Shattered Dreams | Harry Styles

26-årige Anna Wochester studerer til lærer, og er i gang med sit afsluttende praktikforløb, før hun er færdiguddannet. Hendes liv kører på skinner; hun er flyttet sammen med sin ældre, og tiltrækkende kæreste Josh, hvor spørgsmålet om ægteskab ikke er en fremmed tanke. Hun står til at få jobbet som fastansat lærer, når hun har fået sit diplom, og hun bor midt i centrum, af den mindre by Folkestone. Alle brikker er faldet på plads, og alt lover fryd og gammen – lige indtil hun skal på forberedende studietur med sin klasse, og kærligheden viser sig i skikkelse af en noget yngre fyr, som ikke nok med det, også er en international popstjerne.

121Likes
167Kommentarer
11127Visninger
AA

11. Dag 93

Jeg kiggede anspændt op på uret, på kupéens bagvæg. Om tyve minutter ville jeg være i indre London og om yderligere et kvarter ville jeg befinde mig på mit hostel – altså hvis alt gik efter planen, som jeg nøje havde lagt i mit hoved. Jeg kunne ikke sidde stille. Mine ben blev ved med at vippe op og ned, og hvis ikke det var mine ben, var det mine fingre der fumlede rundt med hinanden; flettede sig sammen til en knude og ud igen. Der baskede sommerfugle rundt i min mave og et sus i maven, som når man kører ned af den stejleste bakke i en rutsjebane, blev ved med at gøre mig foruroliget og bange, men samtidig puttede det mig også i et overstadigt humør, der plantede et solidt smil på mine læber. Det var vel det eksperterne kaldte et adrenalinsus.
Jeg ville gerne lyve og sige, at det bare var fordi jeg nærmede mig en storby, endda selve hovedstaden, frem for min egen lille landsbyflække, men det ville netop ikke være sandt. Harry var årsagen til min kådhed og tanken om hvor kort tid der var til, at vi skulle se hinanden igen, fik mit smilebånd til at gå helt amok og leve sit eget liv. Jeg talte minutterne – hvis ikke også sekunderne.
Jeg vidste godt, at jeg ikke burde være så begejstret for at se en anden mand. Eller dreng. Han var lige netop gammel nok, til at være svær at definere. Jeg vidste også godt, at jeg havde andre forpligtelser. Forpligtelser jeg blev mindet om, hver gang jeg kiggede ned på min ringfinger. Men jeg kunne ikke lade være og det var det der gjorde mig foruroliget og anspændt, at jeg glædede mig så meget til at være i en andens favn end min forlovedes.

Josh og jeg havde ikke rigtig nået at blive venner igen, før jeg tog afsted om morgenen. Det var blevet til halvhjertede kys og kram, der mere var obligatoriske for os, i stedet for at være udsprunget af en passion og tristhed over, at vi ville være adskilt de næste par dage. Afskeden var fraværende og anspændt. Det havde bare været noget, der skulle gøres. Grundlaget for vores diskussion fra aftenen før, var et ømtåleligt emne at tale om, så vi lod altid være efterfølgende, hvilket affødte en akavet atmosfære overalt omkring os. Diskussionen stod tit, fordi Josh mente, at jeg ikke var seriøs nok og at jeg mente det modsatte, og at jeg gik i en hård defensiv mod ham, som kun bekræftede hans påstand. Dog var jeg udmærket klar over, at han måske havde ret. Helt inderst inde, kunne jeg se hvad han mente og nikkede genkendende til hvad han beskyldte mig for. Jeg var ikke alt for seriøs omkring det, og det havde jeg aldrig været. Nogle gange spurgte jeg endda mig selv om, hvorfor jeg nogensinde havde sagt ja til ham.
Mit og Josh’s forhold havde ikke været det samme, siden jeg mødte Harry for tre måneder siden – og set i bakspejlet havde det aldrig været et sundt forhold, alt sammen sat i perspektiv og under en lysende projektor af mødet med Harry.
Han havde sat tanker og følelser i gang, jeg ikke vidste man kunne - og i sådan en her situation skulle - have overfor et andet menneske. Han havde ændret min tankegang og mit følelsesregister for evigt. Hvilket lød noget så dumt og kikset, hver gang jeg tænkte tanken. Jeg havde kendt til hans eksistens i tre måneder nu - eller det havde jeg også før indirekte set, hvis man tænkte på det faktum at han var en verdensberømt popsensation - men jeg havde kun haft et ”tæt” forhold til ham i syv dage hvor vi sås regelmæssigt, hvilket ville sige, at de tanker der altid vedrørte ham, var én stor joke.
Alligevel - selvom jeg både var forpligtet og ikke kunne indrømme, hvor meget jeg egentlig så ned på den forpligtelse, og at jeg derudover kun havde set ham nogle gange for flere måneder siden - kunne jeg ikke vente med at se ham igen, og vente på at toget ville køre ind på perronen, så jeg var det skridt tættere på vores møde.

