stod klart for mig, at jeg stod knivskarpt i hans hukommelse, ligesom han gjorde i min – altså kunne han nok godt huske hvor slidt jeg havde set ud, første gang vi mødtes.
”Du har stadig en del at lære om mig” endte jeg med at svare, i et forsøg på at lyde mystisk. Hvilket jeg overhovedet ikke var, og det fik bare Harry til at grine i stedet for.
”Det tænkte jeg nok, det ville være lidt kedeligt hvis vi allerede vidste alt om hinanden, ikke?” sagde han. Han smilede stadig, så hans øjne blev smalle og hans smilehuller trådte frem. Hans ansigt ændrede sig fuldstændigt når han smilede – og kun til det bedre. Han så så levende ud når han var glad, og det smittede altid dem omkring ham, selv dem der var hårdest at knække. Hans smil kunne lyse et helt rum op. Han havde vaskeægte karisma.
Jeg fnøs fornærmet af ham, men efter kort tid kunne jeg ikke lade være med at smile tilbage til ham. Han havde knækket mig. Jeg samlede min croissant op igen, og genoptog hvad jeg havde været i gang med, ved at brække stykker af og dyppe dem i kaffen. Harry betragtede det lille scenarie i noget tid, før han sagde noget igen.

”Hvornår skal du til eksamen?” spurgte han. Jeg kunne tydeligt høre, at han prøvede at lyde henkastet og cool, hvilket fik mig til at smile for mig selv, før jeg anlagde et pokerfjæs, og besvarede ham i samme tone.
”I overmorgen” svarede jeg ligegyldigt og kastede det sidste stykke croissant ind i munden, uden at kigge på ham.
”Er du spændt? Er du klar?” spurgte han. Jeg kiggede på ham. Han sad med hænderne under bordet, og havde et glimt i øjet. Som om han selv var spændt. Han var ligeså cool, som jeg var mystisk. Jeg sukkede, og gik i gang med samme rengøringsrutine af mine fingre og kjole, som før. Jeg rettede mig op, før jeg svarede ham.
”Nej overhovedet ikke. Eller jo. Men jeg mangler nogle vigtige ting, som jeg ikke ved hvordan jeg skal få på plads, for der er ikke noget sted jeg kan arbejde i ro og mag” sagde jeg opgivende, og som et surt og opgivende barn hvilede jeg mit ansigt tungt i hænderne, så mine kinder blev presset op mod mine øjne, og min mund fordrejet i en grim og utilfreds trutmund. Sådan sad jeg lidt, før jeg fortsatte:
”Og jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre, fordi det bliver nødt til at blive ordnet imens der er ro, ellers kan jeg ikke koncentrere mig. Jeg troede det var muligt på mit værelse, men væggene er så tynde at jeg kan høre alt. Og så er det også mere omfattende end jeg troede - altså det jeg mangler - jeg kiggede det lige igennem i går og jeg har egentlig bare lyst til at opgive lortet” sluttede jeg min beklagende svada af.
Harry sad helt stille, hvilket fik mig til at kigge op på ham igen. Han lignede en der sad og tænkte, at dømme ud fra hans rynkede bryn. Han lænede sig langsomt frem, og hvilede sine sammenfoldede hænder på bordet. Han kiggede rundt i rummet, imens han knækkede sin kæbe for at finde ord, før han mødte mit blik igen. Jeg rettede mig op endnu en gang, og lod mine hænder hvile i skødet i stedet for.
”Altså… Hvis du vil, så har jeg faktisk et kontor i min lejlighed, der ikke bliver brugt. Det må du godt låne. Men nu ved jeg bare ikke hvad der er smartest, fordi det er besværligt hvis du skal tilbage til dit hostel igen. Det sætter begrænsninger på dit arbejde..” tænkte han højt. I mellem tiden var jeg blevet rød i hovedet og forlegen over hans forslag. Han ville have jeg kom hjem til ham, og eventuelt blive der natten over, hvis man tolkede på de tankestreger han havde udlagt for mig, og tog hans forslag på forskud. Han ville have mig der, hvor det var gået så galt sidst.
Hvis jeg accepterede hans tilbud, ville jeg ikke vide hvordan jeg skulle opføre mig normalt, når jeg en gang var kommet hjem til ham. Det emmede af ydmygelse og misforståelser derhenne, og jeg vidste at hvert et minde fra den aften, ville slå imod mig som aggressive bølger.
”.. Så du skal nok blive der natten over. Men det er okay, jeg har et gæsteværelse” afsluttede han. Imens han havde tænkt højt og overvejet plus og minus ved sit forslag, var verden blevet stum for mig og jeg var gået ind i min egen verden, for anden gang den morgen. Jeg havde slet ikke opdaget, at han ikke var færdig med at snakke før nu, da jeg kom tilbage igen.
”Øh..” fik jeg frem som det eneste – og kun for at sige noget, så det ikke blev akavet for ham, og stilheden ikke ville lyde som en afvisning. Min hjerne var kortsluttet. Mine tanker var kludret ind i hinanden, og kunne ikke finde orden på sig selv. Intet gav mening, og det hele gik alt for hurtigt, og før jeg vidste af det havde jeg svaret ”okay”.
Harry smilede lettet til mig, og kunne trække vejret igen. Jeg besvarede hans lettelse med et noget svagere smil, som måtte se så ynkeligt ud, når man satte det sammen med min ansigtskulør, der lignede den kande med mælk der stod på bordet. Der lød en susen for min øre, som hurtigt blev erstattet af en hyletone. Meget svagt opfattede jeg, at Harry begyndte planlægningen af mit ophold hos ham, om hvordan vi skulle gøre og hvad der var smartest. Mit anstrengte smil var klistret fast i hovedet på mig. Jeg kunne ikke fokusere på noget som helst, udover det faktum, at jeg lige havde indvilliget i at overnatte hjemme hos Harry.

***

Wow what 2 kapitler på 2 uger, on fire much

Mit mål er at kunne færdiggøre den her historie i sommerferien. Selvom det nok ik bliver aktuelt, da jeg rejser til Norge i næste uge, er hjemme en uge, og så skal jeg til Berlin med Mirah.
Men jeg har dog planlagt mine kapitler, så måske det går hurtigere? Desuden vil jeg heller ikke slacke på kvaliteten af det jeg skriver, og hvis ikke jeg ka li det, så ja, thats a no (selvom jeg ik ku blive tilfreds med det her kapitel heller, ligegyldigt hvor mange gange jeg fucking omskrev det).
Grunden til jeg gerne vil være færdig, er fordi at jeg skyder 3.g i gang efter sommerferien og har derudover arbejde oveni, hvilket efterlader absolut ingen tid til skrivning og sjove fritidsaktiviteter, hvis jeg gerne vil kunne gennemføre med et nogenlunde snit som jeg ka bruge bagefter. Selv min sommerferie frihed er hæmmet af arbejde (måske heller ikke det smarteste træk at have to jobtilbud kørende på samme tid lol)(get rich or die trying).

Nå, ja, det var så en lille update. Jeg har også en to do liste til sommer, over ting jeg skal nå og køb. And it's safe to say, at de færreste af tingene er blevet til noget hahahah (både på køb og to do) (i suck major balls).
OG OG OG
Ses vi til meet-up den 3. august? Der er et link inde på Lisa/Adisons profil til begivenheden (hvilket i sgu nok har opdaget haha)

Nå ciao for now, enjoy, håber det lever bare lidt op til forventningerne (hvis der overhovedet er nogle).

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...