Jeg havde nøje planlagt, hvordan det hele gerne skulle forløbe sig. Toget fra Kent ville ankomme til tiden til London, hvilket så ud til at passe meget fint - så jeg havde heldigvis ikke nået punktet, hvor jeg ville gå ud af mit gode skind af stress. Derefter ville jeg finde en undergrundsbane, så jeg hurtigst muligt kunne komme til Piccadilly Circus og tjekke ind på mit hostel, hvor jeg ville begynde at gøre mig klar og lægge make-up og finde tøj frem. Tøjet skulle dog ikke afspejle, hvor grundigt jeg havde planlagt det hele. Det skulle se afslappet ud og min make-up skulle være naturlig og enkel, så jeg lignede en, der så ud til at være ovenpå og kunne overskue en hel rejsedag, uden at være så træt, at det kun krævede ét lille vindstød før jeg faldt om. Til sidst måtte jeg håbe på, at han ikke kunne huske hvordan jeg havde set ud, den dag han mødte mig for tre måneder siden.
Der havde jeg netop lignet en zombie, med en mascara der dryssede ned på mine kinder i store flager, og en krøllet og uordnet skjorte, der var umulig at rette ud efter den hæslige bustur. Til mit held var hans billede af mig måske forskruet til det bedre af hvad han eventuelt kunne føle for mig (hvilket han havde gjort klart for mig var ”ingenting”), eller jeg var tværet lidt ud i hans hukommelse på grund af den lange tid adskilt. Hvis han dog huskede på samme måde som mig, ville jeg stå knivskarpt i hans bevidsthed.
Jeg kiggede op på uret igen. Et minut efter min nøje lagte rejseplan, rullede vi ind på perronen.

***

Døren til mit hostelværelse smækkede efter mig, imens jeg tjekkede om jeg havde alle mine ting, eller om jeg havde glemt noget. Da jeg havde tjekket efter og konstateret at jeg ikke manglede noget, trods jeg allerede havde set efter fem gange inden jeg gik ud af døren, begav jeg mig ned af de velkendte gange på mit hostel. Jeg havde valgt at bo på det samme hostel, som sidste gang. Lidt nostalgisk blev man vel altid, og så vidste jeg hvor de fleste ting lå i forhold til det. Håbede jeg, for det var jo egentlig ved held, at jeg havde fundet det hyggelige pizzasted den første aften, i første omgang. Jeg satte dog min lid til, at jeg sagtens kunne gøre det igen, især fordi det var blevet til et par besøg sidst.
Damen i receptionen var den samme sure kvinde, med den permanente hønserøvsmund i hovedet. Jeg prøvede at smile til hende hver eneste gang jeg gik forbi, men hun sendte mig altid kun øjne der kunne dræbe som svar. Jeg ville dog ikke stoppe. Min skjulte mission var at få hende til at smile til mig, inden jeg tog herfra igen – også selvom jeg havde på fornemmelsen, at hun ikke kunne lide mig.

Denne gang, havde jeg heller ikke taget en jakke med mig ud af døren. Det var en meget varm juniaften, og jeg var overbevist om, at jeg ikke ville få brug for den eller at jeg ville behøve at låne Harrys igen.
Langsomt, så jeg ikke begyndte at svede som altid når jeg gik, begav jeg mig hen i den retning, hvor jeg var sikker på at pizzastedet lå. Jeg tjekkede mit armbåndsur, der fortalte mig at jeg var i ordentlig tid og at det passede perfekt efter min videreudviklede tidsplan. Det fik mig til at slappe af, så jeg trak min trofaste pakke cigaretter frem og tændte en, for at dulme nerverne. Jeg vidste godt at Harry ikke var den største fan af røg, men han lod som ingenting. Den eneste grund til at jeg vidste det, var fordi han, de gange jeg havde røget foran ham, kom til at rynke brynene en anelse – og en gang havde han smidt en mumlende kommentar om, at det var usundt for mig. Ellers lod han mig være, hvilket gjorde, at jeg turde ryge en cigaret inden jeg mødte ham, fordi jeg vidste at han ikke ville dømme for hårdt, som nogle mennesker yndede at gøre (hvilket også var dybt irriterende og en meget ignorant måde at opføre sig på).

Før jeg vidste af det, var jeg ankommet. Jeg stoppede perplekst op. Det var der jeg skulle genforenes med Harry, og jeg var ikke klar. Jeg havde ikke forventet restauranten før om et par hundrede meter, og min cigaret var ikke en gang røget færdigt endnu. Der gik uorden i min tidsplan.
Jeg gik langsomt hen mod stedet og tog et ordentligt hvæs af min cigaret. Jeg sneg mig selv til et kig ind ad vinduerne, for at se om han sad derinde. Min spejden efter ham var forgæves og efter at være sikker på at jeg havde scannet lokalet ordentligt, igennem de store glasruder, stillede jeg mig mere afslappet og mere i synsfelt for gæsterne, for at ryge min cigaret færdig. I det jeg gjorde det, fik jeg øje på ham derinde. Jeg havde fuldstændigt overset ham. Han sad klædt i sort – som han havde været de fleste gange jeg havde mødt ham – med albuerne på bordet og hænderne skiftevis løst samlet og hårdt foldet, foran sig. Han åbnede munden let og gabte, i det han kiggede dovent rundt i restauranten, for at bruge sin kostbare tid på et eller andet, imens han ventede. Jeg kiggede ned på mit armbåndsur og kunne konstatere, at han var for tidligt på den, da jeg allerede havde fejlbedømt afstanden og selv var der godt ti minutter for tidligt. Endnu en gang kiggede jeg op, og så Harrys dovne spejden komme nærmere hvor jeg stod, hvilket fik mig til hurtigt at krybe i skjul, væk fra hans synsfelt. Jeg kunne dog stadig holde øje med ham, imens jeg selv stod skjult og røg min cigaret færdig. Troede jeg. Da jeg havde smidt mit skod på jorden og kiggede op igen, sad han med et stort smil om munden, som han prøvede at tone ned, noget så fejlagtigt, og vinkede let med sin store hånd.

Forvirret og pinligt berørt, besvarede jeg hans hilsen og satte kurs mod ham, ind i restauranten. Om det var fordi jeg havde kommet til at sætte farten op, på vej hen mod ham, eller om det var fordi jeg stod ansigt til ansigt med den person i verden, der havde haft størst indvirkning på mig i hele mit liv, vidste jeg ikke, for reaktionen ville uden tvivl være den samme på min krop; hedeture og varme kinder.
”Hej” sagde jeg stakåndet, da jeg nåede frem til ham. Han havde rejst sig op fra sin plads, og strakt armene ud, til hvad jeg tolkede som en omfavnelse. Jeg besvarede hans gestus med en af samme slags, og håbede på at det var det han mente. Han holdt mig tæt ind til kroppen i et langt og varmt kram. Jeg havde tolket rigtigt.
”Hej” mumlede han ned i håret på mig. Jeg løsrev mig fra ham, så det ikke blev alt for pinligt med min klistrede krop i hans arme.
”Jeg er lidt ulækker og svedig, så…” undskyldte jeg og tog plads foran ham, og begyndte at vifte mig selv med mine hænder. Et kæmpe smil var limet i ansigtet på mig, som ikke var til at rive af. Det samme på ham.
”Du er ligeså charmerende som jeg husker, Anna” svarede han bare og satte sig selv ned igen, før han lænede sig frem på bordet, med foldede arme, støttende på sine albuer. En af mine yndlings karaktertræk ved ham var, når han brugte mit navn efter en sætning. Det gjorde det hele så intimt og intenst. Jeg smilede kæmpestort som svar.

Vi fik hurtigt bestilt noget ligegyldigt pizza og øl, for at få den afbrydelse og forhindring ryddet af vejen, så vi hurtigst muligt kunne lade os opsluge af hinanden. Ikke længe efter ankom vores bestilling, og vi kunne endelig være i fred fra andre end os selv.
”Hvorfor er du egentlig i London?” Lagde Harry ud – og så var vi i gang.
”Jeg skal til min sidste eksamen på University of London, hvor langt ude det end lyder. Så jeg skulle komme herned og alt muligt besværligt. Heldigvis tilbød de at betale transporten” forklarede jeg, imens jeg langsomt løftede mit pizzastykke op, med begge hænder, for at tage en bid.
”Så du er kommet herned gratis? Det var da altid noget. Hvad med der hvor du bor?” spurgte Harry yderligere om.
”Det betaler jeg selv; jeg bor bare på det der hostel, jeg boede på med klassen. Det er super klamt, men det er billigt, så det er jo ikke fordi jeg bliver ruineret. Og den sure receptionist er der stadig! Jeg tror virkelig ikke hun kan lide mig” berettede jeg, og denne gang tog jeg en slurk øl i pausen mellem han sagde noget og min tur til at snakke. Harry grinede.
”Jeg prøver at smile hver gang jeg går forbi – men jeg sværger; hun bliver mere og mere arrig hver gang. Da jeg gik forbi lige før var jeg sikker på, at jeg hørte hende hvæse af mig” tilføjede jeg.
”Jeg tror det er angsten for venlighed. For det første; hvis ikke man kan lide dig, så er man skør og for det andet; det er en ny spændende ting for hende, at opleve folk der –” her indsatte han et teatralsk gisp, for at understrege sin pointe: ”er venlige og – endnu mere chokerende - smiler” afsluttede han, men tilføjede så hurtigt: ”det er jo en hel ny verden for hende. Måske du skal give hende en chance? Hun ligner ikke en der har prøvet venlighed på så nært hold før”
Jeg grinede af ham.
”Du har ret, jeg er et frygteligt og snæversynet menneske. Tænk jeg ikke har haft det storsind før ved at give hende en chance. Jeg burde tage min smilen til næste niveau. Næste gang spørger jeg hvordan det går” svarede jeg ham i en sarkastisk og besejret tone. Han smilede som svar og nikkede ivrigt på hovedet.
”Det lyder ganske fornuftigt. Det er den helt rette tilgang til tingene du har dig der” svarede han bare, men et stort smil om læberne afslørede hans morskab ved hele situationen.
Vi var tilbage. Faldet fuldstændig i de samme roller, som da vi havde mødt hinanden. Jeg havde savnet ham ubeskriveligt meget – jeg gad end ikke nævne vores sidste møde for ham, selvom vi burde snakke om det ansigt til ansigt. Det ville ødelægge det hele. Jeg ville nyde det nu, i selskab med den jeg holdt mest af i hele verdenen. Josh røg længere og længere ud af min bevidsthed, i takt med at aftenen gik, samtidig med at jeg faldt dybere og dybere, for hvert ord Harry udtalte.
Jeg løftede min pizza op til min mund, der ikke kunne lade være med at smile stort, end ikke da jeg tog en bid. Harry rynkede brynene spørgende og en smule defensivt. Jeg tyggede hurtigt og sank min mad.
”Hvad?” spurgte jeg, stadig med det fjollede smil om læberne.
”Hvad er det?” spurgte han tilbage, og pegede på min forlovelsesring. Det kom hurtigt og måske en tand hårdere end han selv regnede med, da han nok godt kunne regne ud hvad det var. Mit smil falmede med det samme, ved lyden af hans tone. Mit blik faldt på min ringfinger, som jeg helt automatisk gemte væk under bordet. Josh kom tættere ind i min bevidsthed igen, og jeg hilste ham ikke med kys og kram. Han ødelagde det hele. Jeg var stadig en smule vrissen omkring ham fra i går, så situationen jeg nu var havnet i, gjorde det ikke bedre.
Jeg svarede ikke. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg overvejede at lyve, men det ville være dumt. Vi vidste begge to hvad det var, jeg manglede bare at sætte de endelig ord på, der kunne bekræfte teorien.
”Er du stadig sammen med ham?” spurgte Harry endeligt, efter utallige forsøg på at fremmane en rigtig sætning. Han prøvede at få det til at lyde henkastet, og det lykkedes til dels også, hvis ikke det var fordi han havde lydt for henkastet. Der var en snert af sorg i hans stemme, hvilken han prøvede at skjule. Hans ansigt nåede i et millisekund at udtrykke hans følelser, som var noget der lignede smerte og kanten af gråd, før han tog en udtryksløs maske på.
”Ja” svarede jeg kort. Jeg kunne ikke løbe fra det. På min finger var et bånd der holdt mig og Josh fast sammenbundet, samt en kæmpe lyskegle der signalerede optaget. Ikke SOS. Ikke et nødsignal. Bare en forlovelsesring; jeg var lovet væk.
”Og det der er..” han kunne ikke afslutte sætningen, uden at afsløre sig selv, hvilket han allerede havde gjort i første omgang. Han lød endnu mere pinefuld under sin henkastede tone denne gang, og hans ansigts rigtige udtryk var ved at skinne igennem masken.
”En forlovelsesring, ja” svarede jeg ham, uden de sædvanlige formaninger om at han ikke behøvedes at sige tillykke til mig, som jeg plejede at sige til folk, da jeg vidste at han aldrig ville gøre det, og at det ikke var den slags spørgsmål om ringen. Det var en sørgelig konstatering om, at alt var som før, hvis ikke værre, da jeg nu officielt var bundet sammen med en anden for evigt. Det var produktet af vores sidste møde og min reaktion til hans afvisning, og det vidste han godt. Det vidste jeg, at han vidste.
Det var yderligere en sørgelig konstatering om, at vi stadig ikke kunne være sammen.

***

Hej venner;
Så gik der alligevel noget tid, og det er jeg sgu ked af. Jeg så lige min sidste opdatering; det var før jeg tog afsted til New York??? Wtf??
Im so sorry.
Anywho, New York var ok, men opturs-faktoren blev gjort til en væsentlig nedtur, da en fra min klasse, som var taget afsted selvom hun var alvorligt syg før vi rejste (og havde 41 i feber), smittede mig. Så gæt hvem der lå det meste af tiden på et for varmt hostelværelse og kiggede op i loftet?:) Og der var IKKE net. Læste mit Woman-blad ca tyve gange, og på et tidspunkt sov jeg også fireogtyve timer i streg. Men det var da jeg havde det allerværst. Havde det også så skidt, at jeg ikke kunne rejse mig. Oh the fun i had.
Men havde en super ace mandag med min bedste homie. Som så blev syg da jeg blev rask:'( Det var en hård tur.
Anyways, hvad er der mere sket i mit liv?
Jeg har været til eksamener, med ultimativ eksamensstress, da min skole for det første først giver læseferie en uge ind i juni og for det andet fordi vi trak to eksamener i år, fordi vi ingen havde trukket sidste år. MEN NU ER JEG FÆRDIG OG JEG GÅR I TREDJE HALLØJ. STUDENT NÆSTE ÅR DET VAR FANDEME PÅ TIDE. (men er skuffet over min oldeksamen)
OG jeg har fået et job. Så der er gået et ønske i opfyldelse inden mit tyvende år. Jeg hader jobbet, men jeg har brug for pengene haha. Selvom SKAT har taget næsten hele min første løn, fordi mit frikort ikke var rettet.

Ok det var en lang update, og det var endda kun de grove detaljer, så jeg holder nu.
Skriv hvad i synes, for personligt er jeg ikke særlig tilfreds med mit kapitel og har brugt så lang tid på bare at gøre det lidt mere tilfredsstillende for mig. Men nej, og jeg ved ikke hvad jeg ellers skal skrive because it needs to be there (har en plan over mine kapitler haha).

Ses på grillen!
Nyd jeres sommer!
Jeg håber ikke i skal have en ligeså stenet en som min, som stort set kun går ud på arbejde. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